Det tager 42 sekunder i rask trav at nå fra metroen og ind i Fields, væk fra vinden i Ørestad, der blæser en halv pelikan. Jan Gehl ved det, for han har målt det.
Pladsen ved foden af metrotrapperne var ellers tiltænkt som hjertet i Ørestad City, et opholdssted fyldt med udeliv, men folk flygter derfra.
»Ud af de 12 kvalitetskriterier for gode byrum, vi har været med til at udtænke, er det lykkedes at overse de 13 i udformningen af Ørestad City,« gnægger den snart 80-årige byplanlægger, der er stifter af Gehl Architects.
Der er sagt og skrevet meget grimt om Ørestaden, der blev annonceret som et knudepunkt for Ørestadregionen, men er endt som en parcelhusforstad i ni etagers højde.
Når bydelen stadig er værd at fremhæve, skyldes det ifølge Jan Gehl, at Ørestaden er et vigtigt pejlemærke for, hvordan København risikerer at udvikle sig de kommende årtier.
Læs også: Nu skyder København i vejret
»Jeg har de her fantastiske avisudklip fra begyndelsen af 90’erne om, hvad planlæggerne sagde om den kommende Ørestad. Den skulle blive intim og hyggelig, den skulle afspejle traditionerne fra København. Men så kom man i stærk pengenød, fordi der skulle skaffes penge til at finansiere den der sporvogn (metro, red.). De blev ved med at lægge flere etager på, så det blev mere koldt og blæsende og skyggefuldt, for at skaffe et overskud. Det var en ulykkelig kombination.«
»Nu er det den samme økonomiske kobling, der er lavet i Nordhavn, som vi nu skal udvikle for at skaffe penge til en ny sporvogn. Det er et meget dårligt udgangspunkt for at lave en god by. I planerne for Nordhavn og Carlsberg Byen har man dog lært meget af Ørestaden, men jeg er meget bekymret for, om man kan holde dem denne gang. De sagde lige så flotte ting om Ørestaden, indtil de fattedes penge,« lyder kritikken fra Jan Gehl.
»Problemet er grundlæggende, at det er blevet kapitalkræfternes behov for afkast, der indsnævrer mulighederne for at skabe ’den gode by’. Det burde være omvendt; kravet om den gode by burde tøjle kapitalkræfterne.«
Et internationalt forbillede
Information møder Jan Gehl i starten af Vesterbrogade, hvor hans arkitektfirma breder sig over to etager i den lyse ejendom. På bordet ligger bøger om indretningsdesign på japansk.
Op ad endevæggen står store plancher med før-efter foto af byfornyelsesprojekter, Jan Gehl har stået i spidsen for. Blandt andet Ashrafieyh-pladsen i Amman. Og Times Square, New York.
Siden Jan Gehl i 1971 udgav bogen Livet mellem husene, er han blevet fast pensum på arkitekt- og byplanlægningsuddannelser i hele verden.
Hans seneste bog, Byer for mennesker (2010), er oversat til 32 sprog, herunder en særlig indisk dialekt, han ikke kan huske navnet på, om end kalligrafien er smuk.
Jan Gehl er på finansloven, fordi han modtager støtte fra Statens Kunstfond frem til sin død. Pointen er, at det ikke er hvem som helst, der nu advarer mod Københavns udvikling.
»I mange år har jeg haft den oplevelse, at hver dag jeg står op, er København blevet lidt bedre end i går. Da min kone og jeg havde 45 års bryllupsdag for snart ti år siden, cyklede vi fra Vanløse og ind til byen, rundt over Islands Brygge og spiste frokost i Kødbyen. En tur på 20 km Det kunne vi ikke have gjort, da vi blev gift i 1960’erne. Er det ikke fantastisk, at to ældre mennesker sikkert og godt kan cykle gennem deres by sådan?« spørger Jan Gehl.
»Jeg kender en masse byer, hvor du med sikkerhed kan sige, den er blevet dårligere end i går. Der er kommet 200 ekstra biler, forureningen er værre, jeg skal komme efter dig. København, især på grund af de ældre bydele, er blevet et internationalt forbillede, fordi vi har udviklet en stor interesse for byens rum og liv. Men vi kan ikke leve på renomméet.«
’Den gode by’ forstår Jan Gehl som en bæredygtig by, der skaber livskvalitet for dens indbyggere, er sikker og adresserer de sundhedsproblemer, der uvægerligt opstår i en storby.
Kogt ned er han optaget af, hvorfor en plads som Skt. Hans Torv på Nørrebro myldrer med liv, mens den føromtalte plads i Ørestad City ligger øde og forladt.
