SDU-lektoren, der lagde sig ud med to amerikanske topforskere

Højreorienterede er mere åbne over for brug af stoffer, går mindre op i renlighed og følger hellere deres egen samvittighed end samfundets love.

Det er nogle af påstandene i to forskningsartikler, som den amerikanske daværende ph.d.-studerende i psykologi Steven Ludeke stødte på, da han tilbage i 2012 forskede i forholdet mellem politiske holdninger og personlighed på University of Minnesota.

De to artikler fremsatte de opsigtsvækkende påstande på baggrund af data fra store befolkningsundersøgelser i USA og Australien i 80’erne og 90’erne. Men konklusionerne undrede Steven Ludeke meget. Kunne det virkelig være rigtigt? Han fortalte om sin undren i en mail til sin vejleder og bad om råd til, hvordan han skulle forholde sig.

Det skriver New York Magazine i en artikel, der fortæller hele historien om de fejl, som Steven Ludeke opdagede og endte med at få rettet.

Overskriften på den unge ph.d.-studerende første mail til sin vejleder om fejlene var: »Karriere forlis?«

»Da jeg skrev mailen, var det eneste, jeg vidste om forfatterne til artiklen, at de var imponerende forskere med imponerende titler, så min bekymring gik på, at hvis en som jeg, nederst i det akademiske hierarki, påpegede en åndssvag fejl, ville det måske ikke være så klogt,« siger Steven Ludeke til Information. Han er i dag ansat som lektor i psykologi på Syddansk Universitet.

»Og hvis jeg tog fejl, ville det se virkelig skidt ud, at jeg havde beskyldt så anerkendte forskere for fejl. Du ved, man har hørt mange horrorhistorier om, hvad der sker, hvis man fornærmer nogen højere oppe i hierarkiet, og de her forskere er en del af mit forskningsfelt.«

Simpel fejl

Steven Ludekes vejleder, Colin DeYoung, forstod hans bekymring. Vejlederen tilbød selv at kontakte den ene forsker pr. mail.

Dengang havde Ludeke ingen forestilling om, at han i dag, fire år senere, stadig skulle beskæftige sig med noget, der virkede som en simpel fejl, hvor der var blevet byttet om på nogle kategorier af personlighedstræk og politisk overbevisning.

»Vi regnede vel med, at vi blot kunne gøre dem opmærksom på det, udveksle nogle mails, og så ville det blive rettet. Der er jo ingen karrierer, der bliver ødelagt af en simpel fejl, for der sker hele tiden fejl,« siger Steven Ludeke.

Men de to forskere bag artiklen – Pete Hatemi fra Pennsylvania State Universitet og Brad Verhulst fra Virginia Commonwealth Universitet – mente ikke, at der var tale om fejl. Derfor bad Colin DeYoung om at få adgang til de data, der lå til grund for artiklerne. Godt nok havde det tidsskrift, som den ene artikel var publiceret i, en politik om, at alle data skulle være frit tilgængelige, men linket til dataene var i stykker, skriver New York Magazine.

Hatemi og Verhulst forklarede i de kommende måneders mailkorrespondance, at det ikke var så ligetil at få adgang til data. DeYoung og Ludeke foreslog, at de i stedet for rådata blot sendte deres statistiske opgørelse.

Hatemi og Verhulst fik dog aldrig sendt den og svarede ifølge Ludeke og New York Magazine ikke på DeYoungs og Ludekes sidste henvendelser.

Fejlene vender tilbage

Her kunne historien om fejlene være stoppet. Steven Ludeke fik travlt med sin ph.d.-afhandling.

»Men fejlene kom tilbage til mig, da jeg skulle lave peer review på en ny artikel, de to forskere havde skrevet i 2013. Jeg kom med kritik af grundlaget for deres konklusioner, men det førte ikke til nogle ændringer, da de blot offentliggjorde artiklen i et andet tidsskrift,« fortæller Steven Ludeke.

Han kunne ikke få de to topforskeres næsten naturstridige konklusioner ud af hovedet, så han gik i gang med at samle data og undersøge, hvorvidt højreorienterede virkelig var mindre regelbundne og mindre autoritetstro, sådan som nogle af Hatemi og Verhulsts konklusioner lød.

I 2014, da han blev ansat på Syddansk Universitet først som post doc på og siden som lektor i psykologi og statskundskab, fortsatte han arbejdet sammen med kollegaen Stig Rasmussen og en videnskabelig assistent.

