Læsetid: 7 min.

Fremmed kapital kryber ind i dansk landbrug

Endnu er der ikke tegn på, at danske landmænd bliver ’traktorførere for kapitalfonde’, som Martin Merrild advarede om, da landbrugsloven blev liberaliseret. Men ledig kapital brænder i lommerne mange steder, og opkøbene er i gang
Spørgsmålet er, om – eller hvornår – der for alvor går hul på kapitalstærke aktørers investeringslyst. Jo længere og dybere krisen udvikler sig, desto større er sandsynligheden for, at eksterne interessenter ser fordelen i at opkøbe landbrugsarealer med værdistigninger for øje.

Spørgsmålet er, om – eller hvornår – der for alvor går hul på kapitalstærke aktørers investeringslyst. Jo længere og dybere krisen udvikler sig, desto større er sandsynligheden for, at eksterne interessenter ser fordelen i at opkøbe landbrugsarealer med værdistigninger for øje.

Miriam Dalsgaard

20. september 2016

Martin Lambert Pedersen er en ung, driftig svineproducent i det sønderjyske. Sammen med sin far og en tredje lokal landmand har han i 2013 etableret selskabet Dynagro, som ved Aabenraa producerer omkring 25.000 slagtesvin og 44.000 smågrise om året og driver planteavl på 600 hektar. Altså en stor bedrift efter vore dages målestok.

Det foregår på en håndfuld gårde med Årupgård og Stokagergård som de største. Martin Lambert Pedersen, hans kolleger og deres 20 ansatte gør arbejdet, men de ejer ikke gårdene.

Det gør et tysk aktieselskab, Stokager A/S med Josef Meerpohl som bestyrelsesformand og Klaus Josef Osterkamp som direktør.

Josef Meerpohl omtales i tyske medier som købmand, men er først og fremmest kendt som den fremgangsrige erhvervsmand, der har overtaget og ekspanderet det amerikanske selskab Big Dutchman, der opererer inden for svine- og fjerkræproduktion i flere verdensdele.

Meerpohl købte Årupgård og Stokager i 2012 og 2014 og indgik i 2013 aftale med Martin Lambert Pedersen om at forpagte ejendommene og drive den store, ekspanderende svineproduktion.

»Jeg er godt tilfreds med aftalen, for som ung landmand gav det mig muligheden for at komme i gang. Hvor skulle jeg selv have fundet 150 mio. kr.? Som det er nu, har jeg ikke bundet min opsparing i jord og bygninger, men i maskiner og besætning,« siger han.

– Hvad får den tyske ejer ud af det?

»Han får forrentet sin kapital, og så får han en værdistigning, hvis en sådan kommer – og et tab, hvis der er et fald i værdien. Hvis prisen på jord og bedrifter falder, er det hans problem.«

– Er det en ejer, der er gået ind i dette for at sikre en landbrugsproduktion eller for at sælge med gevinst, hvis jordprisen stiger?

»Det kan man ikke vide. Men jeg har en tinglyst 10-årig forpagtningsaftale, så han kan i hvert fald ikke smide mig ud,« siger Martin Lambert Pedersen.

Ifølge ham har den tyske investor både kigget og budt på andre danske landbrug, men til dato ikke købt. Til gengæld er han investor i landbrugsbedrifter i Tyskland, Østeuropa og andre steder.

Martin Lambert Pedersen mener, at udenlandske investorer som Stokager A/S er en vej frem for dansk landbrug.

»Der er investorer, som gerne vil det her. Det kræver bare, at danske landmænd omstiller sig til det. Med den størrelse, som landbrugene har nu og får fremover, kan det ikke mere lade sig gøre med enkeltmandseje. Vi snakker om investeringer på over 100 mio. kr.,« siger han.

– Er det ikke et problem, hvis danske landbrug kommer på udenlandske hænder?

»Det kan du da godt sige, men hvad er alternativet? Hvor mange hundrede konkurser ekstra vil du have? Men foreløbig er det mig bekendt kun ganske få udenlandske investorer, der er aktive herhjemme.«

Traktorførere for kapitalfonde

Det var tilbage i eftersommeren 2014, at formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, advarede om følgerne af at liberalisere reglerne om ejerskab af dansk landbrug, sådan som en planlagt ændring af landbrugsloven indvarslede.

»Politikerne får gjort jorden til et spekulationsobjekt, og det kender vi fra andre lande, hvor multinationale fonde bruger jord som et investeringsobjekt, og så bliver landmændene bare forpagtere,« sagde han til Politiken.

»I praksis betyder det, at man sætter et skilt op med alle Danmarks marker og siger: Kom frit og invester i landbrugsjord (…) danske landmænd kan blive traktorførere for udenlandske kapitalfonde.«

Trods advarslen vedtog et bredt flertal i Folketinget – kun Enhedslisten stemte imod – i december 2014 at droppe det hidtidige krav om, at der til et landbrug skal være knyttet en landmand med bestemmende indflydelse.

I dag kan ifølge loven »et aktieselskab, et anpartsselskab, et partnerselskab, et iværksætterselskab, et europæisk selskab (SE), en erhvervsdrivende fond, en alternativ investeringsfond eller et forsikringsselskab« købe så mange landbrugsejendomme, de vil, og indsætte danske landmænd som forpagtere.

Læs også: Kan en venstrefløjsvision fra 1980’erne redde dansk landbrug?

Spørger man i dag NaturErhvervstyrelsen, hvordan det så er gået med den udenlandske interesse for opkøb efter liberaliseringen, får man at vide, at det ved ingen.

Udenlandske opkøbere vil typisk gå gennem et dansk selskab eller en dansk stråmand, og derfor kan man ikke i statistik og indberetninger skelne dem fra danske købere af landbrugsejendomme.

Ifølge landinspektør Stig Gundersen, NaturErhvervstyrelsen, kan der imidlertid registreres en stigning i antallet af modtagne erklæringer fra ’selskaber og andre juridiske personer’, der vil købe et dansk landbrug. I første halvår 2014 modtog styrelsen således 224 sådanne erklæringer, i samme periode i 2015 var tallet 254 erklæringer og i første halvår af 2016 var det 286. En stigning på 28 pct. på to år.

»Frem til udgangen af august var tallet for i år 362 erklæringer,« siger Stig Gundersen.

Statistikken fortæller alene, at der er et stigende antal købere af danske landbrugsbedrifter, som ikke er andre private landmænd – f.eks. naboen – men derimod en ukendt blanding af landmænds interessentselskaber, danske eller udenlandske rigmænd samt institutionelle investorer fra ind- og udland: pensionskasser, aktieselskaber og – måske endnu kun i teorien – kapitalfonde.

De nye ejere

Konkrete eksempler på kendte købere er den danske forretningsmand og millionær Peter Jessen Jürgensen, som sidste år investerede 20 mio. kr. i overtagelsen af en økologisk malkekvægsbesætning ved Ejstrupholm i Midtjylland, som var gået konkurs efter dyrekøbte eksperimenter med renteswaps op til finanskrisen.

Eller det hollandske ægtepar Lenamartina og Gijsbertus Wiertesam, som sidste år købte planteavlsbedriften Irup Hovedgaard i Thy for knap 35 mio. kr., fordi landbrug i Danmark er markant billigere end i det befolkningstætte Holland.

Eller det kinesiske selskab UKF Holding, ejet af Hongkong-kineseren Chun Chau Wong, der siden 2013 har opkøbt 12 danske minkfarme.

Spørger man ejendomsmæglere, der sælger landbrugsejendomme, er signalet klart, om end der ikke opgives købernavne.

»Der er en stor interesse, og det er både fra udenlandske og danske investorer,« siger H.C. Hansen, ejendomsmægler hos Agriteam i Syd- og Sønderjylland og indtil for nylig formand for landbrugsudvalget i Dansk Ejendomsmæglerforening.

»Men en ting er at være interesseret – en anden ting er at føre det ud i livet. Det er ikke sådan, at vi bliver overfaldet af investorer.«

Aktuelt arbejder hans kontor med to mulige internationale købere, sorteret ud af en kreds på omkring 20 potentielle interessenter i ejendomme i regionen.

»Hvis en potentiel køber forventer en forrentning på 8-10 procent, så siger jeg, at de bør finde noget andet, for det kan landbruget ikke præstere i dag. Men da jord er en begrænset ressource, har nogle også en forventning om fremtidige prisstigninger, og så kan det godt for tålmodig kapital være interessant med et afkast lige nu på bare tre-fem procent.«

H.C. Hansen siger, at der ikke er mange af de interesserede investorer, som vil sætte kapital i kvæg- og svineproduktion, selv om det er der, der savnes kapital. Det er jord, ejendomme og måske planteavl, de går efter.

»Det er især folk fra lande som Tyskland, Holland og Frankrig, vi arbejder med. Plus nogle udlandsdanskere. Men det er ikke kapitalfonde, vi mærker,« siger mægleren.

Pensionskasse-modellen

Flere kendere af markedet siger, at de store internationale kapitalfonde og lignende investorer, som sætter penge i landbrugsopkøb, typisk går efter sammenhængende arealer på f.eks. 2.000 hektar, og den slags bedrifter finder man ikke så let i Danmark som andre steder i verden.

Den største spiller herhjemme er foreløbig AP Pension, der via selskabet Dansk Farm Management har afsat 1,2 milliarder til opkøb af landbrug, men indtil videre har vanskeligheder med at finde tilstrækkelig mange gårde til en passende pris.

Frem til sidste forår havde man investeret omkring 550 mio. kr. i fire kvægbesætninger, en planteavlsbedrift, en stor svinefarm og tre sammenhængende biodynamiske bedrifter med malkekvæg i Sønderjylland.

Selskabet tilbyder landmanden at fortsætte som forpagter og giver ham en tilbagekøbsret efter otte år. Modydelsen er et afkast på jorden på 5,2 procent og på bygningerne 6,5 procent.

Ifølge Søren Dal Thomsen, administrerende direktør i AP Pension, forudsætter det ofte, at gården kan erhverves til en lavere pris end det, landmændene er villige til at sælge til.

»Vi har inden for de seneste 12 måneder købt én gård. Det skete i andet kvartal, ellers har vi haft ni måneders tørke. De er ikke lige umiddelbart til salg, selv om det går skidt derude,« sagde direktøren i juli til netmediet Finans.

Læs også: Bankerne: Landbruget må tænke ud af boksen

Da Martin Lambert Pedersen i januar talte til en etableringskonference for landmænd i Herning, sagde han det, som også ejendomsmæglere og andre med indsigt giver udtryk for:

»Der er masser af kapital, der ’brænder i lommerne’.«

Spørgsmålet er, om – eller hvornår – der for alvor går hul på kapitalstærke aktørers investeringslyst. Jo længere og dybere krisen udvikler sig og påvirker salgspriserne på jord og ejendom i nedadgående retning, desto større er sandsynligheden for, at eksterne interessenter ser fordelen i at opkøbe landbrugsarealer med senere værdistigninger og gensalg for øje.

Hvis ikke det er den foretrukne udvikling for landmænd, forbrugere og beslutningstagere, rejser det diskussionen om andre veje.

En statslig jordbrugsfond? Lokale jordbrugsfonde med forbrugerdeltagelse? Opsplitning af bedrifter, så de bliver til at købe for unge landmænd? Andelslandbrug eller andre former for samarbejde mellem bønder og byboere?

Rettelse: I en tidligere udgave af artiklen skrev vi, at gården Stokager blev købt af den nuværende ejer som konkursbo. Det er ifølge den tidligere ejer ikke korrekt. Vi beklager fejlen. red.

Serie

Vores jord – vores mad

Danske landmænd er tynget af gæld og global konkurrence, og hver dag må en eller flere heltidsbedrifter dreje nøglen om.

Forbrugerne tager samtidig afstand fra de stedse større industrilandbrug og forlanger mere dyrevelfærd, mindre kemi og lokalt producerede fødevarer.

I en ny serie sætter Information i samarbejde med P4-regionerne i Danmarks Radio fokus på, om der er en anden vej for dansk landbrug.

Seneste artikler

  • Tænk, hvis landbruget har en fremtid

    21. oktober 2016
    Meget går den gale vej for de hårdt trængte danske landmænd, som skildret i Informations serie ’Vores jord – vores mad’. Men der eksisterer mange muligheder for at bane vej for omstilling til et mere robust og bæredygtigt landbrug i ny nærkontakt med forbrugerne. Tænk hvis vi greb dem
  • ’Ikke så afgørende, om landbrugs-produktionen består, og landmanden forgår’

    18. oktober 2016
    Eksporten er afgørende for, om der kan skabes liv og beskæftigelse i landdistrikterne, uanset at antallet af bedrifter bliver ved at falde hastigt, mener miljø- og fødevareministeren
  • Hvis jeg er inhabil, er vi alle inhabile for Vorherre

    13. oktober 2016
    Information krænker god presseskik med sine historier om, at jeg var inhabil og korrupt i forbindelse med, at jeg i Promilleafgiftsfonden for Landbrug deltog i behandlingen af en ansøgning, jeg selv havde forfattet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Marianne Borgvardt
  • David Zennaro
  • Aksel Gasbjerg
Marianne Borgvardt, David Zennaro og Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kapital - kapital - kapitalisme...
Grådighed og mangel på sammenhæng i behandling af dyr, jord (afgrøder) og landets størrelse. Det skal ikke være en redningsplanke for gæld at etablere endnu mere fabriksproduktion (ødelæggelse af miljøet) via udenlandske investeringer, så sig da stop - regeringen vil ikke.
Har vi nogle partier med interesser for det grønne?
Majsmarker ødelægger fuglelivet - og lærker og viber m.m. bukker under.
Det er vel efterhånden over 60% af vores land, der udbyttes af landmænd. De små må gerne gå konkurs?

Mange må efterhånden dreje nøglen om i andre erhverv - blandt andet forretninger i udkantsområder. Det har der været fart på i flere år.
Når vi så ovenikøbet eksporterer vores MRSA til udlandet (sover opkøberne?) Den sygdom må vi leve med, siger de...
Opkøb jord til økologi eller helt andre afgrøder - plant noget skov.

lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Leif Høybye, Karsten Aaen, Marianne Borgvardt og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar

Få MRSA ud af staldene ellers har i landmænd så meget kunstgødning stående lejlighedsvis og det kan forvandles til et stort hul i jorden meget hurtigt.

Skiderrikker.

En jordomfordeling må straks begynde, hvis der skal dæmmes op for udenlandsk bestemmelse over vort landbrug. Uanset hvor mange tinglysninger man pålægger en lejekontrakt, vil den kunne omstøde mod betaling. alt er til salg for den rigtige pris. Uanset hvor meet man vender og drejer det, så bliver disse landmænd kun arbejdsfolk/traktorførere for andre. Selvejet er dødt. G rådigheden har sejret. Fordi man kun kan tænke i stordrift sætter man selvejet over styr. Mindre landbrug klarer sig faktisk allerbedst. Mens bulkvarerproduktionen i stordrift er konstant i fare for at nedlægge sig selv.

Den lovgivning, der blev gennemført for at få udenlandske spekulanter ind i det danske førhen så stolte frie landbrug er en skændsel og man kan kun grue for fremtiden, hvis den ikke omgøres straks.

lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Leif Høybye, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Udenlandske investorer har ikke for vane at betale skat i Danmark.
Det må man huske, når man synes at det er så fedt, at man kan drive sin virksomhed på baggrund af en udenlandsk opkøbers penge, "der brænder i lommen".
Og dermed bliver vort samfund fattigere.
Landbruget skal tage ansvar og forholde sig til ordentlige tal omkring deres indflydelse på det danske samfund. Ikke sminkede og dybt urealistiske opgørelser og ingen nedladenhed over for kontanthjælpsmodtagere og byboere i almindelighed. Tak

Dong blev delvist solgt. Dansk jord bliver gradvist solgt.

En kendt, gammel ideologi siger, at dansk jord skal tilhøre alle danskere, og alle brugere heraf skal betale herfor til fælleskassen. Denne ideologi blev desvæære ikke indført.
Nu er ikke bare byggejord og forsyning, men hele Danmark et spekulationsobjekt for store kapitalejere med bolig- og jordbobler til følge.
Fremskriv udviklingen og vi er daglejere i vort eget land.

Men det er ikke for sent. Indfør naturskat på jorden og dens resurser, og lad det være hovedindtægtskilden i vores samfundshusholdning.
Så kunne det være at spekulanterne ikke vil lege med.

Anne Eriksen, Karsten Aaen og Mona Blenstrup anbefalede denne kommentar

Det er ikke landbruget, der kan gøre noget. Det er bundet på hænder og fødder af fortidens synder.
Det er danske politikere, der skal tage ansvar istedet for den økonomiske junglelov - og EU.

