Læsetid: 5 min.

’Jeg har jo gået med en facade og kørt et dobbeltliv’

Danmark er et af de lande, hvor flest unge tager antidepressiv medicin. 24-årige Jacob Olsen er en ud af flere hundredtusinde danskere, der lider af depression. Han ville ønske, at hans sygdom blev betragtet, som havde han brækket benet, frem for at være belagt med tabu
pykiske lidelser psykisk sårbar depression ung

Jacob Olsen lider af depression. Han oplevede over en periode, at hans energiniveau bare dalede og dalede uden at kunne forklare hvorfor.

Ulrik Hasemann

5. august 2016

Selvom Jacob Olsen på 24 år har haft en depression i to år, er der stadig mange af hans gode venner, der ikke kender til den. I løbet af årene har han fortalt det til to kammerater, men her gik det ikke helt, som han havde håbet.

»Den ene grinede, og den anden blev berøringsangst. Jeg er bange for, at der er nogle af mine venner, som ikke kan håndtere at have en kammerat med en depression,« fortæller Jacob Olsen.

»Hvis mine venner så, at jeg havde brækket benet, ville de sige ’fint’, og så ville de måske joke og sige, at den sidste, som når hen til kiosken, giver en sixpack. Men når det handler om, hvad der foregår oppe i hovedet, så bliver folk stille.«

Jacob Olsen tror, at det handler om, at mange ikke ved, hvad det vil sige at have en depression, og at mange forestiller sig, at hvis man er deprimeret, står man på den ene eller den anden måde uden for samfundet.

»Men jeg tror, at det er et meget misvisende billede på folk med depression – langt de fleste af os vil du se på arbejdspladsen, på studierne eller i foreningslivet.«

På overfladen er Jacob Olsen en ganske almindelig ung dansker, der er vokset op i Rungsted nord for København med en søster og mor og far. I folkeskolen gik han til tennis og fodbold fire gange om ugen, og i gymnasiet festede han og spillede computer med vennerne efter skole. Da han blev færdig med gymnasiet i 2011, begyndte han på Roskilde Universitet for at læse en bachelor i EU-studier. I dag er han i gang med at tage en kandidat i International Public Administration and Politics.

Som et slag i hovedet

På universitet faldt Jacob Olsens energiniveau langsomt mere og mere. Han kunne ikke overskue at have et studiejob ved siden af universitetet, fritidsaktiviteterne faldt fra, og til sidst orkede han ikke at tage til forelæsning i løbet af ugen.

Jacob Olsen spejlede sig i sine studiekammerater og ønskede, at han havde lige så meget overskud som dem til at læse, arbejde, feste og være social. Efterhånden begyndte folk omkring ham at spørge, hvorfor han ikke havde et studiejob, som kunne hjælpe ham med økonomien og give ham noget på cv’et.

»Hver gang, jeg fik det spørgsmål, var det som at få et slag i hovedet, for det var jo ikke fordi, jeg ikke ville – jeg kunne bare ikke overskue det.«

Da han først begyndte at opleve symptomerne på sin depression, var han ikke selv klar over, hvad der gjorde, at han fik det dårligere. På et tidspunkt faldt hans aktivitetsniveau så meget, at han ikke kunne overskue noget længere. Han fik ofte tankemylder, hvor alle tanker kørte rundt i hovedet på ham, og i løbet af dagen lå han mest i sengen og holdt sig for sig selv.

»Hvis jeg havde et socialt arrangement om fredagen, ville jeg bruge det meste af weekenden på at komme mig over det,« husker han.

I efteråret 2014 besluttede Jacob Olsen sig for at gå til lægen, fordi han ikke kunne gennemskue, hvad der var galt med ham og ønskede at gøre noget ved sin situation. Lægen henviste ham til en psykolog, og for første gang fik han at vide, at hans drastisk dalende energiniveau ikke havde noget at gøre med dovenskab. Efter få gange hos psykologen blev han diagnosticeret med en depression.

»Det var en lettelse at få et ordforråd, der kunne forklare mig, hvad der var i vejen. Før jeg fik konstateret en depression, var jeg bare dén der dovne dreng, der ikke kunne leve op til mine egne eller mine kammeraters forventninger. Jeg fungerede ikke, men anede ikke hvorfor,« fortæller Jacob.

Fra Duracell til standardbatteri

Da Jacob Olsen gik til forelæsninger, deltog han aktivt i diskussionerne og havde styr på det faglige. På universitetet var det nemt at sige til de andre, at han havde andre planer eller var syg, så ingen lagde mærke til, at han missede flere og flere forelæsninger. Men når han endelig deltog, brugte han så meget af sin energi på at gå på universitetet med alt, hvad det indebar, at omkostningen blev, at han skar alt andet fra.

»Jeg tænker tit på de her reklamer for Duracell-batterier: Du har et standardbatteri og et Duracell-batteri. De kører lige godt til at starte med, indtil standardbatteriet går dødt. Jeg er et standardbatteri, og mine studiekammerater er Duracell-batterier,« siger Jacob Olsen.

Han ved godt, at han ikke er den eneste, der kæmper med det sociale pres. Alligevel fylder tankerne om, hvordan han bør være for at leve op til sine egne forventninger.

For et år siden begyndte han i sin drømmepraktik, og i begyndelsen gik det godt. Men lige pludselig begyndte presset igen at blive for stort for Jacob.

»Jeg kunne udføre noget ret krævende, uden min arbejdsgiver lagde mærke til det. Det gjorde bare, at tingene faldt fra hinanden efterfølgende, fordi jeg havde brugt så mange kræfter på det,« siger Jacob Olsen.

Da praktikken sluttede, flyttede han hjem til sine forældre for at bo, fik ordineret antidepressiv medicin og blev sygemeldt fra studiet. Til gengæld fik han en flot anbefaling af sine chefer med på vejen.

Ifølge Jacob Olsen er praktikken et eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at kunne se på folk, at de har en depression.

»Det kan godt være, at jeg har den smukkeste facade, men indvendigt er jeg et faldefærdigt håndværkertilbud. Jeg har jo gået med en facade og kørt et dobbeltliv. Og det gør jeg til dels stadig.«

Det brækkede ben

For tre måneder siden var Jacob Olsen i byen for at drikke øl med sine studiekammerater. Da han klokken 23 sagde, at han ville tage hjem, spurgte en ven, hvad 19-årige Jacob havde sagt, hvis han havde set ham gå så tidligt.

Jacob Olsen grinede af sin ven, men tænkte ved sig selv, at spørgsmålet ramte lige der, hvor depressionen sidder.

»Jeg havde lyst til at svare, at 19-årige Jacob ikke vidste, hvordan jeg i dag ville have det. 19-årige Jacob var ikke gået så tidligt, men den person er jeg bare ikke længere. Det er lige præcis der, at min mentale sygdom har ændret billedet af, hvem jeg er,« fortæller han.

Netop derfor vil han også gerne blive bedre til at være ærlig omkring sin psykiske tilstand.

»Mine venner skal vide det, så de bedre kan forstå, at jeg ikke har et studiejob, nogle gange går tidligt hjem fra byen og holder orlov fra studiet.«

»Hvis man tager eksemplet med det brækkede ben igen, så åbner folk døren for en, når man kommer gående med krykker. Hvis jeg kan være åben om de ting, jeg kæmper med i forhold til min depression, så er jeg nået langt. Det er det, jeg ønsker at kunne gøre for mine omgivelser,« siger Jacob Olsen, der allerede er begyndt at stå mere frem.

Han er for eksempel blevet tilknyttet et projekt i Det Sociale Netværk, der hedder Unge På Vej, hvor unge med psykiske problemer tager ud til andre unge og fortæller om deres erfaringer med psykisk sårbarhed.

»Jeg håber at kunne skubbe til opfattelsen af, hvordan det er at have en depression og samtidig udfordre mig selv ved at sige det højt.«

Serie

Ondt i ungdommen

Danske unge er langt mindre lykkelige og har flere psykiske lidelser end de ældre generationer. Et stigende antal børn og unge mistrives og kæmper med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskade.

De befinder sig i en gråzone, hvor de ikke er syge nok til psykiatrien, men ikke raske nok til at fungere i et uddannelses- og ungdomsliv præget af stadigt højere krav om præstation, fleksibilitet og et perfekt liv.

Information går i en række artikler tæt på fire unge med ondt i livet og de samfundsstrukturer, der er med til at gøre dem syge. 

Seneste artikler

  • ’Psykisk sårbare unge vil ikke skuffe deres forældre’

    12. august 2016
    Psykisk sårbare unge har ikke mange muligheder for at få hjælp. Men mange af dem har bare brug for nogen at tale med, for ofte kan det ikke være deres forældre
  • Ingen undslipper perfektionismen

    9. august 2016
    Perfektionisme er de seneste 25 år blevet et vigtigt forskningsområde, fordi den er en risikofaktor i forhold til at få psykiske problemer. En af forskerne, Andrew Hill fra York St John University i Storbritannien, ser tegn på, at flere unge lider under perfektionisme
  • Psykisk helbred bliver bedre med alderen

    9. august 2016
    Unge er særligt udsatte for angst og depression på grund af den høje grad af usikkerhed, livet er forbundet med i den periode. Men forskning tyder på, at det psykiske helbred bliver bedre, i takt med at man finder fodfæste i livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • Heidi Larsen
  • Keld Albrektsen
  • Kurt Nielsen
  • Niels Erik Nielsen
  • erik mørk thomsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Kurt Nielsen
Anker Nielsen, Heidi Larsen, Keld Albrektsen, Kurt Nielsen, Niels Erik Nielsen, erik mørk thomsen, Estermarie Mandelquist og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Giv slip på den vrede, du retter mod dig selv og ret den mod os andre som i vores selvforherligelse snyder dig til at tro, at vi kan klare tingene bedre end du kan. Det er løgn og latin fra ende til anden. Bare kig på de sportsfolk der bliver udnævnt til rollemodeller for os allesammen, men som svindler og bedrager alt hvad de kan for at kunne komme øverst på skamlen. Mine børn skal den ondelyneme ikke ikke have den slags mennesker som rollemodeller, hvis jeg har noget at skulle have sagt.

- Og prøv så at undersøge dine værdier og efterfølgende at være tro mod dem.

Anne Schøtt, Carl Koytu, Troels Ingvartsen, Anne Eriksen, Pia Svendsen, Torben Lindegaard, Bill Atkins og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Hvorfor pokker har "gruppen" den dominerende stilling, den vitterligt har, i forhold til det personlige valg?
"Socialisering er vigtig", vil nogen sige. Men jeg er da stødt på mange asociale grupper i min tid.

erik mørk thomsen

Kære Jacob
Vi psykiske syge, lider under det, som medierne fremstiller os som.
Sker der en terror handling, skriger de straks op op, at det var en psykiske syg, der har gjort det.
Lige som medierne gør ved mord/voldtægt, så det er ikke så underlige, at folk få et forkvakle syn på os.
Men vær åben om din sygdom, tro mig, det vil gøre din situation lettere.
Ok, nogen er for "dumme", kommer med dumsmarte bemærkninger, andre bliver forlegen, ved ikke, hvad de skal, men de fleste, er ok mennesker, specielt i Uni miljøer.
De gange, hvor jeg som bisidder har været der, oplever jeg en god og sund interessere om, hvad en psykiske sygdom er
For der er over 700.000, der er ramt af den, så chancen for, at du tager med en ligestillet, er stor.
Og som bekendt, sammen er vi stærke, og så stærke, at vi kan overleve alt, som medierne omtale af os, som det værste, der findes.
Må du få et god liv, held og lykke.

Anne Eriksen, Heidi Larsen, Keld Albrektsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak Jakob, simpelthen, - for at fortælle os hvordan din inderside ser ud, - det er sååå godt gået. Held og lykke fremover.

Ivan Breinholt Leth

"Danmark er et af de lande, hvor flest unge tager antidepressiv medicin." Hvordan stemmer dette med påstanden om verdens lykkeligste folk?

Anne Eriksen, Tue Romanow, peter fonnesbech og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg har aldrig været rigtig glad for livet og kunne muligvis ikke genkende en depression, hvis fik en. Der hvor jeg kommer fra bliver vi ikke deprimeret, vi bliver i dårligt humør og der skal såmænd ikke ret meget til: for lidt søvn, dårlig mad, ondt i ryggen, blæst og kulde og for lidt held med de projekter jeg har gang i kan godt give mig noget der ligner en depression. Men omvendt, når man har så mange "legitime" grunde til at være i dårligt humør er det så fair at kalde det en depression? Ordet betyder jo også bare nedtrykt og antyder en udefrakommende kraft. Så hvad er det der trykker mig ned? Svaret er ofte: ingenting. I hvert fald ikke noget alvorligt. Men derfor kunne det jo godt være jeg var eller er deprimeret? Jeg ville som sagt ikke vide det.

erik mørk thomsen

Søren Kristensen
Din kommater er det, jeg/vi psykritribruger kalder dumsmart.
Kunne næste ønske, at du vil blive ramt af en depression, så kun du lære, at holde inden med dine dumsmarte bemærkninger.

Det sker for de bedste. Det sker faktisk måske i overvejende grad for mere inteligente mennesker. Fordi mindre intelligente mennesker ikke spekulerer så fandens meget, men bare lever og ivrigt kan finde fred i et lidt overfladisk liv.
Men mere intelligente mennesker tænker over alt, og for dem kan det være svært at finde mening i livet. Mindre intelligente går ikke og leder efter en dybere mening.

Hvis jeg får en ond tanke er det nogen gange at denne forbandede sygdom må ramme dem, som udgyder latterlige kommentarer omkring depression ala "folk må bare tage sig sammen", etc. Kun ved at de faktisk kender til dette helvede kan der opnås forståelse.

Jeg indrømmer gerne at jeg selv var en idiot på det område før jeg pludselig i årevis døjede med et ekstremt lavt energiniveau og en helt absurd manglende interesse i noget som helst. Det var bare en kamp at komme igennem en hverdag. Men jeg kørte også facader, og passede arbejde etc. Det krævede bare så utrolig meget.

Og nu fik jeg elegant nok gjort mig selv intelligent, hvilket nok lyder meget arrogant, men jeg vil gerne bruge andre termer, hvis jeg kan finde dem. Det handler om at tankevirksomheden formodentlig er højere jo mere intelligent man er, men det er også det der nemmere skaber uroen i hovedet og tankemylderet.

Det bedste råd jeg kan give er at have en plan over dagen. Lave noget så ofte som muligt, rydde op, vaske bil, etc. Ting der når de er overstået giver noget glæde og imens giver noget mening. Det er der hvor man bare sidder og laver ingenting, der skaber de sorte huller.

Pas på med antidepressiv medicin, for nogen er det måske godt, for andre ødelægger det sexlivet og smider sig ind i en boble af ligegyldighed, ingen glæde og ingen smerte. Jeg har selv med fordel gjort det at hvis jeg mærkede den helt absurde uforståelige træthed, så tog jeg der, og kun der, en lille smule antidepressiv medicin, men ikke fast. Det er ikke sagen at være afhængig af. Og ikke til at komme ud af. Men snak med lægen, men vær kritisk, for det virker som om at de har en interesse i at udskrive medicinen og ikke er så bekymret over dens bivirkninger.

Søren Kristensen

@ Erik Mørk Thomsen,
Dumsmart, er det ikke når man udtaler sig overfladisk om noget man faktisk godt ved er mere komplekst? Jeg er muligvis dum, men smart kan jeg ikke vedkende mig, for jeg mener hvert et ord jeg skriver om min manglende erkendelse af en evt. depression, ja faktisk så meget at jeg af og til spekulerer på om det er en fordel eller ej.
I øvrigt, din kommentar mere ende antyder at du selv har hang til at blive deprimeret og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er noget der, alt andet lige, også hænger sammen med dit navn "Mørk". Har du overvejet at skille dig af med det og bare kalde dig Erik Thomsen? Jeg kunne forestille mig at det var sådan noget en navnolog måske ville foreslå - det har i hvert fald kun milde bivirkninger. (Der var engang en skuespiller der hed Erik Mørk og han havde vist nok også et lidt mørkt sind.) Denne sidste kommentar finder du sikkert også både dumsmart og intimiderende. Men den er faktisk skrevet i den bedste mening.

Niels Duus Nielsen

Depressioner er ikke noget, man taler om, det er noget, man har. Og der er mange måder at komme ud af dem på igen, men det taler man heller ikke om.

"De eneste, som tror på kemikalier er kemikalier industrien og dens lakajer" skrivere Herman Hansen, og der er jeg faktisk uenig:

Ligesom jeg kan få bugt med en hovedpine ved at spise et par hovedpinepiller kan jeg få bugt med min depression ved at spise nogle antidepressionspiller - de virker faktisk efter hensigten, det er ikke det rene fup. Det er dog fup at kalde dem "lykkepiller", for man bliver ikke lykkelig af at spise dem, blot bliver man i stand til at ryste alt det ulykkelige af sig, så man igen gider stå ud af sengen om morgenen og tage et bad en gang imellem.

Ved at spise disse piller kan jeg udadtil lade som om, at der ikke er noget særligt galt med mig.

Selvfølgelig ville det være bedre at tage fat ved ondets rod, en hovedpine kommer jo ikke af sig selv, der er jo tale om en ubalance i systemet, fx. efter for voldsom alkoholindtagelse.

Tilsvarende er antidepressiv medicin kun symptombehandling, og hvis man ikke tager fat i årsagerne til depressionen, er man sådan set lige vidt.

Og så alligevel ikke - hvis man ikke vil have tømmermænd er en mulig løsning fx at lade være med at drikke. Men hvis man ikke vil være depressiv kan det godt være svært at finde ud af, hvad det egentlig er, man skal lade være med. Depressioner har det jo med at komme "ud af det blå", som man siger.

Mange lange samtaler med psykologer, psykiatere og - især - mig selv har gjort det klart for mig, at det er samfundets indretning, der går mig på.

Men det ikke så lige til at melde sig ud af samfundet - jeg har prøvet, men i gamle dage blev man altid fundet og meldt ind igen af skattevæsenet, og i vore dage ligger der en hel hær af jobkonsulenter og udbetalingsservicemedarbejdere og -kontrollanter på lur, som sørger for, at man ikke sniger sig til at foretage sig noget som helst, systemet ikke kan godkende. Det er sgu da lige til at blive deprimeret af.

"Lad alt håb fare, I der her går ind" står der skrevet med usynlig skrift over indgangen til Jobcentret.

Men der er ikke noget at gøre ved det - på den korte bane bane, i hvert fald. Så mens jeg venter på revolutionen spiser jeg mine piller.

Herdis Weins, Anne Schøtt og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen

'"Lad alt håb fare, I der her går ind" står der skrevet med usynlig skrift over indgangen til Jobcentret.'

Det er formentligt ikke dit ansvar.

Så til dig og andre depressive: Prøv at lade være med at tage ansvar for noget i ikke har kontrol over - og prøv så at se hvad der sker...

Niels Duus Nielsen

Kurt Nielsen, tak for rådet, men jeg tror ikke helt jeg forstår det. Jeg tager ikke ansvaret for de regler, der gælder for modtagere af kontanthjælp. Men disse regler er udformet, så de pålægger mig ansvaret, hvis jeg bryder dem.

Forleden sov jeg over mig, og fik først meldt afbud alt for sent til det "kursus", jeg for tiden er tvangsindlagt til. Hvis kursuslederen følger reglerne, melder hun det til udbetalingsservice, som så trækker mig i "løn". Det bekymrer mig da lidt, selv om det er hendes, og ikke mit ansvar.

