Læsetid: 5 min.

37 lande har krævet vandet tilbage på offentlige hænder

Mens Danmark snakker privatisering, har kommuner og lande i 235 tilfælde gennationaliseret vandforsyningen siden år 2000. Det viser en rapport fra en hollandsk tænketank. Brudte løfter og høje priser er de primære grunde til, at man vender det private marked ryggen, forklarer ekspert, der advarer Danmark mod at gamble med grundvandet
Mens den danske regering overvejer mulighederne for at privatisere vandforsyningen, viser det sig, at man har meget blandede erfaringer med privatiseringer i andre lande.

Tobias Nørgaard Pedersen

19. august 2016

Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Sverige og en række andre lande har siden år 2000 gennationaliseret hele eller dele af deres vandforsyning efter mislykkede forsøg med privatisering.

Det fremgår af rapporten Our Public Water Future udgivet i april 2015 af den hollandsk baserede tænketank Transnational Institute.

I alt dokumenterer rapporten 235 tilfælde af gennationaliseringer af vandforsyning, der strækker sig over hele verden fra Indonesien til Argentina, Tanzania og Tyrkiet. Sammenlagt har over 106 millioner mennesker i 37 lande fået deres vand tilbage på offentlige hænder de seneste 15 år.

Rapporten er relevant for Danmark, eftersom regeringen tirsdag lagde op til at fremlægge en ny forsyningsstrategi på baggrund af en hemmeligholdt rapport fra konsulentvirksomheden McKinsey.

Af rapporten skulle det ifølge Jyllands-Posten fremgå, at danske vandforbrugere kan spare et større beløb på at effektivisere vandforsyningen gennem privatiseringer.

Læs også: Privatisering af vand kostede Berlin milliarder

Den danske regering gør klogt i at tænke sig grundigt om, inden den kaster sig ud i en privatiseringsbølge af grundvandet. Det mener Satoko Kishimoto, som er medforfatter til Transnational Institutes rapport om den globale vandsektor:

»Fortalere for privatisering af vandsektoren i hele verden lover altid to ting: At de kan skære ned på omkostningerne ved at øge effektiviteten og samtidig investere i ny teknologi. Vores data viser, at det ofte ender lige omvendt. De typiske grunde til, at lande gennationaliserer, er, at det private marked har gjort vandet dyrere og dårligere, og at man har forsømt at investere i langsigtede løsninger, der sikrer vandforsyningen mod klimaforandringerne.«

Privatisering kan være godt

Kishimoto er ikke principielt imod privatisering af offentlig infrastruktur – for eksempel mener hun, det kan give god mening i affalds- og transportindustrier, hvor det er muligt at skabe en situation med flere konkurrerende udbydere. Men inden for vandforsyning er det stort set umuligt, mener hun:

Fra 2000 til 2015 er privatisering af vandforsyningen blevet rullet tilbage en række steder i verden.

»Forbrugeren har ingen mulighed for at vælge en alternativ vandkilde. Du kan ikke skifte vandrør eller udbyder, så frem for at skabe konkurrence, afgiver du et naturligt monopol. Og eftersom private virksomheder er sat i verden for at tjene penge, vil de naturligt forsøge at øge prisen på vandet,« siger Kishimoto og fortsætter:

»Dermed kræver det meget stærke offentlige kontrolorganer at regulere det private marked, så virksomhederne ikke udnytter deres monopol. Vores rapport viser, at det er ekstremt svært at få det system til at blive en gevinst for forbrugeren. Derfor gennationaliseres vandet i disse år fra Berlin til Houston og videre til Jakarta. Det er en global tendens.«

Ensidig rapport

Rapporten fra Transnational Institute er udgivet i samarbejde med flere internationale forsknings- og researchinstitutter samt den europæiske sammenslutning for fag- foreninger, EPSU.

Og netop afsenderens interesser skal man være opmærksom på, fortæller lektor ved Roskilde Universitet Ole Helby Petersen.

»Med EPSU som medudgivere er der en afsender, der er kritisk over for privatisering, bag undersøgelsen. Det er vigtigt at være opmærksom på, når man tolker resultaterne,« siger Ole Helby Petersen, der har beskæftiget sig med udlicitering og konkurrenceudsættelser af offentlige opgaver i mange år.

Derudover mener han ikke, at undersøgelsen betragter privatisering af vandforsyning i et tilstrækkeligt nuanceret perspektiv.

»Undersøgelsen har kun fokuseret på de privatiseringer, som er gået galt. Den viser derimod intet om, hvor mange privatiseringer, der er foregået uden problemer. Derfor er der tale om en ubalanceret undersøgelse, som kun afdækker de dårlige eksempler, men ikke de gode.«

Den kritik anerkender Satoko Kishimoto fra Transnational Institute, som dog fastholder, at de har påvist en tydelig tendens:

»Vores hensigt har ikke været at give et samlet billede af alle privatiseringer i verden. Det er der i forvejen mange organisationer og konsulentbureauer, der har gjort. Vi ser vores rapport som et korrektiv. Vi påviser en klar tendens; at privatisering af vand er gået galt i hundredvis af projekter de senere år, for det er der ingen andre, der taler om,« siger hun.

Millionbesparelser

Kishimoto peger på, hvordan Paris sparede 260 mio. kr. på vandregningen det første år, kommunen gennationaliserede vandforsyningen. Eller hvordan byen Houston i Texas har skåret 17 pct. af udgifterne ved at tage grundvandet tilbage på offentlige hænder.

»Vores data er for markante til, at man kan ignorere dem, hvis man som seriøs ekspert eller politiker vil forholde sig til, om det er en fornuftig idé at privatisere vandet i Danmark,« siger hun.

Det sidste er Ole Helby Petersen for så vidt enig i. Han understreger, at det er »helt afgørende at medtage gode såvel som dårlige erfaringer fra andre byer og lande, når man overvejer at udlicitere den danske vandforsyning«.

En holdning, som møder opbakning fra professor Martin Paldam ved Aarhus Universitet:

»Når vandsektoren ikke har været privatiseret før, kan der i sagens natur være udfordringer ved at privatisere på et nyt marked. Derfor skal man være opmærksom på erfaringerne fra fejlslagne forsøg, for hvis man ikke gør det ordentligt i Danmark, kan det sagtens gå galt,« siger Paldam, der forsker i privatisering af offentlig infrastruktur.

Også Paldam hæfter sig dog ved, at Transnational Institutes undersøgelse svækkes af, at den ikke beskæftiger sig med vellykkede udliciteringer af vandforsyning i verden.

Pas på, Danmark!

Inden den danske regering vælger at gå videre med planerne om at privatisere den danske vandforsyning, bør politikerne ifølge Satoko Kishimoto tænke sig grundigt om.

»Første skridt må være at offentliggøre den hemmelige rapport fra McKinsey, så eksperter kan gå konklusionerne efter i sømmene. Gennem vores arbejde i Transnational Institute er vi stødt på McKinsey mange gange, og de når altid frem til, at det er fornuftigt at kommercialisere naturressourcer, herunder vand. Resultatet synes givet på forhånd.«

Læs også:Professor: ’Privatisering af vand er DONG-sagen om igen’

»Dernæst bør den danske regering få udarbejdet en kritisk rapport, der kigger på risiciene ved at udlicitere jeres vigtige infrastruktur. Snak med folk i Berlin, Paris og lande, hvor det gik galt – og tag ved lære,« siger hun og tilføjer:

»Og tænk jer så godt om, inden I går videre. Vi har utallige casestudier, der viser, hvor svært det er at gennationalisere vandforsyningen, når den én gang er blevet privatiseret. Det er en ekstremt dyr og juridisk besværlig øvelse. Når hundredvis af byer alligevel vælger at gøre det, skyldes det, at vandet er livsvigtigt for vores overlevelse. Det er for farligt at gamble med vores fremtid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Karin Hansen
  • Jan Pedersen
Nikolai Beier, Karin Hansen og Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Ole Helby Petersen, der har beskæftiget sig med udlicitering og konkurrenceudsættelser af offentlige opgaver i mange år, og professor Martin Paldam ved Aarhus Universitet synes begge at der er vellykkede udliciteringer af vandforsyning i verden.
Men påviser de hvor?
NEJ !!

Peter Marckwardt, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Claus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

I P1 var der flere mænd fra Vandsektoren, der sagde at der allerede var foretaget flere af de i McKinsey rapport opremsede effektiviserings forslag samt kritiserede den for regeringens hemmeligholdelse.

S-sommermødet har tilsyneladende ikke skippet den årlige studine-scoring til fordel for en hurtig opsamling af det - inklusive dem selv - massive alternative politiske vand-og-varme-flertal. En udmeldelse desangående kan kun komme for langsomt men der er ingen grund til ligefrem at svælge i spændingen om partiets holdning. I øvrigt. Pinagtigt at der overhovedet kan være tvivl om partiets holdning, men nu kommer Den Store Privatisator jo snart hjem fra New York. Er det hvad der lammer ? .

Herman Hansen

...De taler med Vand A/S

...Hej, det er kommunen: Der er ingen vand i hanerne?

...Vand A/S: Det står der heller ikke noget om i kontrakten at der skal være. Så desvære.

Flemming Berger, Torben K L Jensen, Arne Lund og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"Gennem vores arbejde i Transnational Institute er vi stødt på McKinsey mange gange, og de når altid frem til, at det er fornuftigt at kommercialisere naturressourcer, herunder vand. Resultatet synes givet på forhånd.«"

No shit, Sherlock..

Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Claus Nielsen, Arne Lund, Niels Erik Nielsen, Bodil Waldstrøm og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tak til information for at fastholde fokus i denne forskrækkelige molbohistorie om en regering, der vil gå over åen efter vand. Sælge alle danskeres selvbestemmelse over egen overlevelsesressource for en pose penge - en stor til de få, som de mange kommer til at betale - og for hvad? Hvis der er produktionsgevinst at hente, er det at underkende egen forvaltnings intellektuelle kapacitet at udlicitere til ekstern part - og ovenikøbet dermed give afkald på ikke blot selvbestemmelse men også en ikke nærmere bestemt del af denne påståede gevinst. Det lugter som sædvanlig af dumhed og eller korruption.

Peter Marckwardt, Peter Madsen, Liliane Murray, Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm, Jan Pedersen, Per Meinertsen og Niels Erik Nielsen anbefalede denne kommentar

McKenzie får ikke deres generøse honorarer for at læse den slags venstreorientret propaganda. Her laver man kun det arbejde, som ordregiveren vil have, og det siger privatiseringer.
Forfatterne af Out public water future ved ikke, at vi her i landet har én af EU's mest faktaresistente regeringer. Og skulle der ske det, at Lars Chr. Lilleholdt skulle komme til at læse rapporten, så vil han jo nok sige, "at den slags gælder muligvis i andre lande, men ikke her i Danmark".

Peter Marckwardt, Hans Larsen, Liliane Murray, Torben K L Jensen, Jan Pedersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Rune Aa. Hansen

Jeg skyder på vi snart hører mere fra Veolia og/eller Suez.
De vil meget gerne hjælpe med vandet
God weekend :-)

Randi Christiansen

Vand er en overlevelsesressource, der tilhører fællesskabet. Det er derfor hverken legitimt eller hensigtsmæssigt for dette fællesskab, også kaldet samfundet, at privatkapitalisere på hverken ejendom eller drift. Det har efterhånden mange bittert måttet erfare, og privatisering af offentlig ejendom burde derfor være en afsluttet diskussion.

Peter Madsen, Torben K L Jensen, Torben Bruhn Andersen, Viggo Okholm og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Krav til kvalitet og forsyningssikkerhed kan let skrives ind i kontrakter med de private selskaber, straks er det sværere at sikre investeringer i langsigtede løsninger, der sikrer vandforsyningen mod klimaforandringerne.

Henrik Brøndum

The "Rednecks" i Houston ser ud til at være blevet politisk påvirket af deres solskoldninger - de gennemfører ræverøde nationaliseringer af vandet! Hvor finder man efterhånden en ærlig kommunisthader?

Randi Christiansen

Torben k - med det ifht alles overlevelse eskalerende, grådige, asociale og dybt uintelligente vanvid vi er tilskuere til vel kun et spørgsmål om tid

Torben K L Jensen

@ Randi
Det er jo allerede sket hvis man tænker på gen-modificerede afgrøder der efterfølgende patenteres.
Jeg tænkte på det menneskelige genom og at man så kan patentere genomet til et super-menneske og du har ret.Det er kun et spørgsmål om tid før stamcelle-teknologi patenteres.Uhyggeligt.

Lars Bo Jensen

Prisen på vand er næsten uden betydning, det er prisen for at hælde det i kloakken, få det renset og først derefter udledt til vores vandmiljø, der er den helt store udgift på vandregningen.

Salar ArasKamal

Er det ikke bemærkelsesværdig at en fortrolig Mckensey rappor Anbefaller vand privatisering!!!
Bjarne Cordeon blev ansat i topstilling der efter DONG's salg!!!

Artiklen fremdrager 235 steder, hvor vandforsyningen er taget tilbage i offentligt regi. Det er rigtigt, at den ikke nævner steder, hvor det er gået godt. Den nævner heller ikke steder, hvor det er gået skidt. Den nævner kun de steder, hvor det er gået så skidt, at byrådet - typisk efter massivt pres - har erkendt deres fejltagelse og omgør beslutningen.
Der fokuseres rigtig meget på prisen - men for langt de fleste kunder betyder kvalitet og forsyningssikkerhed mere end den nøgne pris. Da vandforsyning i stor udstrækning består af meget langsigtede investeringer (rør i jorden har levetider på 80 - 100 år) og beskyttelse af fremtidens ressourcer (i hvert fald hvor der anvendes grundvand), er det meget nemt at spare penge i 20 år, men så kommer regningen i form af nedslidte installationer, dårlig forsyningssikkerhed og måske dårlig vandkvalitet.
Det er parametre, der er meget svære at sikre gennem en kontrakt - især fordi den nødvendige kompetence på området ikke mere sidder hos udbyderen.