Jeg har jo alle mulige grunde til at være en sund og glad pige...

Rikke på 25 år gemmer på en frygt. Ikke en konstant frygt, men i perioder af sit liv bliver hun ramt af dødsangst, der sætter ind som en fysisk smerte i skuldre, ryg eller hals og kan vare i måneder, indtil den munder ud i et angstanfald.

»Jeg vågner af kvalme eller svimmelhed og begynder at stresse over, at jeg ikke kan sove. Jeg mærker, at det begynder at snurre i mine ben og står op for at drikke noget vand, men så begynder jeg at fryse og ryste, mine tænder klaprer, og jeg spænder op i alle muskler. Det er, som om jeg er inde i et eller andet udefinerbart rum. Jeg kan godt se, men jeg ser ikke, og jeg ved ikke, hvor jeg er. Så hyperventilerer jeg,« siger Rikke.

Hun kender symptomerne og nogle gange kan hun stoppe, når hun når der til ved at fokusere på andre ting, men hvis det virkelig vil igennem, så kommer det også igennem.

»Så sidder min kæreste og holder om mig. Nogle gange borer jeg ubevidst mine hænder ind i ham for at holde fast i noget. Så græder jeg, og nogle gange skriger jeg, og sådan varer det i cirka 30 minutter. Bagefter kan jeg være helt rød på brystkassen, fordi jeg har kradset i mig selv, og musklerne er lige så udmattede som havde jeg løbet en maraton.«

Første gang, Rikke fik et angstanfald, gik hun i 2. g og var i gang med at skrive en opgave i samfundsfag. Siden har angsten fulgt hende, og nu kommer anfaldene ofte om natten efter en lang periode, hvor hun har været presset.

Rikke kan ikke pege på, hvad der udløste det første angstanfald. Måske havde det noget at gøre med, at hun nogle måneder forinden pludseligt mistede sin mormor, som hun var tæt knyttet til.

Eller også handlede det om, at hun havde det svært i gymnasiet, fordi hun ikke følte sig ligesom de andre.

»Jeg følte mig meget forkert i lang tid. Jeg følte, at der var en forventning i gymnasiet til, at man havde en kæmpestor vennekreds og gik i byen og til fester. Jeg har aldrig syntes, at det var fedt at gå i byen eller at være en del af et kæmpestort fællesskab,« fortæller Rikke, der kalder sig selv for introvert.

»Når jeg ikke kender folk i større forsamlinger, kan jeg virke meget lukket og føle, at jeg har svært ved at passe ind. Jeg har oplevet, at folk tænker, at jeg er reserveret og arrogant, fordi de tror, at jeg ikke vil snakke med folk. Men det handler i højere grad om, at jeg i store forsamlinger med mennesker, jeg ikke rigtig kender, nogle gange ikke ved, hvad jeg skal sige, og så i stedet begynder at analysere en masse ind i situationen, som måske i virkeligheden slet ikke sker.«

Rikke og kæresten, der forsøger at hjælpe hende, så godt han kan, når hun rammes af angstanfald.

Ulrik Hasemann

Frygten for at være dødeligt syg

Anden gang, Rikke fik et angstanfald, sad hun i en engelsktime og var ved at tage en prøve.

»Det kom bare ud af det blå som sådan et panikanfald, hvor jeg pludselig blev vildt bange for at dø. En veninde tog mig med udenfor og forsøgte at få mig til at trække vejret roligt. Efterfølgende kom jeg til lægen, der sagde til mig, at jeg var en 17-årig ung og frisk pige, der ikke fejlede noget som helst.«

Lægen foreslog Rikke at gå ud og købe nogle løbesko og begynde at løbe. Det hjalp, for når man oplever angst, går man i flugtposition.

Kroppen bliver fyldt med adrenalin, og alle muskler bliver spændt. Hvis ikke man ’flygter’, bliver adrenalinen ved med at sidde i kroppen, og det kan blive til en tung, ubehagelig følelse af ondt i musklerne.

