Læsetid: 10 min.

Feberen i vores tid

Der blev talt om joints, tre patroner og verdens måske mest irriterende mand, da forsvarerne i denne uge fortsatte deres procedurer for frifindelser i sagen efter Omar El-Hussein, som ifølge dem handlede helt på egen hånd ved Krudttønden og synagogen
Der blev talt om joints, tre patroner og verdens måske mest irriterende mand, da forsvarerne i denne uge fortsatte deres procedurer for frifindelser i sagen efter Omar El-Hussein, som ifølge dem handlede helt på egen hånd ved Krudttønden og synagogen

Line Høstrup/iBureauet

17. september 2016

Retten smelter ned under forsvarernes procedure. Der er 27 grader udenfor. Alle vinduer er åbne, og alligevel står luften stille.

De tre dommere i deres sorte kapper lider. Nævningene, hvoraf to døser hen, lider. Anklagemyndigheden, tilhørerne og pressen. Alle lider.

Men ingen lider mere end den 21-årige LE.

Mandag morgen i denne uge vågnede han med feber i sin celle. Han er her kun, fordi det er i dag, hans forsvarer, Mette Grith Stage, skal procedere.

Hun har den fordel, at hendes klient er den, anklagemyndigheden objektivt set har mindst på, når man ser på hans påståede medvirken til terrordrab og drabsforsøg:

LE, den spinkle dansk-somalier, var bare 19 år, da politiet morgenen efter synagoge-angrebet stormede hans lejlighed, kastede ham ned på gulvet og iførte ham plasticstrips. Han var ikke medlem af Brothers i modsætning til de andre i Mjølnerparken. Ifølge hans forsvarer er han underhunden.

Han havde ikke været med i noget. Ikke ifølge ham selv. Han forklarede sig til politiet, og alligevel har han nu siddet fængslet i halvandet år. Derfor har han måske sagt ting, vi ikke helt kan regne med.

Men han har ikke medvirket til terror, siger Mette Grith Stage.

Var nysgerrige

LE så Omar El-Hussein ankomme til en opgang i Mjølnerparken hos barndomskammeraten IA, som også er tiltalt i sagen. LE hørte de sagde noget, der lød som automatvåben på arabisk, og det var præcis, hvad Omar El-Hussein medbragte i en sort plasticsæk. 

LE gik ned på internetcaféen Powerplay for at vente på IA. Dér havde de to øvrige tiltalte BH og MR netop set på internettet, hvad der var sket på Krudttønden. IA ringede og bad dem komme til Mjølnerparken, hvor de håbede at støde på Omar El-Hussein for at høre noget mere. De var simpelthen nysgerrige, lyder forklaringen fra de tiltalte.

LE gik sammen med BH i Mimersparken, hvor de stødte på Omar El-Hussein, og LE så Omar El-Hussein række gerningsvåbnet fra Krudttønden til BH, men han rørte det ikke selv, og BH skyndte sig at lægge det fra sig op ad et hegn ved banelegemet, da han ikke ville blandes ind i noget, siger Mette Grith Stage.

Derpå mødte alle de fire tiltalte Omar El-Hussein bag genbrugsstationen ved Mjølnerparken, hvilket var det eneste sted, de kunne tale sammen uden for de opsatte videokameraers rækkevidde.

Anklagemyndigheden påstår, at det var på disse godt fem minutter, at Omar El-Hussein og de fire tiltalte enedes om at udføre endnu et angreb. Det er, mener anklagemyndigheden, den eneste logiske forklaring på, hvad der siden hændte.

Men Mette Grith Stage peger på, at vi har én og kun én forklaring i sagen på, hvad der faktisk skete bag genbrugsstationen. Og den forklaring, som ifølge hende lød troværdig, kom BH med.

Lars Vilks

Omar El-Hussein forklarede ifølge BH, at hans mål havde været tegneren Lars Vilks, men at han var kommet til at dræbe en uskyldig, som havde forsøgt at overmande ham udenfor Krudttønden. Det var han ked af. BH sagde i sin forklaring også, at han selv tog afstand fra drab på uskyldige, samt at Omar El-Hussein intet havde sagt om, hvad han nu ville gøre.

Mette Grith Stage finder det helt usandsynligt, at de fire tiltalte dér skulle have givet Omar El-Hussein støtte til et ny angreb. Tværtimod har samtlige fire tiltalte taget afstand fra det skete. Desuden skete drøftelsen bag genbrugsstationen fire timer før, Omar El-Hussein tog til Powerplay på Nørrebrogade og begyndte at søge på nye mål fra en PC.

Hun mener ikke, at det er bevist, at en af de andre tiltalte, MR, umiddelbart efter samtalen gik ned i Føtex og købte en taske, som han derpå overdrog til Omar El-Hussein.

En taske, som ifølge anklagemyndigheden blev brugt til at transportere de to pistoler, Omar El-Hussein benyttede til at likvidere Dan Uzan og såre to politifolk foran synagogen i København efter midnat.

