Nyhed
Læsetid: 3 min.

Sigtelse mod tidligere lejrchef droppet

Anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har ladet sigtelsen mod den tidligere lejrchef og to medarbejdere fra Asylcenter Næstved frafalde. De var sigtet for at have lagt en asylansøger i benlås, men har ifølge politiet handlet i nødværge
Indland
29. juli 2016

Sigtelsen mod den tidligere lejrchef for Asylcenter Næstved og to medarbejdere, der lagde en asylansøger i benlås, er frafaldet. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Episoden, hvor asylansøgeren blev lagt i benlås, kom frem, efter Dagbladet Information bragte artiklen ’Lejrchef spredte frygt blandt asylansøgere’ den 14. maj.

Her kunne Information på baggrund af interview med 18 kilder fortælle, at den tidligere lejrchef ifølge kilderne benyttede sig af trusler, fysisk magt og kollektiv afstraffelse. Information bragte også videoer af en episode, hvor lejrchefen og to medarbejdere lagde en asylansøger i benlås.

På videoerne kan man ikke se, hvad der går forud for episoden, men den tidligere lejrchef har i et skriftligt svar til Information i maj fortalt, at asylansøgeren truede ham på livet. Det afviser asylansøgeren.

Advokaturchef Michael Boolsen fortæller, at politiet i forbindelse med efterforskningen af sagen har talt med en række personer, der var tilstede i lejren.

»Ud fra de samlede forklaringer i sagen har vi skønnet, at han (lejrchefen, red.) har handlet inden for det, man kalder lovlig nødværge,« siger han.

Den tidligere lejrchefs advokat, Torben Koch, er tilfreds med afgørelsen.

»Det, jeg hæfter mig ved, er, at man fra politiets side har skrevet, at sigtelsen var ’grundløs’. Dermed fortæller man omverdenen, at der på intet tidspunkt har været noget som helst i denne her sag,« siger Torben Koch.

Til det svarer Michael Boolsen, at »det er Torben Kochs udlægning«. Han forklarer, at det er almindelig praksis, at man først sigter for derefter at lade sigtelsen frafalde, når man har fået sagens akter.

»Det er jo altid et øjebliksbillede, man agerer på, og derfor må man bare sige, at når vi får sagens akter med alle vidneafhøringerne, så vurderer vi det ud fra det,« siger han.

Politiet har med denne afgørelse samtidig rejst tiltale mod den pågældende asylansøger for vold og trusler om vold begået mod lejrchefen og de to medarbejdere.

Kritik af kommunen

Efter at Information forelagde Langeland Kommune, der driver Asylcenter Næstved, oplysninger om lederen, blev han fritstillet og fratrådte sin stilling 1. juni. En uge senere valgte kommunen at politianmelde episoden omkring benlåsen på Asylcenter Næstved.

Ifølge Torben Koch har kommunen ikke håndteret sagen korrekt: »Det ville have klædt Langeland Kommune at have indkaldt den tidligere lejrchef og de to andre til en samtale for at spørge dem om, hvorfor de handlede, som de gjorde. I stedet for bare at skride til bortvisning og politianmeldelse,« siger han og oplyser, at den tidligere lejrchef ønsker at få sin stilling tilbage.

»Der er intet at bebrejde ham, så han vil meget gerne have sit arbejde tilbage‚« siger advokaten.

Asyldirektør for Langeland Kommune, Sisi Eibye, siger i en pressemeddelelse, at Langeland Kommune ikke fortryder, at de politianmeldte den tidligere lejrchef:

»Jeg tager politiets og anklagemyndighedens afgørelse til efterretning og noterer med tilfredshed, at vi anmeldte hændelsen, således at der har kunnet pågå en uvildig undersøgelse af episoden. Det er naturligvis i vores interesse som arbejdsgiver at få sagen grundigt belyst. Med hensyn til centerets forhenværende leder kan jeg ikke kommentere yderligere på sagen, da det er en personalesag. Jeg kan dog henvise til, at centerlederens fratrædelse er sket efter gensidig overenskomst mellem ham og Langeland Kommune.«

Torben Koch afviser på vegne af sin klient, at der var tale om en gensidig aftale mellem den tidligere lejrchef og Langeland Kommune.

»Nej, det var det på ingen måde. Han blev presset til at skrive under,« siger Torben Koch.

Information har talt med Langeland Kommune, der ikke har yderligere kommentarer i sagen.

Det har ikke været muligt at få fat i den sigtede asylansøgers advokat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Hvad var det nu der stod i avisen forleden dag - var det ikke noget med Søren og Eddy og undskyld og Poul Madsen?

Anne Eriksen, Oluf Husted, Hans Aagaard og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Skulle denne, meget sent ude, artikel, ikke ha' været: "Velkommen på Forsiden" i.s.f. side syv?

Dorte Sørensen

Skal "vi" ikke takke Information for at sætte fokus på asylsøgernes behandling - herunder de de signalpolitiske teltlejre, der også er økonomisk dyre at drive med eller uden asylansøgere - VAR det ikke det artiklerne handlede om, så at videoer med benlås kom med viser i mine øjne, at denne asylansøger ikke burde være anbragt i den lejer men på et behandlingssted.