»Jeg beskæftiger mig med mennesker som biologisk fænomen. Vi er ’gådyr’, lavet og sanset til at gå. De gamle byområder er lavet efter kroppen og sanserne, derfor føler vi os godt tilpas der. Det er sådan set gammel viden, men vi har glemt det de sidste 50 år med modernismen og bilinvasionen,« siger han.
Ifølge Jan Gehl er København blevet verdensmester i at lave ’den gamle by’ om, rydde op efter bilismen og genskabe gode byrum i centrum og brodistrikterne, som folk kan lide at opholde sig i.
Men i ’de nye byer’ som Ørestad, Amager Strand og nedre Islands Brygge har man glemt at tænke mennesket først. Han frygter, de gentager fejlen i nye projekter som Nordhavn og Carlsberg Byen. Ifølge Jan Gehl handler det om sansen for ’skala’.
»Vi har to skalaer. 5 km/t-skalaen, som er den menneskelige skala, når vi bevæger os rundt. Det er Venedig, Dragør, Ærøskøbing. Og så har vi 60 km/t-skalaen, som er Ørestad eller Dubai. Du skal køre i temmelig høje hastigheder, før der bliver tæt mellem stimulationerne. Den menneskelige skala er blevet tabt, fordi vi er blevet skrupforvirrede af biler, der kører hurtigt og skal have meget plads. Mit forskerliv har gået ud på at pege på, at her tabte vi noget i farten. Noget, der er meget vigtigt, som vi nu samler op og genindfører.«
Han er derimod ikke optaget af det voksende skel mellem rig og fattig i København, som han ser som en politisk udfordring. Det er ikke et hensyn, byplanlægningen og arkitekturen må lade sig bremse af, mener han.
»Vi skal jo ikke lave smallere fortove eller en grimmere by for at gøre den mindre attraktiv og derfor billigere at bo i. Det er jo vanvittigt. I stedet må vi lave endnu flere byrum af samme høje kvalitet,« siger Gehl.
Masser af gode eksempler
Finansieringsmodellen, hvor salg af byggegrunde skal finansiere metrobyggeriet, har vist sig at være et problem for den politiske planlægning af Københavns udvikling. Sådan behøver det ikke at være, mener Jan Gehl.
Han understreger, at der ikke findes et eneste byplanlægningsmæssigt problem, der ikke er blevet løst ét sted i verden. Det handler bare om at identificere og tage ved lære af de gode eksempler.
»Vi var med som konsulenter på Aker Brygge i Oslo, hvor vi mødte nogle ejendomsudviklere, der havde en fantastisk god fornemmelse for, hvad det drejer sig om. De sagde, at det var kvaliteten af rummet i byen, der gav bykvarteret sin prestige og som gjorde, at folk gerne vil bo der og have kontorer der. Og de vidste, at det vigtigste for kvaliteten af byrummet er, at der sker noget i stueetagerne,« siger Jan Gehl.
»De udviklede så en teori om slet ikke at kræve husleje af stueetagerne – der skal bare være små enheder; blomsterforretninger, kiosker og gallerier. Interessante ting som gør, at byrummet bliver populært – og så kunne de sælge resten af etagerne meget dyrere!«
Jan Gehl opfordrer politikerne til at hamre huller i Fields, som i dag har Danmarks længste lukkede facade, og dermed tvinge livet ud på gaden.
I de nye byområder kunne politikerne med fordel lade sig inspirere af hovedgaden i Toronto og gaderne i Melbourne, hvor man har indført regler for, at arkitekturen skal give noget tilbage til byrummet, frem for kun at suge det ind. Ellers får de simpelthen ikke en byggetilladelse.
Og så burde de kigge grundigt mod Sverige.
»Jeg plejer at sige, at det bedste boligbyggeri i København er lige over vandet i Malmø. Det hedder Bo01 og er vel nok det mest visionære bydelsprojekt i Skandinavien i nyere tid. Jeg har svært ved at pege på en ny bydel i København, der er vellykket, men i Sverige kan jeg nævne fire-fem stykker,« lyder det.
»Det skyldes arkitektuddannelsen, at vi gør meget ud af form og æstetik her, mens svenskerne gør meget ud af samfundsmæssige problematikker. Fra at være en konkurrence om at lave gode byer er det i Danmark blevet en konkurrence om at lave parfumeflasker. Husene ligner jo flakonerne i min kones parfumeskab. Og vores arkitektur ér da også flottere, men i bebyggelserne har Sverige hele vejen igennem været foran Danmark.«
Nødvendighedens arkitektur
Når man snakker med politikere om byudviklingen i København, er fortællingen ofte en om ’nødvendighedens politik’.
Det gælder både den økonomiske gearing, at metroen skal finansieres af grundsalg i de nye byområder såvel som fortætningen af de gamle byområder, hvor man ved at bygge højt skal give plads til flere borgere i byen.
