Læsetid: 4 min.

Offentligt ansatte, kæmp, råb op!

Det er sympatisk, men ikke nok, når Svend Brinkmann vil tale om værdier. De offentligt ansatte skal råbe op og kæmpe politisk, hvis de ikke bare vil uddanne og optimere fremtidens konkurrence-statssoldater, siger DPU-lektor og debattør Steen Nepper Larsen
Offentligt ansatte som sygeplejersker – dem som Steen Nepper Larsen kalder for gulvfolket – bliver som regel beskrevet af forskere. I stedet burde de selv råbe op og kæmpe deres politiske sag.

Carsten Andreasen

27. august 2016

Steen Nepper Larsen er »200 procent« uenig med Metropolrektor Stefan Hermann, der har anklaget psykologiprofessor Svend Brinkmann for populisme i debatten om reformer i konkurrencestaten og de fagprofessionelles bidrag til moderniseringen af den offentlige sektor.

Til gengæld mener han ikke, at Svend Brinkmann går langt nok, når han i sin nye bog Ståsteder, efterlyser opgør med instrumentalisering og en ny værdidebat.

»Debatten går mellem økonomister, der ledelsesbegejstret støtter new public mangement og konkurrecestatstænkningen, og dem der forfægter nogle iboende værdier, som et afklarende grundlag for den retning, vi skal dreje velfærdsstaten og dens institutioner. Det sidste er en tabt kamp, fordi det bare ender som en slags bekendelse, og så kører de andre alligevel videre med økonomitænkningen. Man kommer til at idyllisere tabte værdier og de gode gamle dage,« siger lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, Steen Nepper Larsen, som i en årrække har kritiseret mange af de samme moderne ledelses- og styringsformer, som Brinkmann gør ud fra sit psykologiske udgangspunkt.

Læs også: Svend Brinkmann i fællesskabets tjeneste

»Når Brinkmann siger noget, ender det ikke i politik. Det er ikke en kritik. Det er bare ikke det sted, han taler fra, når han først siger, vi skal ’stå fast’, og nu at vi skal til at snakke om værdier. Sociologen Rasmus Willig er en anden markant kritiker, der siger: ’I skal lave strukturkritik og ikke kun selvkritik.’ Begge projekter er sympatiske, men de går ikke langt nok.«

»For mig at se gælder det om at gentænke det politiske i en ’bottom-up proces’, så de offentlige ansatte får styrke, mod og magt til at udvikle visioner i stedet for bare – som det er nu – at rette ind efter diktat. For selvfølgelig er det legitimt, at politikere vil styre de offentlige institutioner. Jeg er bare dybt uenig. Det er en politisk kamp.«

Gulvfolket flygter

Når Steen Nepper Larsen skal konkretisere den dialog og politiske kamp, han taler for, bruger han masseuniversitetet som eksempel. Et masseuniversitet gør flere og flere i stand til at få en videregående uddannelse. Det er ikke et tab.

»Men skal vi universitetsansatte så samtidig finde os i, at masseuniversiteterne nivellerer kvaliteten? Det skal vi netop ikke. Så må det være op til alle disse nye studerende og de mange tusind ansatte lærere på universiteter og i folkeskolen i øvrigt at kræve en højere overligger end økonomitænkning og nytteværdi, så vi ikke kun ’producerer’ de kommende konkurrencestatssoldater, men også mennesker, der skal løse klima-, flygtninge og immigrationskriser: altså andet og meget mere end noget, der har umiddelbar relevans for, hvad arbejdsmarkedet har brug for. Det kræver kritisk tækning og fordybelse, som ikke findes i dag.«

Læs også: 'Problematisk at sige ja til det hele. Men nej er ikke svaret'

– Så du mener, at de offentlig ansatte skal råbe op. Men sker det ikke nu?

