Læsetid: 2 min.

Postkort fra en flygtning

Indland
29. juli 2016
Jeg hedder Raeda Mohamed Abbas. Jeg er 30 år og bor i flygtningelejren Dors Camp, nær Baalbek, Libanon

Jeg hedder Raeda Mohamed Abbas. Jeg er 30 år og bor i flygtningelejren Dors Camp, nær Baalbek, Libanon.

I dag har jeg truffet en beslutning: Jeg vil opsige mit job som rengøringsassistent i en restaurant. Jeg har haft det i fire måneder, men er ikke længere i stand til at passe det. Jeg har tænkt grundigt og længe over min beslutning.

Hver gang jeg ser min overlevende sårede søn, tænker jeg tilbage på den dag, vi flygtede fra bombardementerne af Homs. Vi tog ruten via Ersal til Libanon.

Ved grænsen blev vi beskudt, og min søn blev ramt. Vi fik i største hast overført ham til et felthospital tæt på grænsen, men om det var, fordi vi kom for sent, eller fordi hans kvæstelser var for svære, så mistede jeg ham. Han døde i mine arme.

Jeg fik ikke dengang tid til at græde eller sørge ordentligt, for da vi forlod hospitalet, hvor min ældre søn lå død, blev hans yngre bror ramt af granatsplinter fra en eksplosion.

Han blev hårdt såret i hovedet og ansigtet. Jeg havde ingen kræfter tilbage i mig til hverken at råbe eller græde, så jeg ventede bare i al stilhed på Røde Kors. Da de kom, blev vi ført til en lejr i Chtaura, Libanon, og herfra blev min søn kørt på hospitalet, hvor han fik flere operationer.

Siden da har mine dage føltes uendelige. Min søn mistede sin førlighed som følge af kvæstelserme og har også mistet sin hukommelse. Jeg taler rigtig meget med ham hver dag, og han er også begyndt at tale igen, lidt efter lidt, selv om han stadig snubler over ordene.

Min glæde fra den dag, da han svarede på min tiltale, var ubeskrivelig. Han har lært at sidde, men selv når jeg holder hans hænder, kan han ikke gå. Jeg har forsøgt at se den katastrofe i øjnene, der har ramt min familie.

Men viljestyrke er ikke nok. Vi har ikke råd til medicin – nogle gange er folk venlige og køber det for os, andre gange ikke. Det gør det svært at styre behandlingen af min søns hukommelsesproblemer. Disse vanskeligheder fik mig til at søge arbejde i restauranten.

Men klemt mellem mit tunge ansvar derhjemme og mit arbejde er jeg blevet træt. Hver dag laver jeg mad og gør rent og tager mig også af mine to andre små børn (på seks og ni).

Min familie har brug for mig, men jeg har ingen styrke til at fortsætte med at arbejde. Om natten har jeg kun kræfter til at se mine børn sove .

Jeg beder til Gud om at helbrede min søn. Jeg ville på en måde ønske, at jeg delte min søns tilstand – at være lykkeligt uvidende og ude af stand til at huske de ulykker og lidelser, vi har været igennem.

Med venlig hilsen

Raeda Mohamed Abbas,

Dors Camp, Baalbek, Libanon

Fortalt til Lelas Hatahet

Information bringer hver dag den kommende tid et postkort fra en flygtning ude i verden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her