I 2015 dukkede der flere artikler fra Hatemi og Verhulst op. Denne gang var der adgang til data, og Steven Ludeke kunne se, at de to forskere igen havde begået alvorlige fejl.

»Hvad der var skyld i fejlen, kan jeg ikke sige, men problemet var, at den gik igen i deres senere artikler, hvor de for eksempel konkluderede, at mænd og unge mennesker var mere religiøse, og ældre var mere frigjorte. Det er jo nærmest sund fornuft, at det ikke kan passe,« siger Steven Ludeke.

Provokation og trusler

Da de to SDU-forskeres artikel, der skulle gøre op med Hatemi og Verhults konklusioner, lå færdig i sommeren 2015, sendte de den til tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology (JPSP).

De bad om, at Hatemi og Verhulst ikke blev valgt som fagfællebedømmere af artiklen, skriver New York Magazine. Tidsskriftet valgte formentligt at ignorere anmodningen.

Efter manuskriptet var sendt ind, begyndte Hatemi og Verhulst i hvert fald at berigtige fejl i de artikler, som Ludeke faldt over tre år tidligere. Ludeke og Rasmussens artikel blev derimod afvist af tidsskriftet med besked fra bedømmerne om, at nogle af fejlene allerede var blevet rettet.

I en berigtigelse fra Hatemi og Verhulst stod der: »Især i det originale manuskript viser de deskriptive analyser, at dem, der ligger højere i Eysencks psykoticisme er mere konservative, mens de i virkeligheden er mere venstreorienterede.«

Rettelserne fik stor opmærksomhed i amerikanske medier, hvor Eysencks psykoticisme blev misfortolket som lig med psykotiske træk. Nyheden var nu, at det var de venstreorienterede, der havde psykotiske træk, selv om Eysencks psykoticisme blot er en måling af holdninger til for eksempel forbrug af stoffer, gode manerer og samfundets love.

En undersøgende artikel i New York Magazines forskningstillæg i juli gik bag om den kuriøse historie om fejl i forskningen og spurgte, hvorfor det skulle tage år at få rettet fejlene, efter at Steven Ludeke havde gjort opmærksom på dem. Her fortalte Hatemi en helt anden historie om, hvorfor de ikke ville udlevere data til Ludeke og DeYoung i 2012, da fejlen blev påpeget:

»Vi prøvede faktisk at hjælpe dem med at få adgang, men de var så provokerende over for folk, at de, der ejede data, fik det sådan: ’Nej, dem vil vi ikke have noget at gøre med’.«

Hatemi fortalte også til magasinet, at Steven Ludeke har truet ham direkte: »Vi var på konference, og den her fyr kommer op – og jeg kunne ikke på det tidspunkt genkende ham – og siger: Du prøvede at ødelægge min afhandling, så jeg er ude efter dig nu.«

Det afviser Steven Ludeke imidlertid fuldstændig.

Han forklarer, at han kun har mødt Hatemi personligt en gang i 2014. Det sker på SDU, hvor Hatemi, Ludeke og to kolleger sludrer i en smøgpause på et kvarters tid.

Mailarrogance

Beskyldningerne gjorde, at Steven Ludeke og hans tidligere vejleder besluttede at offentliggøre hele mailkorrespondancen fra 2012 til i dag.

»Vi ville gerne holde fokus på forskningen, men den eneste måde, jeg kunne prøve at modbevise, at de her ting aldrig var sket på, var ved at offentliggøre mailkorrespondancen, men så blev det også pludselig personligt,« siger Steven Ludeke.

Mailudvekslingen mellem Hatemi, Verhulst og Ludekes vejleder fra 2012 foregik i en høflig intellektuel tone.

Så stoppede korrespondancen, men Ludeke valgte at offentliggøre en mail mere til Pete Hatemi fra 2015. Her bad Ludeke om hjælp til oplysninger om, hvilken slags kodning Hatemi havde brugt til at analysere data i en bestemt forskningsartikel. Hatemis svar til forskeren, der altså angiveligt havde truet ham til en konference, var:

»Jeg går ud fra, at du er studerende eller en ung forsker. Mit råd er, at du går til din vejleder eller instruktor med den her type e-mails først, så de kan hjælpe med at guide dig omkring, hvordan vi kommunikerer i akademia (…) Ud fra din mail har jeg ingen idé om, hvem du er (...).«

