Læsetid: 8 min.

Venstrefløjen er ved at tabe EM i politik

Politik er en kamp mellem interesser, men kampen er næsten forsvundet på europæisk plan. Venstrefløjen har tabt bolden i sin iver efter kompromiser, mener Rasmus Nørlem Sørensen fra Oplysningsforbundet DEO
Konsensuspolitikken har medført, at den politiske bane i EU primært er kridtet op af økonomiske eksperter og teknokrater. Rasmus Nørlem Sørensen mener, at den danske venstrefløj bør tage kampen op på EU-arenaen i stedet for ensidigt at arbejde for udmeldelse

Konsensuspolitikken har medført, at den politiske bane i EU primært er kridtet op af økonomiske eksperter og teknokrater. Rasmus Nørlem Sørensen mener, at den danske venstrefløj bør tage kampen op på EU-arenaen i stedet for ensidigt at arbejde for udmeldelse

Ulrik Hasemann

5. juli 2016

Vi forventer, at fodboldspillere kæmper for deres fans, så snart de går på banen. Finder vi ud af, at de har aftalt resultatet på forhånd, bliver vi skuffede og vrede. Så er fodbold bare et stort teater, som kun giver mening for de personer, der har indgået aftalen.

Fodbold er en kamp, og vi forventer, at der kæmpes. Anderledes står det til, når det drejer sig om politik – og i særdeleshed politik på europæisk plan. Her kæmper politikerne angiveligt ikke for deres egne interesser, men i stedet for det fælles bedste.

Problemet er, at det fælles bedste ikke findes, og hvis venstrefløjens politikere ikke begynder at kæmpe for deres vælgeres interesser, så mister de også de goder, som trods alt er vundet på europæisk plan.

Det mener Rasmus Nørlem Sørensen, der er sekretariatsleder i Oplysningsforbundet DEO, hvis primære opgave er at skabe debat om EU: »Det fælles bedste er en illusion. Arbejderklassen og industrien har altså ikke de samme interesser, og der skal være et politisk rum på europæisk plan, hvor de kampe kan kæmpes,« siger Rasmus Nørlem Sørensen.

Læs også: Enhedslistens nationale drejning er uspiselig for socialister

Han mener, at venstrefløjen bør blive bedre til at gøre fælles front mod de borgerlige partier i EU. Og han kritiserer derfor både den yderste venstrefløj for at melde sig helt ud af det europæiske projekt og Socialdemokraterne for at glemme deres vælgeres interesser. 

»Den yderste venstrefløj skal få øjnene op for alle de ting, den kan bruge EU til. Og Socialdemokraterne skal forstå, at når de åbner for frihandelsaftaler med USA, Canada og Sydkorea, så sætter de alle de sejre på spil, som venstrefløjen har vundet, når det handler om klima, miljø og forbrugerrettigheder. Hvis vi ikke passer på, mister vi retten til at regulere politisk med demokratisk kontrol. Og så bliver den politiske bane, der kan spilles på, meget lille.«

Politisk ensfarvethed

Rasmus Nørlem Sørensen har vi valgt at interviewe til denne serie om venstrefløjen og EU, som vi begynder i dag, fordi han er blandt de få debattører i Danmark, som har indgående kendskab til begge dele. I forbindelse med Brexit har han udviklet sig til en slags EU-medieperson, som DR2 har indkaldt flere dage i træk til at kommentere de dramatiske begivenheder.

For at trække vores samtale lidt ud i virkeligheden spørger jeg ham, om vi kan mødes et sted, som enten har noget med EU eller venstrefløjen at gøre. Den er han med på, og et par timer senere sender han en sms og foreslår Meyers Deli på Frederiksberg – et valg jeg først får forklaret, da vi dagen efter står foran stedet.

»Umiddelbart har Claus Meyer jo fat i alt det rigtige: Økologi, lokale råvarer osv. Men så sælger han sin virksomhed til en kapitalfond, der har hjemme i skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal. Det er et meget godt billede på, hvad der er i vejen med venstrefløjen i dag,« forklarer Rasmus Nørlem Sørensen.

Meyers Deli er desværre så populær mandag formiddag, at der er for meget larm til at gennemføre interviewet. Vi ender derfor med at gå over på cafeen på den anden side af gaden og bestille to gange filterkaffe med så meget mælk, at den sorte kaffe ligner en grumset bastard, der sender tankerne i retning af de efterhånden ret udvaskede partifarver i Europa-Parlamentet.

»De politikere, der sidder i Parlamentet, skal forstå, at det der med bare at være enige om alting for at få magt i forhold til Kommissionen eller Ministerrådet, det er der ingen vælgere, der kan bruge til noget. Hvor er min repræsentant henne, når de to største partier i Parlamentet (kristendemokratiske EPP og socialdemokratiske S&D, red.) hele tiden går sammen om at danne et flertal?«

Den tætte alliance mellem EPP og S&D i Europa-Parlamentet er bare et blandt mange demokratiske problemer i EU. Men debatten er aldrig blevet taget for alvor, for EU har altid været defineret som et nødvendighedens projekt, som de fleste europæere i mange år hverken havde særligt negative eller positive følelser omkring, forklarer Nørlem Sørensen. Præmissen for samarbejdet har været en accept af det kapitalistiske marked tilført en række sociale rettigheder, der er blevet sikret gennem lovgivning. En linje, der ligger tæt op ad den engelske sociolog Anthony Giddens politiske filosofi om den tredje vej. Den strategi førte i 1990’erne og starten af 2000’erne til en konsensuspolitik, som fik den konsekvens, at den politiske bane i EU primært blev kridtet op af økonomiske eksperter og teknokrater, hvis autoritet sjældent blev udfordret.

»Jeg var i Spanien for at læse på universitetet i 2001, og dengang spurgte jeg folk, der var aktive i politik, hvad de mente om EU, men der var ikke rigtig nogen, der mente noget. Den samme oplevelse har jeg haft i Grækenland, Italien og til dels i Frankrig. EU var ikke noget, man tog stilling til politisk. Det var først, da man kunne se de uheldige konsekvenser, som opstod i håndteringen af euroen og finanskrisen, at EU blev politiseret i de lande.«

Lukker historisk blad

I Danmark har vi i modsætning til mange andre lande haft en livlig debat om vores deltagelse i EU. Men debatten er ofte strandet på spørgsmålet om, hvorvidt man er for eller imod, og det ærgrer Rasmus Nørlem Sørensen. Han ønsker ikke, at Danmark forlader EU, men han stiller sig samtidig kritisk over for den måde, EU fungerer på i dag.

Den position har Oplysningsforbundet DEO blandt andet formidlet gennem månedsbladet Notat. Bladet, som blev grundlagt i 1974, er bedst kendt for at være EU-modstandernes talerør, men efter DEO overtog driften i 2009, har Notat fungeret som en overvejende venstreorienteret udgivelse, der har opfordret til debat om EU i stedet for afvikling.

Den yderste venstrefløj skal få øjnene op for alle de ting, den kan bruge EU til. Og Socialdemokraterne skal forstå, at når de åbner for frihandelsaftaler med USA, Canada og Sydkorea, så sætter de alle de sejre på spil, som venstrefløjen har vundet, når det handler om klima, miljø og forbrugerrettigheder.

Rasmus Nørlem Sørensen

»Vi er ofte blevet forvekslet med EU-modstanderne, for vi stiller nogle kritiske spørgsmål. Men vi har også fået kritik fra de gamle nej-bevægelser, hver gang vi har skrevet noget pænt om EU. Så der har været lidt identitetskrig,« siger Rasmus Nørlem Sørensen, der også har fungeret som chefredaktør for Notat de sidste syv år.

I den periode er oplagstallet gået støt ned ad bakke, og det har betydet, at DEO valgte at udgive Notat for sidste gang i juni i år. Da bladet var på sit højeste i 1980’erne havde det 35.000 faste abonnenter.

Deltagelse frem for alt

Selvom Notat lukker, fortsætter DEO sit arbejde med at invitere kloge folk og politikere til EU-debat – både live og gennem nyhedsmails og bogprojekter. En tjans Rasmus Nørlem Sørensen har mange års erfaring med. Faktisk var det hans lyst til at inddrage almindelige mennesker i politik, der i 2009 fik ham til at vælge et job i en organisation, hvis formål er at debattere noget så umiddelbart tørt som EU.

»Jeg har aldrig som sådan brændt for Europa, men jeg har altid interesseret mig meget for politik; hvem der har magten, hvordan man kan holde øje med den, og hvordan man kan engagere folk i politiske beslutninger. Deltagelsesdemokratiet har jeg altid brændt meget for, og så har jeg rejst meget i Europa. Jeg har læst i Spanien og har en fransk kæreste, så jeg har altid levet som europæer.«

En opvækst i forskellige kollektiver i Søborg og på Østerbro har også betydet, at Rasmus Nørlem Sørensen har et naturligt talent for at omgås mange forskellige mennesker. Han hæver sjældent stemmen og er i det hele taget ikke særlig konfrontatorisk i sin retorik. På den måde adskiller han sig markant fra en af EU-debattens mest fremtrædende figurer, Grækenlands tidligere finansminister Yanis Varoufakis. Han startede tidligere på året det politiske projekt DiEM25. Et projekt, som Rasmus Nørlem Sørensen sagtens kan se fornuften i.

»En del af den bevægelse startede med at kalde sig Plan B. Og der har de fat i det helt rigtige. Plan A har spillet fallit, og der har fuldstændig manglet en debat om alternativer til EU, som det fungerer i dag. DiEM25 siger, at folket til at begynde med skal have indblik og indflydelse, så de kan fyre magthaverne, der har taget beslutningerne, og det er svært at være uenig i.«

Af de danske partier er det kun Alternativet, der har valgt at tilslutte sig bevægelsen. En del repræsentanter på venstrefløjen mener ikke, at det er nok at skabe gennemsigtighed. De ser EU som et grundlæggende liberalt projekt og vil derfor hellere stå helt udenfor i stedet for at forsøge at ændre noget. Et rationale, som Rasmus Nørlem Sørensen udmærket forstår.

»Vi står med det problem, at hvis man vil prøve at redde EU, så skal man også redde en traktat, som jeg grundlæggende mener er problematisk. Og derfor ser vi, at rigtig mange venstrefløjspartier ender med et sige, at så er vi EU-modstandere – især i Nordeuropa. Jeg tror, at man bliver nødt til at reformere traktatgrundlaget, så det ikke har den ideologiske slagside, som det har i dag. Men det sker ikke, hvis venstrefløjen bare stiller sig udenfor.«

Visioner man kan tro på

Det er Lissabontraktaten, Rasmus Nørlem Sørensen henviser til. EU’s forfatning, der trådte i kraft i 2009. Den indeholder blandt andet fire friheder, der betragtes som hjørnestenene i det indre marked: Arbejdstagernes, tjenesteydelsernes og varernes frie bevægelighed, men også den frie bevægelighed for kapital.

»Den sidste frihed strider imod socialismen, og det har givet store problemer med skattely og bankregulering. Bare det at få opgjort, hvor en virksomhed har sit overskud, er jo virkelig svært, når vi har et helligt princip om fri bevægelighed for kapital. Hvis vi på en eller anden måde skal have styr på finansverdenen politisk og skal politisere den, så må vi også politisere kapitalens frie bevægelighed. Det må foregå på nogle vilkår, hvor det er muligt at kontrollere den,« forklarer han.

Et anden akilleshæl for venstrefløjen og fagbevægelsen er arbejdskraftens fri bevægelighed. Den har splittet venstrefløjen og har lammet fagbevægelsen.

»I Storbritannien har vi set store reaktioner på arbejdskraftens frie bevægelighed, for den har været med til at skabe en ny britisk underklasse, som er stærkt presset af arbejdsmigration. Det er fint, at arbejdskraften kan bevæge sig, men vi bliver nødt til at se på vilkårene for den frihed, så der også er politisk kontrol med, hvordan den fungerer.«

Derfor har venstrefløjen også en stor opgave foran sig med at definere nogle visioner, som almindelige mennesker rent faktisk kan se en fremtid i. Og det handler ikke bare om at holde de fremmede ude, forklarer Rasmus Nørlem Sørensen.

»Hvis venstrefløjen har en rolle, som gælder i alle de europæiske lande, så er det at få skabt en samtale, som inkluderer EU. Og den skal insistere på at diskutere ulighed og meget gerne få de socialdemokratiske bevægelser til at forstå, at de spiller en rolle i kampen. Socialdemokraterne skal være repræsentanter for de svage i samfundet. Det er ikke deres rolle at favne hele den politiske midte. Højrefløjen kan sagtens selv føre sin egen politik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leif Koldkjær
  • Lars Peter Simonsen
  • Rasmus Nørlem Sørensen
  • Erik Karlsen
  • ingemaje lange
  • Niels-Simon Larsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Jørgen Wassmann
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Vivi Rindom
  • Alan Strandbygaard
  • Niels Duus Nielsen
Leif Koldkjær, Lars Peter Simonsen, Rasmus Nørlem Sørensen, Erik Karlsen, ingemaje lange, Niels-Simon Larsen, Jørgen Steen Andersen, Jørgen Wassmann, Robert Ørsted-Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Vivi Rindom, Alan Strandbygaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Tak til Mihail

Nogen her taler om Lissabon som var der tale om en betonmur der i al evighed vil sikre neoliberalismen og forhindre enhver form for velfærdstat og mulig libertær socialisme. Undskyld mit kinesiske – men dette er nonsens! Den danske grundlov og dens tale om ejendomsrettens ukrænkelighed er sgu ikke mindre beton.

Hvad evigheden angår, så kan vi med sindsro overlade den til Biblen, Gud, samt Jesus, Muhammed og tilsvarende profeters tankegang. I medens burde vi andre tage os tid til at fundere over den konkrete virkelighed.

Kapitalismen er stadig mindst lige så modsætningsfyldt som den var på Marx tid. Meget er forandret men modsætningerne er på mange punkter tiltagende, ikke mindst i lyset af miljøødelæggelserne og misbruget af naturgrundlaget. Enhver mulighed for at styrke international, tværnational solidaritet skal og bør udnyttes. Udnyttes rigtig vil nævnte modsætninger stadig bære muligheden for forandring.

Denne klassiske borgerlige nationalisme som mange på den danske venstrefløj nu populistisk omfavner, har aldrig været bærer af andet end holdninger der fundamentalt er fremmedfjenske og det der er værre.

Den internationale og tværnationale orientering er i uhyggelig grad blevet omdannet til tomme paroler og ideologisk tågesnak ved 1 maj møder. Typisk noget med at man åh så meget hellere end EU vil en eller anden endnu-ikke-eksisterende institution, og indtil den kommer (af sig selv - hvis vi skal tro sådanne folk) så bruger man sin tid på at fremme appeller til den nationale egoisme og fremmedfrygt.

Karsten Aaen, Jørgen Larsen og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

"Denne klassiske borgerlige nationalisme" - har jeg vanskeligt ved at se, når situationen er, at lønmodtagerne på gulvet mere eller mindre uartikuleret brokker sig over, at 500 mio. migranter fra hele Europa pludselig har fri adgang til at bosætte sig i nabolaget, mens arbejdsgiverne gnider sig i hænderne over, at levevilkårene er i frit fald.

De lokale fagforeninger kan ikke hamle op med dette pres, og at politikerne ignorerer situationen, mens probelemet eskalerer, levner ærlig talt ikke de udsatte befolkningsgrupper andre midler end at melde fra.

Det har UK nu gjort, og det vil måske fremkalde den reaktion, som givetvis ellers var udeblevet. EU-lederne vakler, flere lande forlanger øget national selvbestemmelse, og tillader de høje herrer i inderkredsen ikke dette, vil unionen antagelig bryde op i flere fraktioner, hvor grundlaget er forskelligt. Foreløbig vil UK tegne en ny europæisk standard.

Jan Weis, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Ebbe Overbye og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er nødvendigt at handle på stigende ulighed og alt tyder på, kun opløsning af EU er vejen frem, det er ikke fordi EU ikke har fået chance for at handle på en lang række af handlings krævende udfordringer, men problemet er EU ikke fungere klimaforandringer og katastrofal ulighed er to udfordringer der følger et typisk EU mønster, hvor EU ikke har langsigtede og realistiske mål, opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og EU er altid uden politisk veldefineret strategi for realisering.

EU skader helt enkelt mere end EU gavner, så spørgsmålet er så, hvad gør man med en uhelbredelige smittespredende syg ko EU?

Robert Ørsted-Jensen siger: Enhver mulighed for at styrke international, tværnational solidaritet skal og bør udnyttes ...men altså uden basis i en nationalstat - jeg må le. Folkets opgivelse af nationalstaten er kapitalismens hedeste drøm - derfor trækker RØJ på den galaj.

Karl Marx beskriver Statens betydning i den revolutionære proces i Det kommunistiske manifest. Trin 1:

Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt.

Burgøjsernes diskrete charme
...levevilkårene er i frit fald. - og nu går man også efter børnene - vi kommer til at opleve tiggende folk i gaderne, flere indbrud og flere selvmord - borgerlighedens 'gaver' til samfundet ...

Robert Ørsted-Jensen

Og hvorfor var det nu at Marx var medstifter af internationale og deklarerede at proletarerne skulle forene sig på tværs af lande grænser? Hvorfor havde de mere tilfælles med hinanden end med det nationale borgerskab? Hvorfor var det i følge alle de ledende marxister i 1910-14 et forædderi og en katastrofe da proletariatet i de enkelte lande og deres ledere istedet sluttede op om deres nationale borgerskab og stemte for krigsbevillinger og drog afsted i uniform? Hvorfor var nationalismen og proletariatets slutten op om samne anskuet af marxister som den katastrofe der endte i to verdenskrige? er der nogen der har glemt et eller andet eller bare aldrig begrebet hvorfor dette sås som katastrofens årsag?

Karsten Aaen, Jørgen Larsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

"The formation of a republican United States of Europe should be the immediate political slogan of Europe’s Social-Democrats. "

Lenin "The War and Russian Social-Democracy" Nov 1914

"The class-conscious workers fight hard against every kind of nationalism, both the crude, violent, Black-Hundred nationalism, and that most refined nationalism which preaches the equality of nations together with ... the splitting up of the workers’ cause, the workers’ organisations and the working-class movement according to nationality. Unlike all the varieties of the nationalist bourgeoisie, the class conscious workers, carrying out the decisions of the recent (summer 1913) conference of the Marxists, stand, not only for the most complete, consistent and fully applied equality of nations and languages, but also for the amalgamation of the workers of the different nationalities in united proletarian organisations of every kind.

Herein lies the fundamental distinction between the national programme of Marxism and that of any bourgeoisie, be it the most “advanced”." .... og videre medcityater fra Marx

"“The workingmen have no country.” One can well understand why the opportunists are so afraid to accept this socialist proposition, afraid even, in most cases, openly to reckon with it. The socialist movement cannot triumph within the old framework of the fatherland. It creates new and superior forms of human society, in which the legitimate needs and progressive aspirations of the working masses of each nationality will, for the first time, be met through international unity, provided existing national partitions are removed. To the present-day bourgeoisie’s attempts to divide and disunite them by means of hypocritical appeals for the “defence of the fatherland” the class-conscious workers will reply with ever new and persevering efforts to unite the workers of various nations in the struggle to overthrow the rule of the bourgeoisie of all nations."

Lenin "Corrupting the Workers with Refined Nationalism" May 1914

Hvorfor var det nu man tænkte sådan?

Karsten Aaen, Jørgen Larsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

i fortiden var det at være socialist og marxist ensbetydende med at man gik ind for skabelsen af et United States of Europe

Robert Ørsted-Jensen

Atkins som dog i det mindste har læst manifestet har tilsyneledende overset denne paragraf

"The working men have no country. We cannot take from them what they have not got. Since the proletariat must first of all acquire political supremacy, must rise to be the leading class of the nation, must constitute itself the nation, it is so far, itself national, though not in the bourgeois sense of the word. National differences and antagonism between peoples are daily more and more vanishing, owing to the development of the bourgeoisie, to freedom of commerce, to the world market, to uniformity in the mode of production and in the conditions of life corresponding thereto. The supremacy of the proletariat will cause them to vanish still faster. United action, of the leading civilised countries at least, is one of the first conditions for the emancipation of the proletariat."

Karsten Aaen, Jørgen Larsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Robert Ørsted-Jensen -

"Hvorfor var det i følge alle de ledende marxister i 1910-14 et forædderi og en katastrofe da proletariatet i de enkelte lande og deres ledere istedet sluttede op om deres nationale borgerskab og stemte for krigsbevillinger og drog afsted i uniform?"

"To the present-day bourgeoisie’s attempts to divide and disunite them by means of hypocritical appeals for the “defence of the fatherland” the class-conscious workers will reply with ever new and persevering efforts to unite the workers of various nations in the struggle to overthrow the rule of the bourgeoisie of all nations."

Jeg er ikke dialektisk materialist, og føler mig hverken forpligtet eller berettiget til at definere eller begrunde mit standpunkt ud fra Marx' og Lenins evangelier, men finder dog, at det er umådelig besynderligt og uberettiget at anklage den danske venstrefløj for krigsbevillinger og militaristisk fædrelandsdyrkelse. En mere vrang retorik har jeg sjældent hørt!

Nationen er i mangt og meget en funktionel enhed, ligesom kommunen, fabrikken, familien og skolen, etc. Sådanne organiske enheders funktion må respekteres på lokalt plan, så de netop ikke bliver redskaber for spekulation og udnyttelse, men fungerer til fælles bedste.

Det opnår man ikke ved, at arbejdsgiverne dikterer arbejderens bevægelighed, der markedsføres som frihed og anvendes til løntryk, tab af lokale rettigheder og splittelse af familier, som konstant er under pres, idet erhvervslivets rettigheder favoriseres på bekostning af den sociale sikkerhed.

Det internationale perspektiv indebærer naturligvis, at ingen bør lade sig udnytte og spille ud mod hinanden, hvilket sker, når arbejdsgiverne kan lede og fordele arbejdet efter forgodtbefindende, og det må de ringest stillede naturligvis tilstræbe at gardere sig imod, både på det internationale, det nationale og de mere lokale niveauer.

Touhami Bennour

Tilhængere af dexit har en skjult dagsorden. Briterne har et alibi at slutte sig til commenwelth, hvad har dexiter?

Robert Ørsted-Jensen

Jamen Tolsgaard jeg henvendte mig heller ikke til dig med de spørgsmål, men netop til dem som påstår at de er marxister og er medlemmer af et venstrefløjsparti

Robert Ørsted-Jensen

Men nu vi er ved det så betyder en overnational unionssamarbejde ikke at man afskaffer eller ikke har brug for nationale regeringer, amter og kommuner. Der er end ikke nogen modsætning mellem lokal selvforvaltning og en overnational union. Det hele er et spørgsmål om opgave fordeling. Man fører ikke udenrigspolitiske forhandlinger i Nørre Snede.

Sören Tolsgaard

Robert Ørsted-Jensen -

"Since the proletariat must first of all acquire political supremacy, must rise to be the leading class of the nation, must constitute itself the nation, it is so far, itself national, though not in the bourgeois sense of the word."

Hm, benægtede du ikke lige the national realm for de revolutionære?

"United action, of the leading civilised countries at least, is one of the first conditions for the emancipation of the proletariat."

Hm, uenigheden beror i så fald tilsyneladende på, hvilke nationer den revolutionære bevægelse betragter som modne til denne emancipation. Britterne betragter sig vistnok som superiøre, det samme gør russere, amerikanere, franskmænd og tyskere, de to sidstnævnte er muligvis modne til en fælles anstrengelse, mens mindre nationer i randområderne vist opfattes som det tynde øl, som helst bare skal makke ret. Min forestilling tager i dette perspektiv udgangspunkt i det fælles skandinaviske, med fuld respekt for andre folkeslags udviklingsveje - som dog for mig sandt at sige langtfra endnu synes modne til den store forbrødring.

NB: Også latinere, tyrkere, arabere, persere, jøder, indere, kinesere og andre nuværende og tidligere stormagter er tilbøjelige til at opfatte netop deres kultur som overlegne. Hovmod står dog som bekendt for fald, men erkendes for det meste kun i faldet.

Robert Ørsted-Jensen

nej, det der beskrives der var klart bare første skridt på vejen til proletariates emancipering. Enden på den process var, i den klassiske marxke tankegang, altid et overnationalt samarbejde, Lenin, dengang han selv stadig var socialdemokrat, anbefalede endog parolen "Europas forenede stater", som du kan se ovenfor. Jeg spørg bare hvad der er blevet af denne tankegang - hvorfor er den nu forkert - blandt grupper af erklærede marxister i de nordiske og mest velhavende lande i EU?

Karsten Aaen, Jørgen Larsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

oprettelse af nationalstater - noget som ganske enkelt ikke kan lade sig gøre alle steder på kloden (Balkan alene dokumentere hvorfor, men der er mange andre og bedre eksempler) - var aldrig et endemål for andet end de borgerlige demokrater.

Robert Ørsted-Jensen

Touhami Bennour - Britierne er og har hele tiden været tilsluttet commenwelth, men det er ikke noget alternativ, og da slet ikke så mange år efter at briterne blev EU medlemmer og neddroslede hvorefter de øvrige udviklede andre samarbejdsformer. Asean, African Union etc etc

Sören Tolsgaard

Jamen, det er da et udmærket endemål. Og netop et endemål, vi langtfra er modne til endnu.

Den skandinaviske underklasse er simpelthen blevet blæst omkuld af den stedfundne udvikling, som eliten, supportet af velbjegede pampere, har søsat med en skjult agenda, jeg ikke behøver at udpensle. Mange unge er hægtet af, erstattet af et overskud af allerede uddannet arbejdskraft fra østen, et brain-drain af dimensioner, og værre i UK end hos os.

Et lille skridt ad gangen er vel hvad de nordiske venstrefløjspartier foretrækker, og da EU-eliten ufortrødent udbygger den harmonisering, som er et pænt udtryk for øget konkurrence og tab af social sikkerhed, melder de naturligvis fra.

Lad, som du selv citerer, de mest udviklede lande slutte sig sammen og vise, at det kan lade sig gøre, men lad ikke eliten diktere migration og true den udvikling, vi har nået.

Sören Tolsgaard

"Udmærket endemål" - hermed mener jeg overnationalt samarbejde, forstås.

Men netop endemål, og helst ikke en destabiliserende overdosis.

Touhami Bennour

R.Ø.Jensen
Jeg er mest interesseret I en verden delt I 5, 6, 10 regioner I stedetr for 200 lande, Således skaber man en ny verdenorden. Økonomiisk England er respekteret og londen er vellidt, og jeg tror det ¨kan klare sig med Commenwelth eller ej. og også nbryder man med fortiden, krige etc.

Touhami Bennour

Jeg bruger samme strategi om arabisk enhed, Man har mange til fælles og man har brug for hinaden så hvorfor ikke? Økonomisk er derr en fordel, men mest viljen til at leve sammen det er det vigtiske

Robert Ørsted-Jensen

Jo Atkins og det var også ret tydeligt beskrevet I ovenstående citater. Men det var det alt du kunne møde op med?

