Læsetid: 5 min.

Har Christiania en fremtid som fristad?

Er grænsen nået for Christiania som alternativt projekt og fristad?
2. september 2016

’Luk Christiania’

Pia Allerslev (V), børne- og ungdomsborgmester, København

– Er grænsen nået for forestillingen om Christiania som fristad?

»Jeg synes, grænsen er nået. Jeg har skrevet om hændelsen på twitter og har fået mange sure kommentarer om, at det er politikernes skyld. Men det er bare for nemt af christianitterne, at de ikke tager ansvar for, hvad der foregår på deres eget område. Det her viser meget tydeligt, at der hersker en lovløshed, som er ude af kontrol, når betjente ikke kan passe arbejdet uden at blive truet på deres liv, og at man som civil heller ikke kan komme der uden at være bange for at blive ramt af skud eller andet.«

– Har christianitterne et særligt ansvar for at gøre op lovløsheden? Det er vel politiet, der skal sørge for lov og orden?

»Det er så det, politiet ikke får lov til. Politiet er blevet overfaldet før, og hvis christianitterne ikke har styr på, hvem der er på deres område, mener jeg ikke, at christianitterne har ret til at være der. Christianitterne holder stædigt fast i en romantiske drøm om, at de godt kan kontrollere hashhandlen. Men når vi ser, hvor meget andet kriminalitet, der foregår, så er det jo bevist, at de ikke har styr på deres egen butik. Derfor mener jeg, at vi skal lukke Christiania og flytte nogle andre ind på området, f.eks. bygge ungdomsboliger eller åbne de skønne rekreative områder, som københavnerne sikkert gerne vil være en del af, og som de ikke rigtig kan få adgang til nu.«

’En kulisse’

Mads Kastrup, opinionsredaktør Ekstra Bladet

– Er grænsen nået for forestillingen om Christiania som fristad?

»Christiania har for længst overskredet grænsen for at kunne kalde sig en fristad. Skudepisoden gør det kun værre. Christiania har altid påberåbt sig at være et rummeligt samfund. Men i de senere år er det det omkringliggende samfund, der har været rummeligt, mens Christiania har været ekskluderende og vært for gangstervold. Der har højrefløjen jo ret, og det er blevet bevist med skudepisoden i nat. Men det er desværre stadig en udbredt opfattelse, at Christiania er et vigtigt alternativt. Men hvornår har staden sidst taget indvandrere til sig eller givet fattige unge boligsøgende en gratis bolig? Christiania er blevet en kulisse, et spil for galleriet.«

– Har christianitterne et særligt ansvar for at gøre op med den lovløshed, der præger Christiania?

»Da fonden overtog Christiania, betød det, at staden nu tilhører christianitterne. Men samtidig ophævede man undtagelsesloven, hvilket jo må betyde, at almindelige love og regler nu gælder derude. Det er politiet og Søren Pind, der har ansvaret for at rydde op på Christiania, sådan som jeg forstår det.«

’Hash-kapitalisterne’

Erik Clausen, filminstruktør

– Er grænsen nået for forestillingen om Christiania som fristad?

»Jeg kender kun sagen fra pressen. Men det er relevant at spørge, om man kan blive ved med at tale om en fristad, når man har risiko for at blive skudt, også selv om man er politibetjent. Så er undskyldningen, at det kun er en lille klike, der laver noget. Men det foregår jo inde på grunden i fristaden, som de også viser frem til turister og selv taler meget om. Hvis de skal bevare navnet fristad, så skal christianitterne til at rydde op derude.«

– Har christianitterne et særligt ansvar for at gøre op med den lovløshed, der præger Christiania?

»Christianitterne har ansvar for Christiania. Sådan er det. Men om de kan løfte det ansvar, det er tvivlsomt. Det kan være, at der er så hård en kerne derude, som ikke er så berørings- og samarbejdsvillige. Men det må de jo diskutere på fællesmødet. Jeg kalder Pusherstreet for hash-kapitalisterne, de er styret af ganske almindelige markedsmekanismer. Men når noget støder ind i dem, så udtrykker de sig med vold, og det er uudholdeligt at se på.«

’Nødt til at samarbejde’

Jakob Reddersen, christianit frem til 1993, vicedirektør i AKF-Holding

– Er grænsen nået for Christiania som alternativt projekt og fristad?

»På den ene side er Christiania et stærkt fællesskabsprojekt med antikapitalisme, mens hashmarkedet repræsenterer det stik modsatte på alle leder og kanter. Med sin bløde tilgang til alting har det altid været et dilemma for Christiania at skulle leve side om side med den rå kapitalmagt, når den stikker sit rå hoved frem som i nat. Det er sket mange gange før. Der har altid været den voldsomhed, som de kriminelle penge har repræsenteret,men Christiania har aldrig kunnet løse konflikten, fordi de var for mange, der var involveret på den ene og anden måde.«

– Har christianitterne et særligt ansvar for at gøre op med den lovløshed, der præger Christiania?

