Læsetid: 3 min.

Embedsmand om konventionsstridig praksis i statsløsesagen: ’Det var skåret ud i pap’

Birthe Rønn Hornbech burde have forstået, hvad hendes embedsmænd skrev til hende om at rette ind efter konventionerne, forklarede tidligere afdelingschef i Integrationsministeriet Kim Lunding fredag ved et retsmøde i erstatningssagen mod Integrationsministeriet rejst af en række statsløse
Daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev advaret af sine embedsmænd om, at ministeriets praksis var i strid med konventionerne, sagde tidligere afdelingschef i Integrationsministeret Kim Lunding i Østre Landsret fredag. 

Daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech blev advaret af sine embedsmænd om, at ministeriets praksis var i strid med konventionerne, sagde tidligere afdelingschef i Integrationsministeret Kim Lunding i Østre Landsret fredag. 

Sofie Amalie Klougart

12. september 2016

En række statsløse har i kølvandet på statsløseskandalen rejst en erstatningssag i Østre Landsret mod Integrationsministeriet og tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

Fredag eftermiddag blev den første af en række af ministeriets embedsmænd afhørt, da tidligere afdelingschef Kim Lunding tog plads ved bordet foran de tre landsdommere.

Men selv om sagsøgernes advokat, Christian Harlang, gennem halvanden time forsøgte at få Lunding til at uddybe sin rolle i Integrationsministeriet i den periode, hvor unge statsløse i strid med internationale FN-konventioner blev nægtet dansk statsborgerskab, var det meget begrænset, hvad den tidligere topembedsmand ønskede at sige.

Han havde, som han forklarede, i to mavebælter – dvs. indstillinger – til Birthe Rønn Hornbech forklaret, hvorfor ministeriets praksis var i modstrid med konventionerne.

Læs også: Statsløseskandalen: Var der politiske motiver bag, at fejlbehandlingen trak ud?

»Det var utvetydigt klart og skåret ud i pap,« som Lunding flere gange understregede med tilføjelsen, at dermed var hans rådgivningsforpligtelser over for ministeren som topembedsmand »opfyldt og udtømt«.

Men når nu ministeren enten ikke ville eller kunne forstå, at afslagene til de unge statsløse var retsstridige, hvem havde så ansvaret for at rådgive ministeren yderligere? borede Harlang. Var det Lunding eller var det måske hans chef, den daværende departementschef Claes Nilas?

»Hvis der skulle gøres mere, så var det næste led,« svarede Lunding og forsøgte dermed at skubbe ansvaret fra sig.

Lunding og Nilas var de to eneste af Integrationsministeriets embedsmænd, der fik skrammer, da Statsløsekommissionen sidste år afleverede sin gennemgang om sagen i ni bind.

Efter en samlet vurdering af Lundings rolle fandt kommissionen således, at der var tale om forseelser »af en grovhed, der giver grundlag for, at det offentlige søger Kim Lunding draget til ansvar.«

Det var den tidligere topembedsmand naturligvis ikke begejstret for at se, da han fik kommissionsberetningen.

»Af ren frustration smed jeg den ud,« forklarede han.

Trods kommissionens kritik kom Lunding ikke i tjenesteforhør. Men han blev dog degraderet. Fra at være afdelingschef i ministeriets departement blev han således forflyttet til en nyoprettet stilling som kommitteret i Udlændingestyrelsen.

»Jeg har skiftet tjenestested. Det er sådan set det,« som han udtrykte det i landsretten.

Forgyldt som kommitteret

På forhånd har Kammeradvokaten blankt afvist, at staten vil udbetale godtgørelse til de statsløse i den størrelsesorden, som advokat Harlang har krævet.

For fem af sagsøgerne har Kammeradvokaten dog erklæret vilje til at betale en godtgørelse på op til 10.000 kroner, fordi den retsstridige sagsbehandling i deres tilfælde har betydet, at de ikke har fået et dansk statsborgerskab så tidligt, som de havde krav på.

Staten er straks mere generøs i forhold til Lunding. Ifølge en lønseddel fra december 2015, som Information har fået aktindsigt i, udgjorde hans grundløn godt 55.000 kroner.

Dertil kommer et personligt varigt tillæg på godt 15.000 kroner samt et centralt topcheftillæg på godt 12.000 kroner.

Med fri telefon mm. beløb Lundings månedsløn sig ifølge aktindsigten til i alt 83.835 kroner samt et pensionsbidrag på 11.252 kroner.

Læs også: Hvad nu, hvis embedsmændene bare ville beskytte Birthe Rønn?

Information har også fået aktindsigt i Integrationsministeriets beskrivelse af Lundings nye stilling. Det fremgår, at selv om den tidligere afdelingschef skal være en del af »chefkredsen i styrelsen«, så har han dog ikke længere personaleansvar.

I stedet skal Lunding tilknyttes Center for Asyl, hvor han »efter nærmere aftale« med styrelsens direktør skal varetage forskellige opgaver, heriblandt analyser og kortlægning af »internationale trends på asylområdet« samt »koordination og kvalitetssikring« af bl.a. asylbehandlingen.

Desuden skal han koordinere styrelsens samarbejde med Flygtningenævnet og monitorere nævnets praksis.

Endelig skal den tidligere afdelingschef nu også bruge kræfterne på »optimering af proces på asylområdet«, lige som han skal repræsentere Udlændingestyrelsen »i møder i internationale fora«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Martin E. Haastrup
Niels Duus Nielsen og Martin E. Haastrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Man kan mene alt muligt om flygtninge og migranter; men vi skal overholde de konventioner, som vi har tiltrådt og indarbejdet i dansk lovgivning.

Alt andet er fuldstændigt uacceptabelt.

Martin E. Haastrup

De fremskaffede aktindsigter og de tilsyneladende derpå byggede hudfletningen af også især embedsmand Lunding's rolle(r) - Gør at jeg klart anbefaler den her artikel. Det er Information som jeg ser det i sit Es. Tak Ulrik Dahlin.

Martin E. Haastrup

- Og lad mig bare tilføje, af netop af ovennævnte årsager, men selvfølgelig først og fremmest sagens alvor for de implicerede statsløse-gjorte - Stiller jeg højlydt ? ved, hvorfor ikke der er kommet flere kommentarer? - Det her er jo på en vis måde, som jeg forstår det, Tamil-Sagen version 2.0 eller er der noget jeg har misforstået? - Jeg tænker dog, at desværre er populisterne lykkedes til fulde, med deres fremmed-fjendske medie-stunt : Hvem gider dog interessere sig for 5 statsløse udlændige, som ovenikøbet har den frækhed at kritisere det danske demokratiske system som har taget imod dem der ikke selv kommer fra et sådant??! - Det sidste er selvfølgelig sagt, med den forfærdelige form for sarkasme, som i mange tilfælde, blot er blevet hverdags-sprog for mennesker, når man omtaler flygtninge, immigranter og lignendes vilkår herhjemme og i det ganske udland. De er ikke værd at tale om simpelthen! - Derfor vil jeg også godt i samme åndedrag dybt anerkende Christian Harlangers utrættelige vilje til at gå modstrøms og sikre at i det mindste en vis form for retfærdighed må ske fyldest for disse mennesker!