’Hvad som helst kunne få mig til at skade mig selv’

Da Nikita Klæstrup var 12 år, hentede hun en kniv i køkkenet og gik op på sit værelse med den. Hun kan ikke huske, om det begyndte at bløde, første gang hun skar i den tynde hud på håndleddet, men som tiden gik, blev snittene dybere, så blodet piblede frem, og hun i et øjeblik glemte sine bekymringer.

»Når jeg skar i mig selv, kunne jeg få afløb for mine følelser. For hver gang skulle der mere blod til, for hvis ikke der var blod, hjalp det ikke,« fortæller Nikita Klæstrup.

På et tidspunkt lod hun køkkenkniven blive permanent på sit værelse, og sådan fortsatte hendes selvskadende adfærd i syv år.

»Jeg var ked af det, men følte en skyld over at have det dårligt, fordi der skete så meget i min familie. Så der var den her manifestation af noget psykisk, som jeg kunne få hen i noget fysisk ved at skære i mig selv, fordi det bare er nemmere at forholde sig til,« siger hun.

I dag er Nikita Klæstrup 22 år, læser retorik på Københavns Universitet og har ikke skåret i sig selv i tre år. Hun blev kendt over hele Danmark, da hun til en gallafest i Konservativ Ungdom gik ned ad den røde løber iklædt en udfordrende kjole. Siden er hun blevet klummeskribent for Ekstra Bladet og har 163.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Dengang hun som 12-årig i sjette klasse på Lolland første gang tog kniven med op på sit værelse, var hun fyldt med bekymringer og triste følelser. Hendes far var udsendt som soldat, hendes mor var alvorligt syg, og hendes tre ældre søskende kæmpede med deres egne problemer.

Som årene gik, blev mange ting bedre i Nikita Klæstrups liv. Lægerne fandt ud af, hvad der var galt med hendes mor, der gradvist fik det bedre. Hendes søskende fik det også godt, og hun begyndte i gymnasiet og kom i en velfungerende klasse. Men en dag lavede nogle af hendes venner fra klassen en joke om hendes udseende. Selv om hun vidste, at det var for sjov, gik hun ud på toilettet for at lave et snit i håndleddet.

»Det blev sådan, jeg lærte at reagere på svære ting. Det endte med at være hvad som helst, der kunne få mig til at gøre det,« fortæller Nikita Klæstrup, der vænnede sig til altid at have et barberblad med i skole, som hun gemte i pungen.

Vender øjne

På et tidspunkt havde Nikita Klæstrup en kæreste, der ofte sagde, at han var flov over, at hun gjorde skade på sig selv.

»Han spurgte mig ikke, hvorfor jeg skar i mig selv, men ville bare have, at jeg stoppede, fordi han ikke ville have en kæreste med ar på håndleddet,« fortæller hun. Nikita blev flov over, at hun skar i sig selv, skammen gjorde hende ked af det, og så tog hun kniven eller barberbladet frem igen.

Engang fik hun en kommentar på de sociale medier fra en, der havde set hendes ar på håndleddet. Personen havde skrevet, at hun var »opmærksomhedshungrende, for det kan man jo se på dine ar«. Hun har også ofte oplevet, at folk har vendt øjne af hende, når de har set hendes ar, og på et tidspunkt var der en, der konstaterede, at hun »var en af de der piger«.

Ifølge Nikita Klæstrup er det et problem, at mange ser på piger, der selvskader, som » irriterende teenagetøser, der bare kræver opmærksomhed«. Hun mener, at det er en misforståelse, at unge skærer i sig selv for at få opmærksomhed, men at det snarere er et tegn på, at de kæmper med nogle ting, de har svært ved at håndtere selv.

Ikke lang tid efter, at Nikita Klæstrup begyndte at lave de første ar, sendte hendes mor hendes søster op på børneværelse for at tale med hende om dem. Kun to gange på syv år blev hun konfronteret med sine ar derhjemme. Ifølge Nikita Klæstrup er det svært for forældre at håndtere et barn, der selvskader.