Ja, Robert Ørsted-Jensen, på dit forståelsesniveau må vi tage en ting af gangen, og jeg gentager gerne nu du harforsøgt at spamme debatten:

Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt. (Karl Marx)

Ikke at alt hvad Marx skrev gælder i dag, men du bruger internationalismen til at angribe Enhedslisten for at være nationalschauvinistisk, og dermed i strid med den historiske socialisme, men som du kan læse, så er Staten også historisk en vigtig brik i socialismens kamp for demokratisering af hele samfundet.

Robert Ørsted-Jensen

Du bekræfter kun hvad jeg har sagt tidligere - at store dele af den danske venstrefløj er blevet tilhængere af borgerlig nationalisme - men der er dog håb om et opgør på det punkt

Robert Ørsted-Jensen

Folkebevægelsen har ædt hjernecellerne hos store dele af fløjen siden 1972 :)

Randi Christiansen

Følg pengene - find magten. Før den ene procent detroniseres fra den økonomiske magt, er det nærmest lige meget, hvilket styresystem, der anvendes. Se fx hvordan magten misbrugte sit mandat i forbindelse med irakinvasionen, og hvordan det fortsat lykkes at begrave retsopgøret med de ansvarlige.

Det er også klart, at visse grænseoverskridende udfordringer nødvendigvis må håndteres i overnationalt regi, men det er jo ikke det sammes som, at nærhedsprincippet, den lokale selvforvaltning skal undermineres.

Samtalen må altså også handle om, hvad der er global, og hvad der er lokal jurisdiktion. Indtil videre er global og lokal politik ikke hævet over det værste hundeslagsmål. Planetens iboende lovmæssigheder, som må danne grundlag for den fælles vision, der definerer styresystemet, er endnu ikke dæmret. Det siges, at menneskeheden er midt i en kollektiv opvågnen. Det er også på lidelsens vej. Brændt barn skyr ilden, her lugter ilde.

Jørgen Larsen

@Robert Ørsted-Jensen, Fornemt gennemgang kl. 00:29.

Bill Atkins m.fl. ynder at fremstille sig som den store marxistiske teoretiker og dem som ikke bifalder det frelsende evangelium som floffy-socialister.

Men det er nu ikke svært, at finde steder i de klassiske skrifter der klart og utvetydigt viser, at han er helt galt afmarcheret som eksempelvis her http://www.marxisme.dk/arkiv/lenin/1917/stat-rev/sr-02.htm om statens rolle.

Det er muligt, at Marx og Lenin havde uret og han har ret. Men der er i hvert tilfælde ikke overensstemmelse mellem Deres og hans standpunkter. Uanset hvor mange gange han påstå, at det er tilfældet. Heldigvis er der opbrud - også i EL. Det har jeg ventet på i næsten 4 årtier.

Randi Christiansen

Når selv centrum venstre abbonnerer på neoliberalistisk økonomi, hvordan skal vi så skabe miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed?

Robert Ørsted-Jensen

Marxister var alle internationalister der drømte om et Europas forenede socialistiske stater. Nationalstater accepterede man nødtvungent som en borgerlig forteelse.

Marxisme tiltrak i de tidlige år mange der ikke havde mulighed for et nationalt hjemland. Derfor var der mange jøder og tilsvarende der ikke have et nationalt hjemland.

Det bør tilføjes at det er umuligt for de fleste nationer på jorden at skabe nationalstater - alene derfor er det vanvittigt insister på dette - Marx havde ret også her.

Hvis vi for et øjeblik forestillede os at alle nationaliter insisterede på at de alle skulle deres egen nationalstat ville hele helvede bryde løs - i sammenligning ville det kunne får anden verdenskrig til at ligne en søndagsudflugt.

At insistere på nationalstater er ganske enkelt tåbeligt

Jørgen Larsen, Karsten Aaen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Robert Ørsted-Jensen, bliver ved med sin forpjuskede stråmand - revolutionsprocessen har brug for Staten og statsmagten - og da specielt hvis den foregår demokratisk.

Ethvert angreb Staten, også via pseudobetegnelser, er neoliberalistisk og anti-socialistisk.

charlie white

Det er vel rimeligt at spørge hvad det er neoliberalisterne laver (dagsorden), og evner de at føre danmark ind i en samarbejdende union (globalisering),

Med rette er der mange danskere der ikke kan se de neoliberale besidde de evner der favner hele folket, da det jo tydeligt at de smider store grupper på gulvet plus en stor luns af middelklassen, danmark bliver hevet ind i unionen som et misfoster, hvor befolkningen slet ikke er parate til union.

Det kan da ikke undre nogen at danskerne ønsker at blive konsolideret som samfund, hvor alle føler at vi har et system som kan løfte den enkelte, hvor de små fællesskaber er fundamentet hvorpå vi indtræder i en union, og hvor unionen ikke er i tvivl om at det skal det også være i en fremtid.

