Læsetid 2.4371428571429 min.

Minister: Øget ulandsbistand vil koste 68 milliarder

Er det tid til at skrive nekrologen over oppositionens ambition om hæve udviklingsbistanden til én procent af bruttonationalindkomsten (BNI) efter nye beregninger fra finansministeren? Nej, lyder svaret fra partierne, selv om de, og forskere, i dag har svært ved at se, hvornår det skal ske
Ghana er et af de lande, hvor den danske bistand er under afvikling. Oppositionen i Danmark har en målsætning om at øge udviklingsbistanden igen, men hvornår det eventuelt vil kunne ske, er et åbent spørgsmål. Nu viser beregninger, at prisen vil blive 68 milliarder kroner, hvis bistanden skal op på én procent af BNI, som den har været tidligere.

Ghana er et af de lande, hvor den danske bistand er under afvikling. Oppositionen i Danmark har en målsætning om at øge udviklingsbistanden igen, men hvornår det eventuelt vil kunne ske, er et åbent spørgsmål. Nu viser beregninger, at prisen vil blive 68 milliarder kroner, hvis bistanden skal op på én procent af BNI, som den har været tidligere.

Finn Frandsen
25. august 2016
Delt 196 gange

68,4 milliarder kroner. Så meget vil det koste frem mod 2025 at indfri oppositionens ambition – eller målsætning – om igen at hæve udviklingsbistanden til én procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Det fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i en række svar til Folketingets finansudvalg.

Finansministeren – som netop er ved at lægge sidste hånd på regeringens 2025-plan for den danske økonomi – har samtidig regnet på, hvad det i perioden fra 2016 og til 2025 vil koste at hæve udviklingsbistanden til henholdsvis 0,83 og 0,85 procent af BNI årligt.

Her er de såkaldte akkumulerede merudgifter 29,6 og 34,2 milliarder kroner.

Den magiske ene procent har været et stridspunkt i dansk politik, siden Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, i 2001 gik til valg på at sænke udviklingsbistanden, som under Nyrup-regeringerne i 1990’erne netop sneg sig over procenten.

I 2011 satte Thorning-regeringen det således som et mål i regeringsgrundlaget, at udviklingsbistanden skulle opjusteres, så »den over en årrække kommer tilbage på én procent af BNI«. Hvilket ikke skete. Tværtimod.

Procentsatsen faldt yderligere til 0,83 procent i Thorning-regeringens første år (for at ville være endt på 0,87 procent i 2015), og sidste år hed det i stedet i Socialdemokraternes valgoplæg, at »vi mener ikke, at der er råd til at hæve udviklingsbistandens andel af BNI i den kommende valgperiode«. Venstre gik til gengæld til valg på at sænke udviklingsbistanden yderligere, og den vil i år ende på 0,71 procent.

Alligevel afviser de tre tidligere regeringspartier, Socialdemokraterne, de radikale samt SF, at finansministerens regnestykke viser, at tiden er inde til at skrive nekrologen over ’den ene procent’.

»Jeg er ret sikker på, at udviklingsbistand – og især det som handler om at sikre mennesker et håb om en fremtid i deres eget land – kommer til at være et aktuelt politisk spørgsmål og stridspunkt i lang tid fremover,« siger Socialdemokraternes udviklingsordfører, Mette Gjerskov, og fortsætter: »For det hænger uløseligt sammen med flygtninge- og immigrationsspørgsmålet. Men derfra og til at konkludere, at det vil lande på det ene eller andet sted en bestemt dag, tror jeg ikke, at nogen kan i dag. Der er jo temmelig lang tid til næste folketingsvalg, og vi ved ikke, hvordan den økonomiske situation vil se ud på det tidspunkt.«

De radikales udviklingsordfører, Martin Lidegaard, håber i første omgang at forhindre, at stadig flere af udviklingspengene bruges på flygtninge i Danmark – i år en tredjedel.

»Vi har ikke opgivet den ene procent, men jeg medgiver, at det ser svært ud parlamentarisk. Det Radikale Venstre har dog fremlagt, og vil fremlægge, en række reformforslag, som skal gøre dansk økonomi betydelig større og dermed opgaven mere realistisk. Selv om vi gradvist – for eksempel over 10 år – igen kan få udviklingsbistanden op på den ene procent, er opgaven her og nu at forsøge at skabe enighed om, at uanset procentsatsen kan vi i det mindste så ikke blive enige om, at der er en grænse for, hvor meget vi anvender af udviklingsbistanden på flygtninge her i landet.«

SF’s udviklingsordfører, Holger K. Nielsen, tør ikke gætte på, hvornår Danmark atter når op på den ene procent.

»Det er stadig vores målsætning. Men jeg er med på, at det er en målsætning, som er udfordret lige for øjeblikket, og det bliver ikke nemmere med den nuværende regerings nedskæringer på udviklingsbistanden,« siger SF’s udviklingsordfører.

Op og ned er lige let

Alternativet og Enhedslisten ønsker også at hæve udviklingsbistanden til én procent af BNI.

