Læsetid: 5 min.

Hvorfor overlever nogen, mens andre ikke gør?

Morten Messerschmidts seneste skandalesag fik ham til at trække sig som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet og andre til at erklære ham færdig som potentiel formandskandidat. Men listen over danske politikere, som har overlevet skandaler er lang. Så hvorfor overlever nogle, mens andre ikke gør?
Birthe Rønn på vej fra afhøring i den såkaldte Statsløsesag, der kom frem i 2011. Sagen endte med, at Birthe Rønn Hornbech blev afskediget som integrationsminister.

Birthe Rønn på vej fra afhøring i den såkaldte Statsløsesag, der kom frem i 2011. Sagen endte med, at Birthe Rønn Hornbech blev afskediget som integrationsminister.

Daniel Hjorth

30. august 2016

Den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald skrev, at der ikke er nogen anden akt i amerikanske liv.

En profeti, som ofte bliver brugt i politik, når dommen skal fældes over såkaldte skandalesager eller valgnederlag: Politikere får ikke nogen anden akt.

Profetien er dog er gjort til skamme af Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt, der foreløbig har fået ikke bare en anden, men også en tredje akt.

På trods af en betinget dom på 14 dages fængsel for at have fremstillet plakater og annoncer, som sidestillede det multietniske samfund med massevoldtægter og bandekriminalitet, lykkedes det nemlig i 2005 den tidligere næstformand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) at blive valgt til Folketinget.

Blot for i 2007 kortvarigt at trække sig fra Dansk Folkeparti og blive løsgænger efter beruset at have heilet og sunget nazistiske slagsange under en middag i Tivoli.

Morten Messerschmidt vendte tilbage og fik 11.466 personlige stemmer ved folketingsvalget samme år, 284.500 personlige stemmer ved Europa-Parlamentsvalget i 2009 og 465.758 ved det seneste valg i 2014. Sidstnævnte er ny rekord i dansk politik.

Nu har Morten Messerschmidt så valgt at trække sig igen. Denne gang som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet efter rod i regnskaberne i flere EU-fonde, hvilket har fået flere til at spekulere i, at Morten Messerschmidt snart må have opbrugt sine politiske liv. Han må i hvert fald være »færdig som formandsbud«, som Berlingske proklamerede.

Men hvorfor overlever nogle politikere som Morten Messerschmidt egentlig deres skandaler – eller bare såkaldte sager – mens andre ikke gør det?

I 00’erne spøgte de i Venstre med, at når der var fest i partiet, så lagde Thor Pedersen hus til, Peter Brixtofte kom med vinen og Anders Møller med damerne, mens Flemming Oppfeldt passede børnene. Men hvor de tre sidstnævnte forlod dansk politik i vanære, endte den daværende finansminister senere som Folketingets formand.

Svaret er, at en politikers overlevelseschance afhænger af tre forhold: Skandalens størrelse. Den skandaliserede persons politiske størrelse. Og endelig skandalens timing.

Den såkaldte Skattesag begyndte som en skandale for tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, men endte med at blive en sag for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, som i dag er en anden af de store overlevere.

Astrid Dalum

Skandalens størrelse

Der er ikke nogen definition på en politisk skandale eller richterskala over deres størrelse. Men som en amerikansk højesteretsdommer engang sagde, da han skulle definere porno: Man kender det, når man ser det.

Som regel indeholder en skandale – eller bare såkaldt sag – imidlertid sex, penge og/eller magtmisbrug.

Men det kan også bare være et spørgsmål om dobbeltmoral. At en politiker siger et og selv gør noget andet, som da Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, valgte at sende sin datter i en privatskole efter tidligere at have kritiseret forældre som fravalgte folkeskolen.

I ’lov og orden’-partiet De Konservative gav partiformændene Hans Engell og Per Stig Møllers spritdomme derfor ekstra slemme politiske tømmermænd.

Skandaler, som indeholder overtrædelser af ministeransvars- eller straffeloven, er dog selvsagt af en natur, der gør det vanskeligt at overleve politisk.

Eller som Enhedslistens Søren Søndergaard fortalte Poul Nyrup Rasmussen efter folketingsvalget i 1994: Statsministeren kunne regne med det nyvalgte partis støtte til sin regering, medmindre ministre løb med kassen eller løj over for Folketinget.

Der var ingen anden akt for den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen efter Tamil-sagen eller den tidligere radikale fiskeriminister og minister for Grønland A.C. Normann, som kørte galt og dræbte to. Med stemmerne 88 mod 70 – og fem der undlod at stemme – kendte Folketinget A.C. Normann uværdig til at sidde i tinget.

Den radikale politiker A.C. Normann blev i 1972 stemt ud af Folketinget efter dom for uansvarlig kørsel, der resulterede i en voldsom bilulykke med to dræbte.

Jakob Maarbjerg

Ifølge Grundloven kan et folketingsmedlem ikke bevare sit mandat, hvis »vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig«.

Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup mistede to gange sin valgbarhed, men stillede – efter at have afsonet sin straf for skatteunddragelse – op ved folketingsvalget i 1987 og blev valgt, hvorefter Folketinget nu fandt ham værdig.

I de fleste tilfælde er det dog vælgerne, partifæller og politiske allierede, der drager en moralsk og politisk dom over en skandale og ofte gør denne betinget. Af samme årsag har en række af de nulevende toppolitikere en plettet politisk straffeattest.

Lars Løkke Rasmussen har sine bilagssager, og Helle Thorning-Schmidt havde sin skattesag (som imidlertid endte med at blive en sag for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, som i dag er en anden af de store overlevere).

Ja, selv den ellers så ulastelige Anders Fogh Rasmussen måtte, som daværende skatteminister i Schlüter-regeringen, træde tilbage efter at have misinformeret Folketinget om en såkaldt kreativ bogføring, der skulle sikre, at Skatteministeriet levede op til sine sparekrav.