Aktuelt er der 44 nye højhuse på vej i København, som Information tidligere har beskrevet. Og det er meget dumt, mener Jan Gehl.
»Høje huse er den dovne arkitekts svar på tæthed. Jeg fraråder høje bygninger i alle områder, der er afhængige af vestenvind; Irland, England, Skotland, Norge, Holland og Danmark. For i de lande har du meget vind. Vi er afhængige af vinden, ellers kan vi ikke bo her. Vinden bærer kalorierne ind fra Golfstrømmen og sørger for, vi ikke ligner Alaska eller Sibirien. Vi skal være meget påpasselige med vinden, for klimaet er en skrøbelig størrelse i et land som Danmark. Bygger vi højt, går det galt,« siger han.
»Det vigtigste, der gik galt med Ørestad, er, at man ødelagde klimaet. Vi har lysregler i Danmark, så man placerede højhusene lidt for sig for ikke at skygge, men det gør de alligevel, og afstanden betyder, at vinden bliver trukket ned og hvirvlet rundt. Jeg har aldrig været et sted i verden, hvor det er rart at stå tæt ved et højhus. Og det er jo ikke tilfældigt, at den største tæthed af arkitektfamilier i Danmark bor i Kartoffelrækkerne.«
Men hvad så med nødvendighedens politik – at flere mennesker skal kunne bo på mindre plads?
»Langt hen af vejen kan du bygge tættere og lavere. Du behøver ikke gå i højden, men det kræver, at du arbejder bagdelen ud af bukserne for at lave et godt bykvarter, samtidig med du får en høj tæthed. Nørrebro er den tætteste bebyggelse i Danmark. Barcelona er en af de tætteste byer i Europa. Førnævnte Aker Brygge i Norge er et godt eksempel på noget, der faktisk er højt, men virker rimeligt lavt. Nogle gange kan du komme længere ved at arbejde intenst med tætheden, men det er også sværere. Det kræver, at lyset kan komme ind, at alle reglerne er overholdt.«
Han peger mod San Francisco, der i 1980’erne afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt man skulle bygge nye kontorhøjhuse i midtbyen, der ville skygge nedover Chinatown. Det lokale universitet lavede omfattende modeller, der viste, at husene ville give mere vind og mere skygge.
»Det blev ikke overraskende stemt ned af borgerne,« siger Jan Gehl.
Så lavede byen en regel om, at ingen ny bygning må skygge på modsatte fortov mellem kl. 10-17. Ingen ny bygning må give mere vind, end der er i forvejen. Og alle bygherrer skal komme med beregninger og vindtunnelforsøg, der viser, at deres bygninger overholder de krav.
»Og så er der ikke bygget flere højhuse i San Franciscos bymidte i snart 20 år. Jeg synes helt bestemt, man burde stille de samme byggekrav i Københavns Kommune.«
Mange af de problemer, moderniteten har skabt for byen, udspringer af bilrevolutionen i det 20. århundrede. 79-årige Jan Gehl ser sig som en genopdager af de ting, der har virket så godt i middelalderbyen.
Han håber, København vil holde et mere fast greb om de nye byområder og stille krav til investorer om, at bylivet skal trives.
Og han håber, at København også i fremtiden vil være en foregangsby, der skubber bilen ud og hiver mennesket ind som grundenheden, det hele drejer sig om:
»Det bør være et ubetinget krav, at vi skal gå og cykle så meget som muligt, det er vigtigt for helbredet og bæredygtigheden,« siger Jan Gehl og fortsætter:
»Bilindustrien vil om få år for–søge at narre os med selvkørende biler, men det er blændværk, vi ikke må lade os forføre af. København har i dag etableret visionære fodgænger- og udelivspolitikker. Det er prisværdigt, men vi kan gøre endnu mere. Vi kan gøre det bedre.«
Fremtidens København – kun for de rige?
25 års byfornyelse har gjort Danmarks hovedstad til en væsentligt flottere, men også dyrere by at leve i. Hver måned vokser byen med omtrent 1.000 indbyggere, og det lægger et enormt pres på byudviklingen. Men hvad er det for et København, vi gerne vil have om 25 år?
Information snakker med byplanlæggere, arkitekter, politikere og københavnerne om, hvilke udfordringer København står overfor. Og hvad vi kan gøre for at skabe en bæredygtig storby, der ikke kun er for de rige.
Seneste artikler
Dårlig byplanlægning: København er ikke designet til kvinder og ældre
25. juli 2016De offentlige rum i København bliver flittigt brugt af mændene, mens kvinder og de ældre i langt mindre grad er til stede. Det er udtryk for dårlig byplanlægning og arkitektonisk dovenskab, mener arkitekt, lektor og ph.d. René Kural. Men hvad for en by skal vi så designe?Hvor er strategien for at skaffe billige boliger til København?
