Læsetid: 5 min.

SF’s Pia Olsen Dyhr til imamer: Gå med mig i Priden

Religiøse forbilleder bør deltage i Copenhagen Pride for at vise, at de går ind for seksuel frigørelse, så kom og gå sammen med mig på lørdag, lyder invitationen fra Pia Olsen Dyhr til imamer i Danmark. Imam Fatih Alev siger dog nej tak til invitationen
Den årlige Copenhagen Pride hylder mangfoldigheden og retten til seksuel frihed. Den manifestation ser Pia Olsen Dyhr som et oplagt sted for landets imamer at udtrykke deres støtte til danske værdier.

Henning Hjort

19. august 2016

Når tusinder på lørdag går fra Frederiksberg Rådhus via Vesterbrogade til Rådhuspladsen i den årlige Pride-parade for blandt andet homoseksuelle, vil SF’s formand Pia Olsen Dyhr være en af deltagerne. Og hun håber, at imamer i Danmark vil komme og gå sammen med hende.

»For to år siden skrev jeg en kronik sammen med Özlem Cekic, hvor vi kraftigt opfordrede imamerne til at tage afstand fra de hate crimes, vi ser i de etniske miljøer, men der skete ingenting. I forbindelse med skuddrabene i Orlando i juni kom jeg med en kraftig opfordring om, at imamerne skulle tage afstand, men der skete stadig ikke noget. Så nu vil jeg invitere imamer til at gå sammen med mig i Priden, så de dermed sender et kraftigt signal om, at de også går ind for seksuel frigørelse.«

– Ved du, om imamerne går ind for seksuel frigørelse?

»Det er afgørende, når man lever i Danmark, at man klart forstår, at man har ret til at vælge sin egen seksualitet. Derfor skal seksualundervisningen i skolen blive bedre, så det ikke bare handler om at beskytte sig, men også om, at der er forskellige familiemønstre, og at det har man ret til i Danmark, hvor bøsse- og lesbiske par kan få børn. Det er en vigtig del af at leve i et samfund med seksuel tolerance. Imamerne bør sende et kraftigt signal om, at det forstår de, og at de også vil acceptere det som værdier i Danmark.«

– Har der tidligere deltaget imamer i paraden?

»Nej, det har der ikke gjort. I hvert fald ikke så vidt jeg ved. Men det afgørende er, at religiøse personer, som er autoriteter, udviser en forståelse for den mangfoldighed, der er i Danmark. Hvis de gør det, er der langt større chance for færre hate crimes i forhold til seksuelle minoriteter. Priden har jo oplevet, at der bliver kastet flasker efter den af unge drenge, der har et middelalderligt syn på seksualitet. Det må imamer som autoriteter tage klart afstand fra.«

Fatih Alev, som er imam og tilknyttet Dansk Islamisk Center, undrer sig noget over Pia Olsen Dyhrs invitation. Han har aldrig hørt, at en imam skulle deltage, og han agter i hvert fald ikke selv at gå med.

»Jeg tager klart afstand fra og fordømmer på det kraftigste ethvert angreb fysisk eller verbalt mod mennesker, der vælger at leve deres liv som homoseksuelle. Men at man kun kan vise, at man mener det ved at deltage i en Pride, er en meget forfejlet tankegang.«

– Hvorfor?

»At man ikke deltager i en Pride sammen med Pia Olsen Dyhr på lørdag er da ikke ensbetydende med, at man går ind for hate crimes mod en seksuel minoritet,« siger Fatih Alev og tilføjer:

»Man behøver ikke nødvendigvis at være enig i homoseksuelles form for livsstil for at mene, at man ikke må udøve hate crimes eller chikane mod dem. Man kan sagtens være mod overgreb og chikane samtidig med, at man ikke billiger den livsstil, som de vælger at udføre.«

Invitationen bør gælde alle

Fahad Saeed er selv muslim og formand for foreningen Sabaah, der arbejder for at forbedre vilkårene for LGTBQ-personer med minoritetsbaggrund.