»Det virker selvfølgelig voldsomt pludselig at skulle finde 68,4 milliarder kroner,« siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, og fortsætter.

»Men man skal huske på, at man jo lige så pludseligt har sparet de penge – eller snarere stjålet dem fra verdens fattige. Det er lige så let at gå op, som det har været at gå ned i udviklingsbistand.«

Vagn Berthelsen, generalsekretær i Oxfam IBIS, er enig.

»Vi gav faktisk én procent i 1990’erne, hvor Danmark jo var et fattigere land, så selvfølgelig kan man, hvis man vil. Men det er svært at se den politiske vilje, eller flertal, for igen at komme op på én procent. Det er dog lige så vigtigt, hvad pengene bliver brugt til, og her ender mange af pengene ikke længere i udviklingslandene, men i Danmark hvor de går til flygtninge,« siger Vagn Berthelsen.

Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), mener, at ambitionen om den ene procent måske nok er »nærmest død« i politisk forstand, men stiller spørgsmål ved, om det er i Danmarks interesse.

Ifølge Lars Engberg-Pedersen har Danmark, som et lille land med en åben økonomi, en interesse i, at FN når de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling – eller bare verdensmål – der skal være nået i 2030. Mål om at for eksempel alle former for fattigdom skal være udryddet, at alle skal have adgang til energi, og at der skal opnås lighed mellem kønnene.

»Hvor udviklingsbistand for et kvart århundrede siden meget handlede om solidaritet, handler det i dag også om, at økonomisk fremgang nu engang er et af de mest effektive midler mod krige og konflikter.

Derfor har Danmark også en stærk interesse i at gå forrest i forsøgene på at nå disse mål, fordi det er i vores egen interesse at verden er fredelig og stabil,« siger Lars Engberg Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Vi savner en lignende beregning fra Claus Hjort Frederiksen på, hvad de nye kampfly vil koste frem til 2025.

John Andersen, Steffen Gliese og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Bortset fra det, så har Claus Hjort Frederiksen og oppositionen det tilfælles, at de fokuserer ensidigt på tal. Hvad med at formulere en alternativ målsætning for ulandsbistanden, inden man diskuterer tal? Det ville måske forudsætte, at vi først formulerer en alternativ målsætning for vores egen udvikling? Altså en målsætning som ikke blot handler om mere økonomisk og materiel vækst.
Har Martin Lidegaard og Christian Juhl regnet på, om det er muligt at give en milliard afrikanere en gennemsnitlig levestandard, som blot svarer til 50% af den danske gennemsnitlige levestandard, uden at vi braser ind i en række ressourcemæssige og økologiske mure? Hvis ikke hvad gør vi så?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ivan Breinholt Leth, en gennemsnitlig dansk levestandard ville på en måned, uden oplevet forringelse af velbefindedet kunne forringes med 30-40% Jeg kvier mig ved at sige 50-60%, selvom det godt kan være rigtigt.

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

Hvor investeringer i f.eks. alt for dyre amerikanske kampfly og investeringer i andet militær på sigt vil give en gevinst (f.eks. at Danmark bevarer kontrollen over Grønland via NATO alliancen) så vil et øget bidrag til U-landende udelukkende resultere i mere af det som dansk U-landshjælp har gjort i de sidste 40 år, hvilket, beløbet taget i betragtning, er chokerende intet (bortset fra forgyldte DANIDA ansatte).
Hvis Danmark reducerer U-landshjælpen til 0% af BNP er der ingen der vil kunne aflæse et negativt resultat andre steder end i korrupte udenlandske embedsmænds og dansk støttede NGO-ansattes privat forbrug.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Claus E. Petersen, du aner ikke, hvad du taler om.
Så høj en ulandshjælp er ud jo udtryk for én ting, højt BNP, og det er måske en god idé i højere grad at betale afrikanere, sydamerikanere og asiater for selv at stå for deres udvikling, når nu manglen på arbejdskraft i Danmark bliver så manifest, som de påstår.

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

@Steffen Gliese
"Jeg kvier mig ved at sige 50-60%, selvom det godt kan være rigtigt".

Jeg er førtidspensionist, hvilket betyder at jeg modtager den højeste dagpengesats.
Den er, så vidt jeg husker, på 217000 før skar per år
Jeg kan godt mærke at tiderne bliver "bedre".
Ikke at prisen på mælk stiger meget hos den lokale discount pusher, men det gør afgifter og gebyrer på alt andet, lige fra optiske hjælpemidler til tobak og parfume.
Hvis jeg skal droppe 50-60% af min levestandard så er der fanden gale mig ikke meget tilbage.
Jeg bor i et almennyttigt byggeri uden egen nyttehave, så det giver sig selv at enhver reduktion rammer hårdt.
Huslejen er høj, og jeg er taknemmelig for boligstøtten, men...
der er enlige kontanthjælpsmodtagere, som har langt mindre at leve for end mig, men herregud, om de skal leve af 10 kg kartofler om måneden eller 6 kg, kan vel komme ud på eet.
Hvis vi så også kan lovbefale at alle madvarer skal være økologiske, kan vi reducere levestandarden for de fattigste med yderligere 20%

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

Min pointe er (naturligvis) at der er væsentlig forskel på mennesker og forudsætninger.
En anden pointe jeg gerne ville placere, blot ikke her, er at man ikke fjerner eller løser problemer med afgifter.