13. juli 2016Københavns Kommune mangler en klar plan for at afhjælpe boligmanglen og de stigende huspriser i hovedstaden, lyder kritikken fra Arkitektforeningens direktør. Borgerrepræsentationen melder hus forbi – problemet ligger i Folketinget»København bliver en by for de rige – sådan er det bare«
11. juli 2016Hovedstadens tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen er stolt af den udvikling, han satte i gang i København i 2001-2010. Det var en ideologisk brydekamp om byens rum med Søren Pind og Mærsk Mc-Kinney Møller, men sejrene var større end nederlagene. Nu advarer han om, at der går ’et spøgelse gennem byen’ – opdelingen mellem de rige og de fattige
Hvor blev tankerne om børnevenlige boliger og boligområder af?
Siden min opvækst i 50’erne/60’ernei i børnevenligt nybyggeri med børnevenlige boligområder, er det kun gået ned af bakke. I 90’erne måtte jeg i lighed med andre borgere i Gladsaxe i forbindelse med en lokalplan i det centrale Søborg lægge øre til kommunens byplanafdeling bortforklaringer om krævede friarealer.
Argumenterne var at altaner indgik som acceptable friarealer og at hvis man vil tilbringe til i det grønne, så ville man tage sin bil til Nordsjælland.
Argumenter har fundet klangbund i hele samfundet og i dag er der ikke mange, som tænker på vores børn.
I dag synes det at være politikeres ønske om at efterlade synlige aftryk i de dele af samfundet, som de styrer. Selvoptagethed og forfængelighed og sammenfald med entreprenante kræfter synes at styre nutidens byudvikling.
Med tankerne om 44 højhuse skal al modstand mod maximal udnyttelse af byens arealer en gang for alle elimineres. Metoden med at overvælde modstandere bruge stadig oftere i Fokjetinget, men har nu også fundet anvendelse i en kommune.
Beklageligvis.
PS: Jeg havde i en kort periode Jan Gehl som lærer i byplanlægning på DTU i 1970'erne. Han er efter min opfattelse en meget indsigtsfuld mand og han efterlod en vedvarende viden og opmærksomhed hos mig om uderum og dermed tanker, som bør inddrages, når der bygges. Tanker som en bygningsingeniør desværre ikke kan bruges til ret meget, da det er arkitekter, som sætter dagsordnen sammen med bygherren.
Højhuse I Gladsaxe
Inden for det seneste årti har Gladsaxe Kommune seriøst overvejet, at bygge et højhus i rundkørslen i Buddinge. Huset skal/skulle kædes sammen med den planlagte(?) letbane.
Gladsaxe har ellers gennem tider haft mange problemer med høje huse, men det glemmer man åbenbart meget let.
Højhuse I Gladsaxe
Inden for det seneste årti har Gladsaxe Kommune seriøst overvejet, at bygge et højhus i rundkørslen i Buddinge. Huset skal/skulle kædes sammen med den planlagte(?) letbane.
Gladsaxe har ellers gennem tider haft mange problemer med høje huse, men det glemmer man åbenbart meget let.
Fantastisk artikel. Jeg har lige været på Manhatten - inklusive Times Square - og imponerende at høre at Jan Gehl har haft en finger med i spillet. Er det så bare fordi vinden ikke blæser fra vest at det er supergodt med megaskyskrabere på Manhatten? The City of New York havde arrangeret gratis udendørs Zumbaclass lige nedenfor mit 44 etagers hotel. Der var en lille plads med et springvand og der kørte nogle kebab-vogne ind hver morgen. Verdens bedste by. En skam at København - der ellers er i topklasse på mange områder - tabte Ørestaden på gulvet?
Hug gerne huller i Fields og send hellere end gerne de mange turister, den generelle trængsel og de nogle og tredive tusinde krydstogtsgæster på enkeltdage derud.
I centrum af København er man ved at gå til af trængsel. Christianshavn, som dog tidligere var nogenlunde fredeligt, minder om Strøget. Ikke mindst Metroen bidrager.
Enten skal man gå efter middelalderløsningen, med de intime byrum eller også give den Corbusier med fuld skrue, dvs. højhuse med masser af lys og luft imellem og en udsigt fra hver enkelt lejlighed, der rækker længere end til nabohuset. Bellahøj er et godt eksempel på det sidste. Det er når man sætter sig mellem de to stole det går galt, som det er gået i Ørestaden og så ender det i øvrigt altid med Jan Gehl får ret, på den lange bane. Hvad angår de gamle bykerner, så er de i forvejen så tætte at det som regel ikke går helt galt uanset hvad man gør. Det vidner de fleste store metropoler om. Ingen (måske lige bortset fra nogle excentriske afrikanere eller kinesere) kunne jo finde på at bygge en by a la New York fra scratch og alligevel er den ombejlet som aldrig før.
@Søren Kristensen
Jeg er ikke en excentrisk afrikaner eller kineser - og det er kun pengepungen der forhindrer mig i at bygge Ørestaden om til Nordens Manhatten!
Det er sjovt, at Jan Gehl i disse artikler (som der er skrevet i hundredevis af, hvor han altid skal ud til Fields med journalisten - en lidt doven skabelon, måske?) - altid bekvemt fortier, at han rent faktisk har været konsulent på lokalplanen for Ørestad Syd.
Jeg synes, det er relevant at nævne i denne sammenhæng, fordi han åbenbart ikke har noget imod at fortælle, at han har være konsulent på udformningen af Aker Brygge.
Jeg citerer hermed fra Dansk Arkitektur Centers hjemmeside:
"I forbindelse med lokalplanen for Ørestad Syd har arkitekten Jan Gehl lavet en rapport om mulighederne for at skabe et trygt og attraktivt byliv i området. Rapporten peger på to primære udfordringer. For det første er en generel tendens i nye byområder i forhold til gamle, at der, på trods af ambitioner om tæt bebyggelse, ofte vil være 'få mennesker på mange udearealer'. For det andet skal man være opmærksom på, at der med mange høje bygninger kan opstå skyggegener, vindturbulens og lukkede facadepartier, som ikke indbyder til, at man opholder sig i byrummet.
I lokalplanen har man brugt rapportens anbefalinger, der blandt andet foreslår at udnytte den stigende interesse for gå- og cykelture, jogging, naturoplevelser og kulturelle arrangementer. Der er således lagt vægt på at sikre gode stier og forbindelser internt i kvarteret og til den øvrige Ørestad, Kalvebod Fælled, byfælleden og metrostationerne. Samtidig vil man bryde de høje bygningsstrukturer ved hjælp af varierede byrum, pladser, bygningshøjder og kanter mellem bygningsfacader og byrum. 'Hensigten er at skabe optimale vilkår for en multifunktionel udnyttelse, der kan understøtte et mangfoldigt liv, modvirke ensformighed i bebyggelserne og sikre trygge og livfulde omgivelser i kvarteret,' udtalte tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune, Jan Christiansen."
http://www.dac.dk/da/dac-life/copenhagen-x-galleri/cases/oerestad-syd/
Måske skulle Jan Gehl overveje at revidere sin efterhånden noget kliché-agtige interviewskabelon, så han som supplement til det efterhånden trættende besøg i Field's tager journalisten med ud i området omkring 8tallet, søerne og Naturcentret i Ørestad Syd. Gerne om sommeren og ikke i november måned, som jo ellers er en populær måned at tage på besøg i Ørestad på, når man skal bashe bydelen.
@Henrik Brøndum
Ørestaden bliver aldrig noget Manhattan, dertil er pladsen ikke trang nok og floden på begge sider mangler. Derimod kunne Christianshavn være blevet et mini Manhatten omkring årtusindskiftet med Erick van Egeraats minihøjhuse som spydspids, men de gav som bekendt kolde fødder hele vejen rundt, ikke mindst hos politikerne. I øvrigt er der noget forlorent over at bygge i højden, hvis det ikke samtidig afspejler grundpriserne, dvs efterspørgslen. Højhuse bør man ikke (uanset hvor mange penge man har) bygge for sjov, med mindre man har allieret sig med en ekstrem dygtig og humoristisk arkitekt:)
Søren Hansen,
For dem, der ikke hørte historien første gang, kan den godt tåle at blive fortalt igen. Der lyttes til Jan Gehl overalt i verden i dag. Hans tanker er en renæssance for byens rum, som i en periode har været nedprioriteret til fordel for stjernearkitekters skulpturøse "se mig"- stil, bygninger, der stråler men stopper ved sig selv, lukker sig om sig selv, - åbner sig ikke for byen, åbner ikke byen, ER ikke byen.
Der er masser at øve sig på endnu. Gid bare Amager Fælled blev fredet.
Noget som tit har undret mig, efter utallige cykelture gennem København, er hvordan den gamle middelalder del af byen havde en markant mere rolig og beroligende effekt på mit humør, kontra mange andre områder.
Jeg er personligt nået til den konklusion, lidt i tråd med Jan Gehl, at lige som der findes det gyldne snit for konstruktionen af bygninger ect., på samme måde må der findes et "gyldent snit" for forholdet mellem mennesker og bygninger.
Bygninger af en hvis størrelse, kan virke intimiderende for den menneskelige bevidsthed, uden at man nødvendigvis kan forklare fornemmelsen med ord ..... altså et kvarter føles mere eller mindre behageligt for vores fysik i forhold til et andet.
