Baggrund
Læsetid: 7 min.

Camp Century – en iskold gyser om fortidens synder

Klimaforandringerne slår til på steder og måder, ingen havde drømt om. Et stort amerikansk affaldslager dybt i indlandsisen skulle have være sikkert til evig tid, men nu indhentes det af isens optøning
Indland
10. august 2016
I en amerikansk propagandafilm fra 1963 betegnes Camp Century som ’et symbol på menneskehedens uophørlige kamp for at besejre sit miljø’. Men i 1967 blev planerne om at bruge basen til placering af 600 ballistiske missiler droppet og basen rømmet. Foto: W. Robert Moore/National Geographic/Getty Images

I en amerikansk propagandafilm fra 1963 betegnes Camp Century som ’et symbol på menneskehedens uophørlige kamp for at besejre sit miljø’. Men i 1967 blev planerne om at bruge basen til placering af 600 ballistiske missiler droppet og basen rømmet. Foto: W. Robert Moore/National Geographic/Getty Images

Den gode nyhed er, at svalehalen er tilbage i Danmark. Den smukke, flødegule sommerfugl med de sorte vingetegninger og dens lige så iøjnefaldende tigerstribede larve blev erklæret uddød i Danmark i 1978, men i denne sommer er der herhjemme observeret både æg, larver og flagrende svalehaler. Indberetningerne er kommet fra Vestjylland, Falster og hovedstadsområdet.

»En sensation,« siger til DR inspektøren ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Morten D.D. Hansen, en af de begejstrede fagfolk, der hilser ’kongen af dagsommerfugle’ velkommen tilbage.

Eksperterne vurderer, at det er det varme vejr i foråret, der har fået svalehalen til atter at rykke nordpå.

Sådan bringer den globale opvarmning og klimaforandringerne til stadighed uventede nyheder og begivenheder. En gang imellem opmuntrende – langt oftere ildevarslende som påmindelser om, hvor meget det haster med at bremse drivhusgasudledningerne og stille om til klimatisk bæredygtighed.

Som nu nyheden fra et internationalt forskerhold med dansk deltagelse om den tiltagende isafsmeltning i det nordvestlige hjørne af Grønland, nærmere bestemt omkring den for længst nedlagte amerikanske base under indlandsisens overflade, Camp Century.

Forskerholdet, ledet af den canadiske klimaforsker William Colgan, York University og med deltagelse af bl.a. seniorforsker Dirk van As fra GEUS, De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, har netop publiceret sine resultater i Geophysical Research Letters og straks vakt opsigt. For den videnskabelige artikel rummer ikke blot skræmmende miljømæssige scenarier, men også stof til en besværlig politisk konflikt mellem USA, Danmark og Grønland med vidtrækkende principielle perspektiver.

Camp Century blev etableret af den amerikanske hærs ingeniørkorps tilbage i 1959, på et tidspunkt hvor ’menneskeskabte klimaændringer’ var et stort set ukendt begreb, og hvor målingerne fra Mauna Loa-observatoriet på Hawaii af atmosfærens CO2-indhold først lige var under opstart.

Project Iceworm

Den arktiske base blev anlagt godt 200 km øst for Thulebasen, otte meter nede under indlandsisens overflade og med en udstrækning på 55 hektar. I en 1963-propagandafilm om Camp Century fra den amerikanske hær beskrives basen som »byen under is« med alle moderne bekvemmeligheder, lægeklinik, kapel etc. Filmen beretter om en forskningsstation opført »med Danmarks samarbejde« som »et symbol på menneskehedens uophørlige kamp for at besejre sit miljø.«

Der berettes ikke nærmere om forskningens karakter, men et reelt og hemmeligt hovedformål var at teste en mulig udplacering af 600 ballistiske missiler og et tilhørende jernbanenet i iskappen. Med en transportabel atomreaktor som energikilde opholdt op til 200 soldater og forskere sig her året rundt.

Det hemmelige koldkrigsprojekt, kaldet Project Iceworm, blev dog ret hurtigt opgivet, og i 1967 blev byen under is lukket. Med sig tog amerikanerne den nukleare reaktor, men al infrastruktur og diverse former for affald blev efterladt i de gradvist sammenfaldende tunneler nede i isen.

»Det skete ud fra den antagelse, at (affaldet) ville være ’beskyttet i al evighed’ af vedvarende, akkumulerende snefald,« skriver forskerholdet i Geophysical Research Letters.

Siden 1969 har der ikke været officielt rapporterede amerikanske besøg på stedet.

Til gengæld har den globale opvarmning og klimaforandringerne taget fart. Hvor Grønlands indlandsis i perioden 1900-19 83 tabte en ismasse på i snit 75 milliarder ton om året, har opvarmningen ført til, at der nu – i måleperioden 2007-11 – mistes i snit 262 mia. ton årligt.

»Under en ekstrem hændelse i juli 2012 var 98 procent af indlandsisens overflade under afsmeltning. I de kommende årtier vil forstærket afsmeltning fra overfladen påvirke højereliggende områder af iskappen, hvor der ikke tidligere forekom regelmæssig afsmeltning,« påpeges det.

Om det konkrete område skriver forskerne, at »Isens afløbssystem neden for Camp Century mistede 14 mia. ton is årligt mellem 2007 og 2011«.

Det betyder, at dét, som ingen forudså i 1960’erne, nu ifølge forskerholdet efter alt at dømme bliver en realitet: Resterne af byen under isen kan komme til at befinde sig i en afsmeltningszone og ikke i den evige is, der skulle have holdt efterladenskaberne fra Camp Century sikkert isoleret fra det arktiske miljø i al fremtid.

Olie, PCB og radioaktivitet

Forskerne har kortlagt, hvad der menes at være af affald nede i isen. Med forbehold for at de amerikanske myndigheder kan have holdt noget hemmeligt, vurderer de, at der er tale om godt 9.000 ton fysisk affald i form af bygningsmaterialer, jernbanespor m.m., omkring 200.000 liter dieselolie, 24 mio. liter biologisk spildevand i uforede kar samt ’ikketrivielle mængder’ af stærkt giftige PCB-forbindelser.

Dertil ’ikke-trivielle’ mængder lavradioaktivt affald, om end markant mindre end den radioaktive forurening efter det amerikanske flystyrt med fire atombomber ved Thule i 1968. Resterne af Camp Century ligger i dag dybere i isen, end da basen blev anlagt, men ikke desto mindre vil det blive indhentet af afsmeltningen.

Forskernes klimamodeller forudser, at en fortsættelse af den nuværende globale kurs i energiforbruget kan indebære, at der om 75 år smelter mere is over Camp Century, end der falder ny sne, hvilket på sigt gør en eksponering af affaldet »uundgåelig«. Smeltevand kan sive ned gennem isen med en hastighed på 10 meter pr. sommer, og det kan yderligere accelerere processen med affaldsstoffernes utilsigtede transport.

»PCB fra Camp Century kan således blive bragt i bevægelse på ny via vandstrømme nede i isen, årtier før man kan se et afløb fra overfladen,« skriver forskerholdet.

Propaganda-film fra US Army om den hemmelige Camp Century-base

Et spørgsmål om tid

Den danske deltager i projektet, klimaforsker Dirk van As, GEUS, har svært ved at se, hvordan dette scenarie skal kunne afværges.

»Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det vil ske. Det er mere et spørgsmål om, hvornår det sker. Det er en af vore hovedkonklusioner: Hvis klimaændringerne fortsætter – og vi ved, at de fortsætter – vil dette affald ikke forblive omsluttet af isen for altid. Fortsætter klimændringerne længe nok, vil dette affald nå frem til isens overflade og blive ført ud i havet,« siger han.

– Kan affaldet på nogen måde fjernes inden da?

»På nuværende tidspunkt ville det være logistisk meget vanskeligt, for det ligger mange meter under iskappens overflade. Forsøgte man, ville det formentlig i sig selv udløse forurening. Jeg tror, den eneste tænkelige måde er at vente, indtil isen over er smeltet og så rykke ind hurtigst muligt for at opfange affaldet.«

– Kan vi undgå, at affaldet når ud i miljøet, hvis vi får bremset klimaændringerne?

»Med den kurs, vi er på nu, vil affaldet komme ud. Selv hvis vi skærer ned på vores fossile energiforbrug, vil det komme ud. Der skal en ganske ekstraordinær klimaindsats med meget radikale ændringer i vores energisystem til, hvis det skal forhindres.«

– Taler vi om et rent lokalt problem, hvis affaldet slipper ud?

»Det er et godt spørgsmål. Vi ved det ærlig talt ikke. Det er temmelig store affaldsmængder, som på den ene side formentlig vil blive skyllet langsomt ud i havet, men som på den anden side for nogle stoffers vedkommende vil akkumuleres i fødekæderne. Det radioaktive affald er næppe i så store mængder, at det vil give anledning til skadevirkninger,« siger Dirk van As.

Hvis er ansvaret?

Sagen og forskernes resultater rummer potentiale for politiske konflikter mellem USA, Danmark og Grønland. For hvem vidste hvad, og hvem har hvilket ansvar?

Gamle dokumenter tyder på, at Danmark har givet USA tilladelse til deponering af en vis mængde radioaktive affaldsstoffer i isen under Camp Centurys drift, påpeger William Colgan og hans forskerkolleger.

»Det er imidlertid uklart, om Danmark i tilstrækkeligt omfang blev konsulteret i spørgsmålet om den konkrete afvikling af Camp Century og dermed, om det efterladte affald fortsat er amerikansk ejendom,« påpeger de.

I 2014 svarede daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) på flere spørgsmål om Camp Century fra det grønlandske folketingsmedlem Doris Jakobsen. Heraf fremgår det, at den danske regering i 1959 »tog opførelsen af lejren til efterretning, om end efter at etableringen af lejren var indledt«.

Det fremgår også, at den radioaktive udledning via spildevand under atomreaktorens drift skete i overensstemmelse med en aftale mellem USA og Danmark, omfattende meget lave grænseværdier for udledningerne. Aftalen fordrede, at »USA fjernede alle de radioaktive dele fra Grønland efter brug«. Ifølge udenrigsministeren vurderede den daværende danske atomenergikommission, at »nedtagningen af reaktoren skete på eksemplarisk vis«.

Det fremgår derimod ikke af ministerens svar, om Danmark var informeret om de store affaldsmængder, der blev efterladt nede i isen, da Camp Century lukkede i 1967.

»Udenrigsministeriet er ikke bekendt med, at der skulle have været udført efterfølgende tilsyn,« skriver Martin Lidegaard til Doris Jakobsen.

Sommerfugleeffekter

Dette er »måske den første situation, hvor vi ser en potentiel ny kurs mod politisk konflikt knyttet til klimaændringer (…) Klimaændringer vil sandsynligvis forstærke politiske konflikter knyttet til efterladte affaldsdepoter under en række forskellige forhold,« konkluderes det i forskernes artikel.

Således vil de i klimamodellerne forudsete havstigninger kunne trænge ind i kystnære affaldsdepoter rundt om i verden, ligesom f.eks. ændrede nedbørsforhold vil rejse spørgsmålet om, hvem der har hvilket erstatningsansvar, når landbrugsjord tørrer ud og afskærer lande eller regioner fra en fødevareproduktion, de hidtil har levet af. Eller når befolkninger på lavtliggende øer eller udsatte kystområder tvinges på flugt af havenes stigning.

Rundt om i verden er en håndfuld retssager – eller forsøg på at få dem rejst – om ansvar for klimaskader undervejs. Det, der starter med udledninger af CO2 fra skorstene på ét tidspunkt og ét sted på kloden, kan ende med både helt uventede miljøkonsekvenser og med uoverskuelige grænseoverskridende konflikter.

’Sommerfugleeffekten’ siger kaosforskere om det fænomen, at en lille hændelse ét sted kan udløse dramatiske udviklinger andre steder. Som en sommerfugls flagren, der sætter luften i bevægelse og indleder en kaskade af uforudsigelige følgevirkninger helt andre steder. Et veritabelt kaos, hvad end det er i form af ændrede vejrmønstre, iskapper, der smelter, affaldsdepoter der kommer, ud af kontrol, eller nye typer konflikter mellem lande eller interesser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Hovedformålet med Camp Century var, at herfra skulle et angreb på Sovjetunionen med atomvåben ledes. I dag er Camp Century nedlagt men Thule basen spiller fortfarende samme rolle som dengang – herfra skal et angreb på Rusland med atomvåben ledes. Der er masser af A-våben på thulebasen, og ingen dansk eller grønlandsk politiker skætter spørgsmålstegn ved det. Herskerne i Washington, D.C. befaler og danske såvel som grønlandske politikere kryber på bugen, for deres herre!
PS: alle de andre steder USA har haft baser i Grønland har de efterladt tonsvis af alle slags affald – regningen for oprydning lander som regel i København!

