Læsetid: 8 min.

Venstrefløjen er ved at tabe EM i politik

Politik er en kamp mellem interesser, men kampen er næsten forsvundet på europæisk plan. Venstrefløjen har tabt bolden i sin iver efter kompromiser, mener Rasmus Nørlem Sørensen fra Oplysningsforbundet DEO
Konsensuspolitikken har medført, at den politiske bane i EU primært er kridtet op af økonomiske eksperter og teknokrater. Rasmus Nørlem Sørensen mener, at den danske venstrefløj bør tage kampen op på EU-arenaen i stedet for ensidigt at arbejde for udmeldelse

Konsensuspolitikken har medført, at den politiske bane i EU primært er kridtet op af økonomiske eksperter og teknokrater. Rasmus Nørlem Sørensen mener, at den danske venstrefløj bør tage kampen op på EU-arenaen i stedet for ensidigt at arbejde for udmeldelse

Ulrik Hasemann

5. juli 2016

Vi forventer, at fodboldspillere kæmper for deres fans, så snart de går på banen. Finder vi ud af, at de har aftalt resultatet på forhånd, bliver vi skuffede og vrede. Så er fodbold bare et stort teater, som kun giver mening for de personer, der har indgået aftalen.

Fodbold er en kamp, og vi forventer, at der kæmpes. Anderledes står det til, når det drejer sig om politik – og i særdeleshed politik på europæisk plan. Her kæmper politikerne angiveligt ikke for deres egne interesser, men i stedet for det fælles bedste.

Problemet er, at det fælles bedste ikke findes, og hvis venstrefløjens politikere ikke begynder at kæmpe for deres vælgeres interesser, så mister de også de goder, som trods alt er vundet på europæisk plan.

Det mener Rasmus Nørlem Sørensen, der er sekretariatsleder i Oplysningsforbundet DEO, hvis primære opgave er at skabe debat om EU: »Det fælles bedste er en illusion. Arbejderklassen og industrien har altså ikke de samme interesser, og der skal være et politisk rum på europæisk plan, hvor de kampe kan kæmpes,« siger Rasmus Nørlem Sørensen.

Læs også: Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister

Han mener, at venstrefløjen bør blive bedre til at gøre fælles front mod de borgerlige partier i EU. Og han kritiserer derfor både den yderste venstrefløj for at melde sig helt ud af det europæiske projekt og Socialdemokraterne for at glemme deres vælgeres interesser. 

»Den yderste venstrefløj skal få øjnene op for alle de ting, den kan bruge EU til. Og Socialdemokraterne skal forstå, at når de åbner for frihandelsaftaler med USA, Canada og Sydkorea, så sætter de alle de sejre på spil, som venstrefløjen har vundet, når det handler om klima, miljø og forbrugerrettigheder. Hvis vi ikke passer på, mister vi retten til at regulere politisk med demokratisk kontrol. Og så bliver den politiske bane, der kan spilles på, meget lille.«

Politisk ensfarvethed

Rasmus Nørlem Sørensen har vi valgt at interviewe til denne serie om venstrefløjen og EU, som vi begynder i dag, fordi han er blandt de få debattører i Danmark, som har indgående kendskab til begge dele. I forbindelse med Brexit har han udviklet sig til en slags EU-medieperson, som DR2 har indkaldt flere dage i træk til at kommentere de dramatiske begivenheder.

For at trække vores samtale lidt ud i virkeligheden spørger jeg ham, om vi kan mødes et sted, som enten har noget med EU eller venstrefløjen at gøre. Den er han med på, og et par timer senere sender han en sms og foreslår Meyers Deli på Frederiksberg – et valg jeg først får forklaret, da vi dagen efter står foran stedet.

»Umiddelbart har Claus Meyer jo fat i alt det rigtige: Økologi, lokale råvarer osv. Men så sælger han sin virksomhed til en kapitalfond, der har hjemme i skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal. Det er et meget godt billede på, hvad der er i vejen med venstrefløjen i dag,« forklarer Rasmus Nørlem Sørensen.

Meyers Deli er desværre så populær mandag formiddag, at der er for meget larm til at gennemføre interviewet. Vi ender derfor med at gå over på cafeen på den anden side af gaden og bestille to gange filterkaffe med så meget mælk, at den sorte kaffe ligner en grumset bastard, der sender tankerne i retning af de efterhånden ret udvaskede partifarver i Europa-Parlamentet.