Han synes egentlig godt om Pia Olsen Dyhrs invitation, men finder også, at hun foreløbig skyder langt over målet.

»Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig, at imamerne gik med på lørdag, men der er så mange andre ligestillingsområder, vi skal have arbejdet på først,« siger han.

En rapport fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling fra 2015 viser, at 13 procent af de ’nydanske’ LGBTQ-personer har været udsat for vold, 18 procent for voldstrusler eller andre negative reaktioner fra deres families side. Alligevel er Fahad Saeed optimist.

»Hvis udviklingen fortsætter som de sidste 10 år, går det den rigtige vej,« siger han.

– Så hvad har I konkret brug for?

»Der er brug for en struktureret indsats på alle de områder, hvor vores medlemmer og brugere møder diskrimination og bliver stigmatiseret. Køn og seksualitet skal tænkes med ind i alle integrationshandlingsplaner, og det er politikerne ikke gode nok til. Af konkrete mål skal der være plads til flere mænd og transpersoner i krisecentrene, og personalet skal rustes til at løse de udfordringer, vores medlemmer står med. Sidst, men ikke mindst, er der brug for mange flere sikre rum til vores medlemmer og brugere, hvor de kan komme og møde andre, som er lige som dem selv.«

Sherin Khankan er religionssociolog og stifter af Mariam-moskeen i København, den første moske med kvindelig imam.

Hun synes, at Pia Olsen Dyhrs invitation til imamerne er glimrende. Men invitationen burde i virkeligheden rettes til alle og ikke kun til imamer.

»Vi har brug for rollemodeller, der kan vise unge, der står i en situation, hvor de er uklare om deres seksualitet, at der også kan være den rummelighed inden for islam,« som hun siger.

Gælder alle

Tilbage til Pia Olsen Dyhr. Hvorfor tror hun, at en invitation fra en socialist til at demonstrere for homoseksuelle vil blive modtaget positivt af imamer?

»Det er vigtigt, at vi udviser tolerance over for religion, men at vi samtidig også kræver, at de udviser tolerance og forståelse for, at andre minoriteter skal beskyttes lige så godt som de etniske minoriteter. Det er undergravende for Danmark og danske værdier, hvis man ikke forstår, at der skal være en mangfoldighed i seksualiteten.«

– Hvad nu hvis imamerne ikke følger din invitation?

»Så vil jeg gerne byde dem på en kop kaffe. Det vigtige er, at de tager afstand fra udstødelse af folk med anden seksuel orientering. Det er et vigtigt signal til alle de unge mænd og kvinder i det muslimske miljø, som føler sig enormt presset. Ikke mindst på baggrund af drabene i Orlando har imamerne også et samfundsansvar.«

– Er din invitation ikke en avanceret form for muslim-bashing fra SF’s side?

»Nej. Det handler om, at når man lever i Danmark, er der tre grundlæggende værdier: Demokrati, ytringsfrihed og ligestilling, herunder ligestilling mellem forskellig seksualitet. Det er grundlæggende værdier helt tilbage fra Oplysningstiden om, hvordan vi ser individets rettigheder. Og det gælder for alle i Danmark, ikke specielt eller kun for muslimer,« siger Pia Olsen Dyhr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvor latterligt! Det er ikke et krav, at folk skal gå ind for seksuel frigørelse.

olivier goulin, Flemming Berger, Henrik L Nielsen, Carsten Mortensen, Arne Lund, Kim Houmøller, Jørgen M. Mollerup, Hans Larsen, Anne Eriksen, Per Jongberg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvad med katolske præster, ortodokse jødiske rabbinere, danske kristne indre missionske præster, medlemmer af Jehovas Vidner mm. ? Skal de ikke også gå med i Priden i København - hvis imamer skal?

Det er en total misforståelse mener jeg, at politikere kun kræver, at visse imamer i DK skal gå med i Priden i København for at vise, at de forstår, hvad det er for et land muslimer, og imamer er kommet til. Dertil kommer, at der altså også er helt almindelige danskere, der ikke bryder sig alt for meget om bøsser og lesbiske; nogen af de her danske mennesker i DK har måske nok en idé om at homoseksuelle mm. godt må være her, men de skal for alt i verden ikke vise sig frem for verden i en Pride, eller tale om deres seksualitet på deres arbejdsplads.

Og det bør ikke være et krav til nogen i DK, at man skal gå ind for seksuel frigørelse....

olivier goulin, Flemming Berger, Leif Høybye, Arne Lund, Benny Larsen, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Dorte Sørensen, Jørgen M. Mollerup, Hans Larsen og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Lasse Reinhold

Åh, Fatih Alev. Han skrev engang "Muslimerne har en drøm om at leve i et islamisk samfund. Den drøm skal nok gå i opfyldelse i Danmark. Mange danskere konverterer til islam i disse dage og på et tidspunkt bliver vi et flertal."

"Det handler om, at når man lever i Danmark, er der tre grundlæggende værdier: Demokrati, ytringsfrihed og ligestilling, herunder ligestilling mellem forskellig seksualitet. Det er grundlæggende værdier helt tilbage fra Oplysningstiden om, hvordan vi ser individets rettigheder. Og det gælder for alle i Danmark, ikke specielt eller kun for muslimer,« siger Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr fatter ikke at troende muslimer, herunder imamer, slet ikke anerkender disse værdier fra oplysningstiden. Islam har ikke gennemlevet en reformation. Troende muslimer lever efter nogle grundlæggende værdier der hører en svundet tid til - set fra ikke-muslimeres synspunkt.

Måske de sidste 40 års krise i mellemøsten er starten på islams reformation. Spørgsmålet er så hvor mange årtier det vil tage, og i hvilken retning den vil reformeres. Accept af homoseksualitet og lighed mellem kønnene er nok for meget at håbe på allerede nu.

Pia Olsen vil gøre og sige hvad som helst for at komme i medierne den dag. Om det er gennemtænkt eller ej - skidtpyt, bare der står en journalist parat til at trykke, hvad der kommer fra hende.
Hun tænker vel, at når DF kan komme i medierne hver dag med alle deres idiotiske forslag, så kan jeg nok også. Indtil videre ser det ud til, at hun har haft heldet med sig. Sikkert nok fordi der stadig er agurketid, og aviserne mangler stof.
PS: Hun er ikke engang morsom.

Carsten Mortensen

Pia Olsen Dyhr er vist ude og forsøge at skaffe sig lidt billigt PR - på andres bekostning!
Grimt.

Henrik L Nielsen

Karsten Aaen

Det ville naturligvis være godt hvis andre forkyndere gik med. Jeg ville egentligt ikke være overrasket, hvis det forekom allerede. For nogle er det mere den åbne udstilling af seksualitet som forekommer på Priden end det er homoseksualitet som holder dem fra at deltage.

Pia Dyhr's pointe er nok at det i dag ikke er sjældent at præster støtter homoseksuelle, hvorimod det modsatte er normen for imamer.
Ifølge politikken støtter hver anden præst homoseksuelle vielser. http://politiken.dk/indland/ECE906993/hveranden-praest-stoetter-homoaegt...
Det kan man ikke ligefrem sige om imamer. Og ja, visse og store kredse af folkekirken har stadigt langt at gå.

jens peter hansen

Pia Olsen Dyhrs invitation er måske ikke så velovervejet, men at det her på tråden nærmest opfattes som en fornærmelse siger jo lidt om hvor stor tolerancen er over for anderledes tænkende.