I et vist omfang har jeg kontrol over, hvor vidt jeg sover over mig - jeg kunne fx købe et vækkeur, der larmer mere end det jeg har, og så stille det oven på mit skab, så jeg skal ud af sengen for at slukke det.

Jeg har faktisk mange års erfaring i at forhindre at jeg sover over mig. På Posten var det fyringsgrund, hvis man sov over sig. Men fordi jeg blev betragtet som en rimeligt dygtig postarbejder, fik jeg bare en advarsel, når det skete. I værste fald blev jeg trukket i løn for den tid jeg var fraværende, men jeg kunne altid få lov til at arbejde det af i den anden ende, efter normal arbejdstids ophør.

Indenfor tvangsaktiveringscirkusset er der ingen bløde landinger, hvis man fucker up. Jeg er fuldt og helt overladt til min kursusleders nåde. Det får mig til at føle mig magtesløs overfor hende, og når hun ovenikøbet påstår, at vi er ligeværdige (som hun sagde på det første møde) bliver jeg sgu vred.

Så måske sov jeg i virkeligheden over mig i et ubevidst forsøg på at bevise over for hende, at vi ikke er ligeværdige, at hun har magten i vores forhold, og at det er bullshit at påstå andet?

Herdis Weins, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Den påstand om ligeværdighed er den største og mest nederdrægtige løgn

Herdis Weins, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ja, Lise Lotte Rahbek, bortset fra, at jeg faktisk tror, at kursuslederen selv tror på løgnen. Hun er psykoterapeut og bekender sig til den humanistiske skole, hvor ligeværdighed er udgangspunktet. Hun er faktisk skidesød, min vurdering er, at det ikke går så godt med den private praksis, og at hun derfor har set sig nødsaget til at lade sig ansætte hos en privat udbyder af "jobtræningskurser".

Fra min side har det udviklet sig til et eksperiment: Hvordan vil hun reagere på denne situation - vil hun følge reglerne og dermed for altid ødelægge ligeværdighedsrelationen til sin klient, eller vil hun følge sine principper og bevare relationen ved at overtræde reglerne (hvilket for hende formodentlig er fyringsgrund)?

Et hændeligt uheld har således udviklet sig til at være et studie i ondskabens banalitet.

Men mit spørgsmål til Kurt Nielsen fastholder jeg: Hvordan fralægger man sig et ansvar, der bliver pålagt een udefra?

Niels Nielsen

'Men disse regler er udformet, så de pålægger mig ansvaret, hvis jeg bryder dem.'

'Hvis kursuslederen følger reglerne, melder hun det til udbetalingsservice, som så trækker mig i "løn"'

'og når hun ovenikøbet påstår, at vi er ligeværdige (som hun sagde på det første møde) bliver jeg sgu vred.'

De to første gør dig ikke vred?

Jo, måske, men på dig selv så eller hvad?

Niels Duus Nielsen

Kurt Nielsen:

Jo, sågu gør de to første mig vred, men de tilhører jo det domæne, som jeg ikke har direkte indflydelse på. Så de gør mig vred på regeringen og de borgerlige politikere, hvilket jeg så forsøger at få afløb for i disse spalter. Det tredje kan jeg derimod gøre noget ved direkte og personligt, og som jeg skriver 13:56 har jeg allerede omformuleret begivenheden til et psykosocialt eksperiment.

Som demokrat forsøger jeg at fastholde, at jeg som borger har en vis, omend minimal indflydelse på den førte politik. Det er denne tro på demokratiet, og på at pennen er stærkere end sværdet, der bliver udfordret i disse år - og det gør mig deprimeret, netop fordi jeg ikke kan gøre ret meget ved det. Andet end efter bedste evne at støtte alle progressive kræfter, og håbe at EL og Alternativet sammen kan gå hen og blive en magtfaktor, der - ligesom Corbyn i England - kan gøre en reel forskel til det bedre.

Det er bare svært ikke engang imellem at tabe modet, når alle tegn i sol, måne og stjerner tyder på, at vi går en trist fremtid i møde. Som jeg plejer at joke: Når jeg om syv år skal have Folkepension, er den sgu nok blevet afskaffet i mellemtiden.