Peter Jensen, Flemming Berger, Leif Høybye, Janus Agerbo, Hans Larsen, Per Torbensen, Ejvind Larsen, John Andersen, Aksel Gasbjerg og Hans Paulin anbefalede denne kommentar

"Med forbehold for at de amerikanske myndigheder kan have holdt noget hemmeligt..." tsk tsk ;-)

Flemming Berger, Claus Oreskov, Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, John Andersen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

Skal artiklen forstås sådan, at det er et problem, der først opstår om 75 år?
Uklart skrevet.
Hvis indlandsisen smelter i større omfang har vi vist andre problemer, vi lige skal løse først.

Når man har kunnet bygge Camp Century, og man i dag kan hitte ud af at bore efter olie i Arktis - så kan man vel også finde ud af at fjerne Camp Century ???

Det er en entreprenøropgave i et barsk klima, men det kan vel lade sig gøre, hvis man vil ???

Udfordringerne i opgaven kan måske endda medføre nye tekniske løsninger, som kan anvendes i andre miljø-projekter ?

Det er vel bare at give "grønt lys" og bevilge de nødvendige penge ?. Danmark har den fornødne tekniske ekspertise.

Christian Nymark

Fantastisk fed måde at videreformidle information om klimaforandringer; sat i et bagudskuende, historisk perspektiv og alligevel med en fremtidsudsigt.

Pisse godt arbejde!

Karen Grue, uffe bryld, Birgitte Marfelt, Jørn Attermann og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis oplysningerne i artiklen er troværdige, er der tale om en meget lille affaldsmængde.
Så løsningen er at vente til isen næsten er væk - hvis det ellers sker - og derefter fjerne den potentielt skadelige del af affaldet.

Randi Christiansen

Hvordan kaosteorien kan ignoreres er mig en gåde. Alt er indlysende forbundet - efter lovmæssigheder der om ikke fuldt erkendte dog så meget, at det overmodige og stupide hovmod hvormed jordens ressourcer administreres, ikke kan undskyldes.

Herman Hansen

...Kloden er begyndt at kaste op :-(

Henning Egholk

Jeg skulle mene at 200.000 liter dieselolie er "potentielt" skadeligt! Og lur mig om ikke der dukker flere sjove sager op.... Øv.

Ole Vedel Villumsen

Det er sådan set det jeg hele tiden har sagt: cost-benefit-analyser af klimaforandringerne er håbløse, for ingen har kunnet forudse skadevirkningerne. Min forventning (og frygt) er at dette blot er ét eksempel af mange vi kommer til at høre om af uforudsigelige især negative konsekvenser af klimaforandringerne.

Randi Christiansen

Ole willumsen - Hvis man udgår fra de iboende lovmæssige konstanter, som understøtter miljø-og socioøkonomisk bæredygtig ressourceadministration, vil man have det bedst mulige udgangspunkt for enhver samfundsrelateret cost benefit ananlyse - hvilket derfor naturligvis er, hvad der bør tilstræbes. Men sålænge kloden er opdelt i politiske enheder, som ikke forstår den primære nødvendighed af at samarbejde herom, er bestræbelserne ofte og i høj grad kontraproduktive. Det er en ulykke for menneskeheden, at den kollektive opvågnen til visse iboende nødvendigheder er så træg.

Nike Forsander Lorentsen

Det som göms i snö, kommer fram i tö. Ett gammalt gott ordspråk, när lär sig män-iskorna det?

Peter Jensen, Niels Duus Nielsen og Ole Vedel Villumsen anbefalede denne kommentar
Ole Vedel Villumsen

Det forstod jeg ikke, randi — var det din mening at modsige det jeg sagde?

Randi Christiansen

Ole - det var din opgivende tilgang til cost benefit ananlyser, som jeg forsøgte at nuancere. Det er klart, at enhver analyse er håbløs, hvis udgangspunktet er forkert. Eller man kunne sige, at ananlysens præcision er ligefrem proportional med udgangspunktets ditto. Og netop dette udgangspunkt angribes af nøglespillere med kikkerten for det blinde øje og havemøbler i ørerne, ref 15.33

Randi Christiansen

Anal ysen