Læsetid: 5 min.

’Psykisk sårbare unge vil ikke skuffe deres forældre’

Psykisk sårbare unge har ikke mange muligheder for at få hjælp. Men mange af dem har bare brug for nogen at tale med, for ofte kan det ikke være deres forældre
Det var en lærer, der opdagede, at Natasha havde det svært. Erhvervsskolen havde ingen tilbud, så hendes studievejleder tog hende med til Headspaces lokale afdeling, hvor hun fik mulighed for at få luft for problemerne. Problemer, der betød, at hun som 16-årig fik konstateret hårtabssygdommen alopecia, som i hendes tilfælde skyldes psykisk overbelastning.

Sille Veilmark

12. august 2016

Der står vand, kaffe og servietter klar på bordene i rådgivningscentret Headspace i København. De slidte sofaer og lænestole står tæt sammen og opfordrer til fortrolig samtale.

Det er her, Headspaces frivillige sidder og taler med de mellem 8-16 unge, som henvender sig på en gennemsnitlig eftermiddag.

»Jeg lytter bare og er nysgerrig. Det er vitterligt ’bare’ en at tale med, som de fleste har brug for. Jeg er jo ikke psykolog eller som sådan uddannet i samtalen,« fortæller Katrin Sennov.

Hun er 28 år og har arbejdet som frivillig i Headspace de seneste to år. Her kan unge komme direkte ind fra gaden, hvis de har brug for en at snakke med.

Og det er særligt problemer med ensomhed og lavt selvværd, som de unge henvender sig med, fortæller Katrin Sennov.

»Jeg blev selv overrasket over, hvor mange unge der faktisk har det dårligt. Og rigtig mange af dem tør ikke tale med nogen om deres problemer, fordi de føler, at de skal opretholde en facade over for omverdenen.«

Som Information skrev i sidste uge, mangler der tilbud til den gruppe af unge, der er for raske til psykiatrien, men som kæmper med forskellige psykiske udfordringer, som gør, at de ikke trives.

I den forbindelse udtrykte formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, såvel som formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, begge bekymring over, at der mangler tilbud i kommunerne til netop den type unge.

Men man kan også spørge om, hvor forældrene til disse sårbare unge er? Hvorfor er det ikke dem, der taler med de unge om deres problemer.

Der er flere forklaringer på, hvorfor den vigtige ’nogen’ at tale med ikke bare kan være en far eller mor. For det første er en af hovedårsagerne til, at mange unge henvender sig i Headspace netop problemer med forældrene. Derudover fortæller de frivillige, at mange af de unge, som de taler med, er bange for, at deres forældre vil blive skuffede eller kede af det, hvis de fortæller, hvordan de har det.

Min farfar var vigtigst

Natashas er en af de unge, der kommer i Headspace, som er et af en række af private initiativer, der hjælper psykisk sårbare unge.

Den nu 19-årige piges liv har været præget af en mor, som ofte forsvandt, og en far, der arbejdede hårdt for at sikre økonomien såvel som facaden udadtil.

Derfor har hun aldrig kunnet tale med sine forældre om sine problemer. Den eneste, der altid har været der for hende, var hendes farfar: »Min farfar er den person, som betyder allermest for mig i verden, og han har passet på mig, siden jeg var lille. Det er ham, som giver mig lyst og håb til at tage kampen op i livet. Så dengang han fik diagnosen Alzheimers, ramlede min verden sammen.«

Det var kort tid efter, at hendes farfar havde fået konstateret Alzheimers, at Natasha begyndte at tabe håret.

»Det var, fordi presset blev for stort, at mit hår begyndte at falde af.«

Den var hendes daværende kontaktlærer, som opdagede, at Natasha havde det svært. Dengang var hun 16 år gammel og havde netop fået konstateret hårtabssygdommen alopecia, som i hendes tilfælde skyldes psykisk overbelastning. Kontaktlæreren spurgte hende, om hun manglede nogen at tale med, og det gjorde hun.

Hendes erhvervsskole havde ingen tilbud til hende, så hendes studievejleder fulgte hende ned på Headspaces afdeling i Roskilde. Det var her, Natasha første gang fik luft for sine tanker.

De skal ’vendes i døren’

»Første gang jeg kom der, var det meget overvældende, og jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle starte og slutte. Jeg tænkte, ’hvordan skal jeg fortælle det her, så de ikke taber tråden?’ For det er en ret voldsom historie. Bagefter var jeg helt smadret i hovedet,« fortæller Natasha, der ikke vil komme nærmere ind på detaljerne i sin historie af hensyn til sin familie.

Headspace har ifølge egne tal været i kontakt med 16.000 unge i de tre år, de har eksisteret. Problemerne, som de unge henvender sig med, rangerer fra kærestesorger til selvmordstanker.

Ideen bag projektet er, at man vil fange unge, som Natasha, inden de udvikler en diagnose eller dropper ud af deres uddannelse eller job. Man vil »vende dem i døren«, som det hedder i Headspace-jargon.

Der findes 10 headspaceafdelinger rundt om i landet, hvor de samarbejder med kommunerne. I Aalborg Kommune, hvor der har ligget et Headspace siden 2013, er man glade for samarbejdet, fortæller centerleder ved Center for Tværfaglig Forebyggelse Denise Bakholm, selv om de ikke kan påvise effekten af det.

»Vi ved, at der er mange unge, som kommer der og får hjælp. Det er ikke sådan, at vi kan sige, at vi ser færre sager i børne- ungerådgivningen, for det har vi ikke tal, der kan dokumentere. Men vi tror på, at det har en effekt, og at nogle af de her unge får hjælp så tidligt i forløbet, at de aldrig kommer til os,« siger Denise Bakholm.

’Hende problembarnet’

Da Headspace åbnede i København, var der 16 frivillige. Men i takt med at flere og flere unge er begyndt at henvende sig, er antallet af frivillige steget til 55. Og for Natasha er det betryggende at vide, at de frivillige i Headspace sidder og taler med hende alene, fordi de har lyst.

»De sidder ikke hele tiden og tæller timer og tænker på deres løn,« siger hun. Derudover er det også befriende for hende, at hun ikke har en direkte relation til den, som hun taler med.

»Når jeg har talt med mine venner om, at jeg har det skidt, så ser de mig jo bare som hende problembarnet, der aldrig kommer videre i livet. Og hvis jeg bliver ved med at have det svært, så bliver de jo også trætte af at se mig være ked af det hele tiden uden at kunne gøre noget.«

Det er tre år siden, at Natasha første gang fik talt med nogen om sine problemer. I nogle perioder er hun kommet flere gange om måneden, for at få styr på sine tanker, og i andre perioder, som nu, går der langt imellem hendes besøg.

Det svarer til det generelle billeder, som de ansatte og frivillige i Headspace oplever, nemlig at over halvdelen af de unge ikke har behov for at komme mere end et par gange, før de har overskud til at arbejde selvstændigt videre med deres problemer.

Natasha ønsker ikke sit efternavn offentliggjort. Det er redaktionen bekendt

Serie

Ondt i ungdommen

Danske unge er langt mindre lykkelige og har flere psykiske lidelser end de ældre generationer. Et stigende antal børn og unge mistrives og kæmper med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskade.

De befinder sig i en gråzone, hvor de ikke er syge nok til psykiatrien, men ikke raske nok til at fungere i et uddannelses- og ungdomsliv præget af stadigt højere krav om præstation, fleksibilitet og et perfekt liv.

Information går i en række artikler tæt på fire unge med ondt i livet og de samfundsstrukturer, der er med til at gøre dem syge. 

Seneste artikler

  • Ingen undslipper perfektionismen

    9. august 2016
    Perfektionisme er de seneste 25 år blevet et vigtigt forskningsområde, fordi den er en risikofaktor i forhold til at få psykiske problemer. En af forskerne, Andrew Hill fra York St John University i Storbritannien, ser tegn på, at flere unge lider under perfektionisme
  • Psykisk helbred bliver bedre med alderen

    9. august 2016
    Unge er særligt udsatte for angst og depression på grund af den høje grad af usikkerhed, livet er forbundet med i den periode. Men forskning tyder på, at det psykiske helbred bliver bedre, i takt med at man finder fodfæste i livet
  • ’Jeg skulle være den bedste udgave af mig selv’

