Læsetid: 6 min.

Jeg har jo alle mulige grunde til at være en sund og glad pige...

Rikke har et godt fysisk helbred, dyrker gymnastik, løber og spiser sundt. Alligevel er hun i perioder bange for at dø og oplever at få voldsomme angstanfald ligesom et stigende antal andre unge i Danmark
angst unge psykiske lidelser psykisk sårbar

I de perioder af Rikkes liv, hvor hun er bange for at dø eller for at være alvorligt syg, har hun mindre overskud til at være sammen med folk og lukker sig ind i sig selv. »Det er, som om jeg er i et fængsel. Jeg vil rigtig gerne ud, men det kan jeg ikke, for der er ikke nogen, der kan hjælpe mig. Hverken mig selv eller andre. For der er ikke nogen, der har et svar på, hvorfor jeg har ondt i maven, og hvad jeg kan gøre ved det.«

Ulrik Hasemann

1. august 2016

Rikke på 25 år gemmer på en frygt. Ikke en konstant frygt, men i perioder af sit liv bliver hun ramt af dødsangst, der sætter ind som en fysisk smerte i skuldre, ryg eller hals og kan vare i måneder, indtil den munder ud i et angstanfald.

»Jeg vågner af kvalme eller svimmelhed og begynder at stresse over, at jeg ikke kan sove. Jeg mærker, at det begynder at snurre i mine ben og står op for at drikke noget vand, men så begynder jeg at fryse og ryste, mine tænder klaprer, og jeg spænder op i alle muskler. Det er, som om jeg er inde i et eller andet udefinerbart rum. Jeg kan godt se, men jeg ser ikke, og jeg ved ikke, hvor jeg er. Så hyperventilerer jeg,« siger Rikke.

Hun kender symptomerne og nogle gange kan hun stoppe, når hun når der til ved at fokusere på andre ting, men hvis det virkelig vil igennem, så kommer det også igennem.

»Så sidder min kæreste og holder om mig. Nogle gange borer jeg ubevidst mine hænder ind i ham for at holde fast i noget. Så græder jeg, og nogle gange skriger jeg, og sådan varer det i cirka 30 minutter. Bagefter kan jeg være helt rød på brystkassen, fordi jeg har kradset i mig selv, og musklerne er lige så udmattede som havde jeg løbet en maraton.«

Første gang, Rikke fik et angstanfald, gik hun i 2. g og var i gang med at skrive en opgave i samfundsfag. Siden har angsten fulgt hende, og nu kommer anfaldene ofte om natten efter en lang periode, hvor hun har været presset.

Rikke kan ikke pege på, hvad der udløste det første angstanfald. Måske havde det noget at gøre med, at hun nogle måneder forinden pludseligt mistede sin mormor, som hun var tæt knyttet til.

Eller også handlede det om, at hun havde det svært i gymnasiet, fordi hun ikke følte sig ligesom de andre.

»Jeg følte mig meget forkert i lang tid. Jeg følte, at der var en forventning i gymnasiet til, at man havde en kæmpestor vennekreds og gik i byen og til fester. Jeg har aldrig syntes, at det var fedt at gå i byen eller at være en del af et kæmpestort fællesskab,« fortæller Rikke, der kalder sig selv for introvert.

»Når jeg ikke kender folk i større forsamlinger, kan jeg virke meget lukket og føle, at jeg har svært ved at passe ind. Jeg har oplevet, at folk tænker, at jeg er reserveret og arrogant, fordi de tror, at jeg ikke vil snakke med folk. Men det handler i højere grad om, at jeg i store forsamlinger med mennesker, jeg ikke rigtig kender, nogle gange ikke ved, hvad jeg skal sige, og så i stedet begynder at analysere en masse ind i situationen, som måske i virkeligheden slet ikke sker.«

Rikke og kæresten, der forsøger at hjælpe hende, så godt han kan, når hun rammes af angstanfald.

Ulrik Hasemann

Frygten for at være dødeligt syg

Anden gang, Rikke fik et angstanfald, sad hun i en engelsktime og var ved at tage en prøve.