Jeg er enig med Henrik Brøndum i hans kærlighed til New York City og det er måske lidt af et dilemma, men for mit eget vedkommende kompenserer NYC i den grad for sine imposante og "menneskefjendske" bygninger, ved at præsentere et liv og en diversitet i Manhattans gader næsten uden sidestykke. Næsten alle Europas lande og kulturer er at finde i NYC, f.eks. er området omkring Green Point i Brooklyn et "polsk-område", i slagterbutikkerne kan man finde alle de samme specialiteter som man kan i Polen ..... sådan er der mange områder i byen.
Den eneste vej frem er for mig at se, at beboerne i en bydel, også er dem som afgør hvordan bydelen skal se ud og udvikle sig. I nye kvarterer må man jo gøre sit bedste og lære af det ..... men som artiklen også fremhæver, så har penge og profit ofte en negativ indflydelse på resultatet.
Når en gang vi når et udviklingsstadie, hvor penge bliver irrelevante for vores samfund, så vil al vor gøren og laden i disse tider alt andet lige komme til at virke ret komiske
I NYC må man vel skelne mellem det liv, der foregår nede i gaden, i mellem højhusenes dybe slugter, og så livet oppe i etagerne. Engang var det ikke klogt at bevæge sig ud efter mørkets frembrud, nu har gentrificeringen gjort det pænt og ordentligt.
Det samme gælder København. Der var også engang international stemning fra indbyggere. Indre Vesterbro var lige så broget som Brooklyn. Der var slagtergader som Værnedamsvej, der var Halmtorv og Kødby. Langs Søerne var der marskandiser gader med alskens antik af tvivlsom kvalitet, og der var jødiske cocher-slagtere i Rørholmsgade og Ole Suhrs Gade, samt skole. Ud over de gode gamle vinstuer poppede spanske bodegaer og franske cafeer op side om side med regulære kulørte spillebuler med jukebox. Jo, det var lidt Manhattan nede på gaden-agtigt, men nu er det der striglet og friseret, pænt tøj til aftenbrug, kun slagtere på Kultorvet dur, og de spraglede bor uden for bymuren.
Boede i New York på Manhattan i 70erne. Spændende – ikke helt ufarligt, men beskrivelsen af nutidens by lyder friseret og kedelig.
Efter tre års fravær forekom København at være en landsby. Det er den bestemt ikke mere. Og man kan savne det.
Måske har det hele bare noget med en selv at gøre.
Ja, det er vel som størrelsesforholdet mellem Malmø og København. Malmø er sød, men ærlig talt lidt landsby-agtig i forhold til verdensstaden København.
For de stakler, der endnu ikke har været i NY, er her en smagsprøve på atmosfæren anno 1990: fra filmen Green Card.
https://www.youtube.com/watch?v=yPlarxDHza4
Det må være en myte - Peter Tagensen. Opvokset på Frederiksberg i en taglejlighed har jeg tilsammen fra alle vinduer kun kunnet se et enkelt træ: En kæmpekastanje, der endnu står i skolegården på Fuglevangsvej.
Som Københavner gennem 70 år må jeg sige byen er blevet forfærdelig at bo og færdes i. Troede det var begyndende demens, men hvor er den blevet larmende og beskidt. Trafikken er helt uden regler. Ingen, absolut ingen får bøder for at køre på fortorvene. Var jeg ung flyttede jeg omgående!
Har personligt boet på 5. sal som en rigtig student, der ejede ingenting. Som H. C. Andersens Nissen hos spækhøkeren. Men der på kvisten havde jeg den dejligste udsigt til et kæmpestort kastanjetræ midt i baggården, der kastede sine lys og blade ud mod mit værelse, skønt det var så højt oppe. Det ville selvfølgelig ikke være realiserbart på 44. etage i NYC, trods alt må the big apple affinde sig med naturens grænser, men på 5. sal i Nansensgade Kvarteret var det frodige grønne kastanjetræ en lise.
Længslen efter andre byer duer ikke. Såfremt vi ikke anfægter kommunens dispositioner - ramme- og lokalplaner - er det bare varm luft.
... og min kastanje stod også i min skolegård i 60'erne, og da min mor gik på samme skole i 30erne. Noget laves ikke om, men træet er selvfølgelig vokset.
"Er det så bare fordi vinden ikke blæser fra vest at det er supergodt med megaskyskrabere på Manhatten?"
Under varmere himmelstrøg giver det mere mening at bygge i højde. De høje bygninger giver skygge om sommeren.
@Søren Kristensen
Højhuse på Christianshavn - det havde været en utilgivelig forbrydelse mod København og alle dens forfædre.