    8. august 2016
    Som 15-årig spiste Sarah Wessmann sig mæt i tyggegummi og vand for at blive et ’slankere og bedre jeg’, og hun blev en af de stadigt flere unge, der lider af spiseforstyrrelse. I dag er hun rask og kæmper for at bryde tabuet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik mørk thomsen
  • Kurt Nielsen
erik mørk thomsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Nu er det ikke kun, de unge med psykiske problemer, der har gavn af, at tale med ligestillet,men folk i alle aldre.
Det er tanke bag recovery, samtaleterpi, der netop gå ud på, at unge taler med unge, direktørfruer med direktørfruer, hjemløse med hjemløse, o.s.v.
Hvordan skulle jeg, en mand over 60, kunne sætte mig ind i, og ikke mindst forstå, hvad der rører sig i en ung pige på 20?
Men det vel systemet ikke forstå, at lige menneske leger bedst.
F.eks er det 75% af de hjemløse, der har psykiske problemer, mænd, mens det er 75% af behandlerne, der er kvinder.
Som bisidder for LAP lave jeg en lille opgørelse, for nogle år siden.
Her kom jeg frem til, at i over halvdelen af sagerne, var jeg tolk, ikke andet.
At skulle forklare behandlerne, hvad den psykiske syge sagde, og desværre, hvad behandlerne sagde, til den psykiske syge.
For de taler ikke samme sprog, har samme begrebopfattelse af ord, eller opfattelse af, hvad er vigtig, for den enkelte.
Har været ude for, at en bethanler overfor en hjemløs, gik meget op i, at den hjemløse skyldte samfundet 200,000 eller der omkring, hvad den hjemløse, i vedkomme situation, var rimeligt kold over for, men der i mod, var tydeligt optaget af, hvordan vedkomme skulle betale de 100 kroner tilbage, han havde lånt af en ligestillet.
Det forstod den pågældende behandler ikke, og nok var den pågældende behandle,psykiater, men alligevel et eksempel på, at hele det psykiatriske system ikke dur.
Vi forstå ikke, hvad den anden siger og mener, og derfor er den eneste behandling, man i dag få af systemet, en pille til.
Og klages der over,at den eneste form, for behandling er, en ny pille, er systemet sådan indrette, at det er en anden psykiater, der skal tage stilling til, om den behandling, er den rette.
Mærkeligt nok, kommer de altid frem til, at deres gode kollega, har gjort det rette.
Derfor er det vigtigt, at der er forumer, hvor der kan tales med ligestillet, og det burde systemet, poste mange penge i.
Men så komme vi ind i, at behandlinpsykriatien ligger under regionerne, og socialpsykriatien ligger under kommunerne, og de er totalt ligeglade med, hvad der sker på den anden område.

erik mørk thomsen

Nu er det ikke kun, de unge med psykiske problemer, der har gavn af, at tale med ligestillet,men folk i alle aldre.
Det er tanke bag recovery, samtaleterpi, der netop gå ud på, at unge taler med unge, direktørfruer med direktørfruer, hjemløse med hjemløse, o.s.v.
Hvordan skulle jeg, en mand over 60, kunne sætte mig ind i, og ikke mindst forstå, hvad der rører sig i en ung pige på 20?
Men det vel systemet ikke forstå, at lige menneske leger bedst.
F.eks er det 75% af de hjemløse, der har psykiske problemer, mænd, mens det er 75% af behandlerne, der er kvinder.
Som bisidder for LAP lave jeg en lille opgørelse, for nogle år siden.
Her kom jeg frem til, at i over halvdelen af sagerne, var jeg tolk, ikke andet.
At skulle forklare behandlerne, hvad den psykiske syge sagde, og desværre, hvad behandlerne sagde, til den psykiske syge.
For de taler ikke samme sprog, har samme begrebopfattelse af ord, eller opfattelse af, hvad er vigtig, for den enkelte.
Har været ude for, at en bethanler overfor en hjemløs, gik meget op i, at den hjemløse skyldte samfundet 200,000 eller der omkring, hvad den hjemløse, i vedkomme situation, var rimeligt kold over for, men der i mod, var tydeligt optaget af, hvordan vedkomme skulle betale de 100 kroner tilbage, han havde lånt af en ligestillet.
Det forstod den pågældende behandler ikke, og nok var den pågældende behandle,psykiater, men alligevel et eksempel på, at hele det psykiatriske system ikke dur.
Vi forstå ikke, hvad den anden siger og mener, og derfor er den eneste behandling, man i dag få af systemet, en pille til.
Og klages der over,at den eneste form, for behandling er, en ny pille, er systemet sådan indrette, at det er en anden psykiater, der skal tage stilling til, om den behandling, er den rette.
Mærkeligt nok, kommer de altid frem til, at deres gode kollega, har gjort det rette.
Derfor er det vigtigt, at der er forumer, hvor der kan tales med ligestillet, og det burde systemet, poste mange penge i.
Men så komme vi ind i, at behandlinpsykriatien ligger under regionerne, og socialpsykriatien ligger under kommunerne, og de er totalt ligeglade med, hvad der sker på den anden område.

Niels Duus Nielsen

Erik mørk thomsen, lige en hurtig kommentar:

Jeg er enig med dig i, at lige mennesker leger bedst, men der er individuelle forskelle. Selv har jeg sjældent haft glæde af at tale med mandlige psykologer, eller sagsbehandlere for den sags skyld - jeg har en facade, jeg gerne vil opretholde over for en anden mand, som jeg af en eller anden grund ikke føler, jeg behøver at fastholde over for en kvinde. Måske fordi reptilhjernen ikke føler, den med vold og magt skal pisse territoriet af over for en kvinde? Måske fordi mit stereotype kvindebillede tilsiger mig, at jeg gerne må vise min sårbarhed over for en kvinde, men ikke en mand?

Ellers har du ret, en alkoholiker, fx, har langt mere respekt for en fhv. alkoholiker end for et menneske, der aldrig har rørt så meget som en lys øl.