Læsetid: 6 min.

’Hvad som helst kunne få mig til at skade mig selv’

Undersøgelser viser, at flere og flere unge – især piger – gør skade på sig selv med vilje. Nikita Klæstrup lærte i en tidlig alder at reagere på tristhed ved at skære sig selv i håndleddene, og sådan fortsatte det i syv år
Ifølge Nikita Klæstrup er det et problem, at mange ser på piger, der selvskader, som » irriterende teenagetøser, der bare kræver opmærksomhed«. Hun mener, at det er en misforståelse, at unge skærer i sig selv for at få opmærksomhed, men at det snarere er et tegn på, at de kæmper med nogle ting, de har svært ved at håndtere selv.

Ifølge Nikita Klæstrup er det et problem, at mange ser på piger, der selvskader, som » irriterende teenagetøser, der bare kræver opmærksomhed«. Hun mener, at det er en misforståelse, at unge skærer i sig selv for at få opmærksomhed, men at det snarere er et tegn på, at de kæmper med nogle ting, de har svært ved at håndtere selv.

Ulrik Hasemann

3. august 2016

Da Nikita Klæstrup var 12 år, hentede hun en kniv i køkkenet og gik op på sit værelse med den. Hun kan ikke huske, om det begyndte at bløde, første gang hun skar i den tynde hud på håndleddet, men som tiden gik, blev snittene dybere, så blodet piblede frem, og hun i et øjeblik glemte sine bekymringer.

»Når jeg skar i mig selv, kunne jeg få afløb for mine følelser. For hver gang skulle der mere blod til, for hvis ikke der var blod, hjalp det ikke,« fortæller Nikita Klæstrup.

På et tidspunkt lod hun køkkenkniven blive permanent på sit værelse, og sådan fortsatte hendes selvskadende adfærd i syv år.

»Jeg var ked af det, men følte en skyld over at have det dårligt, fordi der skete så meget i min familie. Så der var den her manifestation af noget psykisk, som jeg kunne få hen i noget fysisk ved at skære i mig selv, fordi det bare er nemmere at forholde sig til,« siger hun.

I dag er Nikita Klæstrup 22 år, læser retorik på Københavns Universitet og har ikke skåret i sig selv i tre år. Hun blev kendt over hele Danmark, da hun til en gallafest i Konservativ Ungdom gik ned ad den røde løber iklædt en udfordrende kjole. Siden er hun blevet klummeskribent for Ekstra Bladet og har 163.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Dengang hun som 12-årig i sjette klasse på Lolland første gang tog kniven med op på sit værelse, var hun fyldt med bekymringer og triste følelser. Hendes far var udsendt som soldat, hendes mor var alvorligt syg, og hendes tre ældre søskende kæmpede med deres egne problemer.

Som årene gik, blev mange ting bedre i Nikita Klæstrups liv. Lægerne fandt ud af, hvad der var galt med hendes mor, der gradvist fik det bedre. Hendes søskende fik det også godt, og hun begyndte i gymnasiet og kom i en velfungerende klasse. Men en dag lavede nogle af hendes venner fra klassen en joke om hendes udseende. Selv om hun vidste, at det var for sjov, gik hun ud på toilettet for at lave et snit i håndleddet.

»Det blev sådan, jeg lærte at reagere på svære ting. Det endte med at være hvad som helst, der kunne få mig til at gøre det,« fortæller Nikita Klæstrup, der vænnede sig til altid at have et barberblad med i skole, som hun gemte i pungen.

Vender øjne

På et tidspunkt havde Nikita Klæstrup en kæreste, der ofte sagde, at han var flov over, at hun gjorde skade på sig selv.

»Han spurgte mig ikke, hvorfor jeg skar i mig selv, men ville bare have, at jeg stoppede, fordi han ikke ville have en kæreste med ar på håndleddet,« fortæller hun. Nikita blev flov over, at hun skar i sig selv, skammen gjorde hende ked af det, og så tog hun kniven eller barberbladet frem igen.

Engang fik hun en kommentar på de sociale medier fra en, der havde set hendes ar på håndleddet. Personen havde skrevet, at hun var »opmærksomhedshungrende, for det kan man jo se på dine ar«. Hun har også ofte oplevet, at folk har vendt øjne af hende, når de har set hendes ar, og på et tidspunkt var der en, der konstaterede, at hun »var en af de der piger«.