»Når jeg tog ud at løbe eller cykle, kom jeg af med adrenalinen igen, og jeg kunne falde til ro og blive mere afslappet.«

Men selv om løbeturene hjalp, kom angstanfaldene igen. I en periode oplevede Rikke, at hun fik mere og mere ondt i skulderen og brystet. Jo mere, hun tænkte på det, jo mere smertefuldt var det.

Det begyndte at gøre ondt, når hun gik med sin taske over skulderen, og hun begyndte også at tænke over det, når hun løb, dyrkede gymnastik og cyklede.

»Jeg kunne nærmest ikke gå til sidst, og jeg spændte op i alt,« husker Rikke. Da hun tog til lægen for at blive undersøgt, anbefalede lægen, at hun skulle læse selvhjælpsbøger om angsttilstande.

I dag ved hun godt, at smerterne er noget, hun bilder sig ind, og at der i virkeligheden ikke er noget galt med hende.

Men hver gang hun mærker en trykken for brystet eller spændinger i skulderen, bliver hun alligevel bekymret for, at hun ignorerer symptomer på en alvorlig, dødelig sygdom.

»Der var en læge, der på et tidspunkt sagde, at selv om vi normalt ikke gør det her ved mennesker, der har angst, så vil jeg gerne lytte på dit hjerte. Så lyttede hun, og der var ikke noget. Det gav mig ro, men nogle måneder efter begyndte jeg at tro, at jeg havde noget med min hals og følte, at jeg ikke kunne trække vejret.«

Rikke gik til en ny læge, der nåede til samme konklusion som den første: At hun var en sund og rask og aktiv pige, der ikke var i livsfare.

»Jeg kan huske, at jeg gik ud derfra og ringede til min mor og græd, fordi jeg følte, at der ikke var nogen, der lyttede til mig. Jeg følte jo, at der var noget galt, og var vred over, at folk ikke fattede, at jeg var ved at dø eller havde en sygdom i min hals.«

I de perioder af Rikkes liv, hvor hun er bange for at dø eller for at være alvorligt syg, har hun mindre overskud til at være sammen med folk og lukker sig ind i sig selv.

»Det er, som om jeg er i et fængsel. Jeg vil rigtig gerne ud, men det kan jeg ikke, for der er ikke nogen, der kan hjælpe mig. Hverken mig selv eller andre. For der er ikke nogen, der har et svar på, hvorfor jeg har ondt i maven, og hvad jeg kan gøre ved det.«

Irrationelle tanker

Det er særligt i de perioder, hvor hun på den ene eller den anden måde føler sig presset, at Rikke mærker angsten. For eksempel har den vist sig en af de gange, hun var i praktik i forbindelse med sit pædagogstudium.

»Jeg følte, at jeg skulle kunne det hele efter få uger, og det kunne jeg ikke. Jeg har høje forventninger til mig selv, og når jeg har høje forventninger, så kommer jeg ofte til at kæde det sammen med, at så har andre nok endnu højere forventninger til mig,« siger Rikke.

Når Rikke kommer ud af de svære perioder med angst og ser tilbage på de tanker, hun har haft i angstperioden, har hun svært ved at forstå, hvorfor hun har tænkt, som hun har gjort.

»Jeg har jo alle mulige grunde til at være en sund og glad pige, så jeg ved jo godt, at mine tanker er irrationelle.«

Samtidig øver hun sig i at anerkende, at angsten er en del af hende. Hun er endda nået frem til, at angst ikke kun er ubehag og udefinerbare oplevelser i kroppen, men også kan være givende på mange områder.

»Angst og psykiske sygdomme generelt bliver ofte sat i relation til negative ting – og det forstår jeg, men mennesker, der gennemgår sådanne oplevelser med psyken, kan også nogle vigtige ting, som andre mennesker ikke kan. Jeg synes for eksempel, at jeg har en god indlevelsesevne i andre mennesker, og jeg får ofte at vide, hvor dygtig jeg er til at forstå andre mennesker i mit arbejde som pædagog og som gymnastikinstruktør,« siger hun.

Rikke ønsker ikke sit efternavn offentliggjort. Det er redaktionen bekendt.