Læsetid: 7 min.

Drømmen om herredømmet i det kolde nord

Uden at informere den danske regering arbejdede USA i 1960’erne på et projekt for armering af indlandsisen med atomare missiler. Den uberegnelige faktor var indlandsisen, som blokerede de militære fantasier og nu truer med at frigive projektets miljøbelastende arv
Camp Century under indlandsisen på Grønland lå nogenlunde midtvejs mellem Washington og Moskva. På dette tidspunkt i 1960’erne var det i høj grad et militært projekt orienteret mod truslen fra Sovjet. Hele basen blev varmet op og sikret elektricitet fra en atomreaktor.

Getty Images

12. august 2016

»Dette er Walter Cronkite på den grønlandske indlandsis.«

En lille skikkelse, formummet i en stor parkacoat, rapporterer fra den endeløse hvide isflade i det nordvestlige Grønland. Året er 1961, og skikkelsen er det amerikanske tv-selskab CBS’ berømte nyhedsvært og reporter, kendt og respekteret som ’den mest troværdige mand i Amerika’.

Cronkite peger mod Nordpolen og fortæller om det iskolde klima og den hylende vind på dette sted, 200 km øst for Thule, hvor den amerikanske hærs ingeniørkorps under isen er ved at anlægge det, der skal blive det nye hjem for op til 200 soldater og militære forskere.

Camp Century, ’Byen under is’, hedder det, et goldt, ugæstfrit og farligt sted at opholde sig.

»Når sneen kommer og blokerer for solen, forsvinder horisonten i et hav af hvidt, og mennesker kan blive ramt af en sådan grad af total desorientering, at de mister balancen og evnen til at stå på benene,« fortæller Walter Cronkite senere om sit besøg her.

Men otte meter under isens overflade, i den fremvoksende militære by, er der anderledes trygt. I de kilometerlange gravede tunneler med en samlet længde på over tre kilometer og overdækket med metalbuer og sne indrettes beboelseskvarterer med køkkener, brusebad, opholdsrum, bibliotek, hobbyrum, butikker, postkontor, frisør, kapel og et minihospital – det hele varmet op og sikret elektricitet fra en transportabel, to megawatt atomreaktor placeret i et hjørne af basen i isen.

Mandskabet skal, med Cronkites ord, »studere, hvordan mennesker kan leve, arbejde, måske endda kæmpe i denne dybfrosne ødemark. De vil blive pionerer ved en af verdens sidste frontlinjer.«

CBS-reporteren interviewer basens kommandant, kaptajn Tom Evans, om formålet med Camp Century.

»Der er faktisk tre formål,« forklarer kaptajn Evans, »det første er at teste et antal nye, lovende koncepter for konstruktion i polare områder. Det andet er at levere en virkelig praktisk afprøvning på stedet af dette nye atomkraftværk. Og endelig bygger vi Camp Century for at sikre en god base her i det indre af Grønland, hvor forskerne kan foretage deres forskningsaktiviteter.«

– Har dette nogle umiddelbare forsvarsmæssige aspekter,« spørger Cronkite. »Nej, ikke noget operationelt sigte. Det er et stort, eksperimentelt forsknings- og udviklingsprojekt,« svarer kommandanten.

Det er, hvad de amerikanske tv-seere får at vide om formålet, og det er formentlig også noget i den retning, den danske regering fik oplyst af den amerikanske regering, da man i 1958 blev informeret om projektet for en videnskabelig lejr under isen.

Den danske offentlighed blev i 1960 via Politiken forsikret af den amerikanske polarforsker og militærmand Paul Siple, at »der er ingen militære hemmeligheder«, og at »formålet med vort forehavende er udelukkende videnskabeligt.«

Walter Cronkite forfølger ikke sagen i sit interview med Tom Evans, men antagelig dækker tv-mandens omhyggelige formulering – »umiddelbare forsvarsmæssige aspekter« – over, at han godt ved noget om de langsigtede militære ambitioner med Camp Century, men med sit ordvalg – og af hensyn til den nationale sikkerhed – ikke vil presse kommandanten ud i direkte løgne.

For Camp Century, placeret nogenlunde midtvejs mellem Washington og Moskva, er på dette tidspunkt i høj grad et militært projekt orienteret mod truslen fra Sovjet.

En mægtig bastion

Frigivelsen sidst i 1990’erne af amerikanske militære dokumenter på foranledning af det daværende Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, har sammen med efterfølgende research af forskere på Aarhus Universitet – først professor Nikolaj Petersen og siden Kristian Hvidtfelt Nielsen, Henry Nielsen og Janet Martin-Nielsen – givet et ret klart billede af den amerikanske hærs visioner dengang om arktisk krigsførelse.