Ifølge Nikita Klæstrup er det et problem, at mange ser på piger, der selvskader, som » irriterende teenagetøser, der bare kræver opmærksomhed«. Hun mener, at det er en misforståelse, at unge skærer i sig selv for at få opmærksomhed, men at det snarere er et tegn på, at de kæmper med nogle ting, de har svært ved at håndtere selv.

Ikke lang tid efter, at Nikita Klæstrup begyndte at lave de første ar, sendte hendes mor hendes søster op på børneværelse for at tale med hende om dem. Kun to gange på syv år blev hun konfronteret med sine ar derhjemme. Ifølge Nikita Klæstrup er det svært for forældre at håndtere et barn, der selvskader.

»Man ved jo ikke, hvad man skal gøre ved det. Når man først får et barn og begynder i mødregruppe, bliver man jo ikke bedt om at se 12-13 år ud i fremtiden og tage stilling til, hvad man vil gøre, hvis ens barn begynder at skære i sig selv‚« siger hun og tror, at hvis selvskadende adfærd bliver ignoreret eller set ned på, som hun selv har oplevet, så bliver problemerne bare større.

»Når man skærer i sig selv og ved, at de voksne har set det og ikke siger noget til det, så har man jo denne her fysiske manifestation af ens problemer, som komplet bliver ignoreret, og så sidder man jo og føler sig ligegyldig.«

Nej til psykolog

Alligevel gjorde hun selv alt for at skjule sine røde ar på håndleddet, hoften eller læggen.

Hun havde for det meste lange ærmer på, og ellers dækkede hun arrene med pudder og lærte, hvordan hun skulle sidde for ikke at blive opdaget. »På den ene side vil man gerne have hjælp, men samtidig vil man gøre alt for at skjule det, fordi man skammer sig og ikke ved, hvordan omgivelserne vil reagere. Jeg havde det også sådan, at jeg ikke ville have, at mine forældre skulle tro, at de var dårlige forældre, for det er de virkelig ikke.

Jeg var meget bange for, at hvis de så, at jeg gjorde skade på mig selv, så ville de få det dårligt og tro, at det var dem, der havde gjort noget galt.«

Nogle af de venner, der opdagede arrene, opfordrede hende til at tale med en psykolog. Det ville hun ikke, for hun mente ikke selv, at det var et særligt stort problem, og havde den opfattelse, at det kun er folk med alvorlige problemer, der tager til psykolog.

»Det er lidt ligesom en bil, der har en larmende motor og er lidt svær i svingene. Hvis man ikke tager den til mekaniker, får man ikke at vide, hvad problemet er, og så kører den videre. Det samme med mig. Hvis jeg tog til psykolog, så var der et problem, og hvis jeg ikke gjorde, så var der ikke et problem.«

Videre

Nikita viser sin venstre arm frem. Langs håndleddet strækker sig en masse fine, hvide streger, og længst op mod albuen er der tre ar, der er tydeligere, tykkere og større end de andre.

De tre tykke ar er de sidste, Nikita Klæstrup har lavet på sig selv. Hun var til et arrangement et sted i Danmark og havde netop tjekket ud af sit hotel. Hun fandt en café i nærheden og gik ind på toilettet, tog barberbladet og skar. Snittene blev dybere, end hun havde regnet med, og hun blev bange.

»Det var lidt ligesom, når man som barn leger for vildt med en, der begynder at græde, og så tænker man, at nu er legen ikke sjov længere,« husker Nikita Klæstrup, der ringede til en af sine venner for at få hjælp. Det ville ikke holde op med at bløde fra snittene. Sammen fik de viklet plaster og papir rundt om armen.

»Der gik det op for mig, at hvis jeg ville, kunne jeg lige så godt slutte det hele nu, men det ville jeg ikke. Jeg havde balanceret på grænsen, men nu var jeg lige ved at falde ud over.« Som Nikita Klæstrup husker det, var det i det øjeblik, at hun indså, at det ikke hjalp at skære i sig selv.

»Hvis det virkelig hjalp på noget, så havde jeg gjort det én gang, og så havde jeg stoppet. Jeg vidste, at det ikke hjalp, og jeg kunne ikke lide at have de her ar. Så jeg ville holde op med at lave dem.«

I tiden efter, at hun havde besluttet sig for at holde op med at skære i sig selv, lukkede hun sig inde på sit værelse og lå og græd, når hun blev ked af det. Hun sagde til sig selv, at det var okay at have problemer og blive ked af det.