Læs også: En taske er en taske er en taske

Selv hvis retten måtte finde dette bevist, vidste LE intet om det, og selv hvis han havde kendt til et køb af en taske, indikerede intet, at en sådan dametaske ville kunne finde anvendelse i et nyt terrorangreb. Den passede bedre til pas, papirer og penge til brug for en evt. flugt.

»Selv hvis man antager, at Omar El-Hussein skulle bruge netop denne taske til terrorangrebet, skulle LE så have tænkt: ’Den der lille dametaske skal nok bruges til nyt terrorangreb, men jeg vil gerne hjælpe.’«

Det er jo nærmest fjollet at forestille sig, ikke sandt, at Omar El-Hussein sendte dem op for at købe tasken. Det er det indtryk, Mette Grith Stage gerne vil skabe.

Det ubestemmelige

Jeg begynder selv at få det dårligt. Der stinker af sved. Jeg er usikker på, om det er mig, der lugter.

Har jeg også feber?

Den amerikanske filosof Brian Massumi mener, at vi alle sammen er ramt af en slags feber efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i 2001. Vi er som besatte af sikkerhed og terror, der pr. definition retter sig mod det kommende og ubestemmelige, men også er til stede og virker her og nu som frygt uden at have manifesteret sig konkret.

Vi er så optaget af at foregribe terroren, at staten træffer beslutninger i affekt, som når George Bush invaderer Irak på et åbenlyst forkert grundlag, men forsvarer det med, at vi i dag ikke ved, hvordan det ville være endt, hvis ikke vi havde slået til. 

Massumi taler om de mange »could have's« og »would have's« – altså fælles antagelser eller gæt om, hvad der ville kunne hænde hvis ikke ... Frygt er ikke længere bare frygt. Frygt bliver til handlinger, der skal foregribe fjendtligheder uanset fakta. Dens 'bløde' udtryk er overvågningen, dens 'hårde' droneangreb og invasioner.  

»Det er ikke bare en doktrin – foregribelsen har fået sit eget liv. Den sætter i værk, hver gang vi føler os truede. I vor tids flerdimensionelle trusselsbillede så er den overalt.«

»Could have's« og »would have's«. Det er, hvad vi hører hele tiden i sagen efter Omar El-Hussein. Hvad de fire tiltale ville, kunne burde, skulle, måtte have indset og accepteret ville blive følgen af en evt. medvirken til terror.

Jeg funderer over, hvordan man afsiger en retfærdig dom i en verden, hvor vi i større eller mindre udstrækning hele tiden foregriber »potentielle trusler«. Massumi har lært os, hvor vidunderligt et ord, det er. Som om truslen ikke altid er potientel. 

Jeg kommer ikke frem til noget. Det er umuligt at tænke i den varme. Hvis bare der ikke var så satans varmt, ville jeg have skrevet noget klogt. 

Dumt grin 

Klokken 21:15 ankom Omar El-Hussein til Powerplay, og LE flyttede sig straks, så Omar El-Hussein kunne benytte hans PC. Det er der heller ikke noget odiøst i, mener Mette Grith Stage. LE anede ikke, at Omar El-Hussein benyttede pc’en til at udfinde et nyt mål, selv om han sad lige ved siden af.

LE spillede med høretelefonerne på. Derfor var der heller ikke noget underligt i, at LE sammen med de andre tiltalte og et par venner mere spiste aftensmad på restauranten Kösem, før Omar El-Hussein satte sig på cyklen og kørte ind imod Københavns indre by og synagogen.

Men hvad så bagefter? Hvad så da Omar El-Hussein vendte tilbage til internetcaféen Powerplay efter sit andet angreb og trak IA og LE med ind i et VIP-rum og genopførte angrebet i en uhyggelig pantomime, som videoovervågningen fangede? Hvad med LE’s dumme grin efter det hele?

Er der virkelig slet ikke noget her, som ikke bare kan forklares som helt uskyldige hverdagshandlinger?

Læs også: Skriften på væggen

Det beviser heller ingenting, siger Mette Grith Stage, for hvis der er en ting, vi har set på overvågningen fra Mjølnerparken, så er det, at LE elsker joints:

»Der er ikke nogen tvivl om, at Omar fortæller om synagogeangrebet. LE står med åben mund og polypper, og så griner han. Det er ikke særligt charmerende. Men er det, fordi han er skæv? Eller vil han gerne imponere Omar? Det ved vi ikke.«

Forsvarsadvokaten er ved at være færdig. Hun står dér med sin hestehale og sine perleøreringe og sin nydelige kjole ved siden af LE, som i sin stol stadig kæmper med feberen.

»Det kræver sit at dømme nogen for medvirken til terrorisme. Men det kræver også sit at frifinde,« siger hun henvendt til nævningene:

»I er LE’s garant for, at han ikke dømmes, når der er rimelig tvivl, og dét er der i den grad, og derfor skal LE frifindes.«

En aflang genstand

BH’s forsvarer fortsætter efter pausen.

Berit Ernst minder retten om, hvad det er, den har set på videoen:

Klokken 17:01 i Mimersparken mødte BH Omar El-Hussein første gang. Omar bar på en aflang genstand i en plasticpose, som han stak i hånden på BH. Da BH fik den i hånden, kunne han se spidsen af automatvåbnets løb og vidste straks, hvad det var, da han kom lige fra Powerplay, hvor han havde set nyhederne fra Krudttønden.

Ifølge sin egen forklaring – det ses ikke tydeligt på videoen, men det kan omvendt ikke udelukkes, at det gik sådan for sig – blev BH irriteret og forsøgte at aflevere posen tilbage. Men Omar El-Hussein ville ikke tage den tilbage. BH blev tvunget til selv at løse situationen.

»Han er sat i en situation, han ikke har ønsket. Han ved, at hele Danmarks politistyrke leder efter gerningsmanden, og så gider man altså ikke stå med det våben i hånden.«

Læs også: ’Man vil have nogen dømt i den her sag. Og man kan ikke dømme Omar, for han er død’

BH havde våbnet i hånden i godt et minut. Han søgte straks mod et græsareal, forbi en legeplads og et skur til legetøj og anbragte posen op ad hegnet.

»I denne sag taler vi om besiddelse af et våben i godt et minut. Derfor er det oplagt, at der skal ske frifindelse. Der er intet, der tyder på, at BH har haft forsæt til at tilintetgøre eller bortskaffe våbnet. Hans eneste hensigt er at fjerne våbnet fra sig selv,« siger Berit Ernst.

Allerede af den grund bør der ske frifindelse – præcis som i spørgsmålet om medvirken til terror.

»Ingen har kendt til Omars planer forud for Krudttønden, og ingen har kendt til hans planer forud for synagogen. Omar har selv skaffet sine våben, han har selv fundet sine mål, han har selv sørget for transporten hen til målene, og han har selv gennemført gerningerne.«

LE er sunket sammen over en bunke dokumenter på bordet foran ham. Han hører vist ikke noget mere.

Mette Grith Stage får kontakt til LE. Hun anmoder om, at politiet kører LE til sin celle, og dommeren giver sin tilladelse.

Våbenhandleren

Jesper Storm Thygesen procederer som den sidste. Han repræsenterer MR – våbenhandleren. Ham der kaldte dommer Marianne Madsen for »nazist-luder« og aldrig har kunnet tie stille under sagen.

Det er fristende at varme sig ved tanken om at putte ham i et hul med nøglerne smidt væk på livstid, alene fordi han er så sindssygt irriterende. Men det går selvfølgelig ikke, at retten dømmer ham på det.

»Vi står nok i en svær situation,« konstaterer Jesper Storm Thygesen:

»I har nok ikke særlig stor sympati med ham. Hvorfor kan han da ikke bare holde sin mund.«

Der er ingen, som protesterer over den udlægning.

»Det har ikke noget med jer at gøre. Han har en opfattelse af, at han er en brik i et spil, hvor politi og anklagemyndigheden med alle midler forsøger at få ham dømt for noget, der er ingenting.«

Jesper Storm Thygesens hoved er glatraget, han bærer firkantede briller.

Det er ikke godtgjort, at MR overdragede en taske til Omar El-Hussein, og selv hvis retten måtte finde, at han gjorde det, var det ikke den, Omar El-Hussein trak pistolerne fra inde ved synagogen.

For på videoen kan man se tasken hænge på højre side, og et vidne – en af de sårede politifolk – forklarede, at Omar El-Hussein trak pistolen med højre hånd fra venstre side og altså snarere fra lommen i hans hættetrøje, hvilket også svarer til et notat gjort af politiet selv om, at man kan se en pistol stikke ud af selvsamme lomme, da Omar El-Hussein vender tilbage til Powerplay efter angrebet på synagogen.

De tre patroner

MR var i Mjølnerparken i bare to timer og under konstant videoovervågning. På intet tidspunkt ser man ham overdrage de tre patroner, som anklagemyndigheden mener må stamme fra en æske i MR’s lejlighed.

Det siger meget om anklagemyndighedens måde at føre bevis på, mener Jesper Storm Thygesen.

»Der er tre patroner ved synagogen, der mangler tre i æsken hjemme hos MR, ergo må MR have overdraget dem til Omar El-Hussein. Og det selv om det er en yderst almindeligt forekommende type ammunition.«

Forsvarsadvokaten konkluderer, at retten savner sympati for MR. Omvendt har MR ingen tillid til en fair afgørelse. Men retten bliver nødt til at se på objektivt på sagen, og MR må til gengæld stole på, at det er, hvad han vil få: en objektiv bedømmelse. 

»Det her er retssikkerhed, når det bliver sat på spidsen.«

I næste uge er der replik fra anklagemyndigheden og duplik fra forsvarerne, og de tiltalte vil blive tilbudt et sidste ord i sagen.

Serie

Retssagen efter Omar Abdel Hamid El-Hussein

Fire mænd er tiltalt for at tilskynde og bistå Omar Abdel Hamid El-Hussein ved terrorskyderiet i København. Alle fire nægter sig skyldige.

Informations Morten Frich følger sagen fra plads nummer 6 i Københavns Byret. I en moderne retssalsfortælling rekonstruerer han forbrydelsen og sagen. Hver uge forfølger han et tema.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu