Læsetid: 3 min.

Akademikere advarer mod norske SU-tilstande

At omlægge SU’en til lån kan gå ud over den sociale mobilitet og føre til højere frafald. Det viser erfaringerne fra Norge ifølge paraplyorganisationen Akademikerne
At omlægge SU’en til lån kan gå ud over den sociale mobilitet og føre til højere frafald. Det viser erfaringerne fra Norge ifølge paraplyorganisationen Akademikerne

Lars Just

30. august 2016

SU’en er igen til debat forud for regeringens lancering af 2025-planen tirsdag, hvor et indgreb i støtten til de studerende kan sikre en central del af finansieringen.

Et af de lande, der er blevet fremhævet i debatten om den danske uddannelsesstøtte, er Norge, hvor man siden 2002 har givet uddannelsesstøtte i form af lån.

Hvis de norske studerende gennemfører på normeret tid, får de 40 procent af lånet eftergivet. Men ifølge chefkonsulent ved Akademikerne, Birgit Bangskjær, så er Norge bestemt ikke et eksempel til efterfølgelse.

En rapport fra Europa-Kommissionen fra 2015 viser blandt andet, at de norske studerende har en markant lavere gennemførselsrate end de danske.

I Danmark gennemfører 81 procent deres uddannelse, hvor det i Norge er 59 procent. Og det tal er kun faldet siden indførelsen af låneordningen.

Læs også: Baner nedlæggelse af SU-råd vej for omlægning af SU’en?

»Både Danmark og Norge har gratis uddannelse – forskellen ligger i vores studiestøttesystem. Så hvis man skal forklare den faktisk meget store forskel, som der er i gennemførselsrater, så kan man sige, at det er SU’en, der gør, at de danske unge faktisk gennemfører, og at vi som samfund får noget ud af vores uddannelsesinvesteringer,« mener Birgit Bangskjær.

Ifølge hende er det især de studerende, hvis forældre ikke selv har en uddannelse, der dropper ud af studierne.

Årsagen til det skal ifølge Birgit Bangskjær findes i, at unge, hvis forældre ikke har en uddannelse, er mindre villige til at stifte gæld for at få en uddannelse, end studerende hvis forældre har en uddannelse. Det viser norske og tyske undersøgelser på området.

»Man kan se, at frafaldet er særligt højt blandt de studerende, der studerer på deltid. Det hænger sammen med, at det især er de unge fra uddannelsesfremmede hjem, som vælger at studere på deltid i Norge, så de kan arbejde ved siden af, og dermed undgå at stifte gæld. Men det er hårdt at være studerende, når man skal passe et arbejde ved siden af studiet, og derfor er der mange, der opgiver at færdiggøre deres uddannelse,« siger Birgit Bangskjær.

Det bakkes op af tal fra Statistisk Sentralbyrå, der konkluderer, at børn af ufaglærte forældre arbejder mere ved siden af studierne end andre studerende.

’Statistikker ikke entydige’

En af hovedkonklusionerne i Norges Produktivitetskommisjon fra 2016 er, at antallet af studerende, der tager en kandidat- og ph.d.-grad i Norge, er for lavt i forhold til andre lande, og at det derfor er nødvendigt at øge uddannelsesniveauet.

Ifølge tal fra OECD har 22 procent af danskerne mellem 30-34 år en højere uddannelse end bachelorniveau, hvorimod det samme kun gør sig gældende for 17 procent i Norge.

»Norge bliver ofte trukket ind i debatten som et foregangsland, men når man dykker ned i tallene, så synes jeg, at det er svært at se, hvorfor de skulle være et eksempel til efterfølgelse,« siger Birgit Bangskjær.

Læs også: Tidligere formænd for SU-råd: SU-forringelser kan få fatale konsekvenser

Tænketanken DEA er en af de organisationer, som mener, at det er oplagt at kigge på alternative måder at prioritere udgifterne til SU på.

Administrerende direktør i Tænketanken DEA, Stina Vraa Eliassen mener, at Norge har fat i en mulig mekanisme, når de belønner studerende, der afslutter på normeret tid. Og hun mener, at man skal være forsigtig, når man sammenligner direkte mellem Danmark og Norge.

»Det der med at sammenligne to lande og sige, at der er forskel, og det skyldes SU-systemet, det mener jeg, at man skal være forsigtig med. Der kan være mange andre ting på spil end bare SU’en,« siger hun.

Som eksempler nævner hun en anden uddannelseskultur, et særlig gradssystem, der blev indført i Norge omkring årtusindeskiftet, og derudover fremhæver hun, at man i Danmark ikke tæller det med som frafald, når studerende skifter studie, hvilket man gør i Norge.

Derudover siger hun, at undersøgelser viser, at adgangen til de videregående uddannelser i Norge ikke er blevet ringere efter SU-reformen i 2002.

Læs også: ’Hvis jeg ikke fik SU, skulle jeg jo arbejde vildt meget for at få det til at løbe rundt’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
  • Peter Knap
David Zennaro, Dorte Sørensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Politikerne ønsker at styre befolkningen i stedet for at tjene befolkningen. Derfor bliver alting ringere fremfor bedre, og mere tvangspræget fremfor mere fribårent.

Anne-Marie Krogsbøll og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Det er bemærkelsesværdigt, at i et land som Japan, hvor der hverken er noget der hedder SU og hvor man skal betale for at gå på universitetet, er der en højere social mobilitet end der er i Danmark samtidig med at en større andel af befolkningen får en højere uddannelse. Det må være meget vanskeligt at forstå med danske velfærdsbriller.

Påtager japanerne sig så gæld, når de studerer? Nej det gør de ikke. Familien sparer op i årevis for at kunne finansiere uddannelsen selv. Endvidere arbejder de studerende deltids, typisk i butikker og restauranter, for selv at bidrage til studiets finansiering. Der er altid mangel på arbejdskraft, og indtægter på 12-13 tusind kroner om måneden beskattes overhovedet ikke. Kravet til boligstandarden for en studerende er ikke stor. Et værelse på seks måtter med adgang til fælles bad og toilet er fuldt tilfredsstillende. Efterhånden er der også bygget store kollegier med tusinder af værelser med moderne komfort. De må være subsidierede idet prisen kan være så lav som 700-800 kr om måneden. Billedet fuldendes af de fantastiske studenterkantiner på campus, hvor der serveres i hundredvis af forskellige retter morgen middag og aften til priser på 15-30 kr for et måltid.

ulrik mortensen, Peter Bækgaard, Martin Lund, Lennart Kampmann og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Det sædvanlige hyl og klynk fra den herskende klasse.
Da jeg studerede skulle man være 23 for at få SU. Frafaldsprocenterne var væsentlig mindre end i dag. Jeg var knap 24, da jeg afsluttede mit studie.

David Zennaro

Jeg har en del norske venner, og det er gennemgående et træk i deres voksenliv, at de skal betale deres studielån i årevis. Det gør det svært at få et liv til at hænge sammen, hvis man ikke har rige forældre. Jeg forstår heller ikke, hvordan man kan ønske sig dette system i Danmark.

Frank Hansen peger på noget rigtigt i eksemplet fra Japan, hvor han taler om hvordan man her har reduceret udgifterne for studerende. Men det er svært at forestille sig, at man skulle ønske at indføre dette system i Danmark, hvor nye studenterboliger koster langt mere end SU'en.

Lennart Kampmann

Rejs ud og se hvordan andre klarer sig, så er det ren luksus at komme hjem til Danmark.

Med venlig hilsen
Lennart

Hvordan skulle man vupti kunne drage enkelte ordninger som f.eks uddannelsernes vilkår fra andre lande med vidt forskellig kultur, økonomi og historie og plante dem her i Danmark?
Selv norske forhold ville ikke umiddelbart kunne matche...

En ønsketænkning uden dybere mening.
Det ville klæde politikere og eksperter at arbejde med et helhedsbillede for landet, så at alle ændringer, "reformer" og 10 års planer kunne holde vand. Som det er nu, vil bare et folketingsvalg kunne ændre billedet totalt - selvom det snart er ét fedt, hvem der scorer.
Man kunne sige, at de mange tilbageføringer for den "grønne" udvikling havde det bedre i sidste regering og af disse rød/ blå sammenstød og skift skader mere end de gavner.
Der er ikke et parti eller en person, der kan overtage og bedre dette p.t. - kommer der det?

Det er jo underligt at danskerne bliver overraskede over at når de stemmer på de blå at så får de en blå politik - med dertil hørende nedskæringer - når så danskerne bliver trætte af det blå cirkus stemmer de rødt og får en blå politik - er alt håb ude?
Eller er der end anden mulighed.
En mulighed med bedre vilkår for at skabe forandring i vores samfund til en mere solidarisk fordeling af værdierne og en grøn politik som sikrer vores fremtid.
Det er på tide at vi tager opgøret med dem som tager i stedet for at give.

Peter Bækgaard

Jeg tvivler på at SU´en alene er udslagsgivende for om man påbegynder og fuldfører en videregående uddannelse. Mange får også SU imens de går på gymnasie, HF, HHX, HTX og andre ungdomsuddannelser, og hvis man kaster et blik på gadebilledet en hvilken som helst torsdag, fredag og lørdag aften / nat så ser det ikke ud til at det er penge der mangler blandt unge mennesker.
Det er ren luksus at der overhovedet er noget der hedder SU i Danmark, det er ren luksus at du får penge af staten for at gå på en gratis uddannelse. Hvad med om vi gjorde op med mere-vil-have-mere kulturen herhjemme og indser én gang for alle at vi er privilegeret i så mange henseender.
Hvad er argumentet for at SU skal fortsætte og at den, for mange unges vedkommende, meget gerne skulle være højere? Er det at de så slipper for at skulle arbejde ved siden af studierne? Hvad med om de skruede ned for cafébesøg og fester? Jeg selv og nærmest alle mine venner og bekendte har været på Su, haft SU lån og oveni dette et studiejob. Vi nåede det hele og mere til, der var også tid til fester, ferier og pjæk, men vi var bevidste om at hvis vi ville have den uddannelse, så skulle vi sgu´ også gøre noget for at få den. Jeg rejste til udlandet efter endt uddannelse – jeg havde ikke en krone, men en masse gæld. Jeg hyggede mig i et lavtlønsjob i et år, kom tilbage til Danmark og fik job. Derpå startede min tilbagebetaling af gæld. Så slemt var det ikke, og det er mange år siden den sidste 5-øre faldt i tilbagebetaling af studielån.
Er det ikke bare en forkælet ungdom der ikke er vant til at kæmpe for det de vil? Har de ikke fået i pose og sæk gennem hele deres opvækst af mor og far?
Det går nok alt sammen, og hvis billig gæld skal holde visse unge fra at tage en videregående uddannelse, så er der nok også noget galt med motivationen…

Sabine Behrmann

Frank Hansen,

Hvis familien skal bruge sine sparepenge på afkommets studier, er det også familien, der bestemmer, hvad afkommet læser. Det kan gå an i et land som Japan. I Danmark er det tog kørt for længst.

Sabine Behrmann,

Når jeg spørger mine japanske studerende om hvorfor de har valgt at studere det som de nu er i gang med, så giver de udtryk for, at det er noget som de selv har bestemt.

Sabine Behrmann

Frank Hansen,

Det vil jeg gerne tro, de tror og fortæller dig (for hvad kommer det dig ved, at de måske er uenige med deres forældre?). Således bliver lægebarnet læge og arkitektbarnet arkitekt. Den tvang, kulturen og familiens forventninger udøver, er noget, man først bliver sig bevidst, når det valg, man skal træffe, virkelig strider mod ens natur.

Sabine Behrmann,

Det er muligt at nogle forældre i både Danmark og Japan forsøger at styre deres børns valg af uddannelse. Nogle gange kan det endda være fornuftigt. Men at lade det være afgørende for en udgift på 20 milliarder kr om året er langt ude. Det er lige så meget, som vi bruger på alle de videregående uddannelser tilsammen.

Jeg glemte at fortælle, at der i Japan er ganske mange både offentlige og private stipendier, som fordeles efter kvalifikationer. Den dygtige studerende kan derfor altid klare sig uanset hvad andre mener.

Peter Bækgaard

Sabine Behrmann, man kan omvendt argumentere for at hvis familien skal betale for uddannelsen, så sikrer man sig at ens datter eller søn tager den uddannelse hvor de har de største interesser og dermed størst chance for at få en god uddannelse. det er jo vigtigt at man har lyst til uddannelsen og er motiveret for at tage den. Så nytter det jo ikke noget at være presset til at tage en uddannelse man ikke bryder sig om, og en fremtid man ikke har valgt.
jeg tror ikke at du har evig ret i din antagelse, jeg tror det i eks. vis Japan, Singapore og Sydkorea ( veluddannede befolkninger) ligger et sted midt imellem.
I Danmark har vi kvote systemet, der skal sikre at niveauet holdes og at der ikke uddannes for mange som bare ender i arbejdsløshed. Kvote to er der hvor du har samlet erfaringer og forhåbentligt nok til at komme ind på dit drømmestudie. men der er jo stadig nogen som må acceptere at de er nødt til at vælge en anden vej - deres motivation er formentlig heller ikke 100 % når nu førstevalget ikke blev il noget.
Jeg tror at hvis vi spørger alle studerende i Danmark, så vil vi sikkert også møde en del som ikke er på drømmestudiet.

Sabine Behrmann

Peter Bækgaard,

At man skal betale for sine studier er ikke ensbetydende med, at der ikke findes kvoter, som er dårlige garanter for fremtidig beskæftigelse, da de altid er tilbageskuende, lige som mange forældre.

Sagen er, at det er svært at vide ret meget om fremtiden - og sådan, som verden udvikler sig, bliver det ikke nemmere. Skal de næste generationer leve af at underholde hinanden - der synes at være et umætteligt behov? Eller skal de hellere lære noget virkelig praktisk, så de kan klare de klimatiske udfordringer? Indtil videre går det jo meget godt - indtil det så ikke gør det længere.

Sagen er vist, at jeg har personligt kendskab til mennesker, der blev presset til at tage en uddannelse, der ikke duede til dem. Det er ikke et kønt syn.

Og så er jeg slet ikke kommet ind på, hvordan der skal vælges i familier, hvor man kun har råd til at give ét barn en uddannelse...

Peter Bækgaard

Sabine Behrmann du gentager dig, og det ændrer ikke på det meget unuancerede i det du skrev første gang.
Sagen er at jeg selv var i færd med en uddannelse jeg ikke anede en skid om og endte med at skifte spor. Hvad gør det mig? SUen var slet ikke noget jeg spekulerede på og skulle jeg gældsætte mig so be it... For mig handlede det om både uddannelsen og hvad jeg kunne bruge den til fremover. Og tænk sig jeg havde mine forældre med på råd.
I sidste ende kommer der en dag hvor du stopper med at være barn og må tage dit forbandede ansvar for dit forbandede liv, dog er intet definitivt ej heller i udlandet for samme unge mennesker.
Men sammenlign os nu så lige med kulturer der minder om vores, vesten generelt og måske mindre østen.

"Kravet til boligstandarden for en studerende er ikke stor. Et værelse på seks måtter med adgang til fælles bad og toilet er fuldt tilfredsstillende".

Terry J: But you know, we were happy in those days, though we were poor.
Michael: Aye. BECAUSE we were poor. My old Dad used to say to me, "Money doesn't buy you happiness."
Eric: 'E was right. I was happier then and I had NOTHIN'. We used to live in this tiny old house, with greaaaaat big holes in the roof.
Graham: House? You were lucky to have a HOUSE! We used to live in one room, all twenty-six of us, no furniture. Half the floor was missing and we were all huddled together in one corner for fear of FALLING!
Terry J: You were lucky to have a ROOM! We used to have to live in a corridor!
Michael: Ohhhh we used to DREAM of livin' in a corridor! Woulda' been a palace to us. We used to live in an old water tank on a rubbish tip. We got woken up every morning by having a load of rotting fish dumped all over us! House!? Hmph.
Eric: Well when I say "house" it was only a hole in the ground covered by a sheet of tarpolin, it was a house to US.
Graham: We were evicted from our hole in the ground; we had to go and live in a lake!
Terry J: You were lucky to have a LAKE! There were a hundred and fifty of us living in a shoebox in the middle of the road.

https://www.youtube.com/watch?v=iEIApUNVBKg&list=RDiEIApUNVBKg#t=63

At rykke fra japanske til danske velfærds standarder kan kaldes fremskridt. Fra danske til japanske kan kaldes tilbageskridt.