Kommentar
Læsetid: 4 min.

Presseetik truet af live-tv

Tilbageholdenhed og diskretion omkring selvmordere og deres ofre er ikke en del af breaking news-kulturen. Derfor står medierne står over for et dilemma. Nyheder skal selvfølgelig dækkes. Spørgsmålet er hvor meget, hvor detaljeret og hvor længe
Indland
26. juli 2016

Da den 18-årige Ali Sonboly fredag skød og dræbte ni mennesker i München gik medierne endnu en gang i alarmberedskab. Ikke bare i Danmark. Breaking News-kulturen dikterer, at alle sejl sættes til. Ingen detaljer er for små, rygter florerer.

Der er igennem de senere år opstået en journalistisk kultur, der tillader frit spil for spekulationer og såkaldte ’øjeblikkelige analyser’, der blot skal behæftes med konstante forbehold.

»Vi understreger, at politiet endnu ikke har be- eller afkræftet at der er tale om terror«, eller: »Situationen er under udvikling lige nu, så det er for tidligt at konkludere endeligt«.

Læs også: Tyske medier i selvsving under München-angreb

Den øjeblikkelige dækning har sat gammeldags etiske og grundjournalistiske regler delvist ud af kraft: hensyntagen til ofre for forbrydelser og deres familier, tilbageholdenhed med omtale af selvmord, research og dobbeltcheck af oplysninger før offentliggørelse – bare for at nævne nogle få.

Hurtighed og demonstration af journalistisk og teknisk handlekraft er for mange medier blevet et meget afgørende nyhedskriterium.

Primært for de såkaldte elektroniske medier, men da alle medier er blevet elektroniske på digitale platforme, er mange aviser tyet til live-blogs, hvor der opdateres med minutters mellemrum, selv om der ikke sker ret meget.

Handlekraft

Et eksempel på den vægt, der lægges på at demonstrere evnen til at handle lynhurtigt, var en facebookopdatering fra Radio24syvs dynamiske nyhedschef, Simon Andersen, der tre timer efter den første flashmeddelelse om tragedien i München, skrev:

»Radio24syv afbryder fra klokken 23 de almindelige udsendelser og sender nyheder, perspektiv og debat på det formodede terrorangreb i München – lyt med hele natten.«

Læs også: Tyske alarmtilstande

Nogle timer senere svarede en mand ved navn Niels Graverholt på Simon Andersens væg:

»Hvis man har behov for at blive underholdt, så gør TV2 News det nok lidt bedre, end I kan – og så endda i farver :)«

Nu er der ingen grund til at bruge smileyer, når ni mennesker har mistet livet, men Niels Graverholts kommentar giver i al sin sarkasme en del af svaret på den igennem flere år opskruede live-dækning af dramatiske begivenheder i ind- og udland.

Smitte-effekt

Tankevækkende er det også, at skyderier som det i München ofte følger kort efter andre højtprofilerede massakrer.

I 2015 offentliggjorde en gruppe forskere fra Arizona State University en rapport, der på grundlag af data fra en række skoleskyderier i USA mente at kunne fastslå, at der var en dokumenteret ’smitteeffekt’, hvor flere tragedier fulgte tæt efter hinanden. Altså at et massemord, inspirerede til et nyt.

»Vi fandt ud af, at smitteeffekten afhang af, hvor stor medieopmærksomheden var,« sagde lederen af undersøgelsen, professor Sherry Towers til Newsweek i juli 2015.

En anden forsker, Park Dietz fra the Threat Assesment Group sagde til Al-Jazeera, at han troede, at normale afbalancerede mennesker aldrig ville drømme om at begå massemord, bare fordi de så nyheder om det.

»Men i ethvert nyhedspublikum er der altid et antal folk i risikozonen, inklusive selvmordstruede, vrede, paranoide og bevæbnede mennesker.«

Ingen forskning

Den amerikanske kongres har i årevis blokeret finansiering af mere omfattende forskning af sammenhængen mellem mediedækning, massemord og våbensalg. Efter intens lobbyvirksomhed fra den amerikanske våbenlobby.

Vi ved altså ikke, hvor meget en stram våbenlov begrænser den type massemord. Tyskland har stramme våbenlove, men det forhindrede ikke München-mordene i fredags.

Og søndag udløste en 27-årig afvist asylansøger en selvmordsbombe ved en festivalplads i Ansbach, hvor 12 personer blev såret, og han selv døde.

Det er således tredje gang i løbet af de seneste 14 år, at Tyskland er vidne til skyderier af den art. Og vi ved nu, at gerningsmanden til fredagens mord før sin handling nøje havde studeret en række amerikanske skoleskyderier, ligesom han tilsyneladende også nøje havde sat sig ind i Breiviks massakre på Utøya i Norge og valgt netop femårsdagen for den blodige norske terrorhandling.

Ali Sonboly var tysk af iransk herkomst. Han havde dobbelt statsborgerskab.

Og i vores del af verden, hvor ordet ’terror’ næsten er synonymt med islamistisk fundamentalistisk inspirerede myrderier, var alene den forstyrrede mands etniske baggrund nok til at starte en lavine af spekulationer, selv om det tyske politi hurtigt var ude med et dementi af rygterne om en islamistisk terrorhandling. Men da havde medierne spekuleret i timevis om netop dette.

Erfarne politifolk ved selvfølgelig godt, at spekulationer kan være skadelige.

Da ni mennesker blev skudt og 20 såret i staten Oregon i 2015, nægtede den lokale sheriff John Hanlin at give medierne navnet på gerningsmanden fordi han ikke ville »inspirere andre mordere der ønskede at blive berømte«.

Hans udtalelse blev refereret af adskillige breaking news-stationer, efterfulgt af navnet på morderen.

Tilbageholdenhed og diskretion omkring selvmordere og ofre er ikke en del af breaking news-kulturen.

Men medierne står over for et dilemma. Nyheder skal selvfølgelig dækkes. Spørgsmålet er hvor meget, hvor detaljeret, hvor længe?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Keld Albrektsen

Endnu engang en tankevækkende "klumme" (i mangel af bedre...) fra Lasse Jensen!

Måtte fornuften brede sige til resten af standen...

Keld Albrektsen

... brede sig...

Vi mangler stadig at kunne redigere vores ivrige slåfejl :-)

Den massive pressedækning af terror og deslige er en uundværlig hjælp i terroristernes arbejde for at sprede frygt. Uden omtale ingen virkning. Måske man kunne udvikle presseetiske regler à la dem om gidseltagning. Her er der næsten enighed om ikke at skrive indgående om de gidseltagne, idet dette øger den pris, det koster af få gidslerne frigivet. Ligeså forståeligt det er, at der er breaking news, ligeså skadeligt er fænomenet, jf. i øvrigt Politikens Jakob Sheikh http://politiken.dk/debat/klummer/jakob_sheikh/premium/ECE3311156/medier...

Herman Hansen

Hvorfor skal vi kun høre, hvad Erdogan mener om EU og CEPOS om Danmark?

...Hvor i al verden er vores folkevalgte politikere henne?

Søren S. Andersen

Presseetik går jo bare ud på at skjule kendsgerninger og undertrykke synspunkter. Det svarer til, at der bringes et billede af en nøgen kvinde, hvor kønsorganer og bryster er dækket til med sorte streger, fordi beskueren antages at tage skade af at se det hele.

Presseetik er foragt for publikum. Det er udtryk for en dødssyg paternalistisk holdning, at én eller flere personer, der opfatter sig selv som tilhørende en særlig højtstående variant af menneskeheden, sidder og vurdere, hvad vi andre kan tåle at se og høre.

Anne Eriksen

Det drejer sig om sensationer!
Noget, vore politikere kun leverer i økonomi og effektiviseringer. De kan dog hurtigt strikke en ny lov sammen, hvis der sker noget - bare én gang

Anne Eriksen

Søren S. Andersen,
Ikke kun pressen eller regeringen...
Også f.eks Sundhedsstyrelsen og andre højtstående, vejledende organer!

Kurt Nielsen

Der er vel brug for, at pressen får en formel rolle i den demokratiske styreform så dens selvpålagte rolle som den 4. stasmagt kan komme ind under en lovgivning som er ansvarspådragende.

Som det er nu, har pressen jo en entydig oplagt interesse i at puste til ilden, så der kan komme stedse flere breaking-news sensationer.