Jeg kunne selvfølgelig begå en Breivik på det samlede Folketing (eksklusive EL og Alternativet og måske et par stykker fra SF). Desværre tror jeg bare, der vil komme en ny flok idioter. Så i stedet er jeg bare deprimeret. Men så længe jeg spiser mine piller kan jeg styre det. Så nogenlunde ihvertfald.

Lise Lotte Rahbek

Tjah, Niels Nielsen, selv er jeg ved at nå ud over enhver interesse i,
om det er en 'sød' magtrepræsentant eller en 'ond' magtrepræsentant som fører kniven.
De er repræsentantner for det samme regime, kniven er den samme, og 'sød' bliver uskiftet med 'ond' som vinden blæser. Regimet består.

Niels Duus Nielsen

Lise Lotte, to ting:

Jeg har altid interesseret mig for andre mennesker, især dem, hvis bevæggrunde jeg ikke forstår. Og i disse år tror jeg det er vigtigt at forsøge at forstå, hvorfor så mange mennesker behandler andre mennesker dårligt, for de er jo ikke psykopater allesammen. Men jeg kan ikke ændre andre menneskers holdninger, hvis ikke jeg kender grunden til, at de har de holdninger, de har. Bemeldte kursusleder vil det gode, så min opgave som humanist er at vise hende, at det, hun gør, faktisk er af det onde. Og det gør jeg kun ved at forstå hendes grunde, for det er grundene, der skal angribes, ikke holdningen, som blot er et symptom på en grundlæggende fejltolkning af, hvad det vil sige at være et menneske. Det er den principielle ting.

Den anden mere jordnære ting er, at jeg på den korte bane kan manipulere min situation derhen, at jeg igen vil få fred fra det offentlige i et års tid. Regimet består, men det bestyres af individuelle mennesker, som kan påvirkes, og de er ikke psykopater allesammen.

Lise Lotte Rahbek

Niels
Nejda, magtrepræsentanterne har deres indivisuelle årsager til at gøre som de gør, som alle vi andre.
Jeg har en tidligere kollega, som sidder som sagsbehandler i Kbh. (hun følger også med herinde omend uden at kommentere) Hendes årsag hedder 'gæld'. Hvis ikke hun sagsbehandler efter reglerne, bliver hun fyret og går personligt konkurs.

Personligt foretrækker jeg at bliver sagsbehandlet af en af dem, som jeg ikke forventer mig noget godt af. At blive røvrendt og idømt sanktioner af en af de sympatiske magtrepræsentanter, gør det bare værre.

Niels Duus Nielsen

Okay, der er vi så uenige. Langt de fleste sagsbehandlere er til at tale med, og da de ikke kan overtræde reglerne for åbenlyst, gælder det om at få dem til at "gå til kanten", som det hedder på politikersprog. Jeg har næsten altid en plan for, hvordan jeg hurtigst muligt slipper ud af systemets favntag, og det er min erfaring, at hvis jeg kan få sagsbehandleren til at se mig som et menneske, og ikke som en hjælpeløs klient, vil de hellere end gerne opfylde mine ønsker, så de kan lukke sagen. Og de mere empatiske af dem har måske endda fået lidt at tænke over.

Fx tror jeg ikke, at min kursusleder har meldt mit fravær op i systemet, hun er meget engageret i sin rolle som terapeut, og jeg har på fornemmelsen, at det vil give for meget kognitiv dissonans, samtidig med at hun jo afskærer sig selv fra at udøve sin magi på mig, hvis hun anerkender, at vi ikke er ligeværdige. Hun kan jo have "glemt" det, eller måske er det inden for hendes kompetenceområde at tillade en klient at sove over sig? Så jeg imødeser faktisk en række spændende samtaler, hvor jeg måske kan lære lidt om humanistisk psykoterapi, samtidig med at hun måske kan lære noget om livet som bums, hvilket jeg er ret sikker på, at hun ikke ved ret meget om.

