Læsetid: 7 min.

Kan Arktis redde planeten?

Klimaforandringerne i Arktis sker dobbelt så hurtigt som på resten af kloden. Journalist Martin Breum har været på akademisk roadshow fra Nordfinland til Rusland for at undersøge, om Arktis kan blive et forsøgsrum, hvor mennesket stadig kan nå at dyrke bæredygtighed
De tre skorstene på nikkelfabrikken i den russiske by Nickels skulle lede udslip væk fra byen, men fabrikken er gammel, og skorstenene virker ikke helt efter hensigten.

Mathias Christensen

14. juli 2016

Allerede den første aften overrasker den lille mand i gråt, Esko Lotvonen. Han er borgmester i Rovaniemi – det finske Laplands hovedby to elghop fra den nordlige side af Polarcirklen. Måske vil borgmesteren tale om klimaforandringerne?

Nej, borgmesteren taler om asylansøgere. Vi andre er optaget af klimaet og de russiske brigader tæt på den finske grænse, men borgmesteren i Rovaniemi taler om de irakere og syrere, der er nået til byen via Rusland:

»De bor i tre forskellige områder i byen nu, og der har ikke været nogle problemer med dem – endnu,« siger han på sit lidt finsk-langsomme engelsk.

Efter finsk-russisk aftale er den grænse nu smækket i, men turisterne vælter til gengæld ind. De kommer ad andre kanaler og især om vinteren, hvor de kører på arctic safari og dyrker nordlyset. Det arktiske er eksotisk og cool, og nu sættes det i system.

Klimaforandringerne skræmmer ikke, tværtimod. Island er ved at drukne i en million turister om året, Finland er på vej, og nye besøgscentre bygges ved Ilulissat Isfjord i Grønland, hvor klimaets hærgen er allermest synlig.

Også den kinesiske præsident, Xi Jinping, har været i Rovaniemi sammen med formanden for Kinas olympiske komité, for Kina skal arrangere Vinter-OL i 2022, så nu skal 300 millioner kinesere lære at stå på ski. Rovaniemi er oplagt, for byen har trænere og instruktører.

Men vi skal videre. 15 akademikere fra syv lande og to journalister – russisk og dansk – ruller afsted på The Calotte Academy – et årligt symposisk roadshow i bus fra Rovaniemi i Finland til Kirkenes i Nordnorge, videre over den russiske grænse og langs Kola-halvøens kant til Murmansk, den største havneby i Arktis og Ruslands største arktiske metropol.

I år diskuterer vi, om Arktis kan blive et living lab, et forsøgsrum, hvor mennesket stadig kan nå at dyrke bæredygtighed og resiliens, det nye buzzword for modstandskraft.

Vil de arktiske stater ansporet af klimaet formå at arrangere sig, så de sammen kan inspirere resten af verden, før det er for sent? Kan Arktis redde planeten?

Klimaforandringerne sker i Arktis dobbelt så hurtigt som på resten af kloden, så det er ikke anledning, der mangler.

Samerne

Efter fem timers bustur gennem birkeskove med rensdyr nord for Rovaniemi kommer vi til Inari, de finske sameres hovedstad. Vi låner Same-parlamentets lyse cirkelformede mødesal med højt til træloftet.

Liisa Holberg, rektor for den lokale fagskole, fortæller om rensdyrhold og kultur. Hun hævder, at vandet i søerne og luften her er renere end noget andet sted på kloden, men hun springer klimaforandringerne over.

Her er større fisk, der skal steges: Samerne skændes med Finlands regering om, hvem der er rigtig same. Det handler om rettigheder, blod og historie.

Arktis er spækket med sådanne identitetsopgør. Samerne tæller 100.000 fra Norge til Kola-halvøen, men i Finland er der kun 10.000. Samerne er i mindretal alle steder, selv her i Inari, hvor hovedkvarteret ligger.

De vil gerne være flere, men det er indviklet, for de magtfulde samer er mest optagede af at forsvare de centrale klaners overmagt: »Familiebånd er det vigtigste,« forklarer Holberg. Mange finner føler sig som samer, men sametoppen i Inari lukker kun få nye ind i flokken.

Om aftenen bålsteger vi rensdyrburgere i en sametipi. Vi drikker øl i saunaen og hopper i den spejlblanke sø under bragende midnatssol. Her er varmt. Natten er magisk, who knows, måske er det klimaforandringernes skyld.

Nogle timer længere mod nord krydser vi grænsen til Nordnorge. Russerne har altid gjort forretninger her, og vejskiltene står både på norsk og russisk.

Én på bussen forsker i, hvordan ikkerussere tænker om russerne i Finland og i Ruslands nabolande. Slet over hele linjen, forstår man. Vores russiske kolleger på bussen er optagede af at kritisere deres egne ledere, men også af at nuancere vores mest outrerede fordomme.

Rusland – og Yuri Gagarin

Det arktiske samarbejde afhænger helt af dialog med Rusland – også i Kirkenes. Byen har mindre end 5.000 borgere, men frem til Krim-krisen købte russerne ind her i så stor stil, at butikkerne solgte tøj, sko og andre varer, som om her var 30.000 indbyggere.

I dag er rublens kurs styrtdykket og grænsehandlen kollapset. Rusland har også indført counter sanctions, så en af vores russiske rejsefæller til hverdag må undvære sin finske yoghurt, mælk og ost, fordi import af en række dagligvarer fra EU og Norge er forbudt.

Udenlandske varer er svære at opdrive i Rusland og alt for dyre, og priserne på almindelige russiske produkter er af samme grund strøget til himmels. Ikke godt for arktisk samarbejde.

Alt militært samarbejde mellem Norge og Rusland er også aflyst. Før var der årlige flådeøvelser, men i dag sker der ingenting.

Læs også: I Norge er olien god for miljøet

Kirkenes rækker ud mod Det Arktiske Ocean, og temperaturen er droppet mindst 10 grader siden Finland. Nede i havnen stævner en stor russisk trawler ud: Her øjner vi en af de succeshistorier, der får optimisterne til at håbe, at arktisk samarbejde stadig kan danne skole.

Den fælles norsk-russiske indsats for at værne om fiskene rækker årtier tilbage og er en bragende succes. Fiskerne skovler penge ind, fordi politikerne hér har gjort alt det rigtige og bæredygtige.

Barentshavet er et af de rigeste fiskevande i verden, men kun fordi det er blevet beskyttet med strenge, forskningsbaserede kvoter og håndfast fiskerikontrol. Den norske kystvagt er effektiv, veludrustet og bevæbnet, og de russiske fiskere har ordre hjemmefra om at adlyde, hvis de norske inspektører finder fejl på netmaskernes størrelse eller andre lovbrud.

Inde på landjorden kører vi mod den russiske grænse ti kilometer øst for Kirkenes. Pigtråd, hegn, alt er som ventet. Vi kommer kun over, fordi vi har visum og invitation fra vores finske professors venner i Rusland.

Apokalypsen

En halv times kørsel inde i Rusland stopper vi på en træløs bakke med grum, apokalyptisk udsigt til minen i Nikel. Tre vældige skorstene bøvser sort, giftig røg ud over tundraen. Træer, buske, søer og vandløb i kilometers omkreds er forpestede af sort syreregn. Landskabet ligner noget fra en krigsfilm.

Nikelshar forsynet verdensmarkedet med nikkel, siden nazisterne begyndte at grave her i 1930’erne. Sovjetunionen og siden Ruslands private matadorer fortsatte, hvor tyskerne slap, og hvorfor stoppe, når forretningen er god? Russisk miljølovgivning bliver stadig strammere, men vores russiske rejsefæller forklarer, at det kniber gevaldigt med implementeringen.

Russerne er heller ikke vant til at protestere eller søge medindflydelse, forklarer de, så der er ingen pres på politikerne. Tusinder af russiske minearbejdere og deres familier bor i de store betonblokke lige syd for nikkelminen.