Steven Ludekes reaktion på mailen var at tage sig en øl. Han var næsten sikker på, at Hatemi godt vidste, hvem han var. Det var dog mere tonen i mailen, som chokerede Ludeke: »Der var en uvant tone i mailen, som var ret ubehagelig i forhold til en ret almindelig forespørgsel blandt akademiske kolleger.«

I begyndelsen af denne måned fik Ludeke og Rasmussen offentliggjort en revideret og mindre kritisk udgave af den afviste artikel om fejlene i Hatemi og Verhulst tidligere forskning. I samme nummer af tidsskriftet PAID svarede Hatemi og Verhulst i en artikel med overskriften: »At rette ærlige fejl versus at portrættere dem ukorrekt«.

I svaret og rettelserne af fejlene i de gamle artikler skrev Hatemi og Verhulst, at de først blev opmærksom på fejlene i 2015. Ludeke har dog svært ved at tro på, at de hverken husker mailkorrespondancen om fejlene i 2012 eller kritikken af en af deres artikler i en anonym bedømmelse fra et internationalt tidsskrift i 2013.

I stedet har især Hatemi ifølge New York Magazine påpeget, hvor ligegyldig en fejl det var, fordi den ingen betydning havde for hovedkonklusionerne i forskningsartiklerne.

Men det problematiske er ifølge Steven Ludeke, at konklusionerne er baseret på data fra meget store befolkningsundersøgelser. Derfor får de stor vægt, når andre forskere refererer og viderefortolker på, hvordan personlighed hænger sammen med politisk overbevisning. Og det gør masser af forskere, for der er stor interesse og store penge i den type forskning, hvilket kan være en anden forklaring på, hvorfor fejlene ikke blev rettet før.

»Der er langt mere hierarki på de amerikanske universiteter end her. Superstjerneforskere bliver behandlet med meget stor respekt og får rigtig mange forskningsmidler, og det kan være en af årsagerne til, at de ikke har indrømmet fejlene før. Det ville kunne fjerne dem en smule fra toppen, og det kan gøre forskellen på, om du får en million dollar i støtte eller ej,« siger Steven Ludeke.

Karriereforlis?

At et opråb om topforskeres fejl kunne skade karrieren, som Steven Ludeke frygtede fra starten, har vist sig på sin vis at være sandt.

»Jeg har brugt adskillige måneders fuldtidsarbejde på at dokumentere de her fejl, og det har skadet mig, da ens tid som forsker helst skal bruges på at gøre nye opdagelser. Det er en god historie, jeg kan fortælle på en bar, men at afsløre fejl giver ikke forfremmelser i den akademiske verden, fordi det ikke er innovativt,« siger Steven Ludeke og sammenligner sit drive imod at få rettet op på fejlene med udviklingen af Concorde-flyet. Selv om alle kunne se, at Concorden ville blive alt, alt for dyr, så fortsatte arbejdet, for i det mindste at få et nyt fly ud af det.

»Men ærligt talt så generede det mig også, at fremtidig forskning på området skulle påvirkes af de her resultater. Det ville jo ødelægge enhver metaanalyse, hvis et meget stort studie viste det fuldstændig modsatte af alle andre. Det kan godt være, jeg har været naiv i forhold til, hvor lang tid det ville tage, men jeg havde aldrig forventet at blive beskyldt for ting, der aldrig er sket. Men der er de blevet ved med at overraske mig,« siger Steven Ludeke.

Hvad der virkelig foruroliger ham er til gengæld, at forskere ikke har nogen interesse i at rette op på deres fejl, når det tilsyneladende kun giver bonus at opdage nyt.

»På den måde kan store fejl i forskningen jo stå ukorrigerede,« siger Ludeke. Han mener, at friere adgang til data ville kunne ændre på den kultur. Ligesom han mener, der er behov for at anerkende, at det at få rettet op på usandheder er ligeså vigtigt for forskningen som at finde nye sandheder.

»Udviklingen lige nu betyder, at vi tjekker andres arbejde mere, fordi der er større adgang til data. Og der er masser af fejltagelser i den forskning, vi troede var sand, og masser af simple og ærlige fejl bliver fundet og rettet især inden for psykologi. Derfor tror jeg også, at reaktionen på en fejl vil ændre sig, så det her ikke ville kunne ske om fem år,« siger Steven Ludeke.

Information har kontaktet Pete Hatemi for at få hans kommentarer til forløbet, men han er ikke vendt tilbage.