»De politikere, der sidder i Parlamentet, skal forstå, at det der med bare at være enige om alting for at få magt i forhold til Kommissionen eller Ministerrådet, det er der ingen vælgere, der kan bruge til noget. Hvor er min repræsentant henne, når de to største partier i Parlamentet (kristendemokratiske EPP og socialdemokratiske S&D, red.) hele tiden går sammen om at danne et flertal?«

Den tætte alliance mellem EPP og S&D i Europa-Parlamentet er bare et blandt mange demokratiske problemer i EU. Men debatten er aldrig blevet taget for alvor, for EU har altid været defineret som et nødvendighedens projekt, som de fleste europæere i mange år hverken havde særligt negative eller positive følelser omkring, forklarer Nørlem Sørensen. Præmissen for samarbejdet har været en accept af det kapitalistiske marked tilført en række sociale rettigheder, der er blevet sikret gennem lovgivning. En linje, der ligger tæt op ad den engelske sociolog Anthony Giddens politiske filosofi om den tredje vej. Den strategi førte i 1990’erne og starten af 2000’erne til en konsensuspolitik, som fik den konsekvens, at den politiske bane i EU primært blev kridtet op af økonomiske eksperter og teknokrater, hvis autoritet sjældent blev udfordret.

»Jeg var i Spanien for at læse på universitetet i 2001, og dengang spurgte jeg folk, der var aktive i politik, hvad de mente om EU, men der var ikke rigtig nogen, der mente noget. Den samme oplevelse har jeg haft i Grækenland, Italien og til dels i Frankrig. EU var ikke noget, man tog stilling til politisk. Det var først, da man kunne se de uheldige konsekvenser, som opstod i håndteringen af euroen og finanskrisen, at EU blev politiseret i de lande.«

Lukker historisk blad

I Danmark har vi i modsætning til mange andre lande haft en livlig debat om vores deltagelse i EU. Men debatten er ofte strandet på spørgsmålet om, hvorvidt man er for eller imod, og det ærgrer Rasmus Nørlem Sørensen. Han ønsker ikke, at Danmark forlader EU, men han stiller sig samtidig kritisk over for den måde, EU fungerer på i dag.

Den position har Oplysningsforbundet DEO blandt andet formidlet gennem månedsbladet Notat. Bladet, som blev grundlagt i 1974, er bedst kendt for at være EU-modstandernes talerør, men efter DEO overtog driften i 2009, har Notat fungeret som en overvejende venstreorienteret udgivelse, der har opfordret til debat om EU i stedet for afvikling.

Den yderste venstrefløj skal få øjnene op for alle de ting, den kan bruge EU til. Og Socialdemokraterne skal forstå, at når de åbner for frihandelsaftaler med USA, Canada og Sydkorea, så sætter de alle de sejre på spil, som venstrefløjen har vundet, når det handler om klima, miljø og forbrugerrettigheder.

Rasmus Nørlem Sørensen

»Vi er ofte blevet forvekslet med EU-modstanderne, for vi stiller nogle kritiske spørgsmål. Men vi har også fået kritik fra de gamle nej-bevægelser, hver gang vi har skrevet noget pænt om EU. Så der har været lidt identitetskrig,« siger Rasmus Nørlem Sørensen, der også har fungeret som chefredaktør for Notat de sidste syv år.

I den periode er oplagstallet gået støt ned ad bakke, og det har betydet, at DEO valgte at udgive Notat for sidste gang i juni i år. Da bladet var på sit højeste i 1980’erne havde det 35.000 faste abonnenter.

Deltagelse frem for alt

Selvom Notat lukker, fortsætter DEO sit arbejde med at invitere kloge folk og politikere til EU-debat – både live og gennem nyhedsmails og bogprojekter. En tjans Rasmus Nørlem Sørensen har mange års erfaring med. Faktisk var det hans lyst til at inddrage almindelige mennesker i politik, der i 2009 fik ham til at vælge et job i en organisation, hvis formål er at debattere noget så umiddelbart tørt som EU.

»Jeg har aldrig som sådan brændt for Europa, men jeg har altid interesseret mig meget for politik; hvem der har magten, hvordan man kan holde øje med den, og hvordan man kan engagere folk i politiske beslutninger. Deltagelsesdemokratiet har jeg altid brændt meget for, og så har jeg rejst meget i Europa. Jeg har læst i Spanien og har en fransk kæreste, så jeg har altid levet som europæer.«

En opvækst i forskellige kollektiver i Søborg og på Østerbro har også betydet, at Rasmus Nørlem Sørensen har et naturligt talent for at omgås mange forskellige mennesker. Han hæver sjældent stemmen og er i det hele taget ikke særlig konfrontatorisk i sin retorik. På den måde adskiller han sig markant fra en af EU-debattens mest fremtrædende figurer, Grækenlands tidligere finansminister Yanis Varoufakis. Han startede tidligere på året det politiske projekt DiEM25. Et projekt, som Rasmus Nørlem Sørensen sagtens kan se fornuften i.

»En del af den bevægelse startede med at kalde sig Plan B. Og der har de fat i det helt rigtige. Plan A har spillet fallit, og der har fuldstændig manglet en debat om alternativer til EU, som det fungerer i dag. DiEM25 siger, at folket til at begynde med skal have indblik og indflydelse, så de kan fyre magthaverne, der har taget beslutningerne, og det er svært at være uenig i.«

Af de danske partier er det kun Alternativet, der har valgt at tilslutte sig bevægelsen. En del repræsentanter på venstrefløjen mener ikke, at det er nok at skabe gennemsigtighed. De ser EU som et grundlæggende liberalt projekt og vil derfor hellere stå helt udenfor i stedet for at forsøge at ændre noget. Et rationale, som Rasmus Nørlem Sørensen udmærket forstår.

»Vi står med det problem, at hvis man vil prøve at redde EU, så skal man også redde en traktat, som jeg grundlæggende mener er problematisk. Og derfor ser vi, at rigtig mange venstrefløjspartier ender med et sige, at så er vi EU-modstandere – især i Nordeuropa. Jeg tror, at man bliver nødt til at reformere traktatgrundlaget, så det ikke har den ideologiske slagside, som det har i dag. Men det sker ikke, hvis venstrefløjen bare stiller sig udenfor.«

Visioner man kan tro på

Det er Lissabontraktaten, Rasmus Nørlem Sørensen henviser til. EU’s forfatning, der trådte i kraft i 2009. Den indeholder blandt andet fire friheder, der betragtes som hjørnestenene i det indre marked: Arbejdstagernes, tjenesteydelsernes og varernes frie bevægelighed, men også den frie bevægelighed for kapital.

»Den sidste frihed strider imod socialismen, og det har givet store problemer med skattely og bankregulering. Bare det at få opgjort, hvor en virksomhed har sit overskud, er jo virkelig svært, når vi har et helligt princip om fri bevægelighed for kapital. Hvis vi på en eller anden måde skal have styr på finansverdenen politisk og skal politisere den, så må vi også politisere kapitalens frie bevægelighed. Det må foregå på nogle vilkår, hvor det er muligt at kontrollere den,« forklarer han.

Et anden akilleshæl for venstrefløjen og fagbevægelsen er arbejdskraftens fri bevægelighed. Den har splittet venstrefløjen og har lammet fagbevægelsen.

»I Storbritannien har vi set store reaktioner på arbejdskraftens frie bevægelighed, for den har været med til at skabe en ny britisk underklasse, som er stærkt presset af arbejdsmigration. Det er fint, at arbejdskraften kan bevæge sig, men vi bliver nødt til at se på vilkårene for den frihed, så der også er politisk kontrol med, hvordan den fungerer.«

Derfor har venstrefløjen også en stor opgave foran sig med at definere nogle visioner, som almindelige mennesker rent faktisk kan se en fremtid i. Og det handler ikke bare om at holde de fremmede ude, forklarer Rasmus Nørlem Sørensen.

»Hvis venstrefløjen har en rolle, som gælder i alle de europæiske lande, så er det at få skabt en samtale, som inkluderer EU. Og den skal insistere på at diskutere ulighed og meget gerne få de socialdemokratiske bevægelser til at forstå, at de spiller en rolle i kampen. Socialdemokraterne skal være repræsentanter for de svage i samfundet. Det er ikke deres rolle at favne hele den politiske midte. Højrefløjen kan sagtens selv føre sin egen politik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leif Koldkjær
  • Lars Peter Simonsen
  • Rasmus Nørlem Sørensen
  • Erik Karlsen
  • ingemaje lange
  • Niels-Simon Larsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Jørgen Wassmann
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Vivi Rindom
  • Alan Strandbygaard
  • Niels Duus Nielsen
Leif Koldkjær, Lars Peter Simonsen, Rasmus Nørlem Sørensen, Erik Karlsen, ingemaje lange, Niels-Simon Larsen, Jørgen Steen Andersen, Jørgen Wassmann, Robert Ørsted-Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Vivi Rindom, Alan Strandbygaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Det er sørgeligt, at nogen i fuld alvor kan få sig selv til at sige at : " Det fælles bedste er en illusion. Arbejderklassen og industrien har altså ikke de samme interesser, .... " i og med man derfor accepterer en falsk præmis, som er hele årsagen til politisk splittelse. Der bør istedet fokuseres på de fælles interesser, som er grundlaget for velfungerende samfund.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Steffen Gliese skrev: "det er en artikel om venstrefløjens elendighed. Ingen er i dag mere elendigt i et venstrefløjsperspektiv end Socialdemokratiet, der ikke er socialt og ikke er demokratisk."
Ak ja, I har så travlt med hos EL at angribe alle andre - end jer selv. Det er vel forbudt ;-)

