Læsetid: 8 min.

’Nationalstaten startede også som noget frygteligt lort’

Det spæde demokrati i den danske nationalstat blev ligesom EU anset for at være elitens projekt, indtil det blev overtaget af arbejderbevægelsen, siger betonarbejder og forfatter Jakob Mathiassen, der mener, at det samme kan ske i EU. Han efterlyser grænseoverskridende fagbevægelser og fælles europæisk mindsteløn
Jakob Mathiassen så helst, at alle verdens arbejdere var organiserede i ét stort fagforbund. Perspektivet kunne så være, at hvis arbejderne på iPhone-fabrikkerne i Kina gik i strejke, så ville det ikke være muligt at købe iPhones – hverken i Danmark, Irland eller på nettet.
12. juli 2016

Anarkisterne brød sig ikke om det demokrati, der opstod i Danmark i midten af 1800-tallet. De anså det for elitært og udemokratisk, og de havde ret.

Det danske demokrati var ikke specielt demokratisk de første mange år efter sin fødsel. Langt under halvdelen af den voksne befolkning havde stemmeret, og opbygningen af det politiske system sikrede ved hjælp af Landstinget, at hensynet til kongen, godsejerne og de store købmænd altid vejede tungest.

Men selvom anarkisterne havde ret, fik de ikke magten. Det fik Socialdemokratiet til gengæld. I stedet for at afvise systemet formåede partiet at organisere arbejderklassen og bruge deres styrke til langsomt at tilkæmpe sig nok parlamentarisk magt til, at de kunne reformere det politiske system.

Læs også: Vi skal ikke have mere EU - vi skal have et stærkere EU

Netop den strategi bør venstrefløjen i dag bruge til at reformere EU. Det mener Jakob Mathiassen, der er betonarbejder og forfatter til bogen Kamppladser – Østarbejde og social dumping i byggeriet.

»Vi har jo hele lovapparatet og pibetøjet stående. Vi skal bare gå ind og overtage det. Jeg synes, det virker lidt dumt at smide det ud for at prøve at bygge noget nyt op. Men jeg kan godt forstå, at mange er uenige med mig. De kigger på EU’s historie, og så ser de, at EU er blevet opbygget på et liberalistisk grundlag. Mit argument er så, at det var nationalstaten også. Der var en stærk politisk magt, som kunne vindes. Og da først Socialdemokratiet fik fat i den, var de jo hundrede gange stærkere end anarkisterne,« siger han.

Læs også: Fagboss: Europæisk mindsteløn bliver over mit lig

Jakob Mathiassen anser ikke sig selv som den store EU-ekspert. Til gengæld er han gennem sit arbejde som betonarbejder blevet ekspert i forholdene for de danske håndværkere, som i stigende grad bliver påvirket af arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU.

Senest har Jakob Mathiassen derfor udgivet en rapport for Fagforeningen 3F om forholdene for de mange metroarbejdere, som kommer fra alle EU’s hjørner.

Arbejdet med den rapport har fået ham til at indse, hvor meget sproglige barrierer stadig forhindrer, at europæiske arbejdere for alvor organiserer sig på tværs af grænserne, så de bliver en reel politisk magtfaktor.

Svært at tale sammen

Sprog er et helt konkret problem. Det er et problem for danskeren i metrobyggeriet, som ikke kan forstå polakken, der ikke kan forstå portugiseren, der ikke lige kan google sig frem til en forståelse af det danske system. Derfor deler folk sig op i nationale grupperinger, som snakker meget lidt med hinanden.

Der er meget langt fra ’hallo’ og ’watch out’ til ’vi må hellere organisere os i en fagforening, så vores løn og arbejdsforhold ikke bliver udsat for et ræs mod bunden’, forklarer Jakob Mathiassen. Han glæder sig derfor over, at 1.000 af arbejderne i metrobyggeriet alligevel har meldt sig ind i en dansk fagforening.

Læs også: Venstrefløjen er ved at tabe EM i politik

»Det er kæmpestort. For ikke så længe tid siden så jeg en facebookopdatering, hvor der stod, at en portugisisk arbejder havde taget en rumænsk arbejder med ind i fagforeningen for at hjælpe ham med at melde sig ind. Så er det lige før, fuglene synger.« Information møder Jakob Mathiassen i lokalerne til en nedlagt Nordea på Mozarts Plads i Københavns Sydhavn.

Her har han fået lov til at opbevare materialerne til sin boligforenings beboerblad, som han er frivillig redaktør for. Det er også her, han arbejder med sin seneste bog, Kamppladser. Den skal gøres klar til at blive oversat til engelsk. En opgave, der er sværere, end man skulle tro. Her spiller sproget nemlig igen en begrænsende rolle, fordi helt centrale ord som østarbejder, Østaftalen og social dumping ikke bliver opfattet ens i alle lande.

»Jeg oversatte først indledningen til bogen direkte og sendte den til fagbevægelserne i England og Tyskland, og så svarede de, at det så virkelig spændende ud, men det lød meget racistisk. Vores tone er blevet så påvirket af Dansk Folkeparti i Danmark, at det, som for os lyder moderat, lyder vildt racistisk i England og Tyskland,« fortæller Jakob Mathiassen.

»Så skrev jeg en ekstra tekst, som jeg sendte ud til de samme folk. Den hedder: ’Kan man kalde en spade for en spade og stadig organisere den?’

– Hvad sagde de så til det?

»De har ikke sagt noget endnu. I Tyskland mener man, at emnet er for belastende for tyskerne at forholde sig til på nuværende tidspunkt. Men når den tyske fagbevægelse og venstrefløj nægter at diskutere problemerne med indvandringen, så kommer de længere og længere væk fra deres base i arbejderklassen.

Der bliver så stor forskel på det, de tør snakke om, og det, en tysk bygningsarbejder oplever, at de kommer til at fremstå virkelighedsfjerne og meningsløse. Her er den danske fagbevægelse og venstrefløj faktisk lykkedes. Nu tør vi snakke om problemerne med henblik på at løse dem i stedet for at blive racister og smide alle ud af landet, der ikke kan sige rødgrød med fløde.«

Grænseoverskridende aktioner

Det store spørgsmål er så, hvordan man løser problemerne. Her er Jakob Mathiassen meget klar i mælet: Alle de mennesker, der bliver presset af udenlandsk arbejdskraft – uanset om de er ingeniører eller betonarbejdere – må indse, at de ikke får noget ud kun at varetage deres egne interesser. De bliver også nødt til at varetage de andre europæeres interesser. Ellers bliver de bare løbet over ende.

»Den danske fagbevægelse burde støtte en europæisk mindsteløn, selvom det ikke vil være i Danmarks interesse. Vi har en stærk fagbevægelse, og hvis der kommer en europæisk mindsteløn, så risikerer vi, at arbejdsgiverne eller politikerne henviser til den i stedet for overenskomsterne. Det risikerer at undergrave vores aftalemodel.

Så det er farligt. Men det er utrolig vigtigt for lønmodtagergrupperne i resten af Europa, som ikke selv er i stand til at tilkæmpe sig en god mindsteløn.«

Han ved godt, at den danske fagbevægelse ikke vil opgive forsvaret for danske interesser, også når det gælder dansk industris interesser.

Det skyldes, mener han, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen i mange år har haft den filosofi, at det, der er godt for dansk erhvervsliv, er godt for den danske arbejder. Hvis dansk erhvervsliv klarer sig godt, kan de danske arbejdere få en høj løn, og så kan de beskattes, så der kan skabes en stor velfærdsstat.

»Jeg kan godt forstå det. Jeg tror bare, at det er kortsigtet, for vi kan ikke i længden holde stand ved kun at se snævert på danske interesser. Det er ikke rentabelt at have slagterier i Danmark længere, så de flytter. Dansk Metal er i et uddannelseskapløb med kineserne og tyskerne om hele tiden at være lidt bedre uddannede og lidt mere produktive, så de kan kræve en lidt bedre løn. Men på et tidspunkt vil de jo indhente os. Jeg tror ikke, at man i længden varetager danske interesser ved kun at varetage danske interesser.«

Et helt konkret initiativ, som ville sætte gang i løsningsprocessen, kunne derfor være at afsætte én procent af lønrammen i de kommende overenskomstforhandlinger til internationale tiltag, som var orienteret omkring organisering af arbejdskraft, der kommer til Danmark, modstand mod udflytning af arbejdspladser og styrkelsen af en fælles europæisk arbejderbevægelse.

Det ville i Jakob Mathiassens øjne også betyde, at man kunne komme tættere på at løse et andet helt centralt problem.

»På metroen var vi i konflikt med et firma, der producerede noget af armeringen. Men så flyttede de produktionen til Tyskland, og så kunne vi ikke gøre mere ved det. Fagbevægelsen burde gå til arbejdsgiverne og kræve retten til sympatikonflikt over grænserne. Vi kan ikke have et åbent europæisk arbejdsmarked uden at have en europæisk konfliktret – punktum. Så må vi tage den storkonflikt og bruge vores strejkekasse til noget fornuftigt.«

Helst så Jakob Mathiassen, at alle verdens arbejdere var organiserede i ét stort fagforbund. Så hvis arbejderne på iPhone-fabrikkerne i Kina gik i strejke, ville der ikke blive langet en eneste iPhone over disken i Danmark eller på nettet, som han siger.

Han vurderer, at arbejdet og arbejdskraften vil blive mere og mere grænseoverskridende de kommende år, uanset om vi ønsker det eller ej. Derfor tror han heller ikke, at Enhedslisten har løsningen, når de argumenterer for, at Danmark skal melde sig ud af EU for på den måde at undgå konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed.

»Jeg er enig i deres kritik af de institutionelle problemer i EU. Min pointe er bare, at vi burde se på EU, som Socialdemokratiet så på nationalstaten. Det er en begyndelse. Det er ikke det endelige resultat. Nationalstaten startede jo også som noget frygteligt lort, hvor kvinder og fattige ikke havde stemmeret.«

»Hvorfor skulle EU ikke kunne ændres, hvis der kom et tilpas stort pres nedefra? Europas arbejderbevægelser kunne jo sige: ’Vi tror, at vores interesser er bedre varetaget, hvis Europa-Parlamentet er den forsamling, som stiller lovforslagene i stedet for Kommissionen.’ Så kan vi altid fyre dem, hvis de stiller dårlige forslag. Og hvis vi så ikke får den reform, så kæmper vi for den, ligesom de kæmper i Frankrig nu – bare hele Europa på en gang.«

At ønske et styrket Europa-Parlament på bekostning af Kommissionen bliver af nogle dele af venstrefløjen set som et skridt i retning af et styrket EU som overnational føderalstat. Det kan Jakob Mathiassen dog ikke se noget problem i – især ikke, hvis føderalstaten er demokratisk og har den europæiske arbejderklasse som den politiske motor.

Han er langt mere bange for at blive spillet ud mod sin polske kollega af multinationale selskaber, end han er bange for at blive samlet i et større fællesskab. Det skyldes blandt andet, at han ikke tror på, at splittede nationalstater kan varetage arbejdernes interesser bedre.