Martin Madsen

Hold da op for et tågehoved, hun begynder at lyde ligesom Pianisterne..
Jeg kan ikke finde så meget som en rest af det gamle SF jeg stemte på i mange år.
Ingen substans overhovedet!

Torsten Jacobsen

Måske skal man tilgive en forpjusket SF'ers mediestunt, og rette sin forargelse mod denne form for intolerant og religiøst formørket tale:

"»Man behøver ikke nødvendigvis at være enig i homoseksuelles form for livsstil for at mene, at man ikke må udøve hate crimes eller chikane mod dem. Man kan sagtens være mod overgreb og chikane samtidig med, at man ikke billiger den livsstil, som de vælger at udføre.«

'Homoseksuelles form for livsstil' - en nydelig eufemisme, den. Og så den gentagne betoning af 'den homoseksuelles valg.

Jeg har hverken respekt for eller tålmodighed med den form for galopperende religiøs intolerance.

Carsten Mortensen, Robert Kroll og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Peter Hoffmeyer

Torsten Jacobsen
Jeg skal ikke lege advokat for nogen part her, men har umiddelbart svært ved at se udtalelsen som særlig slem.
Måske du overser den kontekst udtalelsen passer ind i ? Jeg læser den som et, i muslimsk sammenhæng, særdeles progressivt forsøg på åbenhed overfor en traditionelt udstødt og forhadt gruppe. Det kunne nok være formuleret mere elegant, men der er da klar bevægelse i en rigtig retning.

Torsten Jacobsen

Peter Hoffmeyer,

Det er da forhåbentlig din spøg?

Hvor mange knuder må man ikke slå på sig selv og sit intellekt, for at forbinde ord som 'åbenhed' og 'progressivt' med en så klart udtrykt fordømmelse af mennesker?

Måske er det dig, som overser den kontekst, som udtalelsen passer ind i? Eller også ser vi blot ikke det samme?

Pia Olsens anmodning til imamer har karakter af provokation. Pia Olsens intentioner fejler ikke noget.
Men hun forstå ikke religiøse normer og kulturer. Islam, kristendom, jødedom har klare anvisninger hvad angå homoseksualitet. Teologiske læresætninger er forankret i hellige skrifter. Jeg skal lige tilføje at jeg har intet imod homoseksualitet. Og jeg har selv fysisk deltaget i Copenhagen Pride.
Jeg appellere til Pia Olsen at ikke puste til ilden. Du løser ikke religiøse normer og kulturer ved at udstede diktater i Imamer. Så længe religiøsitet findes hos mennesket vil du altid møde afstandtagen til bestemte problemstillinger. Religiøsitet har stærke rødder til hellige skrifter. Nogle religiøse har stærke loyalitet følelse over for Gud og Guds henvisninger.
Pia Olsen, skal ansætte nogle teologiske rådgivere.
Der er forskel på fysisk angreb på homoseksuelle og afstandtagen til kulturen. Det eneste hjælp er information. Fortæl de religiøse at fysisk vold er uacceptabelt handling. Og at Gud er kærlig og har plads til alle. Politikerne skal være forsigtig med at udstede direkte diktater og kompromitterende krav til religiøse autoriteter. Der findes mange fornuftige religiøse præster, imamer. Men du kan aldrig eliminere minoriteter som læser de hellige skrifter bogstaveligt.

Peter Hoffmeyer

Nej, ingen spøg.
Kravet har aldrig været at vi skal acceptere og elske alle menneskelige udtryk eller at vi ikke må fordømme andres valg.
Bare at vi må tolerere andres udtryk og valg, i den udstrækning det ikke skader, skaber unødig risici mv.
Forventer du virkeligt total muslimsk accept af homoseksuelle ? Den har du ikke engang fra den blide kristne kirke. Mange steder i den muslimske verden er den almindelige respons noget med udstødelse, fængsling eller sågar stening.
Jeg finder det progressivt, relativt til denne tilgang, at danske imamer mv. taler for tolerance.