Og du får følgeskab af Benny Larsen, der kom til at skrive:
"en socialdemokratisk ledet regering udnævner en af de mest liberalistiske kommisærer ..."
Nå, så du forstod ikke Thornings geni-streg, der overraskede alt og alle - fordi man gik efter hende.
Altså - du har et problem eller to. Jeg har intet problem - det var en meget fin handling, og Vestager har udviklet sig til en kommissær, der vækker genlyd.

Venstrefløjen, socialdemokrater, alternative, og radikale sidde og hyler op om, at Enhedslisten skal redde EU fra neoliberalismen...

...der er en grotesk situation, ...som dog muligvis kunne forsvares, set fra venstrefløjens side, hvis de kunne påvise et EU-projekt som Enhedslisten rent politisk kunne gå ind for.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Bill Atkins kom til at ønsketænke: "at Enhedslisten skal redde EU fra neoliberalismen"

Sådan noget gedigent ævl skal man lede længe efter. Jeg kender ingen partier, der tager EL alvorligt. Og dig med dit "neo"-pladder. Du kan kun én ting, og det er kommunismen. Alt andet er så noget "neo" ;-)

Om vi så lagde alle danske hjerner i blød, så er der INGEN, der kan gøre det, du ønsker dig: "hvis de kunne påvise et EU-projekt som Enhedslisten rent politisk kunne gå ind for".
Forstår du da ikke, Bill - kommunismen er afgået ved døden i det forrige århundrede?
EU var et stærkt bolværk mod samme, så stærkt, at vi fik fred i 25 år - og nu tror du, at folk har glemt, hvad der skete af uhyrligheder, tåbeligheder, gulag og værre ting.

Anne Eriksen

EU var et stærkt bolværk, ja - det er det ikke mere...
Intet er afgået ved døden - intet kan ikke gentage sig - men fælles interesser vil næppe indfinde sig - de første 100 år!

Randi Christiansen

Fælles interesser er ikke noget vi får, det er noget vi har. Den dag, det fiser ind under tænkehatten, er vi på rette vej.

Det er heller ikke til diskussion, om vi skal have europæisk samarbejde, selvfølgelig skal vi det - men hvilket? Og den miljø-og socioøkonomiske model, som eu leverer pt, er under al kritik. Men vel et udtryk for det kollektive bevidsthedsniveau.

Randi Christiansen

Og hvis nogen har brug for et parameter ifht, hvad 'det fælles bedste' er, så mediter lidt over begrebet 'den græske firkant' : det gode, sande, skønne og retfærdige. Det ene kan ikke være uden det andet.

Randi Christiansen

Iflg ordnet kan det være både et n og et t ord, fx : "miljøhensyn [spiller] i dag en stadig større rolle for virksomhederne og er ved at blive et selvstændigt parameter i markedsføringen"

Hans Jørn Storgaard Andersen, nu har jeg fulgt debatten om brexit og venstrefløjen over flere artikler her i Information og jeg læser andres indlæg, så vidt muligt, i den ånd de er skrevet. Det spare mig for en del ligegyldig polemik og forklaringsudredning, men...

...når jeg 17:24 møjsommeligt nævner venstrefløjens medlemmer i bredeste forstand - socialdemokrater, alternative, og radikale - så er det fordi det er venstrefløjen, der i brexit-polemikken er blevet beskyldt for at svigte EU - ikke at skabe en social dimension - men de nævnte venstrefløjspartier deltager jo 100% konstruktivt i EU's neoliberale cirkus, så de skynder sig at sende aben videre, og anklager Enhedslisten for ikke at ville være med i deres neoliberale medløb, og det er der, at den neoliberale venstrefløj - socialdemokrater, alternative, og radikale - gør sig selv til grin. Kan de ikke skabe den sociale dimension uden Enhedslistens 7%? Nu de har haft næsten 45 år. (Alternativet regnes her til en fløj af de Radikale)

Mihail Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Du har ret bill, men pas på med at klassificere alternativet, de skal lige bevise deres nytænkende værd - især selvfølgelig ifht 'eu's neoliberale cirkus'

Og Hans Jørn Storgaard Andersen, leksikalt:
https://da.wikipedia.org/wiki/Neoliberalisme

PS randi christiansen, jeg så ingen anden sproglig mulighed for nemt at få Alternativet med i de 45 år, og med hensyn til Brexit har Rasmus Nordquist udtalt at den sociale dimension i EU er et spørgsmål om at rokere lidt på institutionerne, vedtage nogle traktater osv. - kort sagt EU skal ændres indefra.