Henrik Bjerre

@Dorte Sørensen

Selvfølgelig skal Information bruge den kritiske presses grovfil overfor teltlejrene - men her forfulgte man først og fremmest en enkelt embedsmand der passede sit ikke helt lette job - med at holde styr på både de gode og de slemme.

Man kunne så let som ingenting have gjort noget andet. Taget videofilmen af benlåsen til enten kommune eller politi og afvente politiets undersøgelse af sagen. I stedet valgte man at skabe en sag på et løst grundlag.

Oluf Husted, Claus Nielsen, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Hans Aagaard og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Henrik Brøndum

Du skal ikke forvente bodsgang eller undskyldninger fra pressen - heller ikke Information.

Har du set en undskyldning til Esben Lunde Larsen efter David Rehling på lederplads beklikkede hans personlige moral og akademiske ære - ikke engang i dagens omvendte interview får David Rehling sneget en beklagelse ind.
Espen Lunde Larsen blev af Teologisk Fakultet pure frifundet for plagiat i sin ph. d. afhandling.

http://teol.ku.dk/nyheder/nyheder2016/rettelsesblad/

Eller længere tilbage - Henrik Gade Jensen sagen, hvor Information sværtede Henrik Gade Jensen med Nazi-kosten. Daværende chefredaktør, David Trads, har langt senere undskyldt; men ville ikke medvirke i "Hængt ud på forsiden"

Journalisten Rasmus Lindboe har senere haft en god karriere: TV2, pressechef for Radikale Venstre og nu pressechef for Advokatsamfundet. Han nægter at give Henrik Gade Jensen en undskyldning eller forsvare sin artikel - for slet ikke at tale om at gå på TV og forklare sig.

Information selv? - total radiotavshed.

Claus Nielsen, Christian Heebøll-Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

@Torben Lindegaard

Jeg synes egentlig ikke det betyder så meget med undskyldninger fra presse og politikere. For mig er en undskyldning at åbne sit hjerte og bede om forladelse overfor den man har gjort noget forkert overfor. Den kriminelle kan gøre det overfor sit offer, den utro ægtefælle kan gøre det etc. Hvis man er religiøs kan man også bede sin Gud om forladelse for sine synder - og jeg hader så udtrykket "at give en undskyldning".

I pressen/forsideofferet er der jo sjældent noget tæt personligt forhold - så her passer et rimeligt dementi og nogle kolde kontanter bedre ind. Nu kunne jeg bare ikke nære mig - da Information for nylig selv har efterspurgt en undskyldning fra Poul Maden, Ekstrabladet.

Jeg synes Elton John ramte hovedet på sømmet med sin: "They can call me a faggot boy, they can call me an old jar ...... but when they say something which is not true - I will sue them to hell!"

Pressen er nødt til at være selvhævderisk og selvretfærdig - ellers kan den ikke matche de magthavere den skal kontrollere (Ligesom der er forskel på Mark Zuckerberg og mig - er der for det meste også en grund til at man er journalist og ikke statsminister eller koncerndirektør for Maersk. Det ville heller ikke være til at holde ud hvis vi hele tiden skulle høre på flæbende journalister og redaktører).

jens peter hansen

Alle andre aviser havde nyheden i går før kl. 12. Hm,hm.

Dorte Sørensen

Henrik Brøndum
Ja politiet har frafaldet sagen, men Langeland kommune fortryder ikke deres politianmeldelse og vil ikke genansætte den tidligere lejrchef. Så mon der ikke er mere i den sag end advokatens udlægning.

Henrik Bjerre

@Dorte Sørensen

Det kan ikke udelukkes - men skal jeg forstå at du forsvarer Langelands kommunes handling med et "der går jo ikke røg af en brand uden ild" argument?

Jeg forholder mig ikke til hvad Langeland kommune gør eller har gjort - offentligheden har jo ikke kendskab til personalesagen - kun til politanmeldelsen og avisartiklerne. Når personalesagen nu har vundet offentlig bevågenhed - kunne man håbe, at der blev rejst en erstatningssag om uberettiget fyring der kunne afklare den - men lejrchefens egne interesser på arbejdsmarkedet er selvfølgelig vigtigere for ham - end offentlighedens behov for en afklaring.

Dorte Sørensen

Ja Henrik Brøndum så må "vi" se om lejrchefen ønsker en retssag . Jeg ved ikke hvad der er oppe og ned i denne sag, men en erstatningssag kunne være god så "vi" måske kunne få hoved og hale på sagen. Men måske finder lejrchefen, det bedst for ham selv ikke at rejse en erstatningssag. Det må tiden vise.

Anne Eriksen

Langeland Kommune har nok mere deres eget i tankerne...
Et længerevarende forløb af denne karakter, som fik lov til at fortsætte - og fortsætte - med dygtige og fantasifulde udlægninger på nettet via forargede bemærkninger falder på jorden.
Det kunne være forudsagt, men "sager" er oppe i tiden og alle vil have "friske fisk - rygter", hvad enten det gælder attentater/ bomber eller forsvundne personer.

Og så går man til næste sag!
Det samme er aktuelt med politikere - næser og afskedigelser - videre. Undskyldninger er ikke helt det samme som redelighed, vel?