Mogens Glistrup, stifter af Fremskridtspartiet, viser i 1984 et stykke papir fra fængselsinspektør Erik Christensen, der sætter ham fri i en periode fra Horserød fængsel.

Jytte Bjerregaard

Politikerens størrelse

I politik er der altid politikere, som er too big to fail. Statsministeren kan i sagens natur ikke overleve et mistillidsvotum. Og der kan være ministre i koalitionsregeringer, som samtidig er partiformænd eller er så tæt på statsministeren, at støttepartierne ved, at så vælter man ikke en minister. Så vælter man regeringen.

Der er ingen tvivl om, at Annette Vilhelmsen (SF), efter for rullende kameraer at have lovet Lisbeth Zornig en million kroner, løste et problem for SRSF-regeringen ved selv at gå af som formand og trække sit parti ud af regeringen i forbindelse med DONG-sagen.

Den slags ministre overlever ellers altid skandaler – med daværende statsminister Poul Schlüter (K) som undtagelsen – medmindre følgeskaderne truer overlevelseschancen for partifæller og politiske allierede.

Andre – og mindre – politikere end Lene Espersen (K) havde overlevet den daværende konservative partiformand og udenrigsministers såkaldte rejsesag. Men med udsigten til fortsat faldende meningsmålinger valgte den konservative folketingsgruppe i 2011 at trække stikket, før vælgerne gjorde det (hvilket de så alligevel gjorde ved folketingsvalget samme år).

Efter dette folketingsvalg forhindrede Henrik Sass Larsens (S) forbindelse til rockeren Torben Ohlsen Jensen – bedre kendt som Suzuki-Torben – at han blev finansminister. Men skandale eller ej. Henrik Sass Larsen var i længden for stor til at kunne komme uden om.

Statsministeren kom frem til, at det – med den amerikanske præsident Lyndon B. Johnsons ord – var bedre, at partifællen stod inde i teltet og pissede ud, end at han stod udenfor og pissede ind.

I sommeren 2014 mente vælgerne og Venstres medlemmer, at Lars Løkke Rasmussen havde en sag for meget, da det kom frem, at selv underbukserne fik han andre til at betale for. Men det lykkedes ham at overleve skandalen.

Anthon Unger / Ritzau Scanpix

Skandalens timing

Endelig spiller det en rolle, hvornår en skandale rammer en politiker. En politiker kan »stå for tur«, fordi andre ønsker at statuere et eksempel til skræk og advarsel.

De Konservative mente tidligere på året, at daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) havde givet »vildledende« oplysninger til Folketinget – og ikke mindst partiet – om landbrugspakkens miljøkonsekvenser. Men regeringens støtteparti var også træt af at blive taget for givet.

Og Enhedslisten mente i 2013 godt nok, at daværende justitsminister Morten Bødskov (S) havde løjet over for Folketinget om årsagen til retsudvalgets aflyste besøg på Christiania, men støttepartiets frustrationer med regeringen – og ikke mindst finansminister Bjarne Corydon (S) – var vokset i de første år og kunne nu få afløb. Finansministeren var til gengæld for stor til at kunne røres.

I dag kan Lars Løkke Rasmussen takke timingen for, at han ikke alene stadig er Venstres formand, men også statsminister.

I sommeren 2014 mente både vælgerne og Venstres medlemmer, at partiformanden havde en sag for mange, da det kom frem, at selv underbukserne fik han andre til at betale for. Der var imidlertid kort tid til det næste folketingsvalg og alternativet (læs: Kristian Jensen) var usikkert, så det lykkedes Lars Løkke Rasmussen at overleve skandalen. Og resten er historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Kim Kristensen

"Blot for i 2007 kortvarigt at trække sig fra Dansk Folkeparti og blive løsgænger efter beruset at have heilet og sunget nazistiske slagsange under en middag i Tivoli."

Shit, dine unøjagtigheder får mig til føle sympati for Morten Messerschmidt -
og det fortjener han ikke.

Men han fortjener heller ikke at blive sværtet med nazi-kosten.

Messerschmidt & Co sang netop ikke nazi-sange; men bl. a. "Deutschland, Deutschland über Alles".
Teksten er skrevet i 1841, altså længe inde nazismen opstod eller Adolf Hitler blev født.
BT vidste bare ikke bedre; men det burde du gøre.

BT viste et billede med en heilende Messerschmidt - godt nok uden hånd.
Da så hele billedet kom frem, så viste det sig, at Messerschmidt havde et snapseglas i hånden, så der var tale om en bordets skål.

Kommunikationen dagen efter åbningen af "Grøften", hvorunder begivenhederne udspillede sig, blev ikke så lidt besværliggjort af, at Morten Messerschmidt ikke kunne huske noget - han havde drukket sig aldeles beruset.
Men Se & Hør havde haft et helt bord i restauranten ved åbningen - og kunne ikke berette om noget nazi-optin.

Din artikel bringer mindelser tilbage om Informations tilsværtning af Henrik Gade Jensen med nazi-kosten.

Henrik Brøndum, Claus Nielsen, Finn Thøgersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

De, der overlever, gør det fordi de har den øvrige ledelses opbakning. Har man den, kan man blive gemt væk for en stund og taget frem igen senere.
Har man den ikke, for eksempel fordi man er Tulles største modstander intert, ja så bliver man ofret.
Sådan er det i politik og alle andre steder i livet. Så kommer man kun igen hvis man kan overbevise baglandet om sin uskyld.

Henrik Brøndum

Så vidt jeg husker var det Helle Thorning-Schmidt's mand - og ikke hende selv - der havde en skattesag - men det viste sig at alle regler var overholdt?