Læsetid: 3 min.

Lollands borgmester: ’Københavneri af værste skuffe’

Både Lollands borgmester og stifter af facebookgruppen Lolland-Falster Lovestorm afviser, at de skulle stå i vejen for en vigtig dialog om fattigdom i Danmark. Lolland har ret til at forsvare sig, mener de
18. august 2016

Det er hverken kommunen eller facebookgruppen Lolland-Falster Lovestorms skyld, at debatten om tv-programmerne På røven i Nakskov ikke har handlet om fattigdom, men om mediernes portrættering af Lolland.

Det er TV 2’s egen skyld, mener borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou (S).

»Det fokus har tv-holdet fuldstændig selv trukket væk, og det sagde vi til dem, inden de gik i gang med projektet. Vi advarede om, at hvis de valgte syv familier fra samme område, ville det komme til handle om geografien, og det var lige netop det, der skete. Men det er de som sagt fuldstændig selv skyld i.«

Forfatteren Peder Frederik Jensen, der har skrevet manuskript til speaken til begge sæsoner, langer ellers ud efter borgmesteren, som han mener har været med til at afspore en vigtig debat om fattigdom ved at fokusere på mediernes dækning af Udkantsdanmark.

Men Holger Schou siger, han hellere end gerne havde deltaget i i debatten om fattigdom, hvis blot TV 2 havde fundet deres deltagere i forskellige landsdele.

Ikke enten-eller

Også stifteren af facebookgruppen Lolland-Falster Lovestorm, Kirsten Sydendal, afviser, at gruppen skulle stå i vejen for en reel debat om fattigdom såvel som politiske tiltag. Det er nemlig ikke en enten-eller-diskussion, mener hun.

»Det er en helt forkert præmis at sige, at man kun kan have fokus ét sted. Vi mener godt, man kan have fokus både på de udsatte og samtidig vise ’den anden side’ af Nakskov og Lolland-Falster, som ikke er kendt i medierne, nemlig den positive side. Hvorfor skulle man ikke have lov til at ytre sig om det positive, man har, blot fordi der også er mangler og problemer?« siger hun.

Læs også: Mon ikke vi havde haft samme diskussion, hvis vi havde kaldt serien ’På røven i Danmark?’

Socialt udsatte fortjener bestemt at få fokus, mener Kirsten Sydendal og understreger, at hvis hun var ligeglad med socialt udsatte, ville hun været flyttet fra egnen, ligesom så mange andre akademikere før hende. Og hun mener ikke, at hendes og de andre facebookgruppemedlemmers positive fortællinger fra området fjerner fokus fra de sociale problemer.

»Vi kæmper på ingen måde imod de udsatte, men vi kæmper mod det kollektive mismod, som tidligere hang over vores øer. Vi kommer ingen vegne ved kun at klage og bede om flere penge på Christiansborg.«

’Man pisser på os’

Holger Schou mener, at fokusset i På røven i Nakskov er udtryk for »københavneri af værste skuffe«. Ifølge ham er årsagen til, at mange borgere på Lolland bliver stødt over programmet, at de ikke føler, de bliver anerkendt for det arbejde, de gør, og den opgave, de løfter som kommune.

Han påpeger, at de fleste af deltagerne i programmet ikke er født og opvokset på Lolland, men tilflyttere fra hovedstaden.

»Vi afgiver alle vores dygtige unge til København, fordi de skal ind og læse, og så får vi folk på fattigdomsydelser eller overførselsindkomst tilbage. Så skal man sgu ikke komme og pisse på os også,« siger han.

Kirsten Sydendal er enig med borgmesteren i, at lokalsamfundets vrede over fremstillingen af Nakskov bunder i en grundlæggende frustration over manglende anerkendelse.

»Der er på Lolland og Falster rigtig mange, som arbejder frivilligt og er med til at gøre en social indsats i frivillige foreninger. Jeg har ikke tal på det, men folk på Lolland tager som regel godt imod mennesker, som ofte er skubbet ud af København pga. høje leveomkostninger. Hver eneste måned tager vi imod mange tilflyttere, som er på sociale ydelser, og hver eneste måned rejser ressourcestærke herfra. Det giver en ubalance, som er helt urimelig,« siger hun.

Hun mener desuden ikke, at der ville være kritik af hendes facebookgruppe, hvis den havde handlet om at brande København i stedet for Lolland-Falster.

»Københavns sociale problemer gør jo ikke, at man undlader at glædes over, at byen for tredje år i træk kåres som verdens bedste by. Ligesom der heller ikke er nogen, der beskylder Wonderful Copenhagen for at tage fokus fra Københavns hjemløse.«

Også borgmesteren bakker op om facebookgruppen, som han mener har været med til at udbedre nogle af de skader, han mener TV 2’s program har forvoldt.

»Lolland-Falster Lovestorm har bidraget til, at vi står sammen om vores egn og siger: ’Det vil vi simpelthen ikke finde os i’. Det er jo ikke fordi, at vi begynder at smide om os med molotovcocktails, men vi begynder at bakke op om vores egen egn, og sætter fokus på, hvorfor vi på Lolland er i den situation, som vi er.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Hvis Peder Frederik Jensen er Vicevært Mejer i ny forklædning - så må Information være Mejer's mor - som vi endelig for at se!