Knap 1.000 studerende har allerede gjort det.
Taget imod en mobiltelefon med en applikation, der gør det muligt for forskere at måle, ikke bare hvor mange de kommunikerer med, men også hvor mange mennesker de er sammen med, og hvor tæt de er på hinanden.
Forskningsprojektet Social Fabric er i dag i sin sidste fase, og samarbejdet mellem samfundsforskere, fysikere og tekniske forskere har i år ført til, at Københavns Universitet har etableret et Center for Social Data Science under ledelse af økonomiprofessor David Dreyer.
Læs også: Big data er ikke bedre data
Her kan studerende og forskere på tværs af især samfundsvidenskab og humaniora hente hjælp til, hvordan man indsamler og bearbejder de store mængder af sociale data som mobilteknologi, internet og sociale medier giver.
I fokus i Social Fabric-projektet er især de studerendes relationers betydning for, hvordan de klarer studierne.
»Studerende er selvfølgelig en speciel population, men det er en vigtig periode i folks liv, fordi et større netværk bliver grundlagt her. Så vi får indsigt helt fra bunden i, hvordan de agerer i forhold til deres netværk, og hvem de er sammen med i grupper,« siger David Dreyer Lassen.
Det kan f.eks. fortælle forskerne om, hvorfor nogle falder fra på uddannelserne, og hvad effekten af at have en dygtig studiekammerat er.
Data fortæller historien
I modsætning til tidligere forskning i relationer og netværksdynamik, er det i Social Fabric ikke nødvendigt at spørge folk om, hvor mange mennesker de har kontakt med og er sammen med, for de data, forskerne får ind, fortæller historien.
»Med de her nye værktøjer får vi mulighed for at observere folks adfærd og deres omgang med andre mennesker, uden at forskerne griber forstyrrende ind med spørgsmål og med deres tilstedeværelse,« forklarer David Dreyer og påpeger, at en stor del af samfundsdebatten og -udviklingen i dag også foregår digitalt.
Forskningscentret skal altså ikke bare arbejde på at udvikle en smart ny metode til dataindsamling, men et helt nyt forskningsfelt, der skal levere ny forskning og undervisning i det digitale samfund.
»Den politiske debat på tv og i aviser er jo meget elitestyret, mens debatten på Facebook går helt uden om den sædvanlig elitestyring,« siger David Dreyer Lassen som eksempel på, hvorfor det er vigtigt for f.eks. samfundsforskningen at kunne anvende sociale big data.
Nogle af de forskningsprojekter, der er sat i gang, siden centeret åbnede i foråret, handler blandt andet om, hvordan det ændrer de politiske spilleregler, når politikere kan tweete fra lukkede forhandlinger, og hvordan internationale toppolitikere og diplomater agerer på twitter.
Privatlivets etik
At indsamle data om et stort antal menneskers ageren giver komplikationer. En ting er den store mængde af information. Noget andet er de mere etiske problemstillinger i at følge med i folks privatliv – også selv om deltagerne er frivillige.
I Social Fabric-projektet har forskerne derfor gjort meget ud af at informere præcist om, hvad de gør. De studerende kan på telefonen følge med i, hvilke data forskerne har fået, og de kan hele tiden trække sig fra projektet, forklarer David Dreyer Lassen.
»Vi har f.eks. ikke indsamlet indhold af sms-beskeder, ligesom vi har lavet et system, så vi ikke kan se, hvem folk kommunikerer med eller er sammen med. Men det er et nyt område for os, så vi ved ikke på forhånd, hvad det er for informationer, vi vil få ud det. Derfor har vi brugt meget tid på det her. Potentielt kan vi få mere at vide, end vi har lyst til,« siger David Dreyer Lassen med henvisning til alvorlige sociale problemer eller private problemer, som den enkelte deltager kunne have.
En antropolog har fulgt med i, hvordan forskerne bag projektet forholder sig til spørgsmål om privatlivets fred undervejs i projektet.
»De spørgsmål kommer jo ofte op, for det er jo det, som det hele handler om: Hvad ved virksomheder og myndigheder om os. Det har vi som forskere en forpligtelse til at informere om og skabe debat om,« siger David Dreyer Lassen og nævner som eksempel, at Facebook og Google nu kan regne ud, hvad deres brugere stemmer politisk, eller hvilken seksuel orientering de har.
»Vi skal forsøge at holde trit med, hvad virksomheder og myndigheder ved om os, og hvad de kan bruge det til,« siger David Dreyer Lassen.
Han påpeger, at der i dag ikke er særligt stor åbenhed om brugen af de data, som både myndigheder og virksomheder indsamler. Derfor er det også et bevidst valg, at der ikke er nogen kommercielle interesser i centrets forskning.
Digitalt bæredygtigt
»Det, vi laver, skal være digitalt bæredygtigt. For potentielt kan vi jo finde ud af ting, som det ikke er i folks interesse, at vi ved. Det er ikke et etisk forsvar at sige, at virksomhederne allerede gør det,« siger David Dreyer Lassen.
De unge, der deltog i Social Fabric-projektet, var dog ret ubekymrede over at blive overvåget.
»Vi forskere, der typisk er 30-40 år, er derimod meget bekymrede, men de unge er vokset op på en anden måde,« siger David Dreyer Lassen.
Selv om der er stigende interesse for at bruge sociale big data i forskningen, som er et must på næsten alle store amerikanske universiteter, så er der også begrænsninger i, hvad de store datamængder skal bruges til.
»Det er digitale brødkrummer, som vi står med. Selv om der er mange ting, vi kan samle data ind på, så er det ikke sikkert, at det kan bruges til noget,« siger David Dreyer Lassen.
Nogle forskere afsværger også den nye måde at indsamle data på, fordi det udfordrer den måde, som forskere arbejder på, forklarer David Dreyer Lassen: »Og når der er meget hype om et forskningsfelt, så er der selvfølgelig også meget bras, så det handler også om at være kritisk og vurdere, hvad der kan føre til god forskning.«
Digital bæredygtighed. Kan det betale sig for samfundet at investere i dig eller ej? Et rigtig digital stigmatiseringsværktøj. Snart kan det fåes til såvel børnehaver og folkeskoler. Så kan børnene sorteres fra før der bruges for mange skatte kr. på dem.
...Jo, social- og digital bæredygtighed er vejen frem til effektiviseringer og en hurtig sortering mellem slot og skrot.
...Fik jeg nævnt muligheden for at indsætte en lignende app som et sundt politisk bæredygtig redskab til at harmonisere fællesskabets værdier med en regerings politiske ambitioner?
@Herman Hansen: Dit indlæg virker som lige lovligt meget fri association og er temmeligt begrænset når det kommer til at forholde sig til artiklens reelle indhold.
Det er ret tydeligt at forskerne bruger begrebet "digital bæredygtighed" som en samlebetegnelse for deres overvejelser om forskningsetik og især de dele af deres undersøgelsesdesign, der skal begrænse mængden af og detaljeringsgraden i deres data - også selvom undersøgelsespersonerne ikke selv synes at en høj detaljegrad er et problem.
Der er tale om et projekt der skal undersøge netværksdannelse blandt studerende - en gruppe der meget vel kan udgøre en væsentlig brik i fremtidens samfundselite. Dette kan give os mere viden om hvor og hvornår sådanne netværk dannes under studietiden og hvor "åbne" disse netværk er for nytilkomne. Det er dermed ikke et projekt der virker særligt oplagt ift. din fortolkning om stigmatisering, men derimod et blik ind i den "korridorsnak" der ellers har været svær at få data på.
Jeg forstår ikke, hvordan 'Social Fabric' er en modvægt til 'den overvågning af vores adfærd, som virksomheder og offentlige myndigheder er i fuld gang med'. Den vigtigste forskel ser ud til at være, at et universitet hverken er en virksomhed eller en offentlig myndighed. Andre forskelle er mere åbenhed om, hvad der indsamles, og formålet ikke umiddelbart har relation til de studerende.
Det undrer mig også, hvordan de beskrevne formål kan opfyldes, når "vi har lavet et system, så vi ikke kan se, hvem folk kommunikerer med eller er sammen med." Hvordan måles de studerendes relationer uden informationer om relationerne? Hvordan kan effekten af dygtige studiekammerater måles, når forskerne ikke kan se, om der er kommunikation med dygtige studiekammerater?
Interessant.
Jeg har dog et helt hav af spørgsmål myldrende i hovedet.
a) Hvordan vil forskningen tager højde for, at de unge er sig bevist, at de bliver overvåget og af hvem. Den bevidsthed vil i sig selv bidrage til at ændre objekternes adfærd.
b) Jeg forstår ligesom Børge R.J. heller ikke, hvad der adskiller denne overvågning fra anden overvågning ud over bevidstheden om, at den er tilstede.
c) Jvf. ovenstående forstår jeg heller ikke hvordan man måler relationerne, når man ikke registrerer samvær?
mere info, tak. :)
I USA var der folk der blev betalt for at undersøge hvordan nye motorvejsanlæg påvirkede byer på ruten. Og de anviste hvad der skulle til for at en by fik nyt liv af en ny motorvej, og de anviste hvad der fik en by til at dø fordi motorveje "førte" liv væk fra byen.
Stor var deres overraskelse da de år senerer på nye kort kunne se, at anvisningerne for hvad en by dør af, var hvad der var blevet anvendt.
Tror man virkelig at forsknings udbyttet af sådan en undersøgelse vil blive brugt til borgernes bedste, eller vil resultaterne havne i hænderne på folk der der har ønske om at påvirke og manipulerer med folk, mere end de respekterer menneskers frie vilje?
@Børge Rahbech Jensen: "Jeg forstår ikke, hvordan ’Social Fabric’ er en modvægt til ’den overvågning af vores adfærd, som virksomheder og offentlige myndigheder er i fuld gang med’. Den vigtigste forskel ser ud til at være, at et universitet hverken er en virksomhed eller en offentlig myndighed. Andre forskelle er mere åbenhed om, hvad der indsamles, og formålet ikke umiddelbart har relation til de studerende."
Idéen er at viden kommer frem i det fri. Det kan være svært at vurdere i hvilken grad man kan indsamle og sammenstille af information. Normalt bliver den form for viden i private firmaer og efterretningstjenester. Med forskningsstudier kan viden kommer frem i offentligheden. Et eksempel er de fire DTU-folk Piotr Sapiezynski, Arkadiusz Stopczynski, Radu Gatej og Sune Lehmann der fandt at det var ganske nemt at stedbestemme en telefon ud fra Wi-Fi alene. Ganske kort tid efter udgivelsen ændrede Google rettighederne på Android. Om det skriver Sune:
"Now, it is probably just a coincidence, and maybe a fix for the WiFi permissions has been in the works for months. But it’s quite striking that Google decided to fix wifi permissions 7 years after the existing scheme was introduced (and just days after we published our paper)."
Det er fra her: https://sunelehmann.com/2015/05/26/tracking-human-mobility-using-wifi-si... Man kan også læse deres artikel: https://arxiv.org/abs/1505.06311
@Lise Lotte Rahbek. "Jvf. ovenstående forstår jeg heller ikke hvordan man måler relationerne, når man ikke registrerer samvær?"
En ph.d.-studerende her på DTU, Vedran Sekara, har brugt noget tid på dette problem. Telefonen har Bluetooth og ud fra målingerne fra denne sensor kan man få en fornemmelse for hvilke andre enheder der er i nærheden. Vedran har skrevet sin forskning op i denne tekniske artikel: https://arxiv.org/abs/1401.5836
DTU-studenten Ulf Aslak Jensen har lavet en prisvindende kort video der forklarer lidt. Den er tilgængelig her: https://www.youtube.com/watch?v=YpBkH_0jq2g
Finn Årup Nielsen: "Idéen er at viden kommer frem i det fri. "
Det er stadig den samme type viden. Det opfatter jeg ikke som modvægt.
"Det kan være svært at vurdere i hvilken grad man kan indsamle og sammenstille af information. Normalt bliver den form for viden i private firmaer og efterretningstjenester. "
Enig. Faktisk er det ofte undret mig, at de reklamer, jeg får på sociale medier, ikke er så personlige, som påstande om overvågning har antydet.
"Et eksempel er de fire DTU-folk Piotr Sapiezynski, Arkadiusz Stopczynski, Radu Gatej og Sune Lehmann der fandt at det var ganske nemt at stedbestemme en telefon ud fra Wi-Fi alene."
Det fortæller bare intet om sociale relationer, som påstås at være et formål med undersøgelsen.
" Måle vores sociale relationer og politiske adfærd på nettet " Det erhvervspolitiske velfærds-statskup, fik mig til at undersøge, hvorfor der ikke findes offentlige statistikker over selvmord/forsøg blandt medborgere på overførselsindkomster og i særdeleshed syge borgere, som i årevis har lidt under gentagne regimereformer, kontrol, mistænkeliggørelse og ydmygende arbejdsprøvninger. Sådanne detaljerede oplysninger er ikke offentligt tilgængelige, men hvis de eksisterer kan de købes af projektbeskrivende enkeltpersoner eller interesse-grupper. Det vakte min interesse for Data-tilsynet, der vel arbejder for staten og dermed repræsenterer den brede befolknings interesser. Undrede mig over at læse, at Datatilsynet var alvorligt truet på bevillinger, altså før "Se og Hør-skandalen" og NETS indblanding i korruption. Skal da lige love for at Datatilsynet ser ud til at have sin berettigelse: Aalborg kommune er langtfra den eneste kommune, som datatilsynet har irettesat for ikke at leve op til minimumskrav i persondataloven. Datatilsynet måtte ligefrem vejlede på vuggestue-niveau, omkring sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning ( syge og socialt sårbare borgere på overførselsindkomst ) utilstrækkelig autorisation var et gennemgående træk i de mange eksempler, som jeg fandt i Datatilsynets stikprøve-kontrol af kommuners IT-behandling. Desværre tilhører de digitale ofre, en samfundsgruppe, som ikke respekteres af magthaverne, som enkelte borgere med en ligeværdig retsstilling, men som individuelle fiaskoer, som kan bruges i legen med at udforske mulighederne for overskridelse af persondataloven. Forskningsprojektet der nu tillader undersøgelse af studerendes sociale relationer og politiske adfærd ( som altid dårligt camoufleret af erhvervs-borgerdydens forlængst afslørede slette motiver ) må da fremkalde accosiationer som: overtagelse af IT-isenkræm mod terrorbevægelser, statskontrol og overvågning, som kan forebygge og forhindre civile sociale oprør og dermed beskytte en tænkt erhvervspolitisk mindretalsregering imod f.eks demonstrationer der er rettet imod magtmisbrug, direkte korruption og misbrug af skatteydernes indbetalinger, erhvervsrettede dispositioner, som er til fare for folkesundheden osv. I Norge er direktøren for datatilsynet, tidligere forbruger-ombudsmand og har derfor bred erfaring på det civil-retslige område. Den udskiften og omstrukturering der har hersket i i de danske stats-styrelser, har uden undtagelser medført groteske skandaler, som selv offentligheds-loven ikke har kunne lægge låg på. Alt dette for erkendelsen af, at Datatilsynet burde have sit eget ministerium, støttes og kontrolleres af nævn, som repræsentere den brede befolkning. Indtil da vil jeg nedlægge mine SOLO-kritiske kommentarer på nettet og deaktivere mig selv. Nostalgien om et socialt og humant rets-samfund lever stadig og det blev opbygget helt uden digital overvågning
@Børge Rahbech Jensen: "Det fortæller bare intet om sociale relationer, som påstås at være et formål med undersøgelsen."
Læg mærke til at studiet Social Fabric faktisk har rod i et ældre DTU-projekt hvor Sune Lehmann var idémanden og Arek Stopczynski var teknisk whizkid. At indsamle, processere og analysere data til studiet kræver betydlig teknisk kunnen og det studie jeg henviste til var blot en enkelt teknisk artikel på vejen. Idéen er (selvfølgelig) at bygge videre på dette - når man har overbevidst sig selv om at Bluetooth-baseret social detektion og Wi-Fi-baseret stedbestemmelse er farbare veje.
DTU-folkene har senest udgivet en artikel "Fundamental structures of dynamic social networks" hvor de forsøger at finde en metode til at uddrage sociale grupper fra den enorme mængde data de modtager.
Jeg formoder stærkt at Social Fabric vil benytte de tekniske metoder der er udviklet på DTU til at besvare en hel række forskelligartede spørgsmål omkring blandt andet sociale relationer.
Finn Årup Nielsen: "Idéen er (selvfølgelig) at bygge videre på dette - når man har overbevidst sig selv om at Bluetooth-baseret social detektion og Wi-Fi-baseret stedbestemmelse er farbare veje."
Forhåbentlig er de bevidste om, hvad de måler.
Fx. kan ses på billedet over artiklen, at de to piger til højre har en social relation med hinanden men ikke med pigen til højre. En stedbestemmelse af mobiltelefoner vil nok fastslå, at alle tre piger er i nærheden af hinanden. Jeg ved ikke, hvad Bluetooth har med sagen at gøre. Mig bekendt forbinder Bluetooth ikke mennesker men teknik.
"Jeg formoder stærkt at Social Fabric vil benytte de tekniske metoder der er udviklet på DTU til at besvare en hel række forskelligartede spørgsmål omkring blandt andet sociale relationer."
Der står i artiklen, at nogle muligheder er fravalgt af hensyn til deltagernes privatliv.
Børge m.fl.: teksten i artiklen er måske ikke helt præcis. Vi kender folk i vores data i anonymiseret form, som numre om man vil, men ikke deres identitet i virkelighedens verden. Derfor måler vi relationer mellem vores numre, som selvfølgelig er personer ude i virkeligheden. Vi måler relationer bl.a. som telefonkontakt, smskontakt og fysisk nærhed. Og vi kan faktisk skelne mellem nærhed som på billedet. Vi kender ikke altid kvaliteten af relationerne, men det er vi helt bevidste om - forskning er fuldt af trade-offs, især når man også gerne vil passe på de mennesker man studerer.
Mht værdien af fri viden: Hvis der er noget kun staten eller store virksomheder ved eller kan, hvordan skal borgerne forholde sig til det? Wifi-studiet som Finn Årup nævner er et udmærket eksempel (og fik vi nævnt de var fra DTU :-). Og der er masser af den slags forskning verden over, hvor forskere bider virksomheder og magthavere i knæene.
Lise Lotte: det kan selvfølgelig være at folk ændrer deres adfærd fordi de er med i en undersøgelse, og sådan vil det altid være når der er informeret samtykke. Er det sandsynligt at man systematisk ændrer adfærd over et helt år, 24/7? Vi vurderer at det ikke er noget som påvirker vores undersøgelse. Får Facebook folk til at ændre adfærd? Undertiden, men måske ikke ofte nok.
Vores tilgang er at være konstruktivt kritisk: konstruktivt fordi vi mener at det er vigtigt selv at forske i det man er på vagt overfor og ikke bare være kritisk på andenhånd; og kritisk fordi vi selv har folk MED i forskningsprojektet der netop udfordrer både brugen af big data fra sociologiske og antropologiske perspektiver og stiller spørgsmålstegn ved etik og privatliv. Det er der ikke mange studier på verdensplan som gør.
David Dreyer Lassen: Tak for forklaringen om, hvordan sociale relationer registreres.
"Hvis der er noget kun staten eller store virksomheder ved eller kan, hvordan skal borgerne forholde sig til det? "
Vi borgere kan forholde os til de resultater, vi præsenteres for. Hvis der er meget af den slags forskning verden over, kan det undre, offentligheden mest præsenteres for fordomme og angst for overvågning.
Som jeg vist har skrevet flere gange i andre debatter, undrer og irriterer det mig bl.a., at de hotelkæder, destinationer, flyselskaber og togoperatører, jeg har "synes godt om" på Facebook, ikke bliver kombineret i de reklamer, jeg får. I stedet får jeg reklamer, der svarer til det, jeg lige har fundet på internettet, eller tilfældige destinationer fra en hotelkæde el. et flyselskab. Det tyder ikke på intelligent brug af kendte informationer om mig, men mere på simpel brug af cookies. Med den erkendelse undrer det mig, at der jævnligt påstås noget andet og mere omfattende.
I andre tilfælde kan det undre, at ingen af de, der formidler angst for overvågning, fortæller om anholdelser på baggrund af aktivitet på internettet herunder sociale medier.