»Hvis man skulle lave en ny samling af lande, som mente det samme som Enhedslisten, så ville det jo kræve, at man på samme tid havde socialistiske regeringer i alle de lande. Og det er totalt urealistisk, at der ville være en venstreorienteret regering i bare seks store europæiske lande på en gang på samme tidspunkt. Tværtimod er det mere sandsynligt, at vi kommer til at få en masse højrenationale regeringer, hvis EU falder fra hinanden. Det ville være en katastrofe, som i sidste ende ville kunne føre til krig.«

Spørgsmålet er så, hvad der er mest urealistisk: Jakob Mathiassens ønske om en forenet europæisk fagbevægelse, som kan reformere EU’s institutioner og sikre ordentlige lønforhold for alle. Eller Enhedslistens ønske om at udbrede socialismen ved at socialistiske partier tilkæmper sig magten i en række europæiske nationalstater, som så kan starte et samarbejde uden om EU.

Det kan Jakob Mathiassen ikke svare på. Til gengæld er han ret sikker på, at det kommer til at ende helt galt, hvis systemet fortsætter, som det er i dag.

»Hvis vi ikke kæmper for at få fællesskabet til at fungere i EU, så er der jo kun Enhedslistens vej tilbage. Så er jeg på Enhedslistens hold. For jeg kører ikke lige ud mod betonmuren. Og hvis det kun er Enhedslisten, der forsøger at dreje bilen, så hjælper jeg dem med at dreje rettet. Men jeg vil helst den anden vej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Tino Rozzo
  • Niels Duus Nielsen
  • Morten Kjeldgaard
  • Niels Vest-Hansen
  • Ole Henriksen
  • Kurt Nielsen
  • Mihail Larsen
  • Steffen Gliese
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Poul Anker Sørensen
Niels-Simon Larsen, Tino Rozzo, Niels Duus Nielsen, Morten Kjeldgaard, Niels Vest-Hansen, Ole Henriksen, Kurt Nielsen, Mihail Larsen, Steffen Gliese, Robert Ørsted-Jensen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ja, arbejderbevægelsen tog over, sammen med de radikale husmænd, men de lod sig borgerliggøre og blev selv elite, der bakkede op om finanskapital, børs- og ejendomsspekulation. Se på de sydeuropæiske socialdemokratier, det franske, det tyske, det danske, borgerlige er de hele vejen igennem.

Randi Christiansen, Jakob Lilliendahl, Kurt Nielsen, Lotte Young, erik mørk thomsen, Carsten Mortensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

Jakob, du har fat i den rigtige ende. hold fast

Allan Forsberg, Hannibal Knudsen, Tino Rozzo, Kurt Nielsen, Sabine Behrmann, Steffen Gliese, Gert Romme og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Hmmm, med en reference til overskriften: Fagbevægelsen endte med at blive noget frygteligt lort!

Socialdemokratiet havde (havde!) en mission og en berettigelse, men i dag er det reelt vanskeligt at se forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, tydeligvis også for de traditionelle socialdemokratiske vælgere. Det er et problem for Socialdemokratiet - og et problem for os alle.

Fagbevægelsen er en anakronisme, forstenet i en arbejdsmarkedsmodel, som engang var den herskende, men tydeligvis ude af stand til at forny sig. Det ses tydeligt i fx Uber-sagen, hvor fagbevægelsen paradoksalt nok leverer opbakning til en monopolistisk branches forsøg mod at fastholde sit utidssvarende og kundefjendske monopol.

Jakob Mathiassens indlæg er under Informations niveau - langt under!

Ja naturligvis har Information fundet en "betonarbejder" der er parat til at sælge Staten for en tur i Cirkus EU.

Den af arbejderbevægelsen opbyggede 100 årige Socialstat, kan af EU i kapitalisternes navn omdannes til en konkurrencestat, gennemprivatiseret ned til en minimalstat, mod tildeling af en fælles lovfast EU-mindsteløn på 65 kr. i timen (Tyskland), og med en fælles EU-socialydelse på 3.000 kr. mdl. (Tyskland og Storbritannien).

Og hvad er mandens modspil? En samlet fagbevægelse i EU, ja gerne i hele verden!

Fagbevægelsen burde gå til arbejdsgiverne og kræve retten til sympatikonflikt over grænserne. siger Jakob Mathiassen.

Nu er strejkeret ikke noget man "kræver". Det er noget man "tager" - når man er stærke nok.

Men, men, men - Orgnisationsgraden i verdens fagbevægelse er - udover at fagbevægelserne er splittet op inden for de enkelte lande - uhyggeligt lav: Storbritannien 29%, Tyskland 27%, Holland 24%, Japan 22%, Ungarn 20%, Spanien 17%, Polen 15%, USA 14%, Frankrig 10%. Og medlemstilslutningen er faldende i alle lande. Og i øvrigt føler halvdelen af de organiserede sig solidariske med arbejdsgiverne, om ikke andet fordi deres pensionsopsparing står i værdipapirer. For ikke at tale om huset, bilen og jobbet.

Endvidere har kapitalisterne forstået at placere vores fabrikker og industri uden for rækkevidde i lande hvor fagforeningerne er helt uden magt.

Jeg tror, den sikkert godhjertede arbejderanarkist, må indse, at det er bedst at holde på den Socialstat man har opnået, og så satse på en politisk organisering - mobilisering i frivillige bevægelser - af de mennesker Karl Marx og Lenin nedladende, kaldte lumpenproletariatet eller pjalteproletariatet, daglejerne ...i dag kaldet de lavtlønnede, working poors, prækariatet. De er de fleste, og de er alle under pres.

Arbejdsmarkedet er ikke længere bare i nærheden af en organisering uden for Norden, der gør fagbevægelsen til en forandringskraft - slet ikke på tværs af grænserne ...hvad den heller aldrig har været.

Fremtiden er ikke fagbevægelsens, den tilhører de socialistiske politiske bevægelser.

Janus Agerbo, Martin Sørensen, erik mørk thomsen, Carsten Mortensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

@Jens Winther
DIN kommentar er under Informations niveau ! Artiklen er gennemtænkt og har mange spændende aspekter i sig, selvom jeg overhovedet ikke er enig med manden....og hvad fanden er "Informations niveau egentlig ? Nogen gange skrives der om mode indenfor kønsbehåring.. er DET et højere niveau end at prøve at komme med et seriøst bud på at få EU til at fungere ?

Ebbe Pedersen, Vibeke Hansen, Hannibal Knudsen, Jørn Stjerneklar, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Yes yes yes - finally - denne opvågnen og tilbagevenden til klassisk marxisme og den europæiske internationale solidaritet er long overdue

Robert Ørsted-Jensen

Det er på høje tid vi påbegynder arbejdet med at opbygge en europæisk venstresocialistisk bevægelse med faglig og politisk solidaritet. Vi har ikke råd til at fortsætte denne tåbelige kamp mod vejrmøller som i tiltagende grad har bagt os i armene på det yderste højreorienterede reaktion og fremmedhadet

Ebbe Pedersen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Morten Kjeldgaard og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Atkins for helvede op med at væde grøden i tårer og den tabte fortid - der er givet andre veje end den traditionelle fagorganisering

Robert Ørsted-Jensen

I alle tilfælde er der et stærkt behov for nyorientering - vi skal fremad og genopfinde de redskaber der i det mindste bragte os en national velfærdsstat. Det næste bør være en europæisk velfærdsstat

Hannibal Knudsen, Morten Kjeldgaard, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

MEN - er det ikke et bredere samarbejde for de faglige bevægelser der er brug for????
Er det ikke vigtigt at skaffe bedre løn og arbejdsforhold for ALLE i EU for ikke at tage hele jordens befolkning med????
Hvorfor er det kun vigtigt, at det skal gælde varernes fribevægelse - her ser mange - for ikke at sige de fleste - politikere også lønmodtagerne som en vare.
Samarbejde og fællesskab kan blive et gode, hvis det bliver udformet til også at gælde lønmodtager og miljøinteresser osv. Og hvad med mere ens skatteregler så ingen virksomhed o.a. kan flytte rundt efter de mindste eller ingen krav..
I mine øjne mangler "vi" i dag stærke fagforeninger med et stærkt medlemsdemokrati - hvorfor ikke arbejde for det i stedet for at løbe skrigende væk og "kun" tænke på at "hytte sit eget skind"????

Hannibal Knudsen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Morten Kjeldgaard, Robert Ørsted-Jensen, Torben Lindegaard og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Jakob Mathiassen har ret på mindst 2 punkter:
- "Vores tone er blevet så påvirket af Dansk Folkeparti i Danmark, at det, som for os lyder moderat, lyder vildt racistisk i England og Tyskland".
- Og at man behøver et stort Europæisk arbejdsmarked med samme løn og arbejdsforhold, hvor ingen kan spille nationale særinteresser ud mod hinanden.

Ebbe Pedersen, Vibeke Hansen, Thomas Holm, Hannibal Knudsen, Ole Henriksen, Mihail Larsen, Sabine Behrmann, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Og at man behøver et stort Europæisk arbejdsmarked med samme løn og arbejdsforhold, hvor ingen kan spille nationale særinteresser ud mod hinanden.

Rolig Gert Romme, kapitalisterne, arbejdsgiverne og de neoliberale politikere arbejder, sammen med de gule fagforeninger på sagen.

Touhami Bennour

Mathiassen tror jeg anvender en klassiske materialistidsk metode til analydsen. Lige som Marx når han skriver om historie I faser men også som Kierkegaard når han deler personlivet I tre faser., det er irreversible. Globalisering er kommet for at blive og er irreversible. ligesom når han taler om at give afkald på slgterierne til andre(for ex, Nye lande) jeg mødt en gang problemet med "tekstil industry in 80 erne, jeg var I Nilsbrock hvor jeg harmødt om angreb når jeg sagde at tekstil industry kan ovderlades til u¨- lande så meget voldsomt at jeg stopped med deltage I seminarer. Men det blev det alligevel. det er ikmere tekstil industry mere I Danmark. Det er irreversible. ligesom du bor I anden etage du er I en etage mere.. Så går historien I faser Og EU er nødvendig af historie ex, de mange krige I Europa. Det er irreversible men mindre man ikke regner med Tyskland for Tyskland kommer ikke mere til fremmedhad circus, det irreversible.

Robert Ørsted Jensen har som sædvanligt ikke forstået en brik af hvad han kommenterer på.

Atkins for helvede op med at væde grøden i tårer og den tabte fortid - der er givet andre veje end den traditionelle fagorganisering ...jeg gentager lige min konklusion ovenfor 00.38:

"Fremtiden er ikke fagbevægelsens, den tilhører de socialistiske politiske bevægelser."

Touhami Bennour

Bill Atkins
Fremtiden I Danmark, ikke I verden.
Men det er undeligt at sige fremtiden tilhøtrer ikke fagbevægelsen, den er I hvertfald med og aldrig uden. Arbejder kender først fagforening før han kender politiske partier. Det er bare snak.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

"Nationalstaten startede også som noget lort ..." - så derfor er det i orden at skrotte den til fordel for noget nyt lort???
Det er meget, meget smukt at drømme om international solidaritet mellem arbejderne - men selv om den danske arbejderklasses organisationsprocent er faldende, så er der stadig flere i fagforening, end der er de fleste steder - selv om vi også her i Danmark har fået virksomheder, der kalder sig fagforeninger - så er organisationsgraden i regulære fagforeninger meget lavere andre steder.
Det er hårrejsende naivt at tro, at der kan opbygges tilstrækkelig stærke internationale alliancer - det vil også være hæmmet af, at man ikke i fx Danmark må blokere et polsk firma, der følger polske regler. Hvad skal der så realistisk ske, selv om den danske og den polske fagbevægelse samarbejder?
Problemet er i og for sig ikke hovedsageligt arbejdskraftens frie bevægelighed - det er kapitalens ret til at at flytte sig lynhurtigt frem og tilbage mellem grænserne, uden at der er opbygget grænseoverskridende kontrol, endsige solidaritet mellem de lande, de flytter sig imellem - her konkurreres på nedadgående udgifter, helt ud over grænsen til det rimelige, jvf. Juncker.
problemet er, at EU, i sine traktater og i sine regler, i domstolens domme, er beregnet på at afmontere fagbevægelsen og give kapitalen ret til at udfolde sig i troen på et frit markeds evne til at regulere. Derfor er de enkelte landes mulighed for at justere markedet med økonomiske tiltag stækket - det er indskrevet, at man skal bekæmpe inflation, men ikke, at man skal opretholde en form for virksomhedsskat eller andre bidrag til det fælles.
Selv om markedet tydeligvis ikke opretholder en balance mellem de rige og de fattige, selv om arbejdspladserne tydeligvis ikke bevares, selv om social sikkerhed og mulighed for at forsørge en familie ved stabilt arbejde tydeligvis er for nedadgående - så er troen på at styre borgerne i de enkelte lande ved at bestemme, at de ikke må bekæmpe kapitalen - og troen på ikke at styre kapitalens ret til at flytte sig - stadig fremherskende.
I stedet for at gøre noget ved de vilkår, der øger ulighed og hensætter mange mennesker i så stor fattigdom, at de må rakke rundt efter arbejde og sove i skurvogne og i kældre, mens deres familie hutler sig igennem i hjemlandet - så er man i gang med at fordømme dem, der taler imod dette system.
Om det er muligt at reformere EU, så tilstandene bedres, så traktaterne ændres og man stopper den nedadgående bevægelse for lønmodtagere - det skal jeg ikke kunne sige. Men det gøres ikke ved romantiske idéer om internationalt samarbejde mellem af lovgivning stækkede, opslittede fagforeninger - der skal ændringer til in det politiske system, i selve styringen af unionen. Husk, at fagforeningen ikke opnåede sine resultater udelukkende med venligt samarbejde med skruebrækkere!
Som det også fremgår af artiklen, er sprogpolitiet i gang med at forhindre, at problemerne diskuteres på tværs af grænserne.
Social dumping og østarbejdere er ikke racistiske udtryk - og det har ikke noget med Dansk Folkeparti at gøre, at vi taler om løntryk fra udenlandske migranter. DF er evnende ligeglade med arbejdstagerrettigheder - faktisk er de glade for, at de forsvinder.

Touhami Bennour hylder EU som fredsprojekt i Europa samtidig med at EU-landene istedet bomber i Mellemøste og Nordafrika. Spøjst.

Touhami Bennour 07:46 se på organisationsprocenten i dit eget fortrukne referenceland Frankrig - 10%. Sørgeligt. Men naturligvis er fagbevægelsen velkommen i de nye socialistiske bevægelser vi ser verden over - de er blot ikke frontorganisationer. Men det kan de naturligvis blive igen, hvis de begynder at fokusere på de uorganiserede på arbejdsmarkedet ...men som det ser ud i dag, er fagforeningerne nærmest interesseorganisationerne der varetager arbejderadlens - de højtlønnede arbejderes - interesser ...herunder kampen mod den progressive skat.

Steffen Gliese

Hvis man begynder at samle sig og indgå alliancer og genskabe Internationale, måske, kan der sagtens ske et ryk mod venstre igen. Det er denne apati, denne mangel på svar på det konkrete og det aktuelle, der får folk til at gå andre steder hen.
Men det må selvfølgelig gå den vej, at fagbevægelserne samler sig først og skaber bedre og bedre kontakt. Det må være de lande, hvor organiseringsgraden er høj, der presser på og hjælper de andre med at finde styrke.
Når det er gået så hårdt ud over fagbevægelsen, er det jo bl.a. pga. det manglende politiske engagement, som tidligere foregik igennem socialdemokratierne, der simpelthen VAR fagbevægelsens politiske arm. Der må ske en oprustning igennem bevægelser, der følger de folkelige interesser, og det er muligt at organisere et sådant arbejde langt bedre igennem sociale medier, også agitatorisk. Der er simpelthen for lidt offensiv aktivitet for at styrke lønmodtagerinteresser, selvom det i nyere tid ikke har været mere nødvendigt end i de senere år.

Touhami Bennour

Bill Atkins
Ja det rigtig om Frankrig, men socialister kom I magten først der I 80 erne, Og det siger der er stor undertrykkelse I den privat sector mod fagforeninger. Men dette gør stor forskel? den gennemsnitlige netto løn I frankrig er på 25,500 euro og ikke at glemme Latiner kvartir I Paris

Martin Sørensen

Fagbevægelsen går imod en mindsteløn i danmark, men det er helt ok når EU laver en mindsteløn

Daaaaaaa.........???????

Først efter man har læst det vrøvl om anarkisme, vi anerkister er imod repræsentativt demokrati af en grund. det er ikke demokrati,. og har aldrig været det og bliver det aldrig. dette er angrebspunktet imod det plutokrati der blev skabt i danmark og som der er i EU.
det represantive demokrati er og bliver en løgn,

"Men selvom anarkisterne havde ret, fik de ikke magten. Det fik Socialdemokratiet til gengæld. I stedet for at afvise systemet formåede partiet at organisere arbejderklassen og bruge deres styrke til langsomt at tilkæmpe sig nok parlamentarisk magt til, at de kunne reformere det politiske system." idag er socialdemokratiet del af problemet. ja. det er fuldkommen ligegyldigt hvor du på den nuværende stemmeseddel sætter dit kryds. der er ingen forskel. for det er i bund og grund de samme penge intresser, som føre pennen når der skrives love. uanset om det er en socialdemokratisk eller venstre statsminister ved roret. enigheden om eu fortæller da også alt.

En fælles eu mindsteløn er nok det dummeste man overhoved kan foreslå. ja man ser fuldkommen bort fra den FULDKOMNE forskellige købekraft som der er gældende i hele eu som område. hvor danmark som det land med det højeste. prisindex 142. skal løn harmoniseres ind med polen med det laveste pris index. ca 52 på samme eurostat. statistik. få nu den beton ud af hoved. og se verden som den er. siger jeg som en arbejder til en anden arbejder.

det er stik imod vores arbejder interesser at overhoved snakke om. en fælles europæisk mindsteløn. og OVERHOVED ikke i vores danske interesse, som højtlønnede danske arbejder med et lønniveau der er indrettet efter vores danske pris index. ja man er stupid hvis man overhoved tænker en så hjernelam tanke. uden man ser scenariet færdigt.

Danske lønninger er de højeste i eu.. vi udgør 5,6 milioner ud af de ca 500 millioner i eu, dvs ca 1,12% af eu´s befolkning ALLE andre eu lande har lavere lønninger end os.

undskyld jeg er nød til at understrege dette faktum ALLE ANDRE EU LANDE HAR LAVERE LØNNINGER END OS !!!!!!

godt hvad vil vores høje danske løn som der er ca 20-30% højere end det tyske og svenske lønniveau som der er tættest på os. så veje overfor resten af eu. ?

og man mener stadigt at en fælles EU mindsteløn er en god ide. og selve årsagen til at eu er en god ide.

http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml?cid=19360

Grunden til at danske lønmodtagere har verdens højeste lønninger, er at de har har verdens højeste produktivitet..

Steffen Gliese

Bill Atkins, du har tydeligvis ikke gjort dig bekendt med de schweiziske. Og nej, der er ikke den direkte sammenhæng mellem produktivitet og løn, selvom kapitalisterne forsøger at bilde folk det ind. Det er et spørgsmål om magt, slet og ret.
Vi har nogle høje lønninger, fordi vi har et velfærdssamfund, der omfordeler over skatten - man kan sige, at lønmodtagerne og staten længe havde held til at fastholde en struktur, hvor en forholdsvis større andel af virksomhedernes overskud kom fællesskabet til gode.
Men fagbevægelsernes misforståede bonkammerateri med modparten har ødelagt det. I dag virker det - men måske ændrer det sig gradvist med Lizette Risgaard, kan man håbe - som om fagbevægelsen har allieret sig imod deres medlemmer med arbejdsgiverne.

Steffen Gliese

Hvis det var lykkedes fagbevægelsen at få gennemført en lovbefalet mindsteløn ved generalstrejken, i stedet for at tabe til arbejdsgiverne, havde vi aldrig haft en borgerlig regering.

Peter Sterling

Det er mange år siden af fagforeningen har strejket eller reelt gjort en forskel, kampen mod fattigdommen foregår i dag udenom fagforeningerne. Oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden, de horrible forhold som de fattige, de ældre og kontanthjælpsmodtagerne samt de handikappede udsættes for, kræver at vi infører VelfærdsReformationen nu. Det er grusomt at sårbare mennesker fastholdes i en uværdig livssituation og får det tiltagende psykisk dårligt.

Den udenomsparlamentariske bevægelse, der de seneste par måneder har protesteret i Paris’ gader, har mobiliseret en modstand, der ikke er fagforeningsorganiseret.

Uligheden gør hele Danmark fattigere, bunden skal iltes for at landet kan gro. Kontanthjælpen tilbage, ingen under, kræv en garanti imod fattigdom i et af verdens rigeste lande, fattigdom er unødvendig, der er tusinde af milliarder i Danmark, alt andet er løgn og hjernevask, ingen velstand uden velfærd. Fuld genopretning af Skat og alle andre socialinstitutioner. Velfærd før forældrekøb, leasingbiler og andre af virksomhedernes ekstravagante fradrag.

Betonarbejderne bør indse at en indsats mod den ved lov indførte fattigdom er påkrævet, lad ikke de fattige betale prisen. Oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden. Deltag aktivt i velfærdsReformationen, vi vil skabe et stabilt Danmark, gennem et mere lige samfund, vi ses på de sociale medier.

Ebbe Overbye, Niels Duus Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, Svejts og Danmark og andre højtlønslande, same same..

Du ser på produktivitet i en snæver "Peter Birch Sørensen-optik". Produktivitet er hele samfundets måde at indrette samfundsstrukturen på. Men det bryder økonomer sig jo ikke om at diskutere. Så kan de møde argumenter som; "at børnepasningens kvalitet spiller ind på forældrenes produktivitet." Og det gider de jo ikke.

Børge Rahbech Jensen

"Han efterlyser grænseoverskridende fagbevægelser og fælles europæisk mindsteløn"

Den danske fagbevægelse ønsker ikke en fælles europæisk mindsteløn. Det strider også mod et udbredt ønske om mindre EU.

"Europas arbejderbevægelser kunne jo sige: ’Vi tror, at vores interesser er bedre varetaget, hvis Europa-Parlamentet er den forsamling, som stiller lovforslagene i stedet for Kommissionen.’ "

Lovgivningsprocessen i EU er forklaret på http://www.europarl.europa.eu/aboutparliament/da/20150201PVL00004/Lovgiv...øjelser.

Europa-Parlamentet kan godt stille lovforslag, som så skal behandles af Europa-Kommissionen på samme måde, som Folketingets lovforslag behandles af ministeriers embedsmænd. En vigtig forskel på Europa-Kommissionen og Folketingets ministerier er, at Europa-Kommissionen normalt bruger længere tid på sin sagsbehandling, end Folketingets ministerier gør. Ministerråd kan også sende lovforslag til Europa-Kommissionen. En tredie mulighed er det europæiske borgerinitiativ: http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/welcome?lg=da.

Som jeg vist efterhånden har skrevet mange gange, svarer Euiropa-Kommissionen til Folketingets centraladministration. En anden forskel end tidshorisonten er, at EU's kommissærer er mere kendte end Folketingets departementschefer.

En grund til den lange sagsbehandlingstid hos Europa-Kommissionen er i øvrigt, at i hvert fald nogle kommissærer og generaldirektorater snakker med mange interessenter og offentlige høringer varer flere måneder: http://ec.europa.eu/yourvoice/consultations/index_en.htm. I Folketinget er høringsfrister ofte kun få dage el. uger, og offentlige høringer er sjældent åbne for alle.

Peter Sterling

Det er karakteristiskt for enhver vigtig ændring, at den er forudgået af en periode af stagnation, fagforeningerne har f.eks. koncentreret sig om middelklassens vilkår, og enda reallønsfald. De nuværende sociale oprør er en modning af flere sociale gruppers erkendelser, og disse vil fortsætte de næste mange år, det hedder social convergence; to grupper som står overfor det samme problem, når til den samme konklution: bunden skal iltes for at landet kan gro, ingen velstand uden velfærd.

For over 15 år siden så jeg en fjernsynsudsendelse med en lobyist nede fra EU som udtalte ordene: "Det skal kunne betale sig at arbejde". Jeg viste godt at han ikke talte om at øge minimumslønningerne, men kunne ikke forudsige den udbredte fattigdom som politikerne herhjemme var villige til at skabe.

Den nuværende regering har dumpet en hel underklasse og totalt drænet bunden for penge. Først når middelklassen personligt rammes på pengepungen aktiveres protestviljen. Velfærdsalliancen rejste sig på det tidspunkt hvor statsansatte pædagoger stod foran fyringer i kommunerne ved Omprioritetsbidraget, bedre sent end aldrig, velkommen til.

Fagforeningerne må tænke over den sande betydning af ordet solidaritet. Danmark er gået fra at være en socialstat til en sociopat stat. Slut op omkring VelfærdsReformationen, vi vil skabe et stabilt Danmark, gennem et mere lige samfund, vi ses på de sociale medier.

Ole Vagn Christensen

Nationalstaten var det grimme uhyre der opstod med junigrundloven af 1849, som gav stemmeret til de privilegerede, og hånds og halsret over de ikke stemmeberettigede. Nationalstatens magthavere, opførte sig være end enevældens lakajer havde gjort, over for de undertrykte. De sendte de undertrykte i krig mod slesvigerne, første gang kom de hjem som sejrherrer, men anden gang i 1864 kom de hjem med tabet af Slesvig, og mange undertryktes liv på samvittigheden. (De her tab har været så stor en byrde at de helt frem til 2001 ikke var en gentagelse værd.) Men de betød også, at nationalstatens ny vundne demokrati led sit første nederlag, da kongen og mindretallet højre tog magten tilbage, med den gennemlæste grundlov af 1866. Hvilket medførte en forfatningskamp, hvor tre bevægelser satte sig for at genindføre et reelt demokrati. Andelsbevægelsen som havde stor tilslutning i det lokale Danmark og så arbejderbevægelsen som havde rod i byerne. Hertil kom en Højskolebevægelse som var inspiration, for såvel andelsbevægelsen, som arbejderbevægelsen.
Men såvel andelsbevægelsen som arbejderbevægelsen, var født af de inspirationer, som en præst blev overtalt til af Thisteds arbejdere. Da han indkaldte dem til møde, sagde de følgende til ham, ” at hvis han ville gøre dem noget gavn, måtte han først hjælpe dem til at få det daglige brød. Hvilket fik Sonne ind på tanken om at efterligne de engelske brugsforeninger. Sonne fortalt nu de Thistedske arbejdere om de engelske kooperativer, og 83 mænd dannede nu i Thisted en forening hvor de indbetalte et bidrag fra 8 -16 shilling. Det var Sonnes mening skrev han i Thisted Amtsavis, at arbejderne selv skulle tage den i deres hånd, men da et så nyt, og i Danmark ukendt foretagende; det eneste tidligere forsøg, var gjort af Danmarks første socialistiske skribent Frederik Drejer kort før sin død i 1853, og var derfor ikke blevet til noget. Sonnes arbejderforening (brugsforening) fik navnet Thisted Arbejderforening og oprettes i sommeren 1866 og blev en stor succes. Men skønt brugsforeningen hed arbejderforening bestemte vedtægterne at enhver kunne blive medlem uden hensyn til livsindstilling eller opholdssted.
I et lille skrift ”om Arbejderforeninger” fra 1867 berettigede han om forsøget og slog til lyd for oprettelse af tilsvarende foreninger i hele landet. Sonne mente at det var forkert at målsætningen i Thisted Arbejderforening kun gik ud på at skaffe medlemmerne fordelagtige indkøb af livsfornødenheder.
I Sonnes verden var det kun midlet; Sonnes virkelige formål var ” at hæve den i borgerlig henseende lavere stillede, afhængig og trykkende del af befolkningen til et højere sædeligt, intellektuelt og socialt trin, og derved til en hæderlig plads i samfundet, at for hjælpe dem til at blive deres menneske værd bevist”. For ikke at lade det blive ved ord, gik Sonne ind for at en del af overskuddet, skulle lægges til side for at anvendes til åndelige øje med for medlemmerne. Det første de gjorde, da der var midler nok, var at anskaffe et forsamlingsværelse, efterfulgt af et læseværelse, hvor der blev samlet et bibliotek. Et andet tiltag der skete var at Arbejderforeningen i Thisted oprettede en kolonihave forening. I de efterfølgende år, opstod der i købstæder og på landet en række brugsforeninger, efter Thisteds mønster. Det danske demokratis forkæmpere, blev den brugsforeningsbevægelse, som skabtes på landet andelsbevægelsen, som havde bondevennerne, det senere parti Venstre, som politisk platform. Bondevennerne var i stand til, at støtte op om at skaffe de lockoutede arbejdere i byen, under den store arbejdsmarkeds konflikt i 1899, brød på bordet. Så arbejderne, ikke kunne knækkes med sult. Hvilket betød at der blev fundet en dansk model for arbejdsmarkedet, som er velfungerende i dag. Men der var ingen tvivl om at den støtte bondevennerne havde vist over for arbejderne, var skyld i at partiet venstre fik opbakning af arbejderstemmer for at få bragt demokratiet til bage. Der var fælles valglister, som understregede dette. Ved valget i 1901 lykkedes det, uden om Højre og kongens udpegede medlemmer, at få flertal i parlamentet, hermed var nationalstaten død. Indtil Fogh vækkede den i 2001. Nu ser vi flere signaler at dens grimme magtfulde ansigt sætter sit præg på det moderne Danmark.
EU kan ikke sammenlignes med den kamp der foregik, for at Nationalstaten gik sin undergang i møde, alt hvad der er skabt af goder og urimeligheder er skabt af de Europæiske landes regeringer. Alle goderne har vi svært af at prale med, men derimod urimelighederne har vi let ved at bruge som bussemænd på at det er EU's skyld. Det sidste er en misforståelse det er vores egen skyld. Vi til venstre for midten tog ikke del i at få vores værdier indskrevet omkring det indre marked, Udstationerings direktivet tog vi eller ikke alvorligt, og det gjorde vi slet ikke omkring vores nordiske model når det gælder vandrende arbejdskraft.
Derfor har skribenten ret i vi må tage os sammen hvis ikke populisterne skal skabe ny nationalisme ved at gøre EU til genstand for alle vores selvskabte problemer.

Touhami Bennour

Bill Atkins
7.51, det kræve let filosofi til det her. Europa er et fredsprojekt for grundlæggere men de Europeeiske lande er kapitalister I forvejen. det betyder også at de er imperialister også

Robert Ørsted-Jensen

"Capital is an international force. To vanquish it, an international workers’ alliance, an international workers’ brotherhood, is needed.
We are opposed to national enmity and discord, to national exclusiveness. We are internationalists."
Lenin 1919

Robert Ørsted-Jensen

Bare en påmindelse - det var sådan vi tænkte dengang - det er stadig sådan vi bør tænke idag - EL er på afveje

Et anticitat citat, bragt som modgift mod Robert Ørsted-Jensens misbrug at løsrevne citater til at forvanske en fri debat:

...da forvanskningerne af marxismen har fået en så uhørt udbredelse, består vor op gave i første linie i at rekonstruere Marx' virkelige lære om staten. Til det formål er det nødvendigt at anføre en hel
række lange citater fra Marx' og Engels' egne værker.
(Staten og revolutionen, Lenin)

Robert Ørsted-Jensen 09:02 Bare en påmindelse - det var sådan vi tænkte dengang - det er stadig sådan vi bør tænke idag - EL er på afveje ....så bliver det vist ikke mere beton- og munkeleninistisk. og så fra Robert Ørsted-Jensen :-)

Jeg får lige lyst til at citere en debattør andet steds efter hukommelsen:

Robert Ørsted-Jensen vil sikkert mene at Cuba i socialismens navn bør indordne sig under USA's overherredømme.

Touhami Bennour

Mankan ikke lave en qvante spring, Socialismen bliver aldrig implementeret som første land i danmark. Det er en drøm og unødig drøm. Det drejer sig nu at bekemper uligheden og gøre den mindre, stadfæste de rettigheder alle taler om. og andre fordringer på arbejdsmarked. Men at arbejde for et socialistisk stat er naiv,. og urealistisk. Men Internationalism contra nationalism kan altid diskuteres.