»Det kom bare ud af det blå som sådan et panikanfald, hvor jeg pludselig blev vildt bange for at dø. En veninde tog mig med udenfor og forsøgte at få mig til at trække vejret roligt. Efterfølgende kom jeg til lægen, der sagde til mig, at jeg var en 17-årig ung og frisk pige, der ikke fejlede noget som helst.«

Lægen foreslog Rikke at gå ud og købe nogle løbesko og begynde at løbe. Det hjalp, for når man oplever angst, går man i flugtposition.

Kroppen bliver fyldt med adrenalin, og alle muskler bliver spændt. Hvis ikke man ’flygter’, bliver adrenalinen ved med at sidde i kroppen, og det kan blive til en tung, ubehagelig følelse af ondt i musklerne.

»Når jeg tog ud at løbe eller cykle, kom jeg af med adrenalinen igen, og jeg kunne falde til ro og blive mere afslappet.«

Men selv om løbeturene hjalp, kom angstanfaldene igen. I en periode oplevede Rikke, at hun fik mere og mere ondt i skulderen og brystet. Jo mere, hun tænkte på det, jo mere smertefuldt var det.

Det begyndte at gøre ondt, når hun gik med sin taske over skulderen, og hun begyndte også at tænke over det, når hun løb, dyrkede gymnastik og cyklede.

»Jeg kunne nærmest ikke gå til sidst, og jeg spændte op i alt,« husker Rikke. Da hun tog til lægen for at blive undersøgt, anbefalede lægen, at hun skulle læse selvhjælpsbøger om angsttilstande.

I dag ved hun godt, at smerterne er noget, hun bilder sig ind, og at der i virkeligheden ikke er noget galt med hende.

Men hver gang hun mærker en trykken for brystet eller spændinger i skulderen, bliver hun alligevel bekymret for, at hun ignorerer symptomer på en alvorlig, dødelig sygdom.

»Der var en læge, der på et tidspunkt sagde, at selv om vi normalt ikke gør det her ved mennesker, der har angst, så vil jeg gerne lytte på dit hjerte. Så lyttede hun, og der var ikke noget. Det gav mig ro, men nogle måneder efter begyndte jeg at tro, at jeg havde noget med min hals og følte, at jeg ikke kunne trække vejret.«

Rikke gik til en ny læge, der nåede til samme konklusion som den første: At hun var en sund og rask og aktiv pige, der ikke var i livsfare.

»Jeg kan huske, at jeg gik ud derfra og ringede til min mor og græd, fordi jeg følte, at der ikke var nogen, der lyttede til mig. Jeg følte jo, at der var noget galt, og var vred over, at folk ikke fattede, at jeg var ved at dø eller havde en sygdom i min hals.«

I de perioder af Rikkes liv, hvor hun er bange for at dø eller for at være alvorligt syg, har hun mindre overskud til at være sammen med folk og lukker sig ind i sig selv.

»Det er, som om jeg er i et fængsel. Jeg vil rigtig gerne ud, men det kan jeg ikke, for der er ikke nogen, der kan hjælpe mig. Hverken mig selv eller andre. For der er ikke nogen, der har et svar på, hvorfor jeg har ondt i maven, og hvad jeg kan gøre ved det.«

Irrationelle tanker

Det er særligt i de perioder, hvor hun på den ene eller den anden måde føler sig presset, at Rikke mærker angsten. For eksempel har den vist sig en af de gange, hun var i praktik i forbindelse med sit pædagogstudium.

»Jeg følte, at jeg skulle kunne det hele efter få uger, og det kunne jeg ikke. Jeg har høje forventninger til mig selv, og når jeg har høje forventninger, så kommer jeg ofte til at kæde det sammen med, at så har andre nok endnu højere forventninger til mig,« siger Rikke.

Når Rikke kommer ud af de svære perioder med angst og ser tilbage på de tanker, hun har haft i angstperioden, har hun svært ved at forstå, hvorfor hun har tænkt, som hun har gjort.

»Jeg har jo alle mulige grunde til at være en sund og glad pige, så jeg ved jo godt, at mine tanker er irrationelle.«

Samtidig øver hun sig i at anerkende, at angsten er en del af hende. Hun er endda nået frem til, at angst ikke kun er ubehag og udefinerbare oplevelser i kroppen, men også kan være givende på mange områder.

»Angst og psykiske sygdomme generelt bliver ofte sat i relation til negative ting – og det forstår jeg, men mennesker, der gennemgår sådanne oplevelser med psyken, kan også nogle vigtige ting, som andre mennesker ikke kan. Jeg synes for eksempel, at jeg har en god indlevelsesevne i andre mennesker, og jeg får ofte at vide, hvor dygtig jeg er til at forstå andre mennesker i mit arbejde som pædagog og som gymnastikinstruktør,« siger hun.

Rikke ønsker ikke sit efternavn offentliggjort. Det er redaktionen bekendt.

Serie

Ondt i ungdommen

Danske unge er langt mindre lykkelige og har flere psykiske lidelser end de ældre generationer. Et stigende antal børn og unge mistrives og kæmper med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskade.

De befinder sig i en gråzone, hvor de ikke er syge nok til psykiatrien, men ikke raske nok til at fungere i et uddannelses- og ungdomsliv præget af stadigt højere krav om præstation, fleksibilitet og et perfekt liv.

Information går i en række artikler tæt på fire unge med ondt i livet og de samfundsstrukturer, der er med til at gøre dem syge. 

Seneste artikler

  • ’Psykisk sårbare unge vil ikke skuffe deres forældre’

    12. august 2016
    Psykisk sårbare unge har ikke mange muligheder for at få hjælp. Men mange af dem har bare brug for nogen at tale med, for ofte kan det ikke være deres forældre
  • Ingen undslipper perfektionismen

    9. august 2016
    Perfektionisme er de seneste 25 år blevet et vigtigt forskningsområde, fordi den er en risikofaktor i forhold til at få psykiske problemer. En af forskerne, Andrew Hill fra York St John University i Storbritannien, ser tegn på, at flere unge lider under perfektionisme
  • Psykisk helbred bliver bedre med alderen

    9. august 2016
    Unge er særligt udsatte for angst og depression på grund af den høje grad af usikkerhed, livet er forbundet med i den periode. Men forskning tyder på, at det psykiske helbred bliver bedre, i takt med at man finder fodfæste i livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Andersen
Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Jeg tror man skal gøre sig klart at vi alle fortrænger problemer og tanker som en helt naturlig ting. Dem der er mest effektive til at fortrænge dem er dem der udskifter deres uro med at være sød. Man kan skifte til at være sød på ganske få sekunder. Andre kender alle genvejene til smil eller optimisme, at være sej eller finde andre former for overskuds humør. Vi har disse positive energier latent i os og i det omfang vi er kreative med disse energier, så kan de være meget effektive i forhold til at holde os på kursen efter det vi har som mål. Sød er en energi i brystet som man næsten kan kalde det den "den tredje brystvorte" men det er usynlig ligesom det "tredje øje" for at sanse det spirituelle.
Vi ved alt for lidt om, hvordan vi bruger os selv og bevidst ændre på hvad vi føler i vesten. Vores sprog er fyldt med ord der kan lede os ind til vores indre energi, fordi mange ord er afledt af netop, hvordan vi føler. Man skal selvfølgelig være opmærksom på at et sprog også bliver slidt og ordne ændre betydning eller måden de udtalelse på eller de kan være konstrueret af andre mere oprindelige ord, så som glæde, der nok er en afledning af at æde og kun indirekte referer til humørets energi . Glæde betegner det at udstråle at være glad og det næsten lig med at det "søde" i brystet begynder at stråle, så har man glæde. Lyden i glæde dækker dog ikke helt denne udstråling og det vil jeg tro skyldes at glæde (efter min mening) er dannet af æde, der til gengæld dækker godt for den energi der er ved at spise når man er meget sulten - Man har selvfølgelig skulle have et ord for det at alle har fået nok at æde, hvilket ikke har været en selvfølgelig i perioder af vores historie.
- Vi ved alt for lidt om vores kultur, de fleste har slet ingen kultur og det er helt latterligt når der laves kanons, om hvad vores danske kultur er, set ud fra hvordan man spinde vores kultur med bestemte politiske formål ...