»Man ved jo ikke, hvad man skal gøre ved det. Når man først får et barn og begynder i mødregruppe, bliver man jo ikke bedt om at se 12-13 år ud i fremtiden og tage stilling til, hvad man vil gøre, hvis ens barn begynder at skære i sig selv‚« siger hun og tror, at hvis selvskadende adfærd bliver ignoreret eller set ned på, som hun selv har oplevet, så bliver problemerne bare større.

»Når man skærer i sig selv og ved, at de voksne har set det og ikke siger noget til det, så har man jo denne her fysiske manifestation af ens problemer, som komplet bliver ignoreret, og så sidder man jo og føler sig ligegyldig.«

Nej til psykolog

Alligevel gjorde hun selv alt for at skjule sine røde ar på håndleddet, hoften eller læggen.

Hun havde for det meste lange ærmer på, og ellers dækkede hun arrene med pudder og lærte, hvordan hun skulle sidde for ikke at blive opdaget. »På den ene side vil man gerne have hjælp, men samtidig vil man gøre alt for at skjule det, fordi man skammer sig og ikke ved, hvordan omgivelserne vil reagere. Jeg havde det også sådan, at jeg ikke ville have, at mine forældre skulle tro, at de var dårlige forældre, for det er de virkelig ikke.

Jeg var meget bange for, at hvis de så, at jeg gjorde skade på mig selv, så ville de få det dårligt og tro, at det var dem, der havde gjort noget galt.«

Nogle af de venner, der opdagede arrene, opfordrede hende til at tale med en psykolog. Det ville hun ikke, for hun mente ikke selv, at det var et særligt stort problem, og havde den opfattelse, at det kun er folk med alvorlige problemer, der tager til psykolog.

»Det er lidt ligesom en bil, der har en larmende motor og er lidt svær i svingene. Hvis man ikke tager den til mekaniker, får man ikke at vide, hvad problemet er, og så kører den videre. Det samme med mig. Hvis jeg tog til psykolog, så var der et problem, og hvis jeg ikke gjorde, så var der ikke et problem.«

Videre

Nikita viser sin venstre arm frem. Langs håndleddet strækker sig en masse fine, hvide streger, og længst op mod albuen er der tre ar, der er tydeligere, tykkere og større end de andre.

De tre tykke ar er de sidste, Nikita Klæstrup har lavet på sig selv. Hun var til et arrangement et sted i Danmark og havde netop tjekket ud af sit hotel. Hun fandt en café i nærheden og gik ind på toilettet, tog barberbladet og skar. Snittene blev dybere, end hun havde regnet med, og hun blev bange.

»Det var lidt ligesom, når man som barn leger for vildt med en, der begynder at græde, og så tænker man, at nu er legen ikke sjov længere,« husker Nikita Klæstrup, der ringede til en af sine venner for at få hjælp. Det ville ikke holde op med at bløde fra snittene. Sammen fik de viklet plaster og papir rundt om armen.

»Der gik det op for mig, at hvis jeg ville, kunne jeg lige så godt slutte det hele nu, men det ville jeg ikke. Jeg havde balanceret på grænsen, men nu var jeg lige ved at falde ud over.« Som Nikita Klæstrup husker det, var det i det øjeblik, at hun indså, at det ikke hjalp at skære i sig selv.

»Hvis det virkelig hjalp på noget, så havde jeg gjort det én gang, og så havde jeg stoppet. Jeg vidste, at det ikke hjalp, og jeg kunne ikke lide at have de her ar. Så jeg ville holde op med at lave dem.«

I tiden efter, at hun havde besluttet sig for at holde op med at skære i sig selv, lukkede hun sig inde på sit værelse og lå og græd, når hun blev ked af det. Hun sagde til sig selv, at det var okay at have problemer og blive ked af det.

»Jeg tror, at mange begynder at skade sig selv, fordi de ikke føler sig berettiget til deres egne følelser. Jeg gjorde det, at jeg sagde, at nu er jeg ked af det, jeg behøver ikke at undertrykke dem længere.«

Hun ville ønske, at hun havde fået hjælp til at nå den konklusion tidligere i sit liv.

»Så kunne jeg måske have fået det bedre på et tidligere tidspunkt, og så ville jeg måske ikke have siddet så mange år og skåret i mig selv og været ulykkelig.«