»Jeg tror, at mange begynder at skade sig selv, fordi de ikke føler sig berettiget til deres egne følelser. Jeg gjorde det, at jeg sagde, at nu er jeg ked af det, jeg behøver ikke at undertrykke dem længere.«

Hun ville ønske, at hun havde fået hjælp til at nå den konklusion tidligere i sit liv.

»Så kunne jeg måske have fået det bedre på et tidligere tidspunkt, og så ville jeg måske ikke have siddet så mange år og skåret i mig selv og været ulykkelig.«

Serie

Ondt i ungdommen

Danske unge er langt mindre lykkelige og har flere psykiske lidelser end de ældre generationer. Et stigende antal børn og unge mistrives og kæmper med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskade.

De befinder sig i en gråzone, hvor de ikke er syge nok til psykiatrien, men ikke raske nok til at fungere i et uddannelses- og ungdomsliv præget af stadigt højere krav om præstation, fleksibilitet og et perfekt liv.

Information går i en række artikler tæt på fire unge med ondt i livet og de samfundsstrukturer, der er med til at gøre dem syge. 

Seneste artikler

  • ’Psykisk sårbare unge vil ikke skuffe deres forældre’

    12. august 2016
    Psykisk sårbare unge har ikke mange muligheder for at få hjælp. Men mange af dem har bare brug for nogen at tale med, for ofte kan det ikke være deres forældre
  • Ingen undslipper perfektionismen

    9. august 2016
    Perfektionisme er de seneste 25 år blevet et vigtigt forskningsområde, fordi den er en risikofaktor i forhold til at få psykiske problemer. En af forskerne, Andrew Hill fra York St John University i Storbritannien, ser tegn på, at flere unge lider under perfektionisme
  • Psykisk helbred bliver bedre med alderen

    9. august 2016
    Unge er særligt udsatte for angst og depression på grund af den høje grad af usikkerhed, livet er forbundet med i den periode. Men forskning tyder på, at det psykiske helbred bliver bedre, i takt med at man finder fodfæste i livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Følelser er ikke underlagt viljens kontrol. De kommer og går som det passer dem.

I bedste fald kan vi styre hvordan vi handler på dem.

Slettet Bruger, Anne Eriksen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Det er et ret så buddhistisk udsagn du her kommer med Kurt, hvilket det bestemt ikke bliver dårligere af. Vore impulser, følelser. lidelser, sorg og glæde kommer i bølger og er en del af vores liv. Vigtigheden er at nå en erkendelse af at kunne handle gennem klare beslutninger i sit eget univers eller søge den hjælp. der er behov for. Skyld og skam skal "bekæmpes", men ansvar og erkendelser skal styrkes. Men den skelnen kan være svær for et ungt individ i udvikling.

Morten Balling

Kære Nikita

Hvis du læser med her, så skal du bare vide, at hvis nogen fremover joker med dit udseende, er det pga. deres egne komplekser. Du er guddommeligt smuk.

Vi har ikke altid været enige når det kommer til politik, for at sige det mildt, men jeg fornemmer at du bevæger dig mod mere modne holdninger, og du har min dybeste respekt for at du stiller op og deler ud af dig selv. Det er ikke uden omkostninger, men det er vigtigt.

Klaus Vink Slott

@Kurt: Jeg er ikke enig, jeg tror godt man nogen gange kan styre sine følelser et stykke af vejen. For at blive i bilanalogien, så skal man styre gennem svinget inden man har 2 hjul i grøften, for så har man brug for hjælp. Og man kan blive ramt af ting som man ikke selv har magt over.
Sagt på en anden måde. Man kan nogen gange ryste dårlige tanker af sig inden man ryger ned i en negativ tankespiral. hvis altså ikke (som i Nikitas teenagetid) de ydre påvirkninger er for voldsomme.

Viggo Okholm
Klaus Vink Slott

Man gør klogt i at anerkende og acceptere sine følelser - som jo altså kommer og går som det passer dem - for det er dem, der motiverer vores adfærd. Hvis man forsøger at manipulere sine følelser risikerer man, at ens adfærd bliver uforståelig både for en selv og for omgivelserne - det, der tit - temmelig misvisende - bliver tolket som irrationel adfærd.

Hvis man agerer umiddelbart på sine følelser. hvad enten man nu når at få dem bevidstgjort eller ej, så er man impulsstyret. Men som mennesker adskiller vi os markant fra dyrene ved i overlegen grad, - med vilje - at kunne udskyde den umiddelbare behovsopfyldelse for evt. at opnå en større gevinst ved bevidst, at handle anderledes - og i mange tilfælde 'klogere' - på et senere tidspunkt.