Når nogen er hurtige på benene og forstår, hvordan de hurtigt kan ændre på deres humør, så tillægger vi det til den persons personlige egenskaber, men meget af det har rod i vores kulturarv, disse personen har ikke opfundet ordet sød, udstråle, føle eller alle de andre ord der dækker for vores indre energier.... men som alt andet så udliciteres den kulturelle arv og gøres til de hurtigste og mest intelligentes personlige ejendom, istedet for at være en værdi i den fælles kulturarv og sammenhold... men sådan er kapitalismen og de borgerlige der vrøvler om kulturarv, de begraver den selv samme kulturarv i kitsch og spind.

Lennart Kampmann

Døden er et vilkår, dødsangst er en naturlig reaktion, man skal lære at tøjle. Der findes en række strategier til formålet, nogle er religiøse, andre mere nøgterne.
Med venlig hilsen
Lennart

Søren Kristensen

Jeg tror det handler om at tabe fornemmelsen af kontrol. Vågner du og kan ikke så sove, så accepter det. Stå op og lav evt. en kop kaffe for ligesom at sætte scenen og læs en bog, tænd for computeren eller se en film. Brug tiden på et eller andet, så du ikke føler den går tabt. På et eller andet tidspunkt bliver du søvnig (måske før du regner med), så lad sengen stå klar. Lidt det samme med angst, selv om det kan være mere kompliceret: giv følelsen en mening, dvs. gør noget angstprovokerende om det så bare er at tage et koldt styrtebad eller køre uden cykellygte. Det gælder om at skabe overensstemmelse mellem dine følelser og det du foretager dig. Disse semiseriøse løsninger holder selvfølgelig kun et stykke tid, men måske virker det for dig ellers må du finde på noget andet. Det er i hvert fald stort set gratis - så længe du ikke bliver taget for at køre uden lys:)

Venlig hilsen
Kloge Åge

Lennart Kampmann

@ charlie white
Da det er lige meget hvad man gør, kan man jo vælge at danse eller synge.....
med venlig hilsen
Lennart

'Information går i en række artikler tæt på fire unge med ondt i livet og de samfundsstrukturer, der er med til at gøre dem syge.'

Er de samfundsstrukturer mon nævnt i denne artikel? Jeg har svært ved at få øje på dem. Jeg ved ikke om det har noget med samfundsstrukturen at gøre, at læger anbefaler selvhjælpsbøger til Rikke?

Nå, men det vil jeg glæde mig til kommer mere tydeligt på banen. Indtil da, må jeg vel nøjes med mine egne hypoteser, som f.eks. at vi som samfund har en underliggende antagelse om, at det er godt at være et økonomisk rigt samfund, samtidig med, at vi ikke har ressourcerne til at opretholde det. Så unge mennesker kommer i større og større udstrækning til at føle sig utilstrækkelige:

I de senere år er ambitionerne på børns og unges vegne vokset voldsomt fra vuggestue og børnehave over folke- og privatskoler til erhvervsuddannelser, gymnasier og universiteter. Uden noget som helst belæg for, at disse ambitioner rent faktisk kan indfries.

De samfundsmæssige ambitioner internaliseres i stor udstrækning af de unge og bliver i mange tilfælde omsat til symptomer (spiseforstyrrelser, angst, depression o.lign., og der er ingen voksne, der er parate til at fortælle dem at det er helt ok, hvis de nøjes med at gøre deres bedste og så leve med og i det samfund, der så må blive resultatet: Knapt så rigt, men til gengæld befolket af mennesker med en meningsfuld tilværelse.

Trine Schmidt Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar