Læsetid: 2 min.

Tønder Kommune: Intet formål med integrationsydelse til Marc

De ansatte på Borgerservice i Tønder kan godt forstå familien Weng-Ludvigsens frustration over, at deres søn havner på integrationsydelse. Men der er ikke noget at gøre
25. juli 2016

Det er socialrådgiver Eva B. Andresen fra Tønder Kommune, der har behandlet Marc Weng-Ludvigsens sag. Hun kan godt se, at det ser underligt ud, at en skizofren mand med dansk statsborgerskab skal på integrationsydelse.

»Ja, det kan jeg da egentlig godt forstå. Han er jo en psykisk syg ung mand, der bare har opholdt sig i et andet EU-land, og jeg kan godt se, det er svært at forstå for familien, hvorfor han skal straffes på den måde« siger hun.

»Men omvendt har vi fået nogle nye regler, som er enormt problematiske at administrere, fordi de betyder meget for folks ydelser men ikke tager hensyn til deres øvrige forhold. Reglerne skeler udelukkende til folks ophold i landet og skelner ikke mellem, hvordan de har det i øvrigt.«

Eva B. Andresen understreger desuden, at Borgerservice har inviteret Marc Weng-Ludvigsens mor til et møde, hvor de kan se på, om kommunen eventuelt kan give støtte til hans medicin.

»Hvis vi havde haft muligheden for at give ham kontanthjælp, havde vi selvfølgelig gjort det,« tilføjer hun.

Men det ville kræve, at Marc Weng-Ludvigsen havde status af arbejdstager og dermed kunne få dispensation fra de nye opholdskrav. Den status har han af gode grunde ikke, da han ikke har haft arbejde. Eva B. Andresen forklarer også, at kommunen har vurderet, at Marc Weng-Ludvigsen hverken kan tage uddannelse eller arbejde på nuværende tidspunkt.

Læs også: 'Det her har ikke ligefrem skærpet vores danske nationalfølelse'

- Hvad er så perspektivet i eller formålet med at give sætte ham på integrationsydelse, som jo skal motivere til at komme i arbejde eller uddannelse?

»Der er sådan set ikke noget formål. Han har bare ikke længere ret til at få uddannelseshjælp, fordi han ikke opfylder de nye opholdskrav.«

Eva B. Andresens chef, borgerservice- og forhandlingschef i Tønder Kommune Thomas Dam, forstår også godt familiens frustration.

»Vi kan sagtens forstå Marc. Det er, som om han er blevet fanget mellem to stole,« siger han.

Hverken han eller Eva B. Andresen ved, om jobcentret er ved at undersøge, om Marc Weng-Ludvigsen vil være berettiget til førtidspension.

»Det har vi ikke noget at gøre med i Borgerservice. Men jeg har da tillid til, at mine kolleger i de andre afdelinger har en form for plan sammen med Marc for, hvad der skal ske i hans sag,« siger Eva B. Andresen.

- Hvordan er det for jer som kommune at navigere i de mange nye lovstramninger på beskæftigelsesområdet?

»Det er en enormt stor udfordring for at sige det mildt. Integrationsydelsen er kun en lille del af det. Der er også kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. Man kan slet ikke forstå, hvor store økonomiske konsekvenser det vil få for nogle af vores borgere.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Det har vi ikke noget at gøre med i Borgerservice."

Det er sgu smart regnet ud af regeringen, man sætter vandtætte skotter op mellem de forskellige afdelinger af administrationen, som så helt uafhængigt af hinanden kan skære i folks ydelser, uden at der på noget tidspunkt er nogen - andre end de berørte borgere - der nogensinde får et overblik over, hvad der egentlig foregår. Den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør, men hånden udtaler, at den "har da tillid til, at mine kolleger i de andre afdelinger har en form for plan..." - den er ikke helt sikker, men en ansvarlig regering kan da ikke finde på at lade syge mennesker gå for lud og koldt vand, vel?

Glæd jer dog, socialarbejdere, nu får den højere middelklasse snart skattelettelser.

Grethe Preisler

Grav endelig videre, Sebastian Abrahamsen,
- så lover jeg at opgive enhver tanke om at opsige mit årsabonnement på dagbladet Information, når det udløber til januar næste år.

Her ser det ud til, at du virkelig har fået fat i den lange ende af 'problematikken' eller 'ondets rod', når det handler om lovjaskeri med fatale følger for dem, det går ud over. Når loven skal holdes og administreres i den ånd, hvori den er blevet vedtaget af et flertal i det danske folketing.

Sagen er fra kommunens side forhåbentlig også en typisk prøveballon her midt i sommerhullet - som straks afslører politikernes lovsjuskeri og komplet uanstændige behandling af borgerne - helt i tråd med herskabernes øvrige 'mishandling' af danske borgere ...