Når unionen ikke allerede har styr på de store ting (miljø - grænser - flygtninge - økonomi - forståelse for fællesskaber og meget mere) så er det nødvendigt at der bliver hevet i bremsen, mens vi som borgere i en nationalstat får styr på de sager.

Som det er nu er standarden blevet forringet, folket blevet undertrykt, velfærden gået til skattelettelser og vores politikkere er til salg for et godt job for at forringe danskernes land, det har vi ikke længere lyst til, derfor giver det mening at tænke protektionistisk.

Touhami Bennour

Bill Atkins
Hvilke stat? er det minimal stat, er det nul stat(som i Irak) jeres leder fra Fog til Blair en passant gennem Bush JR, erdygtig til at sye sammen en stat efter mål, Så hvilke stat. Eller fejl stat. Gud bevares. Eller en stat ,hvor der der mere ansatte end stole

Touhami Bennour

Bill Atkins
Hvilke stat? er det minimal stat, er det nul stat(som i Irak) jeres leder fra Fog til Blair en passant gennem Bush JR, erdygtig til at sye sammen en stat efter mål, Så hvilke stat. Eller fejl stat. Gud bevares. Eller en stat ,hvor der der mere ansatte end stole

I et råstoffattigt land som Danmark er det en asocial konkurrencestat, der sigtes på...

...væk med de der ikke kan forrente sig.

Robert Ørsted-Jensen

Atkins en stat er og en nationalstat er ikke det samme. Kun få lande er nationalstater. Nationalstaten og nationalisme er en borgerlig ideologi som kun er et par hundrede år gammel. De fleste feudale samfund var ikke nationalstater, men overnationale stater. EU ligner også i tiltagende grad en overnational stat. Du burde studere disse forskelle lidt. En national stat er i en stat der er funderet på kun een etnisk nationalitet.

Det er jo Staten - set som en samling af statsinstitutioner - som er under neoliberalt angreb og som Enhedslisten kæmper for, og ikke en "borgerlig ideologi", som du påstår, Robert Ørsted-Jensen - Måske skulle du læse hvad Enhedslisten selv skriver, Det er jo dig Robert Ørsted-Jensen, der helt ubegrundet bringer "nationalstaten og nationalisme" på banen.

Som socialist er det tilladt at kæmpe for Statens overlevelse og forandring, uden at blive beskyldt for nationalisme. Det du skriver er jo helt til rotterne Robert Ørsted-Jensen.

Måske skulle du også kigge på hvordan Karl Marx anser Staten som en uadskillelig del af nationalstaten, klassekampen og revolutionsprocessen:

https://www.information.dk/comment/1142055#comment-1142055

Robert Ørsted-Jensen

Ja Atkins - men der er ikke i den heenseende den mindste forskel på om den stat er I københavn eller i Brussel. Men den eneste virkelige miulighed for at gøre en forskel er at gå sammen med resten af venstrefløjen og fagbevægelsen i Europa om at ændre den Brussel. at stå sammen med at par andre partier i Norden er sgu ikke internationalisme. EL er end i grøften med det yderste højre - de skal ud af den grøft - ellers går det galt.

Selom Danmark stod uden for EU ville vi stadig være underlagt det der neoliberalistiske angreb, vi vil bare få regningen, uden indflydelse.

Vejen frem er den samme som den var i 1870erne da man stiftede internationale og fagbevægelsen startede - tværnationale europæisk ventrefloj, og målet bør stadig være en union i Europa som Lenin anbefalede det i 1914. En national venstrefløj er intet værd - og da slet ikke en nationalistisk en og midt i en tid kvor kapitalkræfterne igen har overtaget på Verdensmarkedet

Robert Ørsted-Jensen

Marx har aldrig anset nationalstaten som uadskillig fra staten - han var begavet - og sådan snak er komplet nonsens. Der var kun meget få nationalstater i Europa i 1850 og hans eget fædreland blev først en nationalstat efter den fransk-tyske krig i 1871.

Robert Ørsted-Jensen

Du burde gøre dig selv den tjeneste bare at lytte til folk som Mihail Larsen - han er gammel kapitallogiker og har studeret Marx i mange årtier nu. Han har oversat flere Marx skrifter end nogen anden dansk i live idag. Du sidder der og har læst i manifestet og har tydeligvis ikke forstået den historiske kontext for det skrift - du har ganske enkelt ikke styr på det her. Somme tider kan det betale sig at lytte.

Du har din ret til at erklære dig uenig med Marx og Lenin og hele den klassiske marxissme hvad angår nationalisme, og der er bestemt mange andre punkter hvor der bør stilles spørgsmål. Det her skal altid behandles kritisk, det er ikke religion og udenadslære, det bør være videnskab. Men vær sikker på at du ved hvad du taler om før du går på banen

Sider