Trepart: Thornings regering kunne ikke – nu har Løkkes gjort det

Venstre-regeringen har nu formået at indgå to delaftaler i trepartsforhandlingerne.

Først en aftale om flygtninge og integration. Det førte blandt andet til den nye integrationsgrunduddannelse. Og i går landede regeringen så endnu en aftale om praktikpladser med fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

Den skal sikre flere praktikpladser ved blandt andet at lave om på den måde, som virksomheder bliver belønnet for at oprette praktikpladser.

Aftalerne står i skarp kontrast til Helle Thorning-Schmidts regerings bestræbelser på at lave en trepartsaftale tilbage i 2012.

Historisk forlis

Socialdemokratiets top, som traditionelt er tæt forbundet med fagbevægelsen, formåede ikke at få samlet parterne i det, der ellers var et prestigeprojekt for den tidligere regering.

»Det var første og eneste gang i danmarkshistorien, at der var forlis omkring trepartsforhandlinger,« siger Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet. Han er bestemt ikke er imponeret af den tidligere regerings evner udi trepartsforhandlinger.

Han peger på, at det dengang nærmest blev en forudsætning for forhandlingerne, at arbejdsmarkedets parter – særligt fagbevægelsen – skulle aflevere fire milliarder kroner ved indgangsdøren til forhandlinger.

»Men man kan aldrig sætte en forhandlingspartner i en situation, hvor de ikke kan handle – og det var det, regeringen gjorde,« siger Henning Jørgensen.

Brug for hjælp

SRSF-regeringen stod dog også i en vanskelig situation i 2012, siger Mikkel Mailand, der er arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet. Et af de forslag, der var i spil, var, at man ville fjerne flere fridage.

»Samtidig syntes fagbevægelsen, at den havde leveret i form af eksempelvis dagpengereformen. Så opgaven var svær, og forløbet var måske heller ikke godt nok forberedt,«siger Mikkel Mailand.

Henning Jørgensen omtaler den tidligere regerings forsøg på at forhandle en trepartsaftale som et »big bang«, hvor der var alt for mange punkter at forhandle om. Sådan har Lars Løkke Rasmussens regering ikke gjort, siger han.

»Han har lært af det. Du skal ikke lave et big bang, og du skal ikke stille dine forhandlingspartnere i en situation, hvor de ikke kan forhandle,« siger han.

De nuværende forhandlinger har indtil videre været delt op i flere bidder. Først flygtninge og integration som emne. Dernæst en aftale om praktikpladser, som altså blev landet i går.

»Regeringen gjorde runde ét til en forudsætning for runde to. Det blev måske ikke sagt direkte, men det var dét, der lå i det. På den måde sætter man parterne under pres for at levere. Dermed risikerer man heller ikke at lægge alle æggene i én kurv, hvor det bliver knald eller fald,« siger Mikkel Mailand.

Henning Jørgensen mener, at det skinner igennem, at Lars Løkke Rasmussens regering er smal, og at den har brug for hjælp udefra for at overleve.

»Parterne hjælper Lars Løkke med at blive på taburetten, og Lars Løkke hjælper parterne med at få indflydelse på reformerne og giver dem et politisk comeback efter Corydon, Thorning og Vestager kørte dem ud i mørket,« siger Henning Jørgensen.

Han roser Lars Løkke Rasmussens forhandlingsstrategi – og også formanden for LO, Lizette Risgaard.

»Det normale er blevet, at der er borgerlig dominans på regeringsbænken – og ikke socialdemokratisk. Det er noget helt andet end tidligere, hvor fagbevægelsen altid havde partikammerater i regeringen, som man bag lukkede døre kunne finde løsninger med. Den måde at lave politik på duer overhovedet ikke mere. Det har Lizette Risgaard set. Det er jo ikke bare personer, hun har renset ud i LO. Hun har skiftet strategi og forstået, at fagbevægelsen skal kunne forhandle med hvem som helst.«