Nille Torsen

Som Randi Christiansen siger, er det er sørgeligt, at nogen i fuld alvor kan få sig selv til at sige at : " Det fælles bedste er en illusion". Dette udsagn er i virkeligheden en negering af hvad der får menneskeskabte samfund til at fungere. Menneskelige samfund er så socialt avancerede, at altruistisk opførsel er mere normen end undtagelsen. Den fremmede forbipasserende som man aldrig kommer til at se igen, bliver beværtet og hjulpet videre. Det ville i dyreriget være komplet idiotisk. I videnskaben forsøger man at forklare det som "falsk altruisme" (gæstgiverne udsender ubevidst et signal om hvilken type person de er, hvilket socialt bliver til deres fordel i det lange løb), men det gør det ikke mindre smukt. Når man siger at "det fælles bedste er en illusion", vil man i virkeligheden have os tilbage til dyrene. Man kan så kalde det for "konkurrencesamfundet", eller hvad man vil, men jeg melder pas.

Michael Kongstad Nielsen

Bill - hvis Alternativet er en fløj af de Radikale, så er det de Kulturradikale, hvoraf mange var kommunister (Hans Scherfig, Hans Kirk, H. C. Branner etc.) eller bare moderate socialister eller alment venstreorienterede (PH., Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg, Kløvedal Reich, etc.). Alternativet minder også om Viggo Hørup fra Hundested, der var ægte radikal i 1880-erne,

Mihail Larsen

Kant, Marx og Habermas

Kants moralfilosofi er baseret på den grundantagelse, at mennesker som intelligent væsener godt kan se forskel på tilfældige, empiriske forhold og almengyldige normer. Det enkelte menneske kan - uafhængigt af sine private interesser - demonstrere en evne til at ræsonnere almengyldigt. I den forstand er det enkelte menneskes bevidsthed og moral ikke nødvendigvis en simpel afspejling af dets egen sociale virkelighed. Man kan derfor bl.a. også moralsk vælge standpunkter, der egentlig ikke er i ens egen, private interesse. Langt de fleste revolutionære bevægelser har haft ledere, der socialt tilhørte samfundets økonomiske eller kulturelle elite; de valgte at sætte deres private interesser til side og skifte side i klassekampen, fordi de var i stand til at skelne moralsk mellem privat og almengyldigt - og valgte det sidste.

Den samme logik kan øjnes i Marx's klasseanalyse. I modsætning til tidligere tiders klassekampe, hvor én herskende klasse erstattede en anden (og hvor samfundet derfor stadigvæk var klassedelt og hierarkisk, nu blot med nogle andre herskere), udgjorde proletariatet for Marx den klasse, der ville ophæve klassesamfundet som sådan. Når producenterne fik magten, ville der ikke længere være behov for udbytning. Proletariatet udgjorde historiens subjekt-objekt og dermed ophævelse af den strukturelle ulighed. Lidt poetisk udtrykt, ville det herefter være muligt for de enkelte mennesker at udvikle deres frie personligheder uden tvangsmæssigt påtrykte og undertrykkende roller.

Habermas har samlet denne sammenhæng op, bl.a. i sit værk "Erkenntnis und Interesse" (forordet er udgivet i en dansk piratoversættelse fra forlagene Modtryk og Kurasje). Habermas videreudviklede sin teori sprogfilosofisk, kommunikationsteoretisk, religionspsykologisk og retsfilosofisk i en række, imponerende omfattende publikationer, der uddybede, hvad han anså for en 'univelsalpragmatisk' måde at tænke på.

På hver deres måde har Kant, Marx og Habermas ydet et bidrag til en friheds-forståelse, der ikke mister forbindelsen til det almengyldige, det sociale, det universalpragmatiske. Selvfølgelig skal man ikke være naiv; kamp for et bedre samfund er fortsat nødvendig. Men det er altså ikke et enten-eller mellem frihed og ensretnings, men en dialektik, der indser og anerkender, at reel personlig frihed kun er mulig i et socialt fællesskab.

