Læsetid: 6 min.

’Hvad som helst kunne få mig til at skade mig selv’

Undersøgelser viser, at flere og flere unge – især piger – gør skade på sig selv med vilje. Nikita Klæstrup lærte i en tidlig alder at reagere på tristhed ved at skære sig selv i håndleddene, og sådan fortsatte det i syv år
Ifølge Nikita Klæstrup er det et problem, at mange ser på piger, der selvskader, som » irriterende teenagetøser, der bare kræver opmærksomhed«. Hun mener, at det er en misforståelse, at unge skærer i sig selv for at få opmærksomhed, men at det snarere er et tegn på, at de kæmper med nogle ting, de har svært ved at håndtere selv.

Ifølge Nikita Klæstrup er det et problem, at mange ser på piger, der selvskader, som » irriterende teenagetøser, der bare kræver opmærksomhed«. Hun mener, at det er en misforståelse, at unge skærer i sig selv for at få opmærksomhed, men at det snarere er et tegn på, at de kæmper med nogle ting, de har svært ved at håndtere selv.

Ulrik Hasemann

3. august 2016

Da Nikita Klæstrup var 12 år, hentede hun en kniv i køkkenet og gik op på sit værelse med den. Hun kan ikke huske, om det begyndte at bløde, første gang hun skar i den tynde hud på håndleddet, men som tiden gik, blev snittene dybere, så blodet piblede frem, og hun i et øjeblik glemte sine bekymringer.

»Når jeg skar i mig selv, kunne jeg få afløb for mine følelser. For hver gang skulle der mere blod til, for hvis ikke der var blod, hjalp det ikke,« fortæller Nikita Klæstrup.

På et tidspunkt lod hun køkkenkniven blive permanent på sit værelse, og sådan fortsatte hendes selvskadende adfærd i syv år.

»Jeg var ked af det, men følte en skyld over at have det dårligt, fordi der skete så meget i min familie. Så der var den her manifestation af noget psykisk, som jeg kunne få hen i noget fysisk ved at skære i mig selv, fordi det bare er nemmere at forholde sig til,« siger hun.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Følelser er ikke underlagt viljens kontrol. De kommer og går som det passer dem.

I bedste fald kan vi styre hvordan vi handler på dem.

Slettet Bruger, Anne Eriksen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Det er et ret så buddhistisk udsagn du her kommer med Kurt, hvilket det bestemt ikke bliver dårligere af. Vore impulser, følelser. lidelser, sorg og glæde kommer i bølger og er en del af vores liv. Vigtigheden er at nå en erkendelse af at kunne handle gennem klare beslutninger i sit eget univers eller søge den hjælp. der er behov for. Skyld og skam skal "bekæmpes", men ansvar og erkendelser skal styrkes. Men den skelnen kan være svær for et ungt individ i udvikling.

Morten Balling

Kære Nikita

Hvis du læser med her, så skal du bare vide, at hvis nogen fremover joker med dit udseende, er det pga. deres egne komplekser. Du er guddommeligt smuk.

Vi har ikke altid været enige når det kommer til politik, for at sige det mildt, men jeg fornemmer at du bevæger dig mod mere modne holdninger, og du har min dybeste respekt for at du stiller op og deler ud af dig selv. Det er ikke uden omkostninger, men det er vigtigt.

Klaus Vink Slott

@Kurt: Jeg er ikke enig, jeg tror godt man nogen gange kan styre sine følelser et stykke af vejen. For at blive i bilanalogien, så skal man styre gennem svinget inden man har 2 hjul i grøften, for så har man brug for hjælp. Og man kan blive ramt af ting som man ikke selv har magt over.
Sagt på en anden måde. Man kan nogen gange ryste dårlige tanker af sig inden man ryger ned i en negativ tankespiral. hvis altså ikke (som i Nikitas teenagetid) de ydre påvirkninger er for voldsomme.

Viggo Okholm
Klaus Vink Slott

Man gør klogt i at anerkende og acceptere sine følelser - som jo altså kommer og går som det passer dem - for det er dem, der motiverer vores adfærd. Hvis man forsøger at manipulere sine følelser risikerer man, at ens adfærd bliver uforståelig både for en selv og for omgivelserne - det, der tit - temmelig misvisende - bliver tolket som irrationel adfærd.