En rapport fra en amerikansk militær tænketank bebudede i 1958, at »videnskaben vil muliggøre vores brug af Grønland som et arktisk sværd og skjold – en mægtig bastion for afskrækkelsesmagt (…). Moderne teknologi vil muliggøre førhen utænkelige militære operationer i det høje nord – under isen, på isen, over isen.«

I pagt med den tænkning var visionen at gøre Camp Century til springbræt for det såkaldte projekt Iceworm, et projekt, der ikke mindst var drevet af den amerikanske hærs rivalisering og kamp om ressourcer med luftvåbnet og flåden, der bevæbnede med atommissiler var på vej til at træde i centrum for moderne militærstrategi på bekostning af boots on the ground.

Iceworm var hærens bud på et projekt for udplacering af 600 atomvåbenbærende mellemdistanceraketter af typen Iceman i den grønlandske indlandsis.

600 missiler skulle være nok til at udslette 80 pct. af de definerede mål i Sovjet og Østeuropa, og Iceworm skulle omfatte et areal svarende til tre gange Danmarks med et skinnenet nede i isen på flere tusind kilometer, hvorpå mobile affyringsramper vedvarende skulle kunne flytte atommissilerne rundt.

Således ville hæren skabe et system til nukleare overraskelses- eller gengældelsesangreb mod Sovjet, der var mindre sårbart og mere præcist end f.eks. luftvåbnets faste missilsiloer.

Camp Century var et første skridt, der skulle vise, om man faktisk kunne konstruere og drive et sådant funktionelt system nede i indlandsisen.

Den daværende danske regering fik næppe informationer om det konkrete atomare missilprojekt, men har ikke kunnet være i tvivl om Camp Centurys militære perspektiver.

Dansk protest forstummede

Da Udenrigsministeriet i 1958 for første gang blev orienteret af en amerikansk ambassadesekretær om den planlagte base, var det imidlertid Camp Centurys påtænkte energiforsyning – den transportable atomreaktor – der gav danske panderynker og faktisk udløste en note til USA om at droppe denne energikilde.

En atomreaktor i Grønland »ville rejse en række problemer, som det vel (…) ville være ønskeligt at undgå,« hed det i noten, antagelig med tanke på uro i den danske og grønlandske offentlighed samt sandsynlige protester fra Moskva.

Ifølge videnskabshistorikerne Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen, der har forsket i dokumenterne, ignorerede amerikanerne imidlertid henstillingen og oplyste den 18. august 1959 udenrigsminister Jens Otto Krag om, at etableringen af Camp Century var indledt allerede i juni, uden at der var givet dansk tilladelse.

En uge efter, den 26. august, meddelte den danske regering amerikanerne, at de kunne regne med grønt lys til atomreaktoren. Først 10 dage senere blev Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget kort orienteret.

Parallelt hermed og frem til 1963 forsøgte regeringen ifølge Nielsen & Nielsens kulegravning at udøve aktiv censur over for flere internationale journalister, som i perioden arbejdede på artikler om Camp Century, artikler, der – modsat Walter Cronkite – faktisk omtalte de konkrete militære perspektiver. I flere tilfælde rettede journalisterne ind og fulgte de danske henstillinger.

I oktober 1960 stod Camp Century klar, og atomreaktoren begyndte at levere strøm til de op til 200 beboere under isen. Arbejdet i den arktiske frontlinje kunne for alvor begynde.

Den upålidelige is

De vidtløftige militære missilplaner blev imidlertid aldrig til noget. Allerede i juli 1963 stoppede man reaktoren, i 1964 gik man over til kun sommerdrift af basen, og i 1966 blev den endegyldigt lukket og forladt. Ikke på grund af protester fra den danske regering eller tøbrud i Den Kolde Krig, men fordi indlandsisen ikke ville lege med.

Amerikanerne vidste på forhånd, at isen var plastisk og bevægede sig, men man regnede med en levetid for basen på i hvert fald 10 år.

Allerede i 1962 begyndte man imidlertid at notere sammentrykning af tunneltag, fordi den overliggende sne og is bevægede sig uventet meget – delvis som en konsekvens af den varmeudvikling, der foregik nede i basen, herunder fra reaktoren.

»Sneen er blevet forandret i et tempo adskillige gange større end forudset,« hedder det i en evalueringsrapport fra den amerikanske hærs Cold Research and Engineering Laboratory fra 1965.

Da man lukkede og slukkede i 1966, var reaktoren fjernet, men ellers blev det meste af ’Byen under is’ efterladt.

Det hele ligger i dag grundigt sammenpresset i indlandsisen, på større dybde end oprindeligt, fordi der i de mellemliggende 50 år er lejret ny sne oven på den.

