Nyhed
Læsetid: 4 min.

Ny meningsmåling viser modstand mod lukning af Irak-kommission

Ny meningsmåling viser stor folkelig utilfredshed med regeringens beslutning om at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen. Det får DIGNITY – Dansk Center mod Tortur, der står bag undersøgelsen, til at efterlyse, at kommissionen genoplives. Men det afviser Venstre
Indflyvning til Kabul med den danske hærs troppetransport.

Niels Hougaard

Indland
5. juli 2016

Det skabte stor politisk debat, da Venstre-regeringen lukkede og slukkede for Irak- og Afghanistan-kommissionens igangværende arbejde. Men spørger man danskerne, er 42 procent af de adspurgte helt eller delvist utilfredse med regeringens beslutning om at trække stikket på kommissionen. Kun hver fjerde er helt eller delvis tilfreds med beslutningen om at lukke ned for undersøgelsen.

»Resultaterne er et vink med en vognstang til politikerne om, at det optager danskerne, at vi overholder konventionerne, når vi drager i krig,« siger Thomas Giolla-Møller, der er pressechef i DIGNITY, Dansk Institut mod Tortur, som har bestilt meningsmålingen. Han opfordrer regeringen til at genoplive kommissionen: »Det havde været super godt, hvis kommissionen havde fået lov at gøre sit arbejde færdig.

Den kunne både undersøge grundlaget for krigen, men også nogle af alle de andre sager, der har været. Eksempelvis sagerne om at udlevere krigsfanger til tortur eller mishandling, og som har været problematiske, siden vi gik i krig,« siger Thomas Giolla-Møller.

Hos Venstre gør den nye meningsmåling dog ikke det store indtryk på beslutningen om at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen.

»Vi sagde inden sidste valg, at vi mener, at Irak- og Afghanistan-kommissionen var ude i et skævt ærinde, og at man brugte kommissionen til at få ret i en diskussion, der er grundlæggende politisk – og til simpel personforfølgelse. Vi sagde også, at kommissionen gik en lukning møde, hvis vi fik magten – og det fik vi,« siger Torsten Schack Pedersen (V), der er med i Forsvarsudvalget.

»Selve den tidligere kommission var ren politisk forfølgelse. Og det skal man altså ikke bruge kommissioner til. Derfor mener vi også, at diskussionen omkring vores indsats er bedre at få beskrevet i en historisk udredning, som ikke kun undersøger Irak og Afghanistan men også Kosovo,« siger Torsten Schack Pedersen.

Hermed henviser han til, at regeringen efter den længerevarende debat, der fulgte i kølvandet på beslutningen om at nedlægge Irak- og Afghanistan-kommissionen, i maj besluttede at igangsætte en uvildig historisk undersøgelse af Danmarks militære indsats i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Modsat den nedlagte kommission skal den historiske undersøgelse ikke se på de juridiske aspekter af beslutningsgrundlaget for krigene. Den har heller ikke mulighed for at afhøre nøglepersoner, der udtaler sig under vidneansvar.

Og det er en helt utilfredsstillende udvanding af det mandat, som den oprindelige Irak- og Afghanistan-kommission var blevet udstyret med, mener Thomas Giolla-Møller fra DIGNITY: »Det springende punkt er, at man i den historiske redegørelse ikke får mulighed for at indkalde vidner på samme måder som i en kommissionsundersøgelse.

Samtidig bliver udredningen skrevet af historikere og ikke jurister og dommere. Dermed medtager udredningen ikke det juridiske perspektiv, som afklarer, om vi har overskredet eller været på kant med konventionerne. Vi har brug for langt mere hardcore undersøgelser, som også placerer ansvar, ligesom briterne og amerikanerne laver. Og meningsmålingen viser jo netop, at det er danskerne også parate til,« siger Thomas Giolla-Møller.

En af disse mere »hardcore« rapporter er den længe ventede britiske Chilcot-rapport, der offentliggøres i morgen, og som undersøger grundlaget for den britiske deltagelse i Irak-krigen i 2003.

Modsat den danske historiske undersøgelse har Chilcot-rapporten et helt anderledes håndfast mandat og forventes at kritisere en række ledende politikere og embedsmænd for deres dispositioner op til og under Irak-krigen. Rapporten bygger både på undersøgelser af dokumenter, møder og afhøringer af både politikere, embedsmænd og militærfolk.

Kommission er hjerteblod

Som Alternativets fredsordfører var René Gade med til at lægge stemmer til den historiske undersøgelse. En beslutning, der blev skarpt kritiseret af Enhedslisten, da man mente, at Alternativet ved at stemme for en historisk udredning var med til at hive luften ud af kravet om at genoplive Irak- og Afghanistan-kommissionen. Men han fortryder ikke, at Alternativet lagde stemmer til den historiske udredning.

»Vi forsøgte jo at få de juridiske aspekter med, men den siddende regering ville ikke være med til det. De ville kun have en historisk udredning, og derfor gik vi med for at få så stor indflydelse på den som muligt. Men det har aldrig været meningen, at den skal stå alene. Derfor har vi også fået skrevet ind i mandatet, at den historiske udredning ikke skal erstatte en Irak- og Afghanistan-kommission,« siger René Gade. Han understreger, at det hele tiden har været hjerteblod for ham at få genoplivet Irak- og Afghanistan-kommissionen.

»Jeg synes jo, det er dybt kritisabelt, at vi går i krig og ikke ønsker at blive klogere på, hvordan vi gør det. Når det eksempelvis handler om den måde, vi har håndteret fanger på, er der intet, der kan legitimere, at vi ikke får det fuldt belyst,« siger René Gade.

Han ser derfor den historiske udredning som første skridt i undersøgelsen af Danmarks tidligere krigsindsats: »Derfor er jeg glad for, at den nye meningsmåling viser, at befolkningen giver os opbakning til, at vi bør gå i gang med det næste skridt, nemlig at få den juridiske undersøgelse,« siger René Gade.

I DIGNITY tilføjer Thomas Giolla-Møller, at en sådan undersøgelse kun bliver mere påkrævet, eftersom Danmark forsat har specialstyrker i Irak, der risikerer at begå de samme fejl som tidligere, hvis ikke man drager de nødvendige erfaringer igennem en undersøgelse.

»Det er stadig uldent, hvad der skal ske, hvis de tager krigsfanger. Skal de overdrages til de irakiske myndigheder, der er notorisk kendt for at bruge tortur? Der er endnu ikke nogen færdig manual, der beskriver de her ting. Vi burde efterhånden have styr på, hvordan vi behandler eventuelle fanger, inden vi går i krig,« siger Thomas Giolla-Møller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Bo Jensen

"Det skabte stor politisk debat, da Venstre-regeringen lukkede og slukkede for Irak- og Afghanistan-kommissionens igangværende arbejde."
Nej det gjorde ikke, for alle var på ferie. Ligesom nu hvor denne undersøgelse bliver offentliggjort.

Ole Frank, Søren Johannesen, Anne Eriksen, John Andersen, Anne-Marie Krogsbøll og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Lad os se, hvad der sker i morgen, når Chilcot offentliggøres. Så vil presset formodentlig for alvor stige - og forhåbentlig vil der ikke være en trevl tilbage på Tony Blair og hans udenrigsminister og de støtter, hans krigspolitik havde.

Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det handler om det danske bidrag til en fælles "indsats", Michael Pedersen.

Søren Wegner

S kunne vinde næste valg på den her misere, hvis de bed sig fast. Men vi kommer næppe til at høre dem råbe særlig højt herom, hvis overhovedet. Mit bud er, at så snart de sætter sig på magten, vil de nemlig heller ikke kommissionen. Dertil er der for mange realpolitiske lig i magtens last, ikke blot for S og V, men erhvervet som sådan. Resultatet kunne blive et meget uønsket spotlys ind i de korridorer, hvor ofrene for politikernes dispositioner står nøgne i skyggerne. Ikke så få lovende karrierer kunne være i fare. Men ikke nok med det.

Diplomatiske og efterretningsmæssige hovedfærdselsårer, som ethvert regerende parti benytter og per automatik har benyttet i årtier, kommer under pres, hvis kommissionens konklusioner kommer for tæt på virkeligheden. Vore sædvanlige 'partners in crime' ville være tvunget til at lægge afstand til os, isolere os - og vi har siden 2001 selv gjort så stor skade på vort forhold til resten af det internationale diplomati, at isolationen ville blive meget letfølelig for magtens politikere.

Måske er det alle de møder med ligesindede, de ikke inviteres til, der skræmmer dem mest ved kommissionens sandsynlige konklusion. At være uvigtig og uønsket må være enhver karrierepolitikers værste mareridt. Det kunne synes, som om selve glæden ved magten er under angreb her. Derfor den indædte modstand mod kommissionen?!?