»Ja. Vi forsøgte i 1978 at lave et samarbejde med politiet for at få hånd om de hårde stoffer. Der blev vi voldsomt svigtet af politiet, så det har også været et vanskeligt samarbejde med netop politiet. Men man er nødt til at samarbejde med myndighederne. Fristadens vi kan selv-holdning er en barriere for at få skovlen under lovløsheden, men et samarbejde ville også kræve, at myndighederne ikke gik i for små sko. Selv blev jeg kaldt ’forræddersen’, fordi jeg efter nogens mening snakkede lidt for meget med myndighederne.«

’Fonden har ikke misligholdt nogen aftaler’

Knud Foldschack, advokat og talsmand for Christiania-fonden

– Er grænsen nået for forestillingen om Christiania som fristad?

»Man kan jo ikke lukke Christiania. Fonden, der ejer Christiania, og som jeg repræsenterer, har jo ikke misligholdt nogen aftaler. Det her er for alvorligt, til at man skal komme med den slags populistiske udmeldinger. Det er dybt tragisk, det der er sket. Men i stedet for de automatudmeldninger, om at hashen skal legalisereres, politiet skal væk, mere politi på gaderne, luk Christiania, eller at christianitterne skal selv rydde op, så må vi prøve at løse det i fællesskab. «

»Fondens opfattelse er, at vi kan sikre et våbenfrit Christiania, og vi har bedt fællesmødet om at tilkendegive, at man ikke vil acceptere våben på området. Hvis der kommer nogle meget præcise udmeldinger fra fonden og fællesmødet, og at vi er enige om at gribe ind, hvis folk ikke kan finde ud af det her for at blive accepteret på Christiania, så tror jeg, at er meget mere virksomt, end hvad politiet kan gøre. Men det må gerne ske i dialog med kommune og stat. Vi kan ikke leve med det, der er sket natten til torsdag. I værste fald, og der tror jeg ikke, vi når hen, må vi sige, at vi som fond ikke kan være med mere.«

– Hvis I vil tage ansvar for at få våbnene fjernet, har christianitterne så også et særligt ansvar for at skille sig af med Pusherstreet?

»Vi kan ikke tage politiuniformer på og rydde Pusherstreet. Der er ikke enighed om, at man skal af med hashen, men jeg vil vende det om og sige, at der er ting, vi kan og bør blive enige om ikke at acceptere, og det er våben. Det er før lykkedes, at man er stået sammen om, at man ikke vil acceptere våben.«

Læs også: Fristad klemt mellem idealer og profit

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Dorte Sørensen
Espen Bøgh og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

En bemærkning til - "og hvis christianitterne ikke har styr på, hvem der er på deres område, mener jeg ikke, at christianitterne har ret til at være der." - hvad mener Pia Allerslev (V), børne- og ungdomsborgmester, København med det?
Skal fodboldt klubber så ikke også lukkes, når deres fan laver optøjer osv.

Anne Eriksen, kjeld jensen, David Zennaro, Martin E. Haastrup, Karen Grue, Jens Kofoed, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Måske skulle man overveje at lukke Venstre? Partiet har jo tydeligvis ikke haft styr på diverse kreative bogholdere og småkriminelle borgmestre, der måtte et smut i fængsel for deres lidt for lange fingres skyld.

Selv kan jeg oplyse, at jeg engang boede i kollektiv med en butikstyv, så politikerne skulle måske også overveje at forbyde bofællesskaber af enhver art? Inklusive ægteskaber, selvfølgelig, hvis ægtefællen ikke har styr på, hvad ægtefællen foretager sig, kan man jo med god ret betvivle, om de så også har ret til at være gift, efter fru Allerslevs logik.

Det nemmeste vil selvfølgelig være bare at forbyde alt, hvad der er ulovligt. Hvor svært kan det være?

;-)

Anne Eriksen, kjeld jensen, David Zennaro, Martin E. Haastrup, Janus Agerbo, Karen Grue og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg går ind for sociale eksperimenter og derfor har jeg de seneste år været imod Christiania, da fristanden har fungeret som en blokering af nye socialeeksperimenter.
- ENDELIG har christianitterne taget sig og optræder som et positivt forbillede i stedet, at optræde som nogen der bare har en destruktiv indstilling til samfundet. Lad os håbe at den indstilling også smitter af på deres holdninger til legalisering af hash, så de indser og står ved; at hash ikke bare er et gode og hvis hash skal legaliseres at vi så skal diskutere såvel de gode som de dårlige sider af hash.
- Tiden må være slut for firkantede og ensidige holdninger, hvor man kun tænker på sig selv, men også sætter tingene ind i et reelt samfunds perspektiv og tænker på andre.

Martin E. Haastrup

De kapitalistiske pushere var, har altid været og vil sandsynligvis med tiden atter dukke op igen og igen, på Staden, fordi hash er kriminaliseret. Sålænge hash er kriminaliseret og så mange stadig bruger det, vil der altid være et attraktivt illegalt marked.

Men efter Christianittenes historiske egen rydning af Pusher Street idag, vil hash-pusherne istedet, med stor sikkehed, også spredes (endnu mere) til hele byen. Især på Christianshavn, men sikkert også Nørrebro/Vesterbro. - Vil beboerne på disse områder så også blive hetzet ud i pressen og medierne for ikke at ville tage ansvar for deres lokal-områder, hvis de ikke stiller sig op i samlet flok og jager pusherne ud af deres bydele?

Det er en bekymrende trend, at man idag allerede kan anklages for den uofficielle befolknings-domstol for ikke at ville agere frivillig PET-agent, gratis politi-bebetjent etc overfor sine (kriminelle) med-/mod-borgere. Er beboerne på Istedgade så også medskyldige i at lade stå til om trækkeriet og alfonseriet der?

Er man med-skyldig fordi man ikke vil gøre Politiets arbejde? - Fordi man ikke angiver en pusher/luder/alfons på gaden til Politiet? Det vidner om at Danmark er blevet forvandlet til et sygt stikker-samfund. Enten er du med os, eller også er du imod os.

Jeg har fuld respekt for at Christianitterne nu selv har taget stilling og besluttet at rydde Pusher Street. - Men jeg kan heller ikke sige mig fri fra en snert af alvorlig bekymrende undren over denne art nye og tilsyneladende 'normaliserede' tilgang til at løse problemet.

Jeg er bekymret for 'normaliseringen' af Fristaden. Jeg er bekymret for, at det officielle Danmark vil blive ved med at intrigere mod Christiania under 'normaliserings-banneret' - Hvis ikke hash, så noget andet, byggestil, hundehold, natur-plejen på de gamle diger osv. - Opfindesomheden fra de radikaliserede populister i landets selvudnævnte 'normaliserede' stikker-og parallelsamfund, som bliver flere og flere her til lands - Hele tiden spekuleres der i, hvad man kan finde at udsætte på Christianitterne - Og hinanden og de andre - På Fjenden. For at få ram på dem alle sammen. Den kroniske aktivistiske dagsorden har kunnet ses tydeligt i Operation Pusher-Street. Ingen pardon.

Rent ud sagt, er jeg af den holdning, at 'normaliseringen' af Fristaden, således vist, blot er endnu en sådan politiker-intrige-iscenesat legaliseret krig-mod-hash-pusher-terror-proces, om at langsomt, men sikkert og systematisk kvæle al ulydighed ud af Christianitterne, stykke for stykke, sag for sag. De 'normaliserede' bannerførere bliver aldrig tilfredse. Før ingen længere kan se eller mærke eller høre forskel på Fristaden og det omkringliggende samfund.

Og når det er sket, den dag Fristaden erklæres 'normaliseret' er Christiania forvandlet til sin egen modsætning. Den dag er Fristaden død. Ånden fra tresserne er endegyldigt slået ihjel.

I bedste fald bliver C så reduceret til en historisk turist-museums-genstand. Fuldkommen blottet for den oprindelige ukuelige oprørskhed og vilje til at søge selvstændigt tænkende alternative veje i et stor-og hyper-kapitalistisk og dermed menneske-og miljø-og fremmed-fjendsk udbytter-, overvågnings-og stikker-samfund.

Den dag er jeg bange for at håbet om virkelig frihed, for alvor også er blevet smidt ud med badevandet.

Martin E. Haastrup

Poul Solrart Sørensen - 13:43

ENDELIG har christianitterne taget sig og optræder som et positivt forbillede i stedet, at optræde som nogen der bare har en destruktiv indstilling til samfundet. Lad os håbe at den indstilling også smitter af på deres holdninger til legalisering af hash, så de indser og står ved; at hash ikke bare er et gode og hvis hash skal legaliseres at vi så skal diskutere såvel de gode som de dårlige sider af hash.
- Tiden må være slut for firkantede og ensidige holdninger, hvor man kun tænker på sig selv, men også sætter tingene ind i et reelt samfunds perspektiv og tænker på andre.

Jeg korrigerer : (også for semantiske fejl mm)

IGEN har christianitterne hold Råd og optræder som et positivt forbillede, i stedet for at optræde som alle andre og især politikerne. der bare har en destruktiv og populistisk indstilling til samfundet. Lad os håbe at deres indstilling også smitter af på befolkningens og politikernes holdninger til legalisering af hash, så de indser og står ved; at hash ikke bare er et onde og hvis hash skal legaliseres, at vi ikke kun skal diskutere de dårlige sider af hash.
- Tiden må være slut for firkantede og ensidige populistiske politiker-holdninger, hvor man kun tænker på sig selv, men også sætter tingene ind i et reelt samfunds perspektiv og tænker på de mange som ryger hash uden problemer.