Som et internationalt hold af klimaforskere med dansk deltagelse nu har gjort opmærksom på i Geophysical Research Letters, rummer den sammentrykkede by også store mængder efterladt affald: metalskrot, giftig PCB, lavradioaktivt affald, dieselolie, biologisk spildevand.

Hærens dokumenter fra dengang beskriver detaljeret, hvordan den underjordiske bys lunkne spildevand blev »dumpet i en grube i sneen, hvorfra det smeltede sig vej ned i indlandsisen«.

»Hvor meget en sådan forurening ultimativt vil sprede sig med tiden, er et spørgsmål om gætværk,« hedder det i evalueringsrapporten fra 1965.

Det man ikke dengang formåede at gætte eller tage højde for, var, at menneskeskabte klimaændringer ville ramme den ’evige’ indlandsis og sætte ildevarslende smeltningsprocesser i gang. Det er det, der nu får klimaforskerne til at advare om blotlæggelse og udsivning af de store, miljøskadelige affaldsmængder, hvis den globale opvarmning får lov at fortsætte.

I sin 1961-reportage fra indlandsisen taler Walter Cronkite med patos om det »mirakel«, mændene i Camp Century har skabt. Ved sin afrejse, foran en militær helikopter, rapporterer den elskede amerikanske tv-journalist:

»Mænd vil blive tilbage her i deres by under isen for at fortsætte menneskets kamp mod naturen, mod et af de elementer, der i høj grad stadig er et mysterium for os.«

Ak, ja.

Rettelse: I en tidligere version omtalte vi Jens Otto Krag som statsminister i 1959 - han var faktisk udenrigsminister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Aksel Gasbjerg
  • Kurt Nielsen
  • Steen Sohn
Dorte Sørensen, Aksel Gasbjerg, Kurt Nielsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hoffmeyer

Grønland er som Krim og Danmark er som Ukraine.
Så længe fryd, gammen og uhindret adgang tillades, er kamerikanerne tilfredse med at lege at Grønland er Dansk.
Men i samme øjeblik der opstår fjendskab eller bare uforenelige interesseforskelle, vil Grønland overgå til at være del af USAs territorium.

I mellemtiden kan vi øve os på en passende taknemmelig mine. For selv om vi nærmest ingen indflydelse har på måden USA tilbyde Danmark og Europa 'beskyttelse' og selv om denne 'beskyttelse' konsekvent virker kontra-produktivt, på samtlige planer og med imponerende systematik, så kan vi ikke blive fri for denne 'beskyttelse' uden at melde os ud af den vestlige verden, og altså også vinke farvel til Grønland i rigsfællesskabet.

Det er vist ikke for meget sagt, at amerikanerne i denne sag behandlede Danmark som en vasalstat.

Det er vist ikke for meget sagt - for nu at citere @ Steen Sohn - at Danmark er ude af stand til at forsvare sig selv, og at valget står mellem om det er USA eller Rusland, der i egen interesse skal passe på os.

Erfaringen viser, at vi heldigvis er et stort flertal, der foretrækker at overlade opgaven til USA.

@Steen Sohn, nej, korrekt, jeg citerer dig - som jeg også selv har skrevet..

Og så dog: det er nok korrekt at Danmark i et vist omfang kan opfattes som og opfører sig som vasalstat af USA. Man kommer uundgåeligt i et afhængighedsforhold til dem, der sikrer ens frihed. Men i forlængelse af mit indlæg: jeg ser hellere Danmark som vasalstat til USA end til Rusland. Russiske vasalstater er ikke rare steder, og russerne har en (endnu mere) ubehagelig måde at behandle deres vasaller på...

Claus Oreskov

" Man kommer uundgåeligt i et afhængighedsforhold til dem, der sikrer ens frihed" tja ligesom bodega ejeren kommer i afhængighedsforhold til rockerbanden som han betaler beskyttelses penge til :-)

Torben Jørgensen

USA var også interesseret i at erhverv Grønland ligesom Jomfru øerne. Danmark fik 25 millioner dollar i guld mønt i 1917. Ca. 20 tons! Hvor blev guldet af? CIA har registeret at Danmark har ca. 6 tons guld nu til dags. HVOR ER RESTEN?

Ligger det begravet oppe i Grønland?

OverDanmark har fået mere ud af Grønland end de har fortjent. Danmark blev anerkendt som allieret i 1945 mod, at give USA militær adgang til Grønland, og fik således lov selv at stå for retsopgøret. Der blev skudt et par sortbørshandlere og stikkere, og derefter kunne der åndes lettet op i mange bestyrelseslokaler og hjem med værnemagerbue i de dage.

Spørgsmålet er hvad grønlænderne siger til dette rod?