Brugerbillede for Poul Schou

Det er fornuftigt at gøre en debat om økonomiske prioriteringer mere konkret med relevante tal, men man bør nok bruge rimeligere tal end i artikeloverskriften. En udgift som klart er af permanent karakter, bør mest meningsfuldt repræsenteres af den årlige udgift for skatteyderne. Da BNI p.t. er på godt 2 billioner kr., vil en forøgelse fra 0,71 til 1 % af BNI koste ca. 6 mia. kr. årligt i 2015-priser. Et ikke ubetydeligt beløb, men mere håndterligt at forholde sig til når man skal snakke finansiering.

Der har i de senere år været en tendens til at politikere og deres embedsmænd er begyndt at akkumulere beløb over et større antal år for at få dem til at lyde af mere. Forøger man i en finanslov udgifterne til sygehusene med 2 mia. kr., og det er tanken at ændringen skal være permanent, lyder det flottere at lægge udgiften for f.eks. de første ti år sammen og kalde "gaven" for 20 mia. kr. Problemet er at tidshorisonten er arbitrær - man kunne også vælge 20 år, og så ville "gaven" pludselig være 40 mia. kr., eller 100 år, og så ville den være 200 mia. kr. osv. Ethvert beskedent årligt beløb kan blive vilkårligt stort når man regner på den måde, men det gør det ret meningsløst at sammenligne forskellige beløb når de ikke er beregnet ud fra samme målestok.

At politikerne prøver at tale deres egne gaver og modstandernes finansieringsproblemer op, er en del af det politiske spil, men journalister og andre burde ikke ukritisk hoppe med på den slags regnerier. Derfor er overskriften mere dramatisk end den er oplysende.

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

@ Steffen Gliese

"du aner ikke, hvad du taler om".

ok.. her kommer resten.

"Så høj en ulandshjælp er ud jo udtryk for én ting, højt BNP, og det er måske en god idé i højere grad at betale afrikanere, sydamerikanere og asiater for selv at stå for deres udvikling, når nu manglen på arbejdskraft i Danmark bliver så manifest, som de påstår"

Nu er jeg vist blevet en faktor dummere, for nu aner jeg heller ikke hvad du taler om.

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Steffen Gliese
25. august, 2016 - 01:19
Det var naturligvis en omfordeling af ressourcer, som jeg sigtede til. Hvis fattigdom skal reduceres globalt uden at ryste klodens økologiske og ressourcemæssige balance, dur den kinesiske model ikke.
Hvor har du de 30-40% fra? Er det noget du skønner?

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Claus E. Petersen
25. august, 2016 - 06:43
Hvis man reducerer den gennemsnitlige levestandard, kan man undtage de, som ligger under gennemsnittet og opnå den samme effekt. Spørgsmålet er, hvordan det kan lade sig gøre, uden at bringe systemet i permanent krise?

Brugerbillede for Alan Strandbygaard
Alan Strandbygaard

Jamen, for fa'en da osse, Claus! Hvordan får vi så skrabt sammen til topskattelettelser?

Helene Kristensen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Hansen
Vibeke Hansen

Tja. Hvis Hjort Frederiksen har svært ved at finde 0,29 procent ekstra på BNP, hvordan forestiller han sig så, kommunerne skulle spare samlet 2,5 procent på omprioriteringsbidrag og effektiviseringsbidrag. Selvfølgelig har vi råd. Og ovenikøbet er det sandsynligt, at vi dermed vil kunne bremse flugten mod Europa, hvor de koster væsentlig mere, samt opbygge en hjemsendelseslejr til de asylansøgere, der bliver afvist. Der er nu en gang penge, man giver ud, uden at skulle tjene på det, men alene på grund af sit menneskesyn og fordi : man kan.

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

Der er godt nok blevet "sakset" i kommentar sporet.
Jeg antager at man ved personlig henvendelse kan få slettet et indlæg.

Brugerbillede for Claus E. Petersen
Claus E. Petersen

@ Ivan Breinholt Leth

"Hvis man reducerer den gennemsnitlige levestandard, kan man undtage de, som ligger under gennemsnittet og opnå den samme effekt. "

Og det implementerer du hvordan?

Med en 1,2 mia dyr app der altid udregner din moms i forhold til din indkomst og dit forbrugsmønster.
Og når en teknologisk løsning fejler, og 600.000 danskere får en opkrævning på "fejlagtig moms godgørelse" så løser du problemet med uretfærdigheden ved at... ja hvordan?
Alternativt kan du hyre 10.000 medarbejdere til SKAT som udelukkende skal kontrollere differentieret moms i forhold til køberens årsindtægt.

Nej vel..?