Analyse
Læsetid: 4 min.

Ny Aleqa Hammond-skandale skader Grønlands omdømme

Timingen er elendig: Nuuk kæmper for at vinde investorernes tillid. Aleqa Hammond er ekskluderet af Siumut, men ikke nødvendigvis færdig i politik
Grønlands tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond (th.), som her poserer til Folketingets åbning sidste år sammen med Aaja Chemnitz Larsen, er sendt til tælling efter en ny afsløring af  ureglementeret brug af offentlige midler.

Finn Frandsen

Indland
27. august 2016

For de skandalelystne må episoden være det pure guld: Grønlands tidligere landsstyreformand, det kontroversielle folketingsmedlem Aleqa Hammond, er endnu en gang blevet grebet i at misbruge offentlige midler og er nu blevet ekskluderet af Siumut; det parti hun tidligere var formand for og som hun har høstet flere stemmer til, end nogen anden politiker har høstet i Grønlands historie.

Som det fremgik af Ekstra Bladet forleden, har Aleqa Hammond over nogle uger i juli i strid med reglerne brugt et kreditkort udleveret af Folketinget til private indkøb i Nuuk og på Bornholm for i alt 12.953,10 kroner.

Indkøbene er ikke ulovlige, men i strid med Folketingets regler, da kortet kun må bruges i forbindelse med officielle møder og rejser.

Aleqa Hammonds partiledelse i Nuuk slog straks til: Hun fik valget mellem at ryge ud af partiet eller overgive sin plads i Folketinget til sin suppleant. Hun valgte det første og fortsætter nu som løsgænger på Christiansborg, mens vælgerne i Grønland forsøger at forstå, hvordan hun kunne agere med så selvdestruktiv mangel på omtanke.

Aleqa Hammond, der blev kendt ikke mindst for at tale om »uafhængighed i min levetid«, faldt med et brag fra magtens top i Grønland i 2014, mindre end et år efter, at hun blev landsstyreformand, netop på grund af en skandale om hendes forhold til offentlige midler.

Dengang havde hun ladet den grønlandske landskasse lægge mere end 200.000 kr. ud bl.a. for sin kærestes og hans børns private rejser og i øvrigt trukket tilbagebetalingerne ud; en så grov forseelse, at det blev hendes egne partifæller, der styrtede hende.

Skidt for Grønland

Det er angiveligt en pinlig fejl i Folketingets administration, der førte til, at Ekstra Bladet i den aktuelle sag kunne offentliggøre uddrag af Aleqa Hammonds kreditkortindkøb – herunder indkøb i byggemarkedet Stark, i Brugsen og en sportstøjsforretning i Nuuk og andre, ligeledes banale indkøb og et enkelt træk på 2.000 kr. ved en hæveautomat under Folkemødet på Bornholm.

Aleqa Hammond har til den grønlandske avis Atuagliutit/Grønlandsposten forklaret, hvordan hendes private kreditkort forinden var blevet hacket og misbrugt og derfor lukket, så hun var uden nem adgang til sin bankkonto.

Det ureglementerede brug af Folketingets kreditkort fandt sted, som hun siger, i denne »nødsituation«, mens hun afventede adgang til nye, private kreditkort.

Resultatet blev en henvendelse fra Folketingets administration – som altså røg i Ekstra Bladet og dernæst førte til eksklusion fra Siumut. Efterfølgende har Siumuts søsterparti, Socialdemokraterne, afbrudt samarbejdet med Aleqa Hammond på Christiansborg.

Episoden vil nu bidrage til den i forvejen udbredte mistillid til evnerne blandt Grønlands ledere på et tidspunkt, hvor det modsatte er hårdt tiltrængt.

Eksempelvis overvejer en række danske pensionskasser og erhvervsvirksomheder netop i disse dage milliardinvesteringer i lufthavnsudvidelser i hhv. Ilulissat og Nuuk, som er helt afgørende for Grønlands turisme og økonomi.

Læs også: Skrammet Aleqa Hammond vil kæmpe videre

Sådanne forretningsfolk vil næppe lade enkeltsager som denne påvirke deres beslutninger direkte, men sagen lægger sig i slipstrømmen af en serie beslægtede episoder og opråb fra erhvervslivet i og uden for Grønland, hvor netop mistilliden til evnerne i den grønlandske administration og blandt politikerne er i centrum.

Randi Vestergaard, den politiske ansvarlige for Grønlands finanspolitik, bemærkede da også straks i ugeavisen Sermitsiaq, at Aleqa Hammonds nye fadæse ikke blot er skidt for Aleqa Hammond og hendes parti, men »for Grønlands omdømme«.

Ekskluderingen af Siumut gik stærkt og blev besluttet af en enig hovedbestyrelse. Aleqa Hammonds tidligere så stærke støtter i partitoppen har åbenbart ikke forsøgt at redde hende, mens Kim Kielsen, der er Aleqa Hammonds afløser som landsstyreformand, lagde vægt på gentagelsesaspektet ved hendes forseelse.

I Grønland husker man især den store skandale fra 2014, men også en række mindre, men stadig blamerende sager om Aleqa Hammonds privatøkonomi.