For mig at se er det en samfundsmæssig pestilens, at følelser som begreb ikke omgås med langt større stringens end tilfældet er. Det skaber myter som i bedste fald bl.a. vanskeliggør indsigten i hvordan vores handlinger - individuelle som samfundsmæssige - motiveres.

charlie white

Enhvert uudviklet tankesæt kan skabe frustrationer og ikke tilsigtet adfærd.

Meningen med tænkning, er at nå nye erkendelser, og det har intet med religion eller guddomlighed at gøre, selv om alle religioner gerne vil tage æren for alle erkendelser.

Følelser er en del af vejen til erkendelse.

Modigt, NK, men stærkt, at tage emnet op på denne måde. Hatten af for det!

Det er godt at bruge sine livserfaringer til at modnes. Måske kunne du blive så moden at du brød med partiet og gik i en mere social retning ;-)

God vind!

Der er noget jeg ikke helt forstår.

Er det ikke pga manglende opmærksomhed af ens omgangskreds, være det forældre eller venner/veninder der får folk til at skære i sig selv?? Er det ikke fordi folk IKKE HAR NOGEN til at fortælle dem at de er gode nok som de er? At de problemer de døjer med nok skal løse sig?

Nu synes Nikita jo fint at hendes forældre har haft det svært, men helt ærlig, sikken forældre der ikke har vist interesse i deres barns liv og dermed de problemer enhver løber ind i!

Hvis jeg så nogen i min omgangskreds med snitsår ville jeg da på ingen måde tage det som en "jamen du har nok mange problemer, nothing to see, nothing to do". Gu ville jeg ej! Jeg vil til enhver tid tage det som et råb på hjælp, et råb efter anerkendelse af personens tilstedeværelse og dermed anerkendelse af personens problemer. Det er da præcist pga manglende opmærksomhed et barn får, være det ude eller derhjemme der er skyld i snitsårene.

Jeg synes hele denne artikel er mærkelig. Nikitas konklusioner giver ikke mening og hendes tanker omkring fænomenet er overfladiske. Jeg håber hun ved at alle døjer med problemer, og at det selvfølgelig ikke betyder at hendes problemer er mindre af den grund, men at hun forstår at hvis hun ikke har fået hjælp tidligere, har det IKKE været hendes skyld, men nemlig de mennesker der burde have været der for hende, nemlig ikke har været der.

Også kan vi tage en diskussion omkring hvorfor der egentlig er så mange der har svært ved at være der for deres næste, for deres familier, for deres elskede osv? Hvorfor disse generationer ikke har fået nok opmærksomhed og nu bliver nødt til at posere halv nøgne på sociale medier for at få anerkendelsen de ellers burde være garanteret?

Måske og kun måske pga den samfund vi har tilrettelagt? Pga den nihilisme og ligegyldighed hvad angår værdier samfundet prædiker om? Jeg spørger bare, for når en ud af 3 piger har skåret i sig selv og samfundet åbenbart er ligeglad, eller mener at det er "ærgerligt" at ingen har snakket med disse piger tidligere punktum, så kan jeg simpelthen ikke holde det ud mere.

Arash Shahr

Kun en enkelt tilføjhelse: 'Nulfejlskulturen' har gjort forældrene bange for at blande sig, for tænk hvis de gør det på den forkerte måde.

Klaus Vink Slott

Fair nok.

Men nu er det sådan set ikke for mig et spørgsmål om holdninger, men derimod et spørgsmål om fakta. Og det er vigtigt for mig at understrege dette al den stund, at følelser indgår som et temmelig centralt begreb i bl.a. psykiatriens og psykologiens vokabularium. Det er derfor ikke helt ligegyldigt - og da slet ikke i denne sammenhæng - hvordan begrebet forstås.

En følelse kan defineres som et signal om en kropslig ubalance (hvad,enten ubalancen så er mental eller fysiologisk) og manifesteres som sådan allerede på amøbestadiet og tidligere.

I den forstand forstand er kroppen jo nødt til at agere for at få genoprettet balancen.

Så enkelt er det sådan set, men det er selvfølgelig kun et minimum af følelser vi har behov for at få bevidsthed om. De fleste ubalancer reguleres uden, at vi så at sige behøver at blande os.