Kvinder får ret til aborterede fostre

Kvinder får nu ret til at få udleveret fostre, der aborteres før uge 22, så de kan bestemme, om disse skal begraves.

Mens et foster, der kommer til verden efter udløbet af uge 22 uden at vise livstegn, juridisk betragtes som et dødfødt barn, har der nemlig været tvivl om hjemmelsgrundlaget for udlevering af aborterede fostre før dette tidspunkt. Det Etiske Råd har tidligere anbefalet fælles retningslinjer for, hvordan sygehuse og læger håndterer disse fostre, og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har derfor besluttet, at kvinder fremover får ret til at få fostret udleveret, hvis de kan godtgøre en »særlig interesse« i forhold til dette.

»Ministeriet formoder, at det som oftest vil være tilfældet, at kvinden kan godtgøre en særlig interesse i forbindelse med udlevering af aborteret fostervæv,« skriver sundhedsministeren til Folketingets sundhedsudvalg.

I dag bortskaffes fostervæv efter en abort tidligere end uge 12 rutinemæssigt af sygehusene uden konsultation med kvinden eller forældrene, mens der er forskellige rutiner for de senere aborter. På nogle sygehuse ryger disse ud med moderkager og amputerede lemmer for at ende på forbrændingen som slagger, mens de på andre samles sammen og nedgraves i fællesgrave. Eller også beder kvinden/forældrene om at få fosteret udleveret med en nedgravningsattest, så det kan nedgraves. I sidste tilfælde plejer sygehusene i praksis at efterkomme ønsket.

Men i en konkret sag – som har resulteret i sundhedsministerens beslutning – fik en kvinde at vide af Odense Universitetshospital, at valget af en såkaldt provokeret kirurgisk abort i uge otte medførte, at fostervævet ikke udleveredes.

Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge og speciallæge i gynækologi og obstetrik på Odense Universitetshospital, er tilfreds med sundhedsministerens beslutning. Bjarne Rønde Kristensen hæfter sig ved, at kvindens ret ikke er ubetinget:

»Vi har principielt ønsket at få en afklaring på reglerne, for de har været tvetydige, og det her er en fornuftig fortolkning. Sundhedsministeren lægger nemlig op til, at det er lægen og kvinden, som i situationen træffer afgørelsen om, hvad der skal ske med fostret. Det skyldes dels, at vi ikke skal udlevere vævsmateriale, som risikerer at være smittefarligt. Og dels at det måske ikke altid er hensigtsmæssigt at udlevere vævsmaterialet i det enkelte tilfælde. Det bevarer det læge-patientforhold, som altid bør være til stede, så man kan tage individuelle hensyn,« siger Bjarne Rønde Kristensen.

Provokerede aborter foregår indtil uge 12 enten ved at kvinden får en medicin, så hun bløder – som ved en kraftig menstruation – og på den måde mister foster. Eller ved at livmoderhulen kirurgisk (mens kvinden er under fuld narkose) tømmes med et sug for graviditetsvæv. En provokeret abort efter uge 12 ligner til gengæld en fødsel. Kvinden er vågen under aborten og et foster på 13-14 uger er otte centimer langt, og arme, ben, krop, hoved og køn kan identificeres. I uge 20 til 22 er fosteret 25 centimeter langt.

Ret til et valg

Birgitte Horsten, sekretariatschef i Landsforeningen Spædbarnsdød, mener, at kvinden og/eller forældrene altid bør have ret til at træffe valget: »Hvis forældrene oplever, at de har mistet et barn – og vi tager ikke stilling til, hvornår det er et foster, og hvornår det er et barn – så ved vi, hvor helende det kan være i sorgprocessen, at de får barnet udleveret, så de kan begrave dette. I dag har sygehusene forskellige måder at håndtere fostrene. Men nu får forældrene, hvis de ønsker det, ret til at få dette udleveret og tage den afsked, de ønsker,« siger Birgitte Horsten.

Janne Rothmar Herrmann, lektor ved Københavns Universitet, som har skrevet en ph.d. om retsbeskyttelse af fostre og befrugtede æg, er tilfreds med, at der skabes klarhed om de aborterede fostres retsstilling.

»Men man skal også passe på med at komme til at sende et signal om, at det altid skal opfattes som et barn – som skal begraves. På den måde tilskriver man fostret en vis form for værdi, hvilket det jo egentlig kun er kvinden, som kan gøre. Der skal både være plads til kvinden, som opfatter aborten som biologisk affaldsmateriale, og den kvinde, som så det som et barn, der havde skullet komme til verden, og derfor sørger over det og gerne vil begrave barnet,« siger Janne Rothmar Herrmann.