Mon ikke de fleste synes, at Pia Olsen Dyhr har gjort det rigtige ved at udstede en venlig opfordring/invitation til imamerne.

Frigørelse (også seksuel) er da altid positivt
- og frigørelse fra oldgamle religiøse normer/vrangforstillinger/tvangstanker, om hvordan folk skal opføre sig seksuelt for at behage den "usynlige mand" i himlen , er da helt fint .

Seksuel frigørelse er ikke det samme som, at man skal gå rundt og parre sig til højre og venstre med hvad som helst - det er ene og alene et spørgsmål om, at vi hver især har den fulde ret til selv at bestemme over os selv og vores adfærd (- og at andre skal "blande sig udenom").

Peter Hoffmeyer

Ingen årsag.
Der er da mange valg i forbindelse med udlevelse af vores seksualitet, adfærd, livstil mv. Ser du dig ikke blind på et ord og en afstikker om oprindelsen til homoseksualitet ?
Hvorfor nogle mennesker er homoseksuelle er da uinteressant. Pointen er at folk der skal bo her, må lære at tolerere andres valg/natur. Og det kan kun gå for langsomt - gør det allerede !
Fuck om de deltager i paraden ! Bare de lærer at leve med andre udtryk, og måske, en dag om 100 år hvem ved, tillader deres egne børn og trosfæller at udforske seksualitet og menneskelighed, uden tåbelige religiøse fordomme.

Torsten Jacobsen

Peter Hoffmeyer igen, denne gang lidt mere høvisk:

Jeg forventer ikke tolerance fra religioner. Deres raison'd'etre er at forsikre skrøbelige sjæle om, at de er de udvalgte, de retfærdige, de værdige (hvad er en sådan ære værd, hvis der ikke findes uværdige?). Et tilbud om salve på et eksistentielt sår, en nem flugt fra tvivlen gennem det filosofiske selvmord. Man bør vare sig for at forvente andet end dårskab, fra sådanne selvforelskede og angstfyldte desertører.

Jeg forventer heller ikke, at alle neoliberalister pludselig indser, at solidaritet bringer større livstilfredshed end egennytte. At mennesker opslugt af materiel overflade pludselig alle som en finder dybde.

Men jeg forventer gudhjælpemig at en journalist for 'Den mindst ringe' konfronterer en religiøs lederskikkelse, når denne sådan en passant udtrykker sin misbilligelse med en gruppe af mennesker, hvis eneste forbrydelse er at eksistere. Og jeg forventer at alle progressive, åbne og tolerante mennesker uden tøven siger fra, når de konfronteres med sådan idioti.

Henrik L Nielsen

I stedet for denne i grunden provokerende invitation burde Pia Dyhr i stedet samarbejde med nogle af de mere åbne og tolerante imamer, som allerede accepterer homoseksuelle i deres menighed. Samarbejd med dem og arbejd for at fremme denne gruppe i stedet for at provokere de fremtrædende, som pt er de mere radikale.
De tolerante får ganske vist ikke så meget medie dækning, så det er måske derfor man i stedet provokerer?

Intolerance findes i alle afskygninger. Du kan ikke kræve at alle skal acceptere bestemte normer og skikke. Der findes intolerante racister. Der findes mørkehud hadere. Der findes folk som tror virkelig at alle grønlændere er stive hele tiden. Der findes folk som hader russere. Der findes folk som spørger om vi har internet i vores Iglooer. Intolerance kan ikke alene adresseres til de religiøse. Intolerance og små racistiske attituder florere i alle samfundslag. Homoseksuelle er godt accepteret af majoritet befolkningen i Danmark. Derfor er diskussionen oppustet og kedeligt.

Peter Møllgaard

Henrik L. Nielsen >
Hvad er det for nogle imamer, der accepterer homoseksuelle i deres menighed? Kan du give en henvisning eller et link?