Læsetid: 9 min.

Genopliver vi ældre, som burde have lov at dø?

Plejehjemspersonale er tvunget til at genoplive ældre borgere, selv når de ved, at det er mod den ældres eget ønske. Ofte resulterer det i en mere kaotisk og smertefuld død end nødvendigt. Der er behov for en lovændring, mener flere organisationer
Ældre Sagen har foreslået, at plejehjemsbeboere, der ikke ønsker genoplivning, skal gå med et særligt armbånd, så personalet kan se, at de ikke skal forsøge at genoplive dem med hjertestarter i tilfælde af hjertestop.

Ældre Sagen har foreslået, at plejehjemsbeboere, der ikke ønsker genoplivning, skal gå med et særligt armbånd, så personalet kan se, at de ikke skal forsøge at genoplive dem med hjertestarter i tilfælde af hjertestop.

Ulrik Hasemann

20. september 2016

En livstræt 85-årig plejehjemsbeboer risikerer at blive genoplivet mod sin vilje, hvis hun pludselig falder om med hjertestop – også selvom de ansatte på plejehjemmet ved, at det strider direkte mod hendes eget ønske.

For med mindre der foreligger en skriftlig erklæring fra kvindens læge om, at der ikke skal forsøges genoplivning, er personalet tvunget til at finde hjertestarteren frem.

Det er et eksempel på, at nuværende lovgivning gør det alt for svært at få lov at dø, når man dør. Det mener Poul Jaszczak, der er formand for arbejdsgruppen ’Etik ved livets afslutning’. Arbejdsgruppen hører under Etisk Råd og har blandt andet undersøgt, hvilke udfordringer der er forbundet med genoplivning.

»Selve grundlaget for den måde, som vi har tilrettelagt vores sundhedsvæsen på, er, at det er forbudt at dø. Som det er nu, så risikerer plejehjemspersonalet principielt op til to års fængsel, hvis de lader en 85-årig dø, uden at en læge har godkendt det. Også selvom de ved, at det er det, som vedkommende ønsker,« siger Poul Jaszczak.

Arbejdsgruppens rapport er endnu ikke færdiggjort, men Poul Jaszczak vil blive »dybt overrasket«, hvis ikke rapporten ender med at konkludere, at der er behov for en lovændring på området.

Såfremt den føromtalte 85-årige dame gerne ville have undgået at blive udsat for genoplivningsforsøg, kunne hun have fortalt plejepersonalet om det ønske. Derefter skulle plejepersonalet have taget fat i kvindens egen læge og bedt ham skrive det i kvindens journal.

Det må lægen dog ikke uden først at foretaget en vurdering af kvindens helbredtilstand. Hvis han her vurderer, at kvindens ønske er rimeligt, skal han skrive det i hendes journal og give plejehjemmet skriftlig besked.

Hvis hendes helbredtilstand derefter skulle gå hen og forbedre sig, bliver vurderingen dog ugyldig, og en ny må foretages.

Derefter er der bare tilbage for den 85-årige at krydse fingre for, at hendes journal er opdateret, og at plejepersonalet kan huske, hvad der står i den, når hun pludselig ligger død på gulvet.

Uværdig behandling

Problemet har længe været kendt. Derfor udarbejde Styrelsen for Patientsikkerhed i 2014 en vejledning til sundhedspersonale og borgere, der skulle gøre det lettere at forstå reglerne for genoplivning uden for sygehusene.

Styrelsen har netop færdiggjort en evaluering af den vejledning. Blandt andet har de spurgt flere interesseorganisationer og faggrupper, om de oplever, at vejledningen fungerer i praksis. Her svarede de praktiserende læger, at de stadig er usikre på, hvordan nogle af punkterne skal følges i praksis.

Sundheds- og Ældreministeriet har dog ingen planer om at ændre lovgivningen, fortæller Henrik Kristensen, der er juridisk chefkonsulent i Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Overordnet set har evalueringen vist, at vejledningen er god nok. Der er bare brug for større kendskab til den. Derfor har vi udarbejdet en letforståelig pjece rettet mod både borgere og sundhedspersonale. Vi har også lavet en særskilt indsats over for de praktiserende læger for at sikre klarhed om reglerne,« siger Henrik Kristensen.

Læs også: Vi behandler vores døende til allersidste suk

En af dem, som bestemt ikke mener, at reglerne er gode nok, er sygeplejerske Annette Krarup. Hun og hendes kollegaer på plejecentret Vigerslevshus i Valby har længe været frustrerede over, at de er tvunget til at forsøge at genoplive beboere, selvom behandlingen er meningsløs.

»Hjertemassage er en meget voldsom behandlingsform, som vi meget nødigt vil udsætte folk for mod deres vilje. Det er ikke, fordi vi ikke vil redde liv, eller fordi vi er bange for at mærke ribbenene knække under vores hænder. Men det er en meget uværdig måde at behandle et afdødt menneske på. Det føles så forkert,« siger Annette Krarup.

Og selv når det lykkes at genoplive borgeren, er der stor risiko for, at vedkommende får en mere kaotisk og lidelsesfuld afslutning på livet end nødvendigt.

»Når folk bliver spurgt til, om de vil genoplives, hvis de får hjertetop, så er der mange, som tænker, at det vil de gerne, for så kan de leve videre og have det lige så godt, som før de fik hjertestop. Men virkeligheden for langt de fleste er, at de kommer i respirator på en intensivafdeling. Nyreskader, hjerneskader, stærke brystsmerter og dødsangst er også alle meget almindelige konsekvenser af genoplivning,« fortæller Annette Krarup

Derfor er de på afdelingen begyndt at spørge nytilkomne borgere om deres holdning til genoplivning, når de finder det relevant. Men da borgerens udsagn til en plejehjemansat ikke er tilstrækkelig, kontakter de derfor altid vedkommendes egen læge, for at få det skrevet i deres journal.

»Alle beboere har deres egen læge, så vi samarbejder med over 300 praktiserende læger. Og med rigtig mange af lægerne oplever vi, at de ikke vil skrive det ind. For det mener de ikke, at de må. Det mener de først, at de må, når patienten er uafvendeligt døende.«

Genoplivningsregler for borgere uden for sygehusene

En såkaldt ’habil borger’ kan ikke en gang for alle frabede sig genoplivning.

Hvis ikke der foreligger en skriftlig erklæring fra lægen om, at der ikke skal forsøges genoplivning, har sundhedspersonalet med ganske få undtagelser pligt til at forsøge genoplivning.

Man kan bede sin læge om, at skrive ind i ens journal, at man ikke aktuelt ønsker genoplivning. Det kan kun ske efter en lægekonsultation.

Hvis ens helbreds- og behandlingsmæssige situation ændrer sig, bortfalder fravalget, og man skal på ny tage stilling til, om man ønsker at fastholde sit fravalg.

Man kan frabede sig genoplivning i et Livstestamente. Det træder dog kun i kraft, hvis man er uafvendeligt døende, svært invalideret eller varigt inhabil.

Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed

Nