Læsetid: 6 min.

Psykisk sårbare unge står i ingenmandsland

Et stigende antal unge kæmper med angst, depression, tvangstanker og selvskade. Ifølge eksperter mangler der et tilbud til den gruppe af unge, der er for raske til psykiatrien, men ikke trives i en hverdag præget af præstationspres
1. august 2016

Halvdelen af unge kvinder mellem 18-34 år kæmper med psykiske problemer. Og hver fjerde kvinde mellem 26-34 år kæmper med psykiatriske diagnoser eller tegn på angst og depression.

Det viser en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden. Alligevel er det småt med behandling og forebyggelse af de børn og unge, der har det psykisk svært.

Mange af dem er nemlig ikke syge nok til at komme i behandling i psykiatrien, men heller ikke raske nok til at klare en uddannelse og en ungdom præget af stadig højere krav til præstation, fleksibilitet og et perfekt liv, forklarer en række eksperter.

Formand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, mener, at der er et gab imellem det behov, der er for at hjælpe børn og unge med psykisk mistrivsel, og de tilbud, der er, fordi en stor gruppe ikke falder ind under børne- og ungdomspsykiatrien.

»Når du stiller psykiatriske diagnoser, skal man opfylde nogle bestemte betingelser for at have en bestemt sygdom. Men selv om de ikke har alle de symptomer, der skal til at få en diagnose, så har mange af de unge det rigtigt skidt,« forklarer hun.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Martin E. Haastrup
Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Martin E. Haastrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Munk Molke Rediin

Hvordan kan det være, at artiklen kun fortæller os om pigernes problemer og samtidig i overskriften postulere at handle om unge?
Betyder det at drenge og unge mænd ikke har psykiske problemer?
Eller betyder det at hverken forskere eller Information gider at beskæftige sig med det?
Eller betyder det at man forsøger at kamuflere en kønnet problematik som noget alment?

Jeg synes kønsperspektivet i en artikel som denne går hen og bliver elefanten i rummet, som ingen taler om.

Søren Nørgaard

Til artiklens forfattere
Jeg mangler altså en journalistisk vinkel - at i forholder jer kritisk til de interessent-eksperter, i refererer. Uden kritisk tilgang er i jo blot talerør for psykiatriens lobbyister.
Er det overhovedet relevant med psykiatrisk/behandler intervention overfor forhold, der i kraft af deres omfang og karakter må forstås som symptomer på usunde samfundsforhold? Er det ikke sådan, at behandlertilgangen per definition udgør en individfokusering, der understøtter en usund samfundsorganisering?

Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Kurt Nielsen og Marian B. Goldstein anbefalede denne kommentar

Samfundet er måske i så gennemfeminiseret alligevel, som nogen prøver at bilde os ind - eller også er det i en sådan grad, at kvinderne heller ikke selv kan holde det ud ...

Niels Duus Nielsen

"Lad dem dog slå nogle skæverter, og nedsæt så forventningspresset til børn og unge."

Præcis.

I min generation fik vi lov til at løbe hornene af os, samtidig med, at der sideløbende blev prædiket personlig ansvarlighed fik tudet ørerne fulde med, at det var en ond verden, der ventede os derude.

Det er mit indtryk, at de unge i dag har det lige omvendt: De skal gennemføre alt uden svinkeærinder på normeret tid eller helst hurtigere, samtidig med at de får at vide, at de, som gør som der bliver sagt, lever i den bedste af alle verdener. Så virkeligheden - som jo er ond - slår dobbelt så hårdt når den rammer den uforberedte.

Sådan lommefilosofisk set.

Poul Sørensen

Så lang tid tilbage som jeg kan huske, så har man været bekymret over at unge kvinder kan blive deprimerede.... og medicinen er den samme som altid nemlig, at en flok middelalderlige mænd sætter sig sammen for at diskutere, hvorfor kvinder ikke bare kan affinde sig med samfundet og alting i almindelighed... hvad var det man sagde dengang: "samlebåndet" bider jo ikke og det kræver ingen omtanke at arbejde ved.
I Sverige gjorde man det i 70'erne at man afsatte 2 timers betalt arbejdstid (husker ikke det præcise antal), hvor kvinder satte sig sammen og diskuterede deres arbejdsplads og hvordan den kunne gøres bedre og det var en kæmpesucces ... for kvinderne altså.... kapitalisterne syntes til gengæld det var synd for dem selv.
-

Tak. Jeg har efterlyst den samfundsmæssige vinkel i relation til en anden artikel i dagens avis. Her er den så, lidt...

Jeg er dog enig med Søren Nørgaard, der skriver:'Er det overhovedet relevant med psykiatrisk/behandler intervention overfor forhold, der i kraft af deres omfang og karakter må forstås som symptomer på usunde samfundsforhold?'

Vi er vel nødt til fremover, at vælge politikere til Folketinget, der kan og vil skabe rammerne for et ordentligt samfund. Så kan vi måske spare lidt på udgifterne til individuel 'behandling'.

Kan det måske ikke bruges til en journalistisk vinkel overfor de nuværende politikere, i stedet for hele tiden at afkræve fagpersoner ansvaret for den skæve samfundsudvikling? Den har de jo ikke større indflydelse på end du og jeg.

Lise Lotte Rahbek

Jeg tilslutter mig samfundssynsvinklen.
Det er ikke de unge, der individuelt er noget galt med og som skal i behandling.

Der går rivende galt når økonomien sættes som målet for samfundets samlede indsats, fremfor som det middel, der gør os i stand til skabe et bedre samfund for alle !
Man har spændt vognen for hesten, og det lider vi allesammen under. (mænd, kvinder, transkønnede, unge gamle og børn. Alle.)

Karsten Schiøtz

Jeg har et stort ønske om at journalister og professionelle der arbejder med disse problemstillinger begynder at skifte fokus. Et fokus der primært er rettet mod at konstatere hvordan forholdene er og en formidling af en masse nedslående tal for hvordan det står til.
Jeg og mange andre ønsker at fokus skal rettes mod de rigtig mange alternative hjælpeformer, teknikker og metoder der findes. Metoder der ikke er ontologisk funderet (dvs. at resultater kan bevises videnskabeligt) men fænomenologisk funderet (dvs. at resultater er erfaringsbaserede uden at det kan bevises videnskabeligt). Desværre er det 95% af alle eksperter der bliver spurgt og undersøgelser der henvises til, der har et ontologisk afsæt og de resultater viser med al tydelighed at de metoder der anvendes IKKE knækker den negative tendenskurve. Så lad os dog undersøge hvad de fænomenologiske metoder kan bidrage med - lad os lave nogle pilotprojekter der viser hvad resultater der kan bringes - hvad er det værste der kan ske?

En i al hast af undertegnede foretaget undersøgelse har vist at eksplosionen af undersøgelser, der er foretaget de sidste 30-40 år er blevet modsvaret af en tilsvarende eksplosion i antallet af bøen og unge med psykiskw helbredsproblemer.

Poul Sørensen

Jeg tror at man kan fastslå med 100% sikkerhed at vi har indrettet et mands samfund, men der er selvfølgelig altid nogen (Trump typer eksempelvis) der nægter at se den vinkel...