"Det er ikke landbruget, der kan gøre noget. Det er bundet på hænder og fødder af fortidens synder."
JO landbruget kan gøre meget. Ormfordelingen af tilskud så mindre bedrifter fik en smule mere end store bedrifter (som har stordriftsfordele) fik landbruget sat en stopper for, storhedsvanevid om at alt skal være stort og man skal have store maskiner, hundredvis af malkekøer, tusindevis af svin og så videre, har ikke bragt andet end ubetalelig gæld med sig. Dem som stadigt opkøber store ejendomme, har bundet kreditforeningerne godt og grundigt fast på: gør hvad jeg siger eller jeg går konkurs og i sidder med gælden.
Derfor er det svært for andre erhverv eller boligkøbere at få almindelige lån til deres almindelige
behov. De skalnemlig kunne demonstrere soliditet, overskud og salgbarhed inden for overskuelig fremtid, hvis lånet skal kunne gives.

korrektion: mindre bedrifter skule ikke have mere end store blot lidt mere pr. hektar. Dem der ejer meste jord får mest i tilskud i det totale billede. Men EU har givet tilladelse til at man kan fordele en vis del af landbrugsstøtten nationalt. Det satte Landbrug og Fødevarer sig imod. Den organisation drives af de største jordbesiddere.

For en del år siden hørte jeg til et møde om landbrug mm, at et hollandsk arkitektprojekt om svineproduktion skulle afprøves/forsøges. Om det er sket og hvordan det evt. er gået ved jeg ikke, men det lød interessant og logisk:
Da den "industrielle" svineproduktion reelt ikke behøver jord, kan man flytte den til et erhvervsområde i etageejendom.
Øverst ligger søerne og producerer grise, der tidsmæssigt rykker etager nedad efter alder/vægt.
Deres afføring ryger også nedad, hvor den dels kan anvendes til varmeproduktion dels centrifugeres længe nok, til der er ren væske til kloaken og/eller golfbaner mm samt tør og lugtfri gødning til planteproduktionen på markerne.
Når grisene er blevet store nok ryger de ned til etagen med slagteriet.
Landbrugsjorden kunne stadig anvendes til planteproduktion, økologiske svin og køer samt til andre ting end slammarker, som meget af jorden reelt er i dag, fx kunne naturen komme til at fylde mere.

Når jeg læser sporet, synes der ikke at være meget tanke for at det er levende dyr, det drejer sig om at fabrikere.
Kurt Johansen, synes det er ok at have økologiske svin og så nogle i etager, der bare skal lade være med at grise?
Det lyder temmelig meget som økonomi, måske endda med værre forhold end i dag.

Understreger artiklen ikke blot at det er den store gældsætning i dansk landbrug der er hovedproblemet og ikke nødvendigvis krav til mindre sprøjtning og brug af kemikalier?
Der er fortsat et stort marked for både konventionelle, økologiske og biodynamiske produkter - og eftersom der både er investorer hertil samt danske landmænd der faktisk klarer sig godt (læs: ikke hænger fast i gælds-cirklen) så kan disse investorer sagtens være en vej ud af den 'onde cirkel" - blot skal der stilles fornuftige krav til den fremtidige driftsform fra statens side - både på den korte og lange bane.

Ikke nødvendigvis filantropiske investorer, men med forventning om to-cifret vækst i marked for økologiske produkter på udvalgte markeder kan også være interessant og derfor påvirke driftsformen og de langsigtede investeringer.

Til Anne Eriksen: læs venligst, hvad jeg skriver;
- Økologiske svin og køer kunne gå og leve på/i landbrugsjorden.
- De "industrielle" svin kunne fødes, leve og slagtes i etageejendomme i erhvervsområder - på de samme vilkår som de lever og dør i dag.

Det er ikke fordi jeg synes det er perfekt med den "industrielle" svineproduktion, men reelt vil denne produktion fortsætte så længe nogen spiser "produktet".
Og kunne det lykkes, at få den "industrielle" svineproduktion væk fra landet, ville det blive et meget rarere sted at leve.

Personligt kan jeg konstatere, at min "flugt" fra hovedstaden til bøh-landet, har bevirket jeg ikke spiser svinekød mere.