Læsetid: 7 min.

I Hamborg skilter man ikke med sine penge

Hamborg har den største tæthed af rige mennesker i Tyskland, men der er ikke meget bling-bling over byens velhavere, der har det bedst bag villaernes beskyttende mure. Information har været på besøg i byen, hvor borgerskabet oser af diskret charme
I Hamborg skilter man ikke med sine penge. Her rigmandsbydelen Blankenese ved Elben.

Ulf Boettcher

8. august 2016

Ingen tysk by har så mange rige mennesker samlet på ét sted som Hamborg. 42.000 euro-millionærer er der vokset ud af handelsmetropolen ved Elben.

18 euro-milliardærer har tjent deres penge på postordrer, briller og kaffe, eller på speditionsselskaber og rederier i Europas næststørste containerhavn.

Dertil er Hamborg også Tysklands førende medieby. Nogle af de mest velhavende mænd og kvinder i byen er arvinger til de førende tyske medier som Spiegel eller Axel Springer-koncernens Bild.

I et land hvor mindst 1.635 milliarder kroner årligt går i arv til næste generation, til yderst lav beskatning, har Hamborg den største tæthed af arvinger.

I byen gør man en dyd ud af at være Weltoffen, at være åben mod verden, men har man penge, er diskretion en selvfølge. At skilte med rigdom og svælge i statussymboler er noget, de andre gør.

Da Hamborgmuseet MKG for et par år siden viste udstillingen Fette Beute – Reichtum zeigen, der kan oversættes til ’den store gevinst, vis rigdommen frem’, var det rige teenagere fra Beverly Hills, stiff upperlip overklassefruer fra Rio de Janeiro og russiske børn, der poserede i jakkesæt med egen maskinpistol.

Selv om rigdom er en del af Hamborgs identitet, var udstillingens eneste lokale foto over 100 år gammelt og viste eksempler fra det hastigt voksende villakvarter langs Elben i villaforstaden Blankenese. Selv om byen har titusinder af millionærer, er det ikke menneskene selv, men pragtvillaer og Porscher der er med til at synliggøre rigdommen.

Vil man have mest muligt bling-bling, skal man spadsere ned ad den eksklusive handelsgade Neuer Wall tæt ved rådhuset med udsigt til bysøen Innen-Alster.

Inden for hundrede meter finder man bag de høje ruder alle de internationale luksusmærker som Bulgari, Louis Vuitton og Hermés, mens der på parkeringspladserne står skinnende luksusbiler fra Porsche, Mercedes og en enkelt Lamborghini. Rød – naturligvis.

Solide aktier

»Det er ellers ikke den typiske stil, for pengediskretionen her i byen er ret udbredt,« fortæller Oliver Hansen, der rådgiver de rige hamborgere om, hvordan de skal investere.

»De rige i Hamborg bryder sig egentlig slet ikke om at skilte med deres formuer, tværtimod vil de helst tone det meget ned. Sådan er det ikke i München eller Düsseldorf, hvor man kan se, hvem der er rige, og hvor man også gerne viser sig frem,« siger Oliver Hansen. Helt bevidst er hans eget kontor heller ikke fyldt med dyre møbler og hip kunst.

»Det ville også sende et forkert signal, hvis vi som formuerådgivere lå lige oven på en af luksusbutikkerne og gik med dyre guldure og havde en overdådig indretning. Vi får mange kommentarer fra vore kunder om, at de godt kan lide, at vi ikke blærer os med indretningen, men at den er reel og nøgtern. Så tror de også på, at vi faktisk også er det samme i omgangen med deres penge,« siger Oliver Hansen, der taler livligt, er i 40’erne, og som i over et årti har placeret penge for byens velhavere.

Han fortæller, at mange skyr risiko og hellere diskret vil have vedligeholdt formuen, så den ikke eroderer væk. For pengeanbringelse lige nu er i sig selv blevet farligt, fordi renten er så lav.

»Mange har brændt fingrene på obligationer, der nu er gået i minus. Derfor er der ingen vej uden om fast ejendom og solide aktier,« siger formueforvalteren.

Vi mødes i privaten i bydelen St. Georg, hvor vi på en rummelig tagterrasse med udsigt over den hamborgske skyline drikker en kølig tysk Grauburgunder, der kommer fra køleskabet hos vinhandleren nede i stueetagen. Oliver Hansen peger pludselig op mod himlen:

»Se lige det der enorme fly, der lægger an til landing ovre ved Airbus. Flyet er i sig selv ret sjældent.«

Over horisonten svæver et fly, der mest at alt ligner en enorm hval, fordi det kan rumme hele flykroppe, der færdigmonteres på Airbus-fabrikken i Hamborg, en af byens største arbejdspladser.

Læs også: Hjemme hos ’den ene procent’

»Airbus er også en fremragende investering. Vi har en del Airbus-aktier, der jo er blevet billigere efter Brexit-afstemningen. Det samme er sket for mange solide aktier, selv om de jo egentlig har en nogenlunde sikker forretningsmodel, ligesom BASF eller Mercedes, der jo er globale firmaer, selv om de har hovedsæde i Tyskland. Et firma som Airbus har ordrebøgerne fulde i de kommende ti år og er et godt eksempel på en aktie, der kan skabe vækst uden for Europa, der jo ikke rigtigt vokser længere,« siger Oliver Hansen om flyproducenten, der alene i Hamborg har 15.000 ansatte og egen lufthavn, hvorfra den med sin mere end tre kilometer lange landingsbane kan sende to-etagers A380 ud til hele verden. I Hamborg får de malet den sidste pæne lak på.

– Interesserer velhaverne sig for etiske investeringer?

»Altså, våben, det går ikke, men tobaksfirmaer giver gode afkast. Så det spørger vi om, og de fleste nikker ja. Etiske investeringer skal man dog altid tage med et gran salt. Vil man investere i udbredelsen af el-biler, kræver det flere batterier. Og det kræver igen sjældne jordarter, som man efterhånden kun finder på havbunden eller i fjernt beliggende naturområder. El-biler koster altså natur. Man skal være sig bevidst om, at etik og investeringer rimer dårligt,« siger Oliver Hansen.

Havemænd og opvaskere

Lige over for Airbus-fabrikken, et stykke oppe ad Elben, ligger rigmandsbydelen Blankenese, hvor villaerne er placeret ved slyngede stræder ned mod vandet. Her boede lodser og kaptajner tidligere i bindingsværkshusene.

For mere end 100 år siden byggede de rige købmænd så deres villaer i det skrånende landskab, hvor Thomas Mann skrev om købmandsfamilien Buddenbrooks’ nedtur i Lübeck.

I havnebyen Hamborg flød pengene, og i Blankenese tjener gennemsnitsborgeren over syv gange så meget som dem i det fattigste kvarter, indvandrerbydelen Veddel, hvor årsindtægten ligger på 110.000 kroner.

I Veddel er det sociale boligbyggeri plantet direkte ved de larmende motorveje mod syd. I Blankenese er der flodblik, grønne landskaber og stille skibstrafik, hvor det orangefarvede danske skib Torm Rhone, lydløst glider ind mod havnen med sin kemiske last.

På denne sommerhverdag er der overraskende meget liv i Blankeneses gader. Især er masser af havemænd i sving, og en trup på hele tre af slagsen stirrer intenst mod nogle sten foran en kæmpe villa. Den ene af dem flytter lidt på en brosten, og de øvrige har ikke tid til at snakke.

Læs også: Tysklands skæve bagside

Det har Lewis fra Ghana til gengæld, der slentrer afslappet afsted. Han hiver hurtigt høretelefonerne ud af ørerne for at tale med den fremmede om det at arbejde som opvasker på en lokal restaurant i den hovedrige bydel.

Han er glad for sit job, og det giver lidt mere end inde i byen, ligesom drikkepengene ligger noget over niveauet andetsteds i Hamborg, når han sammenligner med venner i samme job.

– Kunne du tænke dig at være så rig som kunderne i restauranten er det?

»Haha, den var god, det kommer jeg jo aldrig til med min løn. Jeg sender jo en del af pengene til familien hjemme i Ghana.«

Lewis skal videre for ikke at komme for sent. Længere nede af gaden er Monica, der arbejder som privat hjemmehjælper, lige stået ud af sin lille bil.

»Vi har meget at lave her i området, for der er mange, der har råd til at hyre os.«

Er de rige kunder mere krævende end andre?

»Nogle er meget formelle, men de fleste er egentlig meget imødekommende mennesker. De fleste bliver jo milde med alderen,« siger Monica, der stammer fra det østlige Tyskland, hvor der er få egentlig rige, og færre jobmuligheder.

I det fremgangrige Hamborg, hvor man tjener dobbelt så meget som i Berlin, er fremtiden lysere. Der er i alt fald flere penge i omløb, hvilket lokker hele verden til Hamborg. Hver tredje indbygger stammer i dag fra udlandet.

Flygtninge i rigmandsbydelen

Mens solidariteten med ens egne er intakt, er den noget mere begrænset over for de nye beboere, viser en nylig sag, hvor naboer har klaget over et nyt flygtningehjem i Blankenese, der skal huse 192 personer i ni træpavilloner i et skovbryn.

Klagerne er lykkedes med midlertidigt at få udsat byggeriet. Blankenese skal dog have sit asylhjem, har retten besluttet.

I andre velhaverkvarterer har de mere held med klagerne over de fattigere og fremmede. En domstol har efter en årelang strid i det rige villakvarter Harvestehude ved Alster besluttet, at et asylhjem til 190 personer, der allerede delvist er indrettet i en tom kaserne, er ulovligt.

Nogle naboer havde klaget over, at der var for mange flygtninge i forhold til lokale, for det skulle jo nødigt handle om hverken hudfarve, kultur eller social status. Frygten for kriminalitet spillede også ind, men siden flygtningene flyttede ind, er intet af det frygtede indtrådt. Tværtimod har mange lokale engageret sig i at tage godt imod de flygtede.

Efter at forbuddet mod flygtningecentret blev besluttet, opsatte kunstnergruppen Dies Irae – Vredens dag – i slutningen af juni plakater i bydelen med teksten: Båden er ikke for fuld, det er kun passagererne, der er for tykke.

På gaden går også Birgitte S., 84 år, nobelt klædt i en lang sort jakke, med korte, forsigtige skridt.

»Min mand var læge, og vi har boet her i kvarteret i næsten 40 år. Jeg synes godt, man kan mærke, at der er kommet flere rigere mennesker til, for adskillige huse er blevet totalt renoverede, og nogle af naboerne har solgt dele af haverne fra, så der kan bygges nye huse. Men nogle penge går ikke kun til egen lomme,« siger Birgitte S. med et let smil og peger over mod et hospice, der er ved at blive opført lige bag ved den lokale kirke.

»Over halvdelen af pengene stammer fra private velgørere. Ingen ved jo, om de selv skal herfra, fra et sådant sted,« siger den ældre dame, inden hun drejer over mod markedspladsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Weis
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Kurt Nielsen
  • Grethe Preisler
Jan Weis, Hans Jørn Storgaard Andersen, Kurt Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Kan godt være, at forstaden minder om Rungsted, men den har nu 2 store og nye problemer: Flyvemaskiner ikke blot fra Hamburgs internationale lufthavn, men også fra Airbus-fabrikken på den anden side af Elben.
Men husene er pænt store og velholdte :-)

Hanseaterne har altid tilhørt de nøgterne tyskere, deres omgang med søen har bibragt dem en naturlig respekt for livets farefulde tildragelser på havet – de ligner egentlig på mange måder danskerne – i hvert fald sønderjyderne … ;-)

Torben K L Jensen

Hansa-forbundet var en samling af by-stater fra middelalderen feks. Lübeck der var en stærk magtfaktor i Østersø-området (handel med sild) og en stærk flåde.Hamburg,også hansa-stadt,handlede over nordsøen,derfor de stærke forbindelser til England og engelske vaner.

Michael Kongstad Nielsen

Hansaen er nu nok lidt langt ude. Hamborg lå i udkanten af forbundet, og vi er før reformationen. Næ, Hamborg er en dødkedelig protestantisk plattysk by, hvor man selvfølgelig ikke skilter med sin virketrang eller sjusser, og som jeg slet ikke vidste havde bakker, som på billedet. Hvad er det forresten for et flag på toppen?

Næ, må vi så bede om noget højtysk, katolsk farverighed, hvor øllet flyder og Baden Baden er so nice, that you have to name it twice. Eller Køln, Frankfurt, Stuttgart, Württemberg, Hvor de rige bor, er der som regel kedeligt

Michael Kongstad Nielsen

Det danske Rige var presset af hansestæderne, men presset gik begge veje, hvilket bl. a. ses af kongetitlen, der helt op til dronning Margrethe d. II hed:
"Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg"
Så skulle det hele vist også være med.
https://da.wikipedia.org/wiki/Danske_monarkers_titler

Herman Hansen

...For os sønderjyder er Hamborg en sand perle. Ikke mindst fordi den kun ligger 1,5 timers bilkørsel syd for grænsen (ca. 175 km) og rummer ALT. Smut derned om formiddagen og kør hjem igen til aften. No-problemo.

...Copenhagen-forget-it (375 km, enorm brogebyr og ærlig talt noget provinsagtig).

Jørn Andersen, Karsten Aaen og Fraus Dolus anbefalede denne kommentar

Herman Hansen! Jeg vidste ikke, at du var sønderjyde! I har absolut en af de sejeste dialekter (jeg er kun mere forelsket i bornholmsk, fordi det er fuldstændigt uforståeligt for mig).

Til artiklen er der kun at sige: "Den, der lever skjult, lever godt". Det har nogle kræmmere i den grad taget til sig...

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Hansaen eller Ansaen har existeret I Fønikien( det gamle Libanon) det er kent for deres interesse for handel og opdagelses rejser, måske har Tyskere arvet lysten til "export". Fønikien har kent Ansaen mellem 900 og 600 f.kt.

Jeg synes ikke at det er rimeligt, at betegne København som mere provinsiel end Hamborg. Om ikke andet betyder dette, at København er en hovedstad, at byen har en række nationale og internationale indretninger, samt seværdigheder mm., som man i langt mindre omfang finder i Hamborg. Hamborg er ganske vist lidt større, men ikke mere end, at de to byer som metropoler betragtet er nogenlunde i øjenhøjde.

Hamborg fungerer dog som et attraktivt alternativ til København, ved små rejser. Hvis man bor vest for Storebælt er turen ofte både billigere og hurtigere, og det er også billigere at opholde sig der. Desuden opnår man i tilgift charmen ved at komme lidt til udlandet.