Læsetid: 3 min.

Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja

Brinkmanns bestseller ’Stå fast’ var et træk i nødbremsen, og det gjorde ham til guru. Med sin nye bog vil han smide nej-hatten. Vi skal have mere debat om værdier end om optimering
25. august 2016

Da Svend Brinkmann for nylig skulle holde et af sine meget efterspurgte foredrag på et bibliotek, mødte han en gruppe tilhørere, der havde lavet hatte med nej-skilte på.

Men Brinkmann ønsker ikke at være guru. Og faktisk kom det bag på ham, hvor stor symbolsk magt, der var i billedet af nej-hatten i hans bog fra 2014 Stå fast.

På den tid bogen blev udgivet, var der mange – og især skolelærere – der fik at vide, »at de skulle tage ja-hatten på, når der kom reformforslag, der senere blev implementeret ved lov«, som han udtrykker det.

Læs også: ’Hans kritik bliver simpel og uden nuancer’

»Det er et almindeligt greb, at man tager den måde, magten karakteriserer en, på sig. Det var der rigtig mange, der godt kunne lide, og der var ikke grænser for, hvad jeg blev inviteret til for at bekræfte forskellige grupper i, at det var okay at sige nej. Så jeg forstår egentlig godt, at man kan kalde mig populist, hvis man kun vurderer mig på nej-hatten. Den har fået en enorm symbolsk betydning, fordi den landede som en håndgranat i de her debatter. Men jeg forsøger faktisk at afmontere den rolle,« siger Svend Brinkmann.

Nejet skal ikke være surt

Til alle de foredrag, han har holdt, har budskabet været, at nejet ikke har nogen værdi, hvis det bare er et surt nej.

»Men det er jo symmetrisk. Jaet har heller ingen værdi, med mindre det man siger ja til, har en form for værdi. Det er budskabet i den nye bog Ståsteder. Vi kan ikke sige, at udvikling er godt eller skidt i sig selv. Det handler om, hvor vi kommer hen med udviklingen.«

Derfor var Stå fast en form for nødbremse:

»Vi siger nej og bliver bevidst reaktionære for at bremse toget. Og det vi skal nu, er at have en mere kvalitativ debat om, hvor vi synes, toget skal køre hen. Hvorfor har vi f.eks. en velfærdsstat? Det har vi fordi, vi har en idé om, at mennesket har værdi, alene fordi det findes – også selvom du er syg eller gammel og ikke er en ressource.«

Er det ikke lidt nemt? Er der nogen, der er uenige i, at vi skal hjælpe de gamle og de syge?

»Det kan vi nok godt blive enige om, hvis vi satte os ned og talte om det. Men min analyse er, at vi i høj grad kun diskuterer, hvordan vi får de bedste instrumenter til at optimere frem for at diskutere, hvorvidt der er en værdi i at optimere i den retning. Vi mangler de værdidiskussioner. Og i min nye bog prøver jeg at pege på ståsteder med iboende værdi.«

Er det, du siger, ikke, at hvis bare de fagprofessionelle fik mere frihed og mindre styring, så blev alt godt?

»Alt er jo heller ikke godt nu med al den styring. Jeg mener, der er forskningsmæssig opbakning til, at vi skal lytte til de mennesker, der har erfaring med noget, der ikke kan opnås gennem målbare, objektive kriterier i et regneark. De mennesker efterlyser helt konsekvent mere frihed til at gøre deres arbejde bedst muligt. Derfor er der kritik af new public management, for det har vist sig, at stram styring faktisk ikke virker på sine egne præmisser. Vi ser stress og sygemeldinger hos de offentlige ansatte. Det er ikke et sundhedstegn.«

Både ofre og aktører

Kunne det være fordi, at det, du for eksempel tilbyder, er en offerrolle, der fritager én fra at bidrage, få indflydelse og blive ankerkendt gennem at deltage?

»Vi må have lov til at være både ofre og aktører. Når jeg taler meget om pligt i den nye bog, kan folk synes, det er tyngende med mere ansvar. Men vi har pligt i den udstrækning, vi har magt til at gøre noget. Men vi er også sårbare, og dér har vi ret til beskyttelse. Hvordan den balance holdes, vil altid udspille sig konkret og forskelligt mellem faggrupper.«

Kan fagprofessionelle være stærke og bruge nej-hatten til at legitimere, at de ikke vil være med til at finde løsninger? Der er vel ingen fornuftige mennesker, der vil afvise kritik?

»Jeg tager afstand fra, at man objektiviserer hinandens synspunkter og f.eks. afviser kritik fra lærerne med et: ’Det siger I nok, fordi I vil opnå nogle privilegier.’ Jeg er tilhænger af deltagerperspektivet, som tager det, den anden siger, alvorligt. Vi er nødt til at diskutere med hinanden, hvad der er værd at bevare f.eks. i forhold til velfærdsstaten, der er en normativ størrelse. Det synes jeg ikke, vi gør tilstrækkeligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe hellum
  • Hans Aagaard
  • Kurt Nielsen
uffe hellum, Hans Aagaard og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er muligvis unuanceret, men nogle af os har været meget, meget trætte af at skulle tolerere "nedskæringsparathed", som om det var udtryk for "samarbejdsvilje".

At kommunikere sine egne moralske og faglige værdier, er en særegen dansk kvalitet. I mange andre lande er det ildeset at rulle med øjnene, når chefen er blevet beordret til at lire en fed løgn af, til voksne mennesker, der udmærket ved, at det er løgn. I Danmark er ligeværdighed lidt mere en dyd.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal sabotere sit firma, der jo rimeligvis skal maksimere sin profit, men det betyder, at man gerne bå grine højt af de værste løgnehistorier.

Rigtig god bog, hvis man selv kan nuancere sin virkelighed.