Hvis man agerer umiddelbart på sine følelser. hvad enten man nu når at få dem bevidstgjort eller ej, så er man impulsstyret. Men som mennesker adskiller vi os markant fra dyrene ved i overlegen grad, - med vilje - at kunne udskyde den umiddelbare behovsopfyldelse for evt. at opnå en større gevinst ved bevidst, at handle anderledes - og i mange tilfælde 'klogere' - på et senere tidspunkt.

For mig at se er det en samfundsmæssig pestilens, at følelser som begreb ikke omgås med langt større stringens end tilfældet er. Det skaber myter som i bedste fald bl.a. vanskeliggør indsigten i hvordan vores handlinger - individuelle som samfundsmæssige - motiveres.

charlie white

Enhvert uudviklet tankesæt kan skabe frustrationer og ikke tilsigtet adfærd.

Meningen med tænkning, er at nå nye erkendelser, og det har intet med religion eller guddomlighed at gøre, selv om alle religioner gerne vil tage æren for alle erkendelser.

Følelser er en del af vejen til erkendelse.

Modigt, NK, men stærkt, at tage emnet op på denne måde. Hatten af for det!

Det er godt at bruge sine livserfaringer til at modnes. Måske kunne du blive så moden at du brød med partiet og gik i en mere social retning ;-)

God vind!

Der er noget jeg ikke helt forstår.

Er det ikke pga manglende opmærksomhed af ens omgangskreds, være det forældre eller venner/veninder der får folk til at skære i sig selv?? Er det ikke fordi folk IKKE HAR NOGEN til at fortælle dem at de er gode nok som de er? At de problemer de døjer med nok skal løse sig?

Nu synes Nikita jo fint at hendes forældre har haft det svært, men helt ærlig, sikken forældre der ikke har vist interesse i deres barns liv og dermed de problemer enhver løber ind i!

Hvis jeg så nogen i min omgangskreds med snitsår ville jeg da på ingen måde tage det som en "jamen du har nok mange problemer, nothing to see, nothing to do". Gu ville jeg ej! Jeg vil til enhver tid tage det som et råb på hjælp, et råb efter anerkendelse af personens tilstedeværelse og dermed anerkendelse af personens problemer. Det er da præcist pga manglende opmærksomhed et barn får, være det ude eller derhjemme der er skyld i snitsårene.

Jeg synes hele denne artikel er mærkelig. Nikitas konklusioner giver ikke mening og hendes tanker omkring fænomenet er overfladiske. Jeg håber hun ved at alle døjer med problemer, og at det selvfølgelig ikke betyder at hendes problemer er mindre af den grund, men at hun forstår at hvis hun ikke har fået hjælp tidligere, har det IKKE været hendes skyld, men nemlig de mennesker der burde have været der for hende, nemlig ikke har været der.

Også kan vi tage en diskussion omkring hvorfor der egentlig er så mange der har svært ved at være der for deres næste, for deres familier, for deres elskede osv? Hvorfor disse generationer ikke har fået nok opmærksomhed og nu bliver nødt til at posere halv nøgne på sociale medier for at få anerkendelsen de ellers burde være garanteret?

Måske og kun måske pga den samfund vi har tilrettelagt? Pga den nihilisme og ligegyldighed hvad angår værdier samfundet prædiker om? Jeg spørger bare, for når en ud af 3 piger har skåret i sig selv og samfundet åbenbart er ligeglad, eller mener at det er "ærgerligt" at ingen har snakket med disse piger tidligere punktum, så kan jeg simpelthen ikke holde det ud mere.

Arash Shahr

Kun en enkelt tilføjhelse: 'Nulfejlskulturen' har gjort forældrene bange for at blande sig, for tænk hvis de gør det på den forkerte måde.

Klaus Vink Slott

Fair nok.

Men nu er det sådan set ikke for mig et spørgsmål om holdninger, men derimod et spørgsmål om fakta. Og det er vigtigt for mig at understrege dette al den stund, at følelser indgår som et temmelig centralt begreb i bl.a. psykiatriens og psykologiens vokabularium. Det er derfor ikke helt ligegyldigt - og da slet ikke i denne sammenhæng - hvordan begrebet forstås.

En følelse kan defineres som et signal om en kropslig ubalance (hvad,enten ubalancen så er mental eller fysiologisk) og manifesteres som sådan allerede på amøbestadiet og tidligere.

I den forstand forstand er kroppen jo nødt til at agere for at få genoprettet balancen.

Så enkelt er det sådan set, men det er selvfølgelig kun et minimum af følelser vi har behov for at få bevidsthed om. De fleste ubalancer reguleres uden, at vi så at sige behøver at blande os.