Kommentar
Læsetid: 3 min.

Kender du typen?

Forbrugeren spiller en stor rolle i bestræbelsen på at skabe en omstillet verden, men hvilken type forbrugere er det, der skal drive udviklingen, og findes den perfekte grønne forbruger overhovedet?
Indland
20. juli 2016

Måske kender du typen, der ofte køber økologi og miljømærkede produkter; som har mindst fire kødfrie dage om ugen og afleverer sit tøj til genbrug.

En person, som vælger indkøbssted efter butikkens holdninger og handlinger og ikke efter, hvor man kan parkere tættest på indgangen. Den lidt anstrengende type som insisterer på at genbruge emballageposer fra brød og toiletpapir.

Et menneske, som fortynder opvaskemidlet med vand for at spare miljøet, og som ikke kunne drømme om at bruge skyllemiddel eller klorin.

Det er sådan en som mig, der gør disse ting, og ganske givet kan en del af Informations læsere nikke genkendende til dette selvportræt af den bevidste forbruger.

Laver man en forbrugersegment-analyse falder vi ind i gruppen af forbrugere, der kaldes ’grønne idealister’. Det er os, der både har taget, men også fået, rollen som hellige bannerførere, der skal lede samfundet mod en grønnere verden via vores gode og rigtige gerninger.

Tid til bekendelse

Det er jo altid flatterende at få prædikatet ’idealist’. Alligevel må jeg indrømme, at jeg også mærker en gnavende uro ved dette selvbillede. For hvis vi skal være helt ærlige, gør vi, de såkaldte idealister, altid det rigtige af hensyn til miljøet og verdens fremtid?

Jeg må i hvert fald gå til bekendelse og afsløre, at jeg har mindst én last, som sætter spørgsmålstegn ved etiketten ’idealist’. Min fascination af vintage sportsvogne, specifikt i form af en grøn Mazda MX5, årgang 1994.

For når kalechen tages ned på årets første sommerdag, nøglen drejes i tændingen, og man mærker 131 hestekræfter blive vakt til live med et brøl, så træder tanker om både klima og miljø hurtigt i baggrunden til fordel for forventningen om ren køreglæde på små, snoede landeveje.

Men med plads til kun to personer og uden praktiske hverdagsanordninger som anhængertræk og rummeligt bagagerum er det et særdeles ufornuftigt valg af familiebil.

Benzinøkonomien er også helt gal. I medvind og ned ad bakke kan jeg presse den op på 10 km på literen, så uanset hvordan jeg vender og drejer det, er min elskede vogn en omrejsende klimakatastrofe.

Jeg må bitterligt indse, at ligegyldigt hvor mange brødposer jeg genanvender, kommer det aldrig til at opveje CO2-udledningen fra min kørsel. Det er en syndig fornøjelse, som burde få mit image som den grønne, snusfornuftige, idealistiske forbruger til at krakelere.

Den dualistiske idealist

Heldigvis er livet ikke et enten-eller og heller ikke altid ren logik. Heller ikke for de grønne idealister. For også idealisterne i forbrugersegmenterne er fulde af modsætninger.

Vi forbrugere er sjældent fastlåst til ét segment gennem livet, gennem året, ugen eller dagen. Derfor kan selvsamme forbruger sagtens gå til yoga og spise junkfood, have et miljøsvin af en bil og en lille økonomisk minibil til at stå i garagen.

Dualismen i vores adfærd bunder dybest set i de klassiske modsætningsforhold. Det er modsætningerne mellem materialisme og idealismen, mellem synd og frelse, mellem nydelse og afholdenhed. Kontraster som har udfordret menneskeheden siden middelalderen og som mange af verdenshistoriens store forfattere og filosoffer har taget afsæt i.

Den perfekte grønne forbruger findes derfor næppe. Og et eller andet sted er der også noget befriende og menneskeligt i, at der på rejsen mod den grønt omstillede verden, forhåbentligt også er plads til en køretur i min Mazda, selv om jeg nok må sande, at den aldrig bliver en del af fremtidens grønne transportform.

Signe D. Frese er miljøchef i Coop

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forståeligt indlæg fra en chef i Cooper. Det må da være muligt at købe sig til en miljørigtig livsførelse.

Lise Lotte Rahbek

Og da det ikke er nødvendigt i din indkomstklasse at vælge mellem indkøbene og den fikse, men svinende, bil så vil du sikkert kunne nikke genkendende, men en smule forlegent, til mange andre i dit nabolag, som også ved lejlighed lufter deres klimaproblematiske prale-trang.

Tjah. Det skal kunne betale sig at...

Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Sikke en damebladsartikel fra miljøchefen i Coop. Hvad skal vi med den? Genbruger hun virkelig toiletpapiret, og har hun den Mazda? Sandheden er nok snarere den, at hun har det lidt svært med at stå som miljøchef blandt vennerne, så hvorfor skriver hun ikke bare om det eller noget andet relevant?