»Nu bliver gulvfolket i velfærdsstaten enten beskrevet af forskere, eller også stryger de ind og tager en overbygning på universitetet på deres sygeplejerske-, pædagog- eller læreruddannelse, hvis de får lyst til at tænke, og så vender de aldrig tilbage til gulvet igen.«

Samtidig har de fagprofessionelle i den offentlige sektor mistet evnen til at beskrive, hvad de selv gør i et kraftfuldt sprog. Derfor bliver de beskrevet af andre, som har taget magten til at definere deres fag og faglighed, mener Nepper Larsen.

»Fagbevægelsens ledere kan end ikke beskrive alternativer til konkurrencestatsretorikken. Og det er et tab uden lige, at fagforeningsfolkene er blevet bundet i den her maskine.«

Viden giver magt

Professor Ove Kaj Pedersen har på sin side argumenteret for, at de »privilegerede« offentligt ansatte og deres fagforeninger gør sig skyldige i ansvarsforflygtigelse og risikerer at skade udviklingen af velfærdsstaten med deres modstand mod ledelse.

»Der er han gået galt i byen. Dels kunne man argumentere kapitalistisk rationelt med, at jo gladere mennesker er, jo dygtigere er de til selvledelse, jo mere indflydelse de har på deres arbejde, jo mere produktive er de. Ove Kaj Pedersen fastholder klassisk topstyring, hvor dem på gulvet bare skal udføre beslutningerne. Det er uendelig gammeldags, for sådan fungerer det moderne arbejdsmarked ikke. Det er mange år siden, at Lars Kolind fra Oticon begyndte at opgøre en virksomheds værdi i medarbejdere, deres tankemæssige frihed og arbejdsglæde.«

Læs også: Modsætningen til et surt nej er et ukritisk ja

Han afviser, at han argumenterer for ubegrænset frihed til de offentligt ansatte. Men der skal være en anden afvejning mellem økonomitænkning og faglighed, end der er i dag, »hvor alt bare er diktat«.

»Selvfølgelig kan man ikke bare sige, at velfærdsinstitutionerne bare var bedre i gamle dage. Men der skal mere viden og opdragelse til, som dengang hvor socialdemokrater som Hartvig Frisch og Julius Bomholt ville opdrage og gøre arbejderne klogere, så de f.eks. kunne forstå, hvordan kapitalismen fungerede. Frisch og Bomholt syntes nærmest at have anet, at det ville blive nødvendigt at kende magthavernes sprog – og dermed de kommende djøf’eres – indefra for at kunne bekæmpe det, men den socialdemokratisme findes ikke mere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Nej, den socialdemokratisme findes ikke mere. Kapitalismekritikken er blevet fortrængt til yderfløjene, hvor den i samme bevægelse mister al legitimitet - sådan anskuet fra den solide midterposition, dvs magtfuldkommenhedens position.

Enhedslisten og Alternativet (yes - i said it!) ¨på den ene fløj, Dansk Folkeparti, og en mangehovedet nationalkonservativ og isolationistisk bevægelse på den anden.

Selv er jeg et halvfærdigt produkt af netop det 'masseuniversitet', som Nepper Larsen har så blandede følelser i forhold til. Men selv med en så ringe (ud)dannelse, kan jeg da se, hvad Larsen ikke giver udtryk for at have fået øje på:

Den "gentækning" i en "bottom-up proces", som Nepper Larsen efterlyser, er allerede i fuld gang. Men det er ikke en bevægelse som begrænser sig til de offentlige ansattes sfære, ej heller har den formentlig den form og det udtryk, som et dannet menneske som Nepper Larsen kunne ønske sig.

Når historieskriverne om mange år kigger tilbage på denne periode, vil man skrive mange og tykke bøger, alle kredsende om et, centralt spørgsmål:

"Hvordan kunne de dog være så blinde?"

Keld Albrektsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Befolkningen eller politikerne? :)

Steen Nepper Larsen mangler måske indsigt i, hvordan de offentliges vilkår ser ud - nede på gulvet. Eller tror han virkelig, at der er grundlag for enkeltstående protester i forhold til vilkårene?

Steffen Gliese

Marianne Bjerg, SNL skriver om professionelle, systematiske udøvere af de akademiske discipliner - men er jo heller ikke snedker, fordi man selv rejser et raftehegn.