Gudskelov blev det bremset. Det er slemt nok, hvad de har lavet på havnefronten, herunder Islands Brygge - hvor dele af Christianshavn er blevet pakket ind og skærmet af fra vandet, f.eks. Christianskirken.
Ud i Ørestaden med højhusene.
/O
PH skrev i 20'erne, at København var en billig luder, der gladelig solgte sig selv til den første bedste spekulant. Det passer stort set stadigvæk, om end der er mange forbedringer hist og pist.
Fatalt er de mange biler, og at der spekuleres groft i smart byggeri, som byens alm. befolkning har svært ved at betale. De deporteres så ud til en betonghetto på Vestegnen, hvor de så kan sidde og kede sig ihjel.
Mht. fredeliggørelsen af visse bydele. TJah - bombom ... I Middelaldrbyen er de fleste busser nu væk, mens bilerne stadig får lov til at brede sig. Se fx Nørregade, her er der ingen 5'er længere, men masser af dovne bilister og taxaer.
Det er korrekt, at det i dag er muligt, at cykle på steder, der var mere eller mindre livsfarlige for 40-50 ¨år siden. Men det er også sådan, at der er fortsat er gade, hvor man som cyklist ikke skal køe, hvis man har livet kært. Nok er der sket en vis bilsanering i "bredden", men til gengæld er der nu gader, der er voldsomt overbelastet af biler, så færdsel og bolig dér, virkelig er problematisk.
Åboulevarden. Fasenvejen, Jagtvejen m.fl.
Det tossede er, at busserne alle kører på de samme gader. Og at de alle skal forbi metrostationer og Hovedbanen for at samle kuffertfolket op. Dem er der flest af i busserne.
Der er ikke længere mulighed for at komme på kryds og tværs af Middelalderbyen med offentlig transport. Visse stoppesteder er helt strøget, og linie 2A kører konsekvent med to busser lige efter hinanden. Så er der så meget længere til de næste to.
At komme fra Christianshavn til Rådhuspladsen er et mareridt, da bus/taxa skal forbi kanalen og gennem Stormgade. Det koster det hvide ud af øjnene med sidstnævnte.
Symptomatisk for indlæggene, at de er skrevet næsten udelukkende mænd og at de henviser til andre moderne storbyer ude i den store verden, som man gerne måler sig med. Det er som at ligge på nudiststrand og opdage at ens sidemand har en meget større diller end man selv har…Og uanset, hvor stor ‘den’ er…så er den pludselig ikke længere så stor, som man ku ønske sig - Noget som i nogle tilfælde kan give mindreværdskomplekser. Selvom det er meget oppe i tiden at sammenligne potens og på den måde vise, hvad man kan — bedst, størst, hurtigst, pænest, så er det i denne sammenhæng fuldkomment idiotisk at sammenligne København med f eks New York…..eller den nye Ørestad med Versailles. Vi burde i højere grad trække på vores egne historiske erfaringer og lade byen udvikle sig udfra egne præmisser & traditioner….nedefra og op. Men det provinsielle løb er nok kørt for meget længe siden! Når jeg cykler igennem Københavns nye bydele og ser omkring mig, har jeg svært ved at få øje på/mærke/opleve intimiteten og omsorgen for det skønne liv. Derimod ser jeg penge & magt udfoldes ambitiøst i byen...Tilsyneladende er ambitionerne nået helt ud til f eks, hvilke specifikke parasoller, som må anvendes på pladsen ud for de pæne/nydelige torvehaller på Israels Plads. Der er tilsyneladende styr på detaljerne. Fint ser det ud!
Jan Gehl har fuldstændig ret. Personlig har jeg skrevet om kommentarer til dette i flere andre artikler bragt i Information. Den anden dag
https://www.information.dk/indland/2016/07/strategien-skaffe-billige-bol...
Jeg har skrevet at Ørestad netop som følge af blandt andet neddroslingen af Fields i dag fremstår som en ghetto. Det hele for at kunne finansiere Metro. Det er metroen som styrer udviklingen af København, og i Københavns kommune er de totalt ligeglade med byen Købendehavn og dens identitet. Det er kassetænkning og intet andet som bestemmer.
Læs indsigelserne mod kommuneplan 2014 og 2015. Ikke et komma er flyttet selv om folk er hamrende utilfredse.
Norhavn bliver den næste fiasko, den er allerede godt igang, men den får 2 metrostationer, som folk selv skal betale for.
Liv savnes i Ørestaden.....måske man skulle flytte Distortion derud :-)
Lars Heger,
langt de fleste ledere af kommunale planlægningsafdelinger er kvinder
http://www.dabyfo.dk/Omos.aspx
jeg ved ikke hvorfor.