Niels Duus Nielsen

Faktisk rører Signe D. Frese ved noget væsentligt.

Det er umuligt at leve uden at sætte sit økologiske fingeraftryk på verden. Jeg kan sagtens være hellig, for som kontanthjælpsmodtager er mit fingeraftryk minimalt. Men selv jeg sidder lige nu og fyrer CO2 af, fordi min computer får strøm fra et kraftværk et eller andet sted, ligesom den mælk, jeg har puttet i kaffen, stammer fra en ko, der står et eller andet sted og prutter. Og kaffen er sejlet hertil i et eller andet stinkende containerskib.

Jeg kender en del mennesker, som har resigneret over for truslen fra klimaet, fordi det simpelthen virker umuligt at gøre noget ved den. Skal vi virkelig opgive den livsstil, vi har vænnet os til, og leve som indianerne gjorde i stenalderen? Uden kaffe og mælk i kaffen?

Det er faktisk et godt spørgsmål. Objektivt er svaret nok ja, det skal vi. Subjektivt må vi forvente en del modstand. Som altid handler det om at finde en balance, før balancen finder os, og så er det velkommen til stenalderen, uanset vore gode hensigter.

Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Niels: På den modstående side (12) kan man læse, hvad det virkelig drejer sig om.
Fløde i kaffen, det bruger jeg selv, men det er småtingsafdelingen. Jeg ved ikke, hvor vi lander engang. Jeg håber, vi finder balancen, før balancen finder os.

Jeg syntes det er deprimerende læsning, og et eller andet sted finder jeg også kimen til en forståelse af, at vi nok ikke klarer den i længden, når noget så primitivt som 'køreglæde' i den grad kan få overtaget over artens overlevelse. Her er det jo kun i moderat form, men i andre fora udfoldes deden slags glæder i massiv 12-sporet motorvejsstyrke og dækafbrændning. Hvis ikke hun kan håndtere de basale 'glæder' set i lyset af, hvad der venter, så kan formentlig ingen - og hvorfor skal vi så overhovedet?

Niels-Simon Larsen

Der er sgu nok ingen redning, med mindre vi bliver buddhister alle sammen og sætter os ned og mediterer på denne verdens forgængelighed. En bog fra 1100-tallet, Befrielsens juvel, forklarer med udfoldet pædagogisk snilde, at livet kun kan have én mening, nirvana. En anden gammel dreng er Johannes Åbenbaring. Den er til gengæld fuldkommen vanvittig i sin billedrigdom, men for en klimabevidst ret så slående læsning.
Hvad skal få en Signe Freese til at synes, at det ikke er sjovt at ræse af sted i en Mazda? Hvad skal få menneskeheden til at synes, at det ikke er spor sjovt at ødelægge Jorden? Vi morer os jo kongeligt, og hvad skal vi ellers lave med al den fritid, rigdom og opfindsomhed?

Niels Duus Nielsen

"Køreglæde" er jo nok en af de ting, der ligesom storvildtjagt og alkohol på arbejdspladsen er noget, vi må vænne os af med. Da jeg var ung var det utænkeligt, at man ikke kunne få en bajer i kantinen, i dag er det nærmest utænkeligt, hvis man kan få en. Evige og ubrydelige vaner viser sig ikke at være så evige og ubrydelige, som vi troede.

Men jeg synes, at I er for hårde ved fr. Frese. Hun har trods alt tænkt over tingene, og selv om hun stadig mener, at det er okay at overforbruge bare en lille smule, er hun jo godt klar over, at det ender galt, hvis vi bare fortsætter som om intet var hændt.

Politikerne derimod, som burde vide, at fortsat vækst vil ramme os som en boomerang, fortsætter ikke desto mindre med at argumentere for og arbejde på at skabe øget vækst, fordi de ikke har nogen alternativer til de økonomiske teorier, som har bragt os i denne ulykkelige situation. Det er lige meget, at økonomisk vækst vil ødelægge planeten, ikke fordi borgerlige (inkl. socialdemokratiske) politikere mener, at det er ønskværdigt, men fordi de ikke ved, hvad de ellers skal stille op. Og guderne forbyde, at andre skulle komme til magten med smartere løsninger, for hvad skal levebrødspolitikerne så leve af?

Det er ligesom manden, der har tabt sine nøgler inde i mørket, og derfor leder efter dem ude under gadelygten, fordi han jo ikke kan se noget, der hvor det er mørkt.

Signe Frese ved godt, at det er mørkt, og hun ved godt, at hun nok må opgive sin elskede Mazda. Men hun spilder ikke tiden og holder os for nar ligesom politikerne gør ved at ignorere problemet og lade som om det ikke findes. I stedet forsøger hun at finde et kompromis, hvor hun både kan fortsætte sit privilegerede liv og samtidig gøre en forskel for miljøet. Min personlige vurdering af situationen er, at hun nok må fravælge de fleste af de statussymboler, hun sammen med resten af middelklassen går så meget op i. Det kræver bare lidt tid og selvovertalelse at opgive de ting man holder af.