Liberalismen mangler denne dialektik. Det gør republikanismen ikke.

Karsten Aaen, Hannibal Knudsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Mihail Larsen
Har du selv en holdning til emnet, eller .. ?

Anne Eriksen, Nille Torsen, Bill Atkins og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Ja, men den er nok mere differentieret, end det vanligt i disse spalter.

Jeg kan nemlig godt rumme en respekt for en lang række personer, jeg ikke i et og alt er enig med, men som jeg finder vigtige, ja uomgængelige i seriøse poltiske diskussioner. For nu blot at nævne dem, jeg fremhæver i min bog om "De fire dimensioner" - Aristoteles, Rousseau, Kant, Schiller, Marx og Habermas. Men det er nok tæt på, at jeg for det meste deler synspunkter med Habermas.

Til stor irration for nogen, så blander jeg mig ikke kun i debatten med mine personlige synspunkter, men opfatter det også som min professionelle pligt at bidrage med filosofiske, idéhistoriske, politologiske og retshistoriske indsigter, jeg har erhvervet mig i mit arbejde. Fordi jeg generelt ærgrer mig over det sagligt set lave informations- og vidensniveau i den offentlige debat. Langt ind i venstrefløjen er det blevet acceptabelt at lufte uforgribelige meninger uden det fjerneste belæg. Det er sådan, den borgerlige offentlighed fungerer, når den ikke virker efter hensigten (og som Habermas har beskrevet i sin bog om "den borgerlige offentligheds strukturforandring" - læs: forfald).

Jeg behøver naturligvis langt fra at have ret; men jeg vil i det mindste slås på argumenter. Ikke følelser. Og det er min faste overbevisning, at venstrefløjen ikke kan rejse sig og løfte sin historiske opgave, hvis den fortsætter sit parløb med højrepopulismen i kampen mod EU. EU skal sættes under legitimitetspres for at skabe en folkelig opinion for demokratiske og sociale reformer, ikke skrottes - for ellers er der kun nationalernes junglelov tilbage.

Karsten Aaen, Jørgen Larsen, Hannibal Knudsen, Stig Bøg, Robert Ørsted-Jensen, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nille Torsen
- det fælles bedste er selvfølgelig en erkendt realitet. Det findes overalt i menneskelivet, lige fra lignelsen om Den barmhjertige samaritan til Oplysningstidens tanker om demokrati. Hvad er Almenvellet? Det er fx. det, der kan hjemle indgreb i den private ejendomsret. Grundlovene satte det fælles bedste over ejendomsrettens ukrænkelighed, når visse betingelser var til stede.

Fællesskabet har altid været et menneskeligt vilkår.
Sådan set også et dyrisk. Dyrene er også afhængige af hinanden på forskellige måder.
Det fælles bedste er kun en illusion hvis man sværger meget til egoisme.

Mihail Larsen skriver: "EU skal sættes under legitimitetspres for at skabe en folkelig opinion for demokratiske og sociale reformer ..."

Det er da vist nærmest det, Pernille Skipper, Enhedslisten og Die Linke mener.

Lise Lotte Rahbek

Mihail Larsen
Jeg forstår. Din respekt omfatter argumenter af den ikkefølelsesomfattende slags, og deri er du som sådan enig med mange elitære politikere om, at det kun er folket der har følelser og derfor bør man ikke lytte til folket.
Eliten har argumenter som ikke indeholder følelser.
Det er.. ja.. jeg tror såmænd bare jeg slutter her.

Randi Christiansen

" ... at reel personlig frihed kun er mulig i et socialt fællesskab. Liberalismen mangler denne dialektik."

Liberalister har forbryderkløgt, ikke miljø-og socioøkonomisk intelligens. Et hus i splid med sig selv er et svagt hus - derfor er konkurrencestaten en dårlig ide.

Og alternativets hensigt om at reformere eu indefra er da udmærket, lad alle gode kræfter, hvor de end befinder sig, forenes om at realisere den gode vision.

Randi Christiansen

" ... at reel personlig frihed kun er mulig i et socialt fællesskab. Liberalismen mangler denne dialektik."

Liberalister har forbryderkløgt, ikke miljø-og socioøkonomisk intelligens. Et hus i splid med sig selv er et svagt hus - derfor er konkurrencestaten en dårlig ide.

Og alternativets hensigt om at reformere eu indefra er da udmærket, lad alle gode kræfter, hvor de end befinder sig, forenes om at realisere den gode vision.