Byudvikling er hamrende interessant, men har næsten altid haft noget med ejendomsret at gøre. Og offentlig regulering. Købstæderne udviklede sig i det spændingsfelt, og kampen mellem købmændene og håndværkerlaugene på den ene side, og kongen og forordningerne på den anden, gav dynamikken. De store byer trak arbejdere til sig, og spekulanterne byggede "kaserner". Det offentlige sanerede og gav spekulanterne penge herfor én gang til, de almene boligforeninger byggede nyt, sundt og komfortabelt. Det offentlige stod for brandsikkerhed, minimumsregler om sanitet, tæthed, bygninghøjder og baggårdes indretning. De private bygherrer udnyttede reglerne til det yderste. I dag spiller det offentlige desværre sammen med de private bygherrer, idet det offentlige skaffer penge til Metroen gennem planregulering. Dermed har "kongen", det offentlige, kommunen og dens kvindelige dabyfo-ledere mistet sin uskyld, for nu er den ikke på folkets side, men på spekulanternes.
@Lars Heger
Jeg foretrækker nu betegnelsen "kraftidiot" fremfor "idiot" når det endelig skal være. Den er ligesom mere maskulin - please!
Ville meget ikke være nået, hvis man forlangte af arkitekterne, at de kun byggede huse, de selv kunne tænke sig at bo i?
@Erik
Liv savnes i Ørestaden.....måske man skulle flytte Distortion derud
Glimrende set!
To fluer med eet smæk
/O
Man kan ikke retmæssigt omtale Ørestad Nord, City og Syd samt Havnestaden, Sluseholmen, Teglholmen og nu også Enghave Brygge, Havneholmen og Kalvebod Brygge som bydele. Christianshavn var en engang en bydel, men er i dag en kønsløs turistattraktion, og arnested for kriminalitet. Hvis folklore er Distortion, så er jeg stået af, og det gælder også når der spilles technomusik til klokken 08.00 om morgenen.
Er nu bestemt ikke enig i alle hans pointer. Stort set alle byudviklingsområder i hovedstaden tager netop i øjeblikket udgangspunkt i elementer fra hans forskning, såsom meget tætte bystrukturer, meget fokus på områderne mellem husene, fokus på cykler og gående og imødekommende stueetager. Til trods for gode intentioner er dette ikke uden problemer. Man kan f.eks stille spørgsmål ved om de biologiske aspekter for mennesket glemmes når modernistiske bygninger klemmes sammen til middelalderbystruktur, ofte med den konsekvens at man er exponeret i ekstrem grad når man er i sin bolig. Og måske er netop højhuset redningen her. Man kan komme op og få fred og ro til refleksion. For ikke alle mennesker (selv om man bor i byen) har ens behov
Der kan være en vis pointe i, at højhuse uden vis a vis underbygger den menneskelige fremmedgørelse da eksponeringen til naboen minimeres. Omvendt så er højhuse jo ofte indrettet sådan, at man lever ret isoleret, og således er ofte er helt uden kontakt med naboer, og den lokale omverden. Højhuse kan derfor løse begrebet tæthed, men ikke den menneskelige nærhed, det menneskelige islæt som danner baggrund for miljøet. Det er jo netop den der mangler i Ørestad og flere andre af de tidligere nævnte byområder, og det er den som efterlyses, samtidig med bystyret er på vej til at destruere den i de bydele hvor den tidligere eksisterede. De ny områder er ret konforme, så hvordan planlægningen af mangfoldighed, som er den som efterspørges, finder sted, det ved jeg ikke. Men jeg er ret sikker på det ikke sker i højhuse, hvis ikke området omkring nærmest inviterer til samvær. Hvordan fungerer det for eksempel i Domus Vista? Det var vist ikke en succes.
Menneskelig fremmedgørelse er ikke det samme som for en stund at være et sted hvor man måske ikke har menneskelig social kontakt. Det kan jo netop være kvaliteten her. I byrummet og kantzonen kan man dyrke den menneskelige kontakt såvel som på storrumskontoret. Højhuset kan så være den trygge hule ligesom i dyreriget hvor nogle arter trives bedst i trætoppen og bogen bedst i skovbunden. Ingen tvivl om at et højhus landingsplads skal bearbejdes ganske grundigt for at helheden fungerer. Et højhus kan give store sanselige oplevelser netop pga skalaen og ydermere kan man få adgang til at overskue verden oppefra og måske se natur.
Mennesker har det bedst nede ved jorden.
Tror du selv på den Gorm, for jeg gør ikke. Det var derfor jeg nævnte Domus Vista. Jeg tror ikke Frederiksberg længere søger at få flere borgere ved at bygge i højden.
Det er en misforståelse, at man kan designe by-liv. Fadæserne er mangefoldige.