Læsetid: 7 min.

’Jeg har svært ved at genkende ord, men det går fremad’

Anbragte børn er en af de mest udsatte grupper i samfundet. De klarer sig markant dårligere end deres jævnaldrende. Ikke kun fagligt, men også socialt. Derfor har organisationen ’Lær for Livet’ sat livsduelighed på skemaet, så anbragte børn kan få mere selvtillid og blive bedre til at samarbejde
12-årige Emma Krog Nielsen hjælper den ’blinde’ gennem ‘junglen’ og op til templet, hvor han får sit syn igen.

Sigrid Nygaard

7. juli 2016

Landets skoleelever er gået på sommerferie, men udenfor siler regnen ned. På fliserne omkring Osted Fri- og Efterskole nær Roskilde kan man lige akkurat ane, at her engang var tegnet en labyrint. Kridtstregerne er næsten skyllet bort.

Indenfor sidder 11 børn i alderen 12-13 i et klasselokale og bliver undervist i matematik. »Hvad er 100.000 divideret med 1000?« står der på en digital tavle. Nedenunder vises fire forskellige svarmuligheder. Alle børn har en iPad, hvorfra de trykker på det svar, de tror er det rigtige.

Kun tre børn svarer rigtigt på spørgsmålet. På en pointtavle kan man se, hvem der har svaret rigtigt flest gange. ’Red Girl’, ’Traktortræk’, ’Boykiller’ og ’Vært Flæsk’ placerer sig i toppen.

Hvis ikke man ved det, er det ikke til at se, at alle børnene har én bestemt ting til fælles. De er anbragte og bor ikke hos deres biologiske forældre. Nogle børns forældre er døde, andre er psykisk syge, misbrugere eller for ressourcesvage til at have ansvaret for deres børn.

Godt 100 anbragte børn har sagt ja tak til at bruge fjorten dage af deres sommerferie på Learning Camp hos organisationen ’Lær for Livet’.

Projektet er unikt, fordi det repræsenterer en anderledes tilgang, hvor formålet ikke er at gå i dybden med børnenes negative bagage, men at styrke dem fagligt, så de får de bedste forudsætninger senere i livet.

Blandt de mest udsatte

»Anbragte børn er én af de mest udsatte grupper i samfundet,« siger Illa Westrup Stephensen, som er direktør i ’Lær for Livet’.

Organisationen er sat i verden, fordi anbragte børn klarer sig for dårligt i skolen. Kun 30 procent af alle børn anbragt uden for hjemmet gennemfører en ungdomsuddannelse mod 80 procent af deres jævnaldrende.

Anbragte børn har samme IQ som andre børn, så de burde klare sig lige så godt som deres klassekammerater. Ifølge Illa Westrup Stephensen skyldes den kedelige statistik, at anbragte børn er tynget af deres bagage.

»De har oplevet miljøskift, skoleskift og sammenbrudte anbringelser. De har så mange andre problematikker at slås med, at det ikke er bogligheden, der har førsteprioritet. De bliver derfor ikke mødt med samme faglige krav og forventninger som deres klassekammerater,« siger Illa Westrup Stephensen og går over mod skolens idrætshal.

Her er campchefen Carl Boserup i gang med at stille bukke, rullebræt og skummadrasser frem. Han gør klar til undervisning i faget Personal Learning, som er nyt på skemaet.

De foregående år har ’Lær for Livet’ haft fokus på matematik og dansk, men i år udvides der med dette fag i livsduelighed, fordi anbragte børn også ser ud til at halte bagefter, når det gælder de personlige og sociale kompetencer.

Fire drenge løber ind i hallen. De har alle en hårelastik i håret, så deres pandehår stritter op i luften som et lille springvand.

»Er der en fodboldspiller, som har sådan noget hår?« spørger Illa Westrup Stephensen.

»Næh,« siger en af drengene. »Vi er bare fire perker Teletubbies«.

En anden dreng skyller med lynets hast et glas koldskål ned.

»Årh, jeg er brandvarm,« siger han og kaster sig ned på en skummadras. »Det er derfor alle smelter, når de ser mig. Især pigerne«.

Carl Boserup samler alle børnene i en cirkel. Han får 12-årige Emma Krogh Nielsen til at læse, hvad der står på tre plakater, som er tapet fast på en buk.

»Vi gør det sammen. Vi udfordrer os selv, og vi bliver ved,« læser hun.

»Præcis,« siger Carl Boserup. »Det er tre sætninger, som vi skal bruge i dag«.

I Personal Learning præsenteres børnene for praktiske øvelser, som styrker deres selvtillid, selvkontrol og evne til at samarbejde.

SFI er netop nu i gang med en større undersøgelse vedrørende betydningen af livsduelighed, når det kommer til at styrke fagligheden blandt anbragte børn.

Undersøgelsens endelige konklusioner er først klar til efteråret, men ifølge forskeren bag, Mette Lausten, tyder meget på, at styrkelsen af de mere personlige og sociale kompetencer er vigtig, når det handler om at styrke anbragte børns faglighed.

Carl Boserup spørger om børnene kan mærke, at de sidder i en varm og fugtig jungle. Det kan de godt. Fra hallens musikanlæg strømmer junglelyde; fuglefløjt, insektsummen og våde dryp.

Børnene får tre minutter til at planlægge en strategi for, hvordan de vil få en blind mand gennem junglen, over floden, forbi rovdyrene og op på toppen af et tempel, hvor han kan få synet igen.

