Læsetid: 6 min.

’Jeg skulle være den bedste udgave af mig selv’

Som 15-årig spiste Sarah Wessmann sig mæt i tyggegummi og vand for at blive et ’slankere og bedre jeg’, og hun blev en af de stadigt flere unge, der lider af spiseforstyrrelse. I dag er hun rask og kæmper for at bryde tabuet
Da Sarah efter 3.g. fik job i Bilka, følte hun sig for første gang i årevis helt tryg. Alle havde uniformer på, så alle var lige, fortæller hun.

Ulrik Hasemann

8. august 2016

Selv om det i dag er ti år siden, at Sarah Wessmann fik en spiseforstyrrelse, kan hun stadig huske, præcis hvordan den begyndte.

»En dag på efterskolen var der en, der tog et billede af mig. Da jeg så billedet, blev jeg helt panisk, fordi jeg syntes, at jeg var så grim. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at det var sådan, jeg så ud,« siger Sarah Wessmann.

Derfra tog hendes tanker fat.

»Jeg tænkte, at jeg ikke havde lige så stor pondus og berettigelse, hvis jeg ikke så godt ud og var på den rigtige måde. Jeg fik en opfattelse af, at hvis ikke jeg havde noget præsentabelt at komme med, havde jeg heller ikke evnen til at sætte mig selv i respekt over for omverdenen.«

Hun gik i gang med at lave lange lister i en kinabog med krav til, hvordan hun skulle være.

»Jeg skrev ned, hvilke følelser jeg måtte have, og hvilke følelser jeg ikke måtte have, hvad jeg måtte spise, og hvad jeg ikke måtte spise, hvad jeg måtte sige, og hvad jeg ikke måtte sige. Der var lister for alt,« fortæller Sarah.

På en liste over madvarer i kinabogen stod der navne på grøntsager, frugt og sukkerfrie væsker, som hun gerne måtte indtage.

Sarah drak sig mæt i vand og tyggede sukkerfrit tyggegummi for at holde sin trang til at spise nede, og hun lavede regler for sine måltider ved at dele sin portion op i fire dele for kun at spise den ene del. Sarah gik lange ture og noterede præcist, hvor langt hun havde gået og omregnede kilometerne til antal kalorier, hun havde forbrændt.

»Jeg skulle være den bedste udgave af mig selv. Der var et stort udbud af informationer om, hvordan man kunne blive et bedre, stærkere, klogere, gladere og slankere ’jeg’. De informationer sugede jeg til mig i et forsøg på at bygge en stærk identitet op om mig selv,« fortæller Sarah Wessmann.

Kontroltab

Inden Sarah Wessmann tog på efterskole, havde hun været vant til at skulle være stærk og ansvarsfuld over for sin mor, som led af svære depressioner. Men da hun kom på efterskole, fandt hun ud af, at det måske ikke var helt så normalt, den måde tingene fungerede på hjemme hos hende. Hun spejlede sig i de andre og fik en følelse af, at hun ikke var som de andre.

»Min identitet var blevet som en bunke legoklodser, der var sat skævt sammen.«

Efter et lille halvt år havde Sarah tabt sig 15 kilo. Lærere og venner begyndte at lægge mærke til hendes markante vægttab, og hun blev sendt hjem.

Da Sarah var hjemme, kom hun til lægen, der gik ud fra, at hendes vægttab havde noget at gøre med stofskiftet, alderen taget i betragtning. Den forklaring spillede Sarah med på.

»Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle sige, at jeg bevidst gjorde det mod mig selv. Så jeg løj‚« fortæller Sarah, der aftalte med sin mor og lægen, at hun skulle blive hjemme, indtil hun havde taget på i vægt.

Derhjemme blev hun ved med at tabe sig, hendes menstruation udeblev, og sulten begyndte at holde hende vågen om natten.

Det varede dog ikke længe, før anoreksien gik over i bulimi. Sarah tog på festival for at afslutte året på efterskolen sammen med sine venner, og her drak hun sig fuld.

»Da jeg blev fuld, begyndte jeg at spise rigtig meget. Jeg havde jo nærmest ikke spist i et halvt år,« husker Sarah.

På et tidspunkt i løbet af festivalen begyndte ’kritikeren’ i Sarah at bebrejde hende, at hun var ved at miste kontrollen over, hvad hun spiste.

»Så gik jeg ud og stak to fingre i halsen.«

Nu var der pludselig en handling forbundet med det, hun gjorde ved sig selv, og Sarah vidste fra det øjeblik, at hun var syg.

»Jeg var dagligt svimmel og oplevede ofte, at det sortnede for mine øjne. Mit blodsukker var svingende på grund af overspisninger og opkastninger, og jeg havde mavesmerter, rysten og hovedpine. Mine knoer sprak, fordi de blev skrabet til blods af tænderne under opkastning, og jeg fik syreskader på tænderne og sviende smerter i svælget,« fortæller hun. Alligevel fortsatte hun.

»Jeg blev selvfølgelig berørt af, at jeg var syg, men jeg var stadig så syg, at jeg fortsatte, fordi det virkede,« siger Sarah.

Overspisningerne udgjorde et helle fra ’kritikeren’, imens opkastningerne skulle råde bod på indtaget. De var altid efterfulgt af følelser af lettelse og tilfredsstillelse, men også skam, sorg og skuffelse.

Sarahs hemmelighed

Da Sarahs anoreksi blev til bulimi, begyndte hun så småt at tage på i vægt. Hendes menstruation kom tilbage, hun fik et fritidsjob, begyndte på gymnasiet og havde gode venner.

»Udadtil så alting godt ud, og jeg kunne sagtens kaste mad op i smug. Jeg lærte at skjule lugten og lyden og gøre rent efter mig. Jeg sagde, at jeg gik i bad, men så kastede jeg i virkeligheden op, mens bruseren løb ved siden af.«

På en almindelig dag kastede Sarah op to til tre gange. Når det var værst, kunne hun gøre det op til ti gange om dagen.

I et år holdt hun bulimien skjult, indtil hendes mor en dag konfronterede hende med, at der forsvandt så meget mad fra skabene. Sarah blev sendt til lægen igen, som denne gang konkluderede, at hendes symptomer måske ikke havde noget at gøre med stofskiftet.

Hun blev henvist til en psykolog, men samtalerne med psykologen hjalp ikke Sarah til at få det bedre, og hun blev flyttet til børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. I løbet af al den tid holdt Sarah sin spiseforstyrrelse skjult for sine klassekammerater.

»Jeg ville ikke være hende fra 2.b med en spiseforstyrrelse. Det var jo enormt skamfuldt.«

Men selv om Sarah følte skam over spiseforstyrrelsen, var den hendes bedste ven i lang tid. »Den hjalp mig til at klare nogle belastninger i min barndom. Men så begyndte selve spiseforstyrrelsen at være en belastning med flere minusdage end plusdage. Jeg skulle nå dertil, hvor jeg begyndte at indse, at jeg påførte mig selv smerte,« fortæller hun.

Det var samtalerne med psykiatere og psykologer gennem årene, der fik hende til at forstå, at det, hun gjorde mod sig selv, var alvorligt, og det var også psykiateren, der fortalte hende, at hun ikke behøvede at være stærk hele tiden. »Jeg havde brug for at sætte mig selv i en offerrolle og få at vide, at det var okay. Det havde jeg ellers løbet langt væk fra.«

Hviler i sig selv

Da Sarah blev færdig med 3.g., begyndte hun at arbejde fuldtid som servicemedarbejder i Bilka. Her følte hun sig for første gang helt tryg.

»Det var en afdeling, hvor alle havde uniformer på, alle var lige, og jeg fik anerkendelse for jobbet og den, jeg var,« fortæller Sarah. I dag er hun 26 år og læser til sygeplejerske. Hun kaster ikke længere op med vilje eller sulter sig selv, men har accepteret, at hun er psykisk sårbar.

Af og til kommer den gamle ’kritiker’ tilbage i hende, og så søger hun hjælp hos en psykolog. Men jo ældre hun bliver, desto mindre har hun brug for det.

»Jeg betragter i højere grad min psykiske sårbarhed som et livsvilkår, jeg har lært at leve med. Med alderen vokser jeg fra en masse ting. Jeg kan mærke, at jeg hviler mere i mig selv nu, og jeg går mindre op i, hvad jeg tror, samfundet og min omgangskreds mener, at jeg skal leve op til.«

Sarah har været helt rask i fire år og arbejder nu frivilligt med at hjælpe andre psykisk sårbare unge, der kæmper med de samme ting, som hun gjorde. Hun ville ønske, at lidt flere vidste, hvor almindelige psykiske lidelser er.

»Hver gang der er de her store landsindsamlinger, er det til fordel for Hjertesagen eller Kræftens Bekæmpelse. Det er ikke, fordi det ikke også er vigtigt, men hver femte dansker stifter bekendtskab med psykiatrien på et eller andet tidspunkt i sit liv, og psyken er lige så meget værd at forske i. Vi ved så lidt om det, både forskningsmæssigt og som almene samfundsborgere, og jeg tror, at mange ting kunne forklares og forstås bedre af mange mennesker, hvis vi vidste lidt mere om det på flere niveauer.«

Serie

Ondt i ungdommen

Danske unge er langt mindre lykkelige og har flere psykiske lidelser end de ældre generationer. Et stigende antal børn og unge mistrives og kæmper med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskade.

De befinder sig i en gråzone, hvor de ikke er syge nok til psykiatrien, men ikke raske nok til at fungere i et uddannelses- og ungdomsliv præget af stadigt højere krav om præstation, fleksibilitet og et perfekt liv.

Information går i en række artikler tæt på fire unge med ondt i livet og de samfundsstrukturer, der er med til at gøre dem syge. 

Seneste artikler

  • ’Psykisk sårbare unge vil ikke skuffe deres forældre’

    12. august 2016
    Psykisk sårbare unge har ikke mange muligheder for at få hjælp. Men mange af dem har bare brug for nogen at tale med, for ofte kan det ikke være deres forældre
  • Ingen undslipper perfektionismen

    9. august 2016
    Perfektionisme er de seneste 25 år blevet et vigtigt forskningsområde, fordi den er en risikofaktor i forhold til at få psykiske problemer. En af forskerne, Andrew Hill fra York St John University i Storbritannien, ser tegn på, at flere unge lider under perfektionisme
  • Psykisk helbred bliver bedre med alderen

    9. august 2016
    Unge er særligt udsatte for angst og depression på grund af den høje grad af usikkerhed, livet er forbundet med i den periode. Men forskning tyder på, at det psykiske helbred bliver bedre, i takt med at man finder fodfæste i livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en meget forenklet opfattelse af spiseforstyrrelser.
Men igen, så skal fokus rettes mod kost og levevis - her mindreværdsfølelser. Det handler så rigtigt nok om kontrol af sig selv i forhold til omgivelserne.

Hvorfor sniger man igen en historie om "Lejrchefen" ind her sidst på listen? Var den and ikke spist?

"Skulle være stærk og ansvarsfuld over for sin mor, som led af svære depressioner og svære belastninger i barndommen".
Det kan være stærkt medvirkende i nogle tilfælde.