Når det nu skal være, kan man jo ligeså godt få lidt sjov ud af det. Og det er næsten altid sjovt at lære nye mennesker at kende.

Lise Lotte Rahbek

Nels
Ja, der er vi uenige og forskellige.
Det kan godt være at du og jeg kan kringle vores egen situation, men hvad med alle dem, som IKKE har intelligens, charme eller overskud til at kringle sig igennem systemet og de hærdede magtrepræsentanthjerter?
Det er jo hele miserens kerne: Hver mand (m/k) klarer sit og kringler sin egen situation og hvis de ikke kan det, er det deres egen fejl.
Jeg kan måske godt manipulere mig igennem - men hvor efterlader det alle de andre?!

Niels Duus Nielsen

Du har så evigt ret, men jeg tror nu at det hjælper de andre bare en lille smule, hvis jeg kan få min sagsbehandler/jobkonsulent/kursusleder til at tænke over, hvad det egentlig er, hun (m/k) har gang i. Jeg tror, de ellers meget nemt kan blive kynikere, især de af dem, som er uddannet til at hjælpe andre, men som bliver sat til at straffe folk i stedet. Kognitiv dissonans skaber kynikere.

Jeg appellerer altid til deres sans for retfærdighed, og jeg har endnu ikke mødt den sagsbehandler, der ikke - når vedkommende bliver gået på klingen - giver mig ret i, at det gældende system er absurd.

Så i al beskedenhed bilder jeg mig ind, at hun, efter at hun har behandlet min sag, behandler sin næste sag med lidt mere omtanke, end hun ellers ville have gjort.

Jeg ved af erfaring, at hvis jeg hidser mig op og skælder ud, giver de mig det værste skodtilbud, de kan finde, og da jeg har ødelagt både deres dag og deres gode humør, formoder jeg resten af deres klienter den dag sikkert også får med grovhøvlen.

Men hvis jeg kan få dem til at tænke lidt over, hvad det egentlig er, de foretager sig, uden at give dem alt for meget skyldfølelse, tror jeg, at de vil se med mildere øjne på de næste par klienter. Det ville jeg da selv gøre, i det omfang jeg overhovedet kan forestille mig at have sådan et job.

Lise Lotte Rahbek

Det er formodentlig en fin taktik, Niels
Jeg kan ikke selv længere skille magtrepræsentantpersonen fra magtrepræsentantjobbet og jeg tager det i den grad personligt at blive behandlet som 2rangsborger og straffet for forhold, jeg ikke er herre over. Mit overskud er m.a.o brugt op.
Der er ikke noget med at råbe og skrige af nogen, da jeg ved det skaffer mig mere straf på nakken.
Jeg samarbejder bare så lidt som muligt. Også selvom det ikke gavner min egen situation. På den måde beholder jeg en sidste rest af min selvrespekt, og min metode er bestemt ikke optimal eller konstruktiv.. Men det er den, jeg har.

Niels Duus Nielsen

Lise Lotte, kender du foreningen "Behandl os ordentligt"? I deres nyhedsbrev er der af og til gode tips om, hvordan man kan hjælpe andre ved at hjælpe sig selv. Som systemet er skruet sammen, er man desværre nødt til at hjælpe sig selv først, for overhovedet at have overskud til at hjælpe andre.

http://www.behandlosordenligt.dk/

Lise Lotte Rahbek

Kender du metaforen om vandglasset, Niels?
Ikke den med halvtomt eller halvfuldt, men om hvor meget glasset vejer, når man holder det i strakt arm.
Når man holder glasset i 5 minutter vejer det næsten ingen ting. Holder man glasset i nogle timer begynder det at blive tungt.. og skal man holde glasset med vand i strakt arm i dagevis og man ikke ved, om eller hvornår der bliver fyldt mere vand i, så bliver glasset så tungt, at det føles som et ton. Det er dér, hvor man får trang til at lade det hele falde og der hjælper kke alverdens gode råd om, hvordan man burde kunne holde glasset, som da øvelsen kun havde varet en time.

Apropos artiklens oplæg. ;-)