Nyhed
Læsetid: 5 min.

Afgift får kommuner til at droppe elbiler

Elbilsalg er sat fem år tilbage efter indfasning af registreringsafgift, og forudsætningerne for den politiske aftale er bristet. Kommuner bremser indkøbsplaner og føler sig svigtet af politikere, viser ny rundspørge
Indland
8. august 2016

Det offentlige har indtil nu været en afgørende motor bag udrulningen af elbiler i Danmark. Men regeringens gradvise indfasning siden 1. januar af registreringsafgiften på elbiler er nu ved at sætte udviklingen helt i stå.

En aktuel rundspørge viser, at flertallet af danske kommuner vil opgive eller udskyde påtænkte indkøb af elbiler, fordi prisen er steget og gradvist vil stige endnu mere. Og nye tal for det faktiske indkøb af elbiler i landets kommuner viser et dramatisk fald i forhold til sidste år.

»Det her er en reel svækkelse af kommunernes muligheder for at bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren. Det er blevet sværere at argumentere for investeringer i elbiler, fordi det kræver ekstra skattekroner, som i givet fald skal tages fra andre vigtige områder i de kommunale budgetter. Perspektiverne er dystre,« siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik & Miljø i Aarhus Kommune.

Læs også: Regeringen er ved at køre elbilen i grøften

Rundspørgen til kommunerne er foretaget af energiselskabet E.ON Danmark, der herhjemme har investeret i 1.100 ladepunkter for elbiler.

To ud af tre kommuner, som har deltaget i rundspørgen, fortæller, at indfasningen af registreringsafgiften på elbiler sætter en dæmper på indkøbsplanerne i år.

60 pct. af kommunerne siger samtidig, at regeringen og dens forligspartnere i denne sag ikke har været lydhøre over for kommunernes ønske om at omstille deres bilpark til bæredygtige køretøjer.

Kollaps

Indfasningen af afgiften er resultatet af en politisk aftale indgået sidste efterår mellem regeringen, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Aftalen indebærer, at registreringsafgiften på elbiler stiger fra 0 pct. sidste år til 20 pct. i år for siden at stige til fuld afgift i 2020.

Da aftalen blev præsenteret i oktober 2015, sagde Venstres skatteminister, Karsten Lauritzen, at »der er tegn på, at elbiler står over for et mindre gennembrud i Danmark. Derfor er der i længden ikke behov for samme lempelige vilkår som hidtil«.

Kilde: Dansk Elbil Alliance

Han kaldte den politiske aftale »en god aftale«, som ville sikre den fortsatte udbredelse af elbiler. I ministeriets baggrundsmateriale til aftaleparterne hed det, at der selv med den gradvise indfasning ville blive indregistreret 1.800 nye elbiler i 2016, stigende til 8.300 nye elbiler årligt i 2020.

De seneste tal fra De Danske Bilimportører fortæller imidlertid om indregistrering af kun 239 nye el-
biler i første halvår 2016. Med samtidig afregistrering af nogle elbiler bliver der ifølge E.ON Danmark tale om en reel udvidelse af elbil-bestanden med sølle 42 køretøjer. 

Et regulært kollaps i forhold til rekorden i 2015, hvor bestanden blev mere end fordoblet via salg af 4.523 nye elbiler.

Kommunerne bremser op

Kommuner og andre offentlige myndigheder har været en central faktor bag introduktionen af elbiler. Men her viser de seneste tal fra Dansk Elbil Alliance et styrtdyk fra 323 nyindkøbte og leasede kommunale elbiler sidste år til foreløbig 62 i år.

»Man skal helt tilbage til 2011 for at finde et lavere salgstal hos kommunerne,« siger Tore Harritshøj, administrerende direktør hos E.ON Danmark.

De detaljerede salgstal fortæller f.eks. om indkøb af 100 elbiler i Odense Kommune sidste år og foreløbig nul i år, 14 nye elbiler i Albertslund sidste år og to i år, 14 i Tåstrup i 2015 og nul i år, 47 i Københavns Kommune sidste år og indtil nu 16 i år.

I rundspørgen svarer 36,8 pct. af de adspurgte kommuner ’ja’ til, at registreringsafgiften vil ændre eller udskyde deres planer for indkøb af elbiler, mens 26,3 pct. svarer ’i nogen grad’. Mere konkret siger henholdsvis 16,7 pct. og 36,1 pct. ’ja’ og ’i nogen grad’ til, at afgiften vil dæmpe eller helt stoppe deres indkøb i år.

Det siger kommunerne om omstilling til elbiler: Hvor stor betydning har de nye elbilspriser for jeres indkøb af grønne køretøjer i jeres kommune? Rundspørgen, gennemført af E.ON Danmark i perioden maj-juli, omfatter 40 af landets 98 kommuner.

»I Aarhus Kommune er der rigtig stor interesse for grøn omstilling, og alle kan se, at transporten er det område, hvor der er størst behov for at stille om. Elbiler vil både give en klimagevinst og renere luft for os selv her i byen, men det vil samtidig være et godt eksempel for andre, herunder store virksomheder, hvis vi går foran og er med til at skabe det marked, der kan få priserne ned. Med afgiftsfritagelsen for elbiler var vi et godt sted – nu vil afgiften helt klart bremse udviklingen,« siger Kristian Würtz.

I forarbejderne til en ny klimaplan for kommunen er en af visionerne at skabe fossilfrihed i den kommunale transport.

»Med den højere pris på elbiler bliver det sværere at overbevise mine kolleger i byrådet om det,« siger rådmanden for teknik og miljø.

Klimamål i fare

EU-Kommissionen pålagde i sidste måned Danmark at reducere CO2-udledningerne fra transport, landbrug og byggeri – den såkaldte ikke-kvotesektor – med 39 pct. i 2030, målt i forhold til 2005-niveauet.

Ifølge det regeringsnedsatte, uafhængige Klimaråd fordrer dette klimamål op mod én million elbiler i Danmark om knap 15 år – milevidt fra bestanden i dag på blot 8.210 elbiler. Derfor må der laves om på aftalen, der nu indfaser registreringsafgiften på elbiler, mener rådet.

»Undersøgelsen giver endnu et argument for, at det er nødvendigt at ændre bilbeskatningen, hvis vi skal have nogen som helst chance for at opfylde 2030-målsætningen om markante CO2-reduktioner i ikkekvotesektoren,« siger Klimarådets formand, professor i økonomi ved Københavns Universitet Peter Birch Sørensen.

Det siger kommunerne om omstilling til elbiler: Mener du, lovgiverne har været lydhøre over for kommunernes ønske om at omstille dele af bilflåden til bæredygtig transport? Rundspørgen, gennemført af E.ON Danmark i perioden maj-juli, omfatter 40 af landets 98 kommuner.

Det samme siger Kristian Würtz, Aarhus Kommune:

»Vi appellerer til regeringen og parterne bag elbilaftalen om at gøre det nemmere for kommunerne såvel som for private og virksomheder at bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren.«

Ligesom E.ON Danmarks administrerende direktør Tore Harritshøj:

»Hvis vi skal nå Danmarks mål om at være fossilfrie i 2050, så skal den sidste benzin- eller dieselbil kører over forhandlerens kantsten allerede i 2035. Vi har altså 19 år til fuldstændigt at omstille vores transportsektor. Vi kan ikke blive ved med at skubbe denne gigantiske udfordring foran os og slet ikke i en situation, hvor elbilsalget er gået i stå.«

Synspunktet er i tråd med en aktuel meningsmåling lavet for Ingeniørforeningen, IDA, hvor to ud af tre danskere siger, at afgifterne på elbiler såvel som på brintbiler bør fjernes igen. Kun 10 pct. er imod at rulle afgifterne tilbage.

R: Afgifterne må lempes igen

I den politiske aftale om at indfase registreringsafgiften for elbiler står der, at »hvis forudsætningerne bag aftalen ændrer sig markant i løbet af indfasningsperioden, vil partierne drøfte indfasningen«.

Med en foreløbig nettotilgang i år på kun 42 nye elbiler er forudsætningen i den politiske aftale om 1.800 nye elbiler i år meget langt fra at være opfyldt. Derfor har De Radikales fungerende politiske ordfører, Lotte Roed, til Ritzau meldt ud, at man på ny vil have afgifterne på elbiler lempet.

Læs også: Brat opbremsning i salget af elbiler

Klimarådet anbefaler også et indgreb.

»I Danmark ligger en uforholdsmæssig stor del af bilbeskatningen på selve anskaffelsen af bilen frem for på kørselsomfanget. Det diskriminerer mod elbiler, som er dyre i anskaffelse, men billige i drift. Diskriminationen kan imødegås ved at give fradrag for batteriudgiften i grundlaget for registreringsafgiften på elbiler,« siger Peter Birch Sørensen.

Det forslag afviste energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) allerede i juni i en pressemeddelelse. Han mener »ikke, at det skal være dyrere at være bilejer«.

»Den rette tilgangsvinkel på transportområdet er at arbejde for at skabe de mest hensigtsmæssige rammevilkår i EU,« sagde ministeren.

Det ventes, at partierne bag elbilsaftalen i denne måned sætter sig sammen og drøfter udviklingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Brøndum

Nu er kommunal kørsel i bil vel ikke et formål i sig selv. Hvorfor er der ingen statistik der viser udviklingen i andelen af kommunalt kørte kilometer på henholdsvis cykel, el-cykel, el-bil, benzin/dieselbil?

Indfasningen af registreringsafgiften afslører meget effektivt, at elbiler på nuværende tidspunkt er noget kostbart skrammel, som kommunerne ikke bør spilde penge på.

Steffen Gliese

Selvfølgelig er det netop kommuner og andre offentlige virksomheder, der skal bruge penge på elbiler og lignende for at fremme overgangen. Det er jo ideen med et offentligt system, at der skal være råd til at løfte det, som mange private må afholde sig fra.
Hvad der imidlertid er mærkeligt her er, at det offentlige faktisk plejer at være afgiftsfritaget.

mike twardale

Jeg vil mene, at det er symbolpolitik, at kommuner bruger millioner på god samvittighed med elbiler, når gamle diesel busser og tog forurener massivt i byerne. Målet må være at bruge pengene der hvor man får størst co2, NOx og partikel reduktion. Og ikke på dyre grønne image projekter.

Steffen Gliese

Der er bestemt ingen tvivl om, at tog og busser skal omstilles så hurtigt som muligt - busser er der jo forsøg med, det burde være indlysende nu, at der skal køres på el.