Grønland kæmper i disse år med at tiltrække investeringer til turismeindustrien, fiskeriet og minesektoren, så irritationen over hendes gentagne fejl og den medfølgende virak i medierne har yderst kontante årsager.

Naalakkersuisut – det grønlandske landsstyre – fremlagde for nyligt en finanslov for 2017, der forudser et lille overskud, Grønland har stort set ingen udlandsgæld, og det politiske system er i global sammenhæng usædvanligt stabilt, men erhvervslivet klager stadig mere bittert over langsommelig, uigennemsigtig og til tider inkompetent sagsbehandling og alvorlig mangel på politisk handlekraft i Nuuk.

Er hun færdig?

Langtidsudsigterne er skræmmende, fordi udgifterne i Grønland stiger væsentligt hurtigere end indtægterne.

Formanden for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen, har for nyligt advaret om, at et økonomisk omsving og/eller potente reformer og besparelser på de offentlige budgetter skal indfinde sig inden for få år, hvis ikke velfærdsmønstret i Grønland for alvor skal lide skade.

I Danmark har Dansk Folkeparti allerede foreslået at sætte dele af Selvstyret ud af kraft, så de danske myndigheder igen får magt over indsatsen især for socialt udsatte i Grønland – ikke mindst børnene.

Det er med andre ord et rigtigt skidt tidspunkt til yderligere at underminere tilliden til de grønlandske beslutningstagere.

Læs også: Grønland udskyder selvstændighed

Mange iagttagere i Grønland mente efter skandalen i 2014, at Aleqa Hammond for altid havde skudt sig selv ud af Grønlands politiske lag, men hun kæmpede sig tilbage som Siumuts folketingskandidat og fik et glimrende valg i 2015.

Denne gang vil mange sikkert også erklære hende for ukampdygtig og især uegnet til politiske hverv. Hun står uden opbakning fra Siumut, Grønlands store gamle parti, der af mange stadig tillægges æren for Hjemmestyret i 1979 og den tiltagende politiske selvstændighed.

Men der er andre partier i Grønland, herunder det unge parti Naleraq, der primært består af stærkt nationalt orienterede udbrydere fra Siumut, og Aleqa Hammonds vælgere har før vist vilje til at se stort på fejltrin som det, der netop nu har sendt hende til tælling.

Martin Breum er journalist og forfatter til bl.a. ’Balladen om Grønland’. Han skriver jævnligt om Arktis i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg skrev i min roman ”Kongen glæden og festen” en bydelskonge i en bygd om normer og moralkodeks.
Bydelskongens ven præsten fortalte Kongen en fortælling om frænders opførsel i en meget fin restaurant i Paris. Det er midten af årti 1960. Der var eskimo konference i Paris. Og eskimoisk delegation var inviteret til middag. Eskimoerne rejste sig efter god middag og bøvsede meget højlydt til velklædte kvindelige franske tjenerinder. En af tjenerinder besvimede da en af eskimoerne bøvsede lige i ansigtet på hende. Ejeren af restauranten kom ind i lokalet løbende og vreden kunne ikke skjules i hans franske ansigt.
Præsten og andre grønlandske repræsentanter måtte rejse op og næsten løbe mod den vrede franskmand. Grønlænderne forklarede ejeren at eskimoerne havde ikke onde hensigter. Eskimoernes tradition er at bøvse eller prutte efter en veloverstået mad indtagelse.
Koloniseringen har ændret vores moralkodeks. Vi Inuit folk i Arktis er voldsomt påvirket og mentalt koloniseret af de hvide folk som har annekteret vores landområder.
Danskerne kommer til Grønland og tager i deres bagage deres normer og kulturer. De fleste institutioner i Grønland styres af danske udsendte. Det betyder også at dansk moralkodeks bliver kulturen i institutionerne. Der er meget stort forskel på dansk moralkodeks og grønlandsk moralkodeks.
Det er på tide at debattere den voldsomme mentalkolonisering vi udsættes for. Vores værdinormer og moralske begreber er under voldsomt pres. Vi er forvirret som et folk. Danskerne vader ind i vores land og uden hensyntagen til vores kultur og værdier.
Aleqa Hammond, jeg skrev i min kommentar i Knr.gl at Aleqa er lidt ustruktureret som os ustruktureret grønlændere. Vi grønlændere har en anden holdning til penge. Penge har guddommelige status i Danmark. Penge er religion i Danmark. Danskerne er religiøse tilgang til penge. Og den religiøse tilgang til penge er ikke normen hos grønlænderen. Derfor er Aleqa Hammond usvækket i grønlandsk politik.

Undskyld grammatiske bøjninger :) Jeg har opbrugt min dansk i dag. Jeg er også oprørt over at pressen fortæller læserne at Aleqa Hammond skader grønlands omdømme. Nej, ku gør hun da ej!
Har Løkke skadet Danmarks omdømme? Han er slet ikke bedre. Har Løkke skadet lille Danmark? Nej ku har han da ej! Stop usande historier. Aleqa Hammond, vil overraske jer I hellige og ufejlbarlige