Anne Eriksen

Reformere EU indefra - set i lyset af start og til nu vedrørende dette foretagende - "in your dreams" :)

Mihail Larsen

Lise Lotte Rahbek - derfor

http://politiken.dk/debat/ECE3284692/politikernes-loegne-skraemmer-ikke-...

En politik, der ikke er forpligtet på argumenter, er faktisk vold mod anderledes tænkende. Det har ikke i sig selv noget med over- og underklasse at gøre. Faktisk (!) er det i underklassens interesse, at det ikke er magten og følelserne, der hersker. Behøver jeg virkelig igen at nævne Karl Marx og hans store, teoretiske arbejde?

Karsten Aaen, Hannibal Knudsen, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Anne, man skal bestemt ikke kun forlade sig på, at eu kan reformeres indefra, men der er da ingen grund til ikke også at befinde sig i det forum.

Den sidste kantianer i Bruxelles

Man ser det for sig, Mihail Larsen cykler ned til Juncker og fabler om, at ville indlede en ’herredømmefri samtale’ om, hvad han mener Karl Marx alt har sagt og skrevet – men bliver straks fjernet af sikkerhedsvagterne, Kant eller snarere ej, smidt ud i benlås med håndjern og lander på røv og albuer nede på parkeringspladsen, hvor ’den blå bil’ venter – skrigende: jeg kræver altså kun ’at blive slået på argumenter’ … ;-)

Sören Tolsgaard

Når 52 pct. af de britiske vælgere ønsker at forlade konstruktionen, burde det i det mindste mane de sejrende EU-fortalere til besindelse, men nej, de undgår blot afstemninger i andre lande og vil snarest muligt fuldbyrde en irreversibel opløsning af nationalstaterne, hvoraf en verdensmester med superkræfter forventes at opstå.

Jan, nu skal du altså være sød mod Mihail Larsen - det er hans gode ret at være for Theorie des kommunikativen Handelns!

Hvis man mener, at herredømmefri kommunikation er er mulig under de gældende samfundsforhold, så ...

Touhami Bennour

For at leve godt , jeg har regnet ud, skal man tjener mindst 100.000 Euro per år, og selfølgelig ingen der kan også hvis du afskaffer uligheden fuldstændigt. BNP tillader det ikke. Her kommer at revolutionen for at afskaffe privatejendomsretten bliver umuligt.. Ja 100.000 euro skal der til for at leve godt I 2016. Det tales om 20 år vil mennesket kunne leve 200 år I en nano teknologísalder. Og mange vil det gerne . Altså socialismen ala 1917 er forbi.

Sören Tolsgaard

Touhami Bennour -

Så kun de stærkeste, der er i stand til at rage 100.000 Euro om året til sig, vil opnå det gode liv? Med udsigt til en livslængde på 200 år i Nanoland, velsagtens sponsoreret af oliepenge fra Muhammeds skattekiste - velkommen til favre nye verden version 2.0.

Vi andre må så nøjes med at leve et simpelt liv i de 70-80 år, som Vorherre har berammet, og forhåbentlig genopstå til et nyt liv så meget desto hurtigere..

Robert Ørsted-Jensen

Ja Weis, hvis ikke man evner at skrive noget gennemtænkt og begavet, kan man jo altid forsøge sig med nonsens

Torsten Jacobsen

Mihail Larsen skriver,

"EU skal sættes under legitimitetspres for at skabe en folkelig opinion for demokratiske og sociale reformer, ikke skrottes - for ellers er der kun nationalernes junglelov tilbage."

Og her gik jeg og troede, at EU skam lige siden sin dannelse havde været udsat for et sådant 'legitimitetspres'? Men det er så ikke tilfældet, kan jeg forstå.

For Mihail Larsens bud på en løsning er vel ikke i al seriøsitet endnu en ørkenvandring, hvor "EU skal sættes under et ENDNU STØRRE legitimitetspres for at skabe en folkelig opinion for demokratiske og sociale reformer...?

...Kant, Marx og Habermas for vild i en ørken... - kender nogen den vittighed, eller er den først ved at blive skrevet nu?..

Touhami Bennour

Søren tolsgaard
Samfundet var altid bygget til fordel for de stærkste, men man forklarede ikke det rationale. der ligger bag, man troede de er nogle tossed mennesker. Nej der er kamp for det gode liv, som Darvin sagde det. Men de opfører sig som tossed. Nu ved du det!

Anne Eriksen

Randi, visioner er godt, men det er lidt som boblerne i champagnen...
Prøv det af i vor hjemlige andedam, nemlig Folketinget - lad de alternative kræfter komme til :)

Steffen Gliese

For mig er det en forudsætning for EUs forandringsvillig- og mulighed, at England melder sig ud. Jeg håber på, Skotland får lov at blive, og forhåbentlig som en selvstændig nation - for det er jo paradoksalt, at vi kan kæmpe indædt for de baltiske landes frihed, for Ukraines emancipation, opløsningen af det jugoslaviske tvangsægteskab, men ser helt anderledes følelsesbetonet og sentimentalt på det, når det gælder Katalanien, Skotland, Baskerlandet m.m. Stod det til mig, blev Tyskland igen de over hundrede småriger, dog ikke ledet af fyrster, men valgte/udpegede forsamlinger af passende størrelse. For det er nu engang vigtigt, at vejen til magten er kort, og at magtens rækkevidde begrænses af folkets vilje.

Anna Sørensen

Jo!! DET FÆLLES BEDSTE FINDES!! Nemlig, når vi tænker helt basalt, på kloden, på alles ret og ønske om det gode liv, om det at være menneske. Det er MEGET vigtigt at huske det, grundliggende er der noget vi alle er fælles om, både 'arbejdstagere' og 'arbejdsgivere'. ;o)
Når det er sagt, har artiklen helt ret i, at EU savner evnen til at bruge kritik til forbedringer og har glemt at lytte til befolkningerne. For meget bureaukrati og bedrevidenhed er nok nogle af svarene, tror jeg ;o)

Steffen Gliese

Der er intet alternativ til EU! Hvis man vil se, hvad vi får uden et stærkt EU, kan man se på den farce af et amerikansk præsidentvalg, der udspiller sig, på Kinas ekspansion i Afrika, på de Mellemøstlige despotiers diskrete politiske påvirkning af trosfæller overalt.
Magtmennesker er der overalt, men kun EU har for nuværende en tilstrækkelig elastisk form til, at man rent faktisk kan foranstalte en forandring strukturelt.
For hvad tænker den ene procent mon egentlig på - i forhold til den postulerede overbefolkning og det manglende behov for arbejdskraft at udbytte, efterhånden som mekaniseringen tager over.
Kunne de tænkes at ville besidde hele jorden, uden alle os andre? Så ville manglen på råstoffer jo pludselig ikke være noget problem, klimaforandringerne ikke alene ikke noget problem, men også i løbet af en generation overkommet.

Jo mere magtfulde kapitalisterne med deres umenneskelige økonomiske system bliver, des mindre stabilt sidder de på magten.

Randi Christiansen

Eller også havde de bare ikke rigtig tænkt sig om og sidder nu med ansvaret for et kæmpe kaos (steffen 9.21) ... der er virkelig rum for udspacede konspirationsteorier, når man skal prøve at fatte de miljø-og socioøkonomiske tåbeligheder, som får lov at florere. Men som mihail skriver : " at reel personlig frihed kun er mulig i et socialt fællesskab. Liberalismen mangler denne dialektik." så er mennesket ikke født med nogen særlig høj social intelligens, eller hvad?

Vi må satse på, at et flertal i tide forstår planetens iboende lovmæssigheder, så det forstås, at konkurrencesamfundet ikke er en forudsætning for at fremelske de mest levedygtige individer. Det må jo forstås, at styrke uden social intelligens er vejen til krig.

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, i en fremtidsfilm, Elysium, bygget på en splended idé, men desværre mishandlet i Hollywoods voldsfikserede effektunivers, er de rige med deres kostbare livsforlængende teknologi rejst op på en enorm rumstation i kredsløb om Jorden, for at undgå omfordeling af BNP, mens Jorden er en robotstyret arbejdslejr for underklassen. Men heller ikke den ide holder for nærmere analyse. Og Taleban har genbevist at krige på landjorden mod en pjaltehær ikke kan vindes fra luften.

Og hvis vi skal satse på social fornuft, må det blive uden for det strukturelle og politiske neoliberale EU. At forandre EU indefra, er som at forandre Goldman Sachs til en filantropisk fond. Nemt i tankerne men som Jan Weis beskriver det umuligt i praksis:

Den sidste kantianer i Bruxelles
Man ser det for sig, Mihail Larsen cykler ned til Juncker og fabler om, at ville indlede en ’herredømmefri samtale’ om, hvad han mener Karl Marx alt har sagt og skrevet – men bliver straks fjernet af sikkerhedsvagterne, Kant eller snarere ej, smidt ud i benlås med håndjern og lander på røv og albuer nede på parkeringspladsen, hvor ’den blå bil’ venter – skrigende: jeg kræver altså kun ’at blive slået på argumenter’ … ;-)

Jan Weis, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Sider