Ingen må sige noget, mens de hjælper manden gennem junglen, for så bliver de taget af rovdyrene. I nogenlunde tavshed danner børnene en menneskepyramide, som den blinde mand klatrer op på, hvorved han får synet igen. Børnene samles på en blå skummåtte og evaluerer på øvelsen.

»Hvordan kan vi gøre det endnu sværere, så vi udfordrer os selv?« spørger Carl Boserup.

Emma Krogh Nielsen foreslår, at man kun må bruge én hånd. 13-årige Camille Hedehøj synes, rovdyrene skal komme, hvis blot nogen siger den mindste lille lyd.

Carl Boserup roser ideerne, kalder dem »fede« og lader børnene køre øvelsen igennem en gang mere med de nye udfordringer. Alle bevæger sig denne gang helt stille og dybt koncentrerede gennem junglen.

»Hvad gjorde det ved øvelsen, at I udfordrede jer selv?« spørger Carl Boserup, da børnene igen sidder på skummadrassen.

»Den gjorde den sværere og sjovere,« siger Emma Krogh Nielsen. »Når vi udfordrer os selv, bliver det sjovere,« siger én af drengene og peger på plakaten, hvor på der står: Vi udfordrer os selv. En anden dreng siger, at han fik mere selvtillid, fordi det kræver mod at få bind for øjnene og turde stole på de andre.

Normalitetsfølelse

Nogle børn er i stand til at sætte ord på, hvad den dybere mening med faget PL er. Andre oplever blot timerne som en slags voksenstyret leg. Både Emma Krogh Nielsen og Camille Hedehøj forklarer, at øvelserne handler om samarbejde, om at blive enige, og om at lære, at det er o.k. at lave fejl.

Camille Hedehøj går i 7. klasse i en skole i Faxe og har langt, lystbølget hår og træningstøj på. Hun er glad for at være på campen, men fortæller, at hun indimellem har brug for at trække sig et kort øjeblik.

»Det er hårdt, fordi man bruger sin hjerne meget og hele tiden udfordrer sig selv,« siger hun.

Hun er ikke vant til at være så meget på. I sin almindelige folkeskole har hun ofte svært ved at følge med i den almindelige tavleundervisning. »Jeg vil gerne have en uddannelse, men jeg er ikke den bedste i skolen. I engelsk er jeg på toppen, men jeg har svært ved de andre fag,« siger hun.

Emma Krogh Nielsen kommer fra Odense og går i 6. klasse. Hun vil også gerne have sig en god uddannelse.

»Jeg er ligeglad med, at det er sommerferie lige nu. Jeg vil bare gerne lære at læse og skrive. Jeg vil måske gerne være skolelærer, så jeg kan hjælpe ordblinde børn. Jeg er selv ordblind og er ikke blevet hjulpet særligt meget. Jeg har svært ved at genkende ord, men det går fremad her på campen, fordi vi lærer på en helt anden måde, end vi gør på min skole«.

Et fagligt frirum

’Lær for Livet’, som nu kører på fjerde år, har gode erfaringer med at styrke anbragte børn fagligt. Sidste år forbedrede børnene sig på fjorten dage i gennemsnit 1,13 læringsår i matematik og 0,88 i læsning. Et læringsår svarer til en elevs gennemsnitlige udbytte af undervisningen på et skoleår.

Ude på gangen er børnene på vej rundt mod dagens næste moduler. En pige har et meget gult Pokémon-kostume på. Et par drenge mere med springvand i håret, drøner forbi.

Et barn er i gang med at fortælle et andet barn om sin sagsbehandler. Her fornemmer man, at børnene har noget til fælles, som andre børn som regel ikke har kendskab til.

De kan alle tale et særligt kommunalt lingo. De har et kendskab til kommunen, som almindelige børn ikke har. De er sat godt ind i ting vedrørende sagsbehandlere og aflastningsfamilier, men kan have svært ved at regne og skrive.

Illa Westrup Stephensen fortæller, at børnene er meget bevidste om deres identitet som anbragte børn, og at mange af ’Lær for Livets’ learning kids ofte nævner, at det er rart at møde nogen, der ligner dem selv. »Det giver dem en normalitetsfølelse,« siger hun.

Hos ’Lær for Livet’ går man meget op i at give børnene et fagligt frirum.

»Hvis børnene vil fortælle om deres baggrund lytter vi, men vi spørger ikke ind til deres fortid. Den er der en lang række dygtige professionelle, som kender og beskæftiger sig med.

Vi fokuserer på det faglige. Hos os er der fokus på, at børnene skal blive dygtigere, så de kan få en ungdomsuddannelse. Al forskning viser, at uddannelse er en beskyttelsesfaktor mod udsathed. Vi dyrker ikke deres fortid, for den bliver dyrket alle andre steder«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
  • Robert Kroll
Karsten Aaen og Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Denne artikel bude allerede have givet anledning til en række engagerede kommentarer til støtte for børnene
- men de" nære" tragedier om børn "forsvinder" næsten altid ved siden af de" fjerne" tragedier om politikeres fejltagelser i fjerne lande , som alle "kandestøbere" elsker at træde rundt i.

Liliane Murray

Ja, man kunne spørge sig selv, hvad er egentlig det bedste for disse børn, de kan af den ene eller anden årsag ikke blive i hjemmet, for det fungerer ikke, men anbringelse uden for hjemmet, heller ikke, men godt der er nogen initiativer igang.