Vi gyser og fotograferer; økoporno, kaldes det. Vi kan ikke køre ind i byen. Nikel er, ligesom andre russiske minebyer på randen af økologisk sammenbrud, ikke tilgængelig for offentligheden.

Læs også: 60.000 kunstnere skal hjælpe os med at føle klimakrisen

Landskabet videre mod øst på Kola-halvøen virker mennesketomt. Vi spejder forgæves efter en kano, en hytte, en nyttehave, men her er intet spor af civile. Vi er i militært område. Barakker og baser ligger som grå enklaver, og ude mod kysten ligger nogle af Ruslands vigtigste flådebaser med de atombevæbnede ubåde.

Vi passerer Sputnik-forlægningen, hvor kosmonauten Yuri Gagarin var værnepligtig, men ikke de berømte, nye arktiske brigader, specialtrænede i Sibirien. De bor lidt længere mod syd.

Endnu en halv time, så stopper vi ved det vældige krigsmonument, hvor russiske soldater i tre år holdt nazisterne stangen på den bundfrosne tundra, så Murmansk ikke faldt.

Næste dag inde i byen møder vi lokale forskere og unge mænd med forbindelse til de civile organisationer, der endnu eksisterer.

Flere ngo’er, herunder den norske miljøorganisation Bellona, der indtil for nylig opererede i Murmansk med hjælp fra udlandet, har ikke længere samme frihed som før, så dem møder vi ikke. Får man udenlandsk økonomisk støtte i Rusland, bliver man automatisk til ’udenlandske agenter’.

De russiske akademikere fortæller os om Moskvas langsigtede planer og strategier, men det er uklart, om de selv tror på dem. Bæredygtighed og resiliens nævner de ikke.

»Vi har endnu ikke samme type debatter her, som I har i Vesten,« siger en kvindelig forsker lidt beskæmmet. Hun har netop vist os strategien for, hvordan Moskva vil sikre elforsyning til Ruslands enorme arktiske provinser i fremtiden. Planen byder på mere olie, flere pipelines og anden sort energi.

En finsk kollega påpeger det paradoksale i, at Moskva tilsyneladende har svært ved at sikre energi til sine egne provinser, selvom Rusland lever af at eksportere olie og gas. Gasudvindingen i den arktiske Yamal-provins er under hastig udbygning, og i Kara-havet står den eneste olieplatform i Arktis – Prirazlomnya – som henter olie op af isdækket hav.

En anden spørger, om vedvarende energi overhovedet optræder i planerne for Ruslands arktiske provinser, men svaret er nej, og diskussionen dør hurtigt.

Vi nærmer os vejs ende. Måske vil Arktis ikke redde verden lige foreløbig. Der er masser af eksempler på samarbejde og nye strategier for sustainability i Arktis. Men en finsk diskursanalytiker forklarer, hvordan den politiske samtale mellem regeringerne i Arktis på bare tyve år samtidig har bevæget sig fra gammeldags »miljøbeskyttelse« til moderne »bæredygtig olieudvinding«.

Han advarer mod de nye modeord som resiliens. Han mener, at de slører den reelle sammenhæng. At vores fokus på bæredygtighed og resiliens skygger for den ægte diskussion om, hvem der gør hvad – mod hvem.

Martin Breum er journalist og forfatter med Arktis som speciale. Han skriver jævnligt i Information.

Det busbårne Calotte Academy afvikles hvert år af The Northern Research Forum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herman Hansen

Alternativet tager ansvar og ligger nu op til, at benzin- og dieseldrevne bliver ikke må importeres og sælges i Danmark efter 2025 - SÅÅ meget ansvar tør svindler regeringen nok ikke tage vel. Ude i verden viser Den-Lille-Svindler sig som stor startsmand og omtaler COP21 med alvorlige folder. Men så snart han er hjemme i Danmark og hoveddøren smækket i og verden ikke kan se- og høre med sættes det smørrede smil på, mens Den-Lille-Svindler siger det hele slet ikke er så slemt med klimaet og presser forurenende landbrugspakker igennem, igen bygget på løgne, som øger Danmarks drivhusgas udslip betydeligt.

...Lykketoft kaldte ham ikke for Den-Lille-Svindler bare for sjov. Det var ment i ramme alvor.

Frank Hansen

Nu er klimaet i Arktisk med diverse pauser og op- og nedture blevet gradvist varmere siden Jorden trådte ud af den sidste istid for ca. 11.000 år siden. Det er vel ikke så mærkeligt, at indbyggerne hilser et lidt mildere klima velkomment. Specielt for Rusland åbner det op for store nye muligheder.

Tundraen i Sibirien er noget af verdens mest frugtbare jord og venter blot på at blive opdyrket, hvis isen forsvinder. Hvis ishavet kan besejles hele året åbner det op for langt kortere sejlruter mellem Fjernøsten og Europa og Amerika, som vel og mærke er under rusisk kontrol. Dette vil føre til enorme brændstofbesparelser.

Endelig vil et isfrit arktisk hav betyde at den russiske nordflåde med base i Murmansk og den fjernøstllige flåde med base i Vladivostok kan manøvrere sammen strategisk og taktisk i modsætning til i dag, hvor de udgør to helt separate styrker.

Torben K L Jensen

Frank Hansen.
Du glemmer at fortælle at tundraer indeholder milliarder af tons Methan-gas,der under optøning slippes ud i atmosfæren og at at den satans gas er 26 gange mere temperaturforøgende end CO2.
En optøet tundra vil udvikle sig til verdens største moseområder. Frank,du er ikke speciel klog.

Knud Chr. Pedersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Det stemmer ikke at Nikel er stengt for offentligheten. Nordmænd i nabobyen Kirkenes har en venskabsavtale med byerne på den anden side af grænsen og kan rejse derover så ofte de vil på et grænseboervisum og færdes frit i byen. Desuden er det også mulig at komme ind i byen ved at benytte et ordinært visum, f.eks ved gennemrejse til Murmansk.

Frank Hansen

Torben K l Jensen,

Methan er ganske vist 26 gange stærkere end CO2 som klimagas. Det er ikke det samme som at den er 26 gange mere temperaturforøgende idet den udvaskes af atmosfæren langt hurtigere end CO2.

Tundra bliver til mose som efter afvanding bliver til frugtbar agerjord. Jeg beskriver blot nogle af de attraktioner, som kan påvirke russiske beslutningstagere.

Hvem der er klogest kan opgøres objektivt.

Torben K L Jensen

Frank Hansen Hvordan vil du lægge drænrør ned i et lavliggende område på millioner af kvadratkilometer og hvor skal det fucking vand så ledes hen? Det kommer til at regne mere,noget man ser for tiden i det meste af Europa.Floderne kan ikke tage presset og da slet ikke øget afvanding.Selvfølgelig kan man bygge tårnhøje diger og pumpe vandet ud som det sker i Holland.Men i Siberien,et område på størrelse med Europa? Objektivt er du ikke blevet klogere og hvor skal pengene komme fra?

Frank Hansen

Torben K.L. Jensen,

Med mindre du har modtaget adskillige internationale priser, og dine tanker, bøger og artikler har modtaget tusindvis af citationer og inspireret forskere i mange lande, så synes jeg du skal holde op med at give karakterer til andre debattører. Det er simpelhen uværdigt.

Politikken omkring den globale opvarmning afspejler sig flot i debatten her. Desværre er der for mange der tror at menneskets gerninger ved at udpine jorden ikke får konsekvenser. Den globale opvarmning er jo for pokker anerkendt som værende påvirkelig at menneskets gerninger af diverse forskere, eksperter, biologer etc. Lad os nu komme videre og få stoppet denne udvikling med grøn omstilling og kærlighed til moder jord. Vi har metoderne, værktøjet og teknologien til omstilling, men mangler folkelig og politisk handling til at indse alvoren...