Se det som en kvindeting. Hvis I har været gift eller haft en kvindelig kæreste, især hvis I har fået børn med dem, så kender I jo godt dette vægelsind, der på et eller andet tidspunkt afløses af en viljefasthed, som ingen mand kan stille noget som helst op imod. Problematiske valg vendes og drejes i det uendelige, og der laves alle mulige og umulige planer for, hvordan man kan få det hele uden at give afkald på noget. Men en dag bliver beslutningen taget, og så er det den, der gælder, uanset hvad manden siger.

Se det som et lille skridt på vejen til en bedre fremtid.

Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Niels: Signe har fået en god advokat i dig, absolut, så jeg må passe på ikke at gøre skarn uret. Vi kan se på den unge dame som en brik, vi kan flytte rundt på, dels sætte hende (og andre) i Mazdaen på vej mod afgrunden og dels foran køkkenvasken, hvor man prøver at rette op på balancen ved at fortynde opvaskemidlet for at spare både naturen og husholdningspungen.
Hun er ilde faren det kære væsen ligesom alle os andre. Det er et fælles forlis, og spørger man Buddha (hvad man bør) har det altid været sådan. Vi har været igennem turen mange gange og skal sandsynligvis flere gange endnu. Det er nemlig dejligt at køre mod afgrunden, det er det, der er i vejen. Det har også været dejligt at gå i krig (heroisk). Alt, hvad der ender dårligt, er dejligt. Man kan føle sig heroisk af heroin - så længe det varer.
Jeg ved ikke, hvad der er at gøre ved det. Ved du? Tænker tit på historien om aben, der griber om en banan i en krukke, ikke kan få den op, men heller ikke vil slippe den og derfor dør af sult. Det gode ved den slags historier er, at tiden mellem dumhed/forbrydelse og straf er så kort. Ude i virkeligheden opleves den som længere. Det beviser næste historie: En mand falder ned i en kløft, der er 500m dyb. Da han er faldet 50m, tænker han, at det ender galt. Da han er faldet 300m konstaterer han, at det jo går ganske udmærket. Jeg ved ikke, hvor langt ned vi er kommet, men humøret fejler ikke noget, og der er vel til en tur til i Mazdaen?
Jeg ved virkelig ikke, hvad der er at gøre ud over at være aktiv i Alternativet.

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Buddha prædiker at alt er sorg, og at det eneste vi skal bekymre os om, er at mindske sorgen i verden.

Niels-Simon Larsen, først og fremmest handler det om ikke at tabe modet, jeg ved af erfaring, hvor grå og trist verden bliver, når man opgiver alt håb. Lige nu skinner solen, det bliver vores død med al den varme, men derfor nyder jeg alligevel at betragte alle de letpåklædte smukke kvinder, jeg er så heldig at leve iblandt.

Men det er ikke fordi Signe Frese er en smuk kvinde, at jeg tager hende i forsvar, men fordi det er vigtigt at støtte tvivlerne, som endnu ikke er parate til at tage skridtet fuldt ud. Du og jeg har haft visionen om dommedag og har taget den til os, Signe Frese stritter stadig imod, ligesom de fleste andre mennesker, jeg kender.

Hvis vi ønsker at ændre verden, er det ikke vore meningsfæller, vi skal påvirke, heller ikke vore mest forstokkede modstandere, der er så fastlåste i drømmen om egen vinding og personlig overlevelse i luksus, at de er uden for enhver pædagogisk, politisk, retorisk, rationel - you name it - rækkevidde.

Derimod skal vi støtte såkaldt "almindelige" mennesker såsom Signe Frese, der i kraft af sin middelklassebaggrund har et vist mål af almen dannelse, som gør hende i stand til at tænke ud over egne snævre lyster og interesser. Det er svært, som det ses i artiklen, men hun prøver. Det er det afgørende.

Hvis vi vil skabe en folkefront, må vi acceptere at arbejde sammen med folk fra middelklassen, hvilket betyder, at vi må give dem lidt snor. De er jo ikke fri, på samme måde som jeg er, de har masser at tabe, og selvfølgelig bekymrer de sig på det personlige plan. Det ville jeg også gøre, hvis jeg havde noget at tabe, men det har jeg ikke, ikke ret meget i hvert fald, så jeg bekymrer mig i stedet på mine børns og børnebørns vegne.

Har jeg nævnt at min søn er blevet veganer? Han påstår, at det er for at redde planeten, jeg har ham mistænkt for, at det er hans nye kæreste, der har sat ham disse griller i hovedet. Derfor skal vi støtte kvinderne i deres kamp for et bedre miljø, for hvis først kvinderne begynder at rykke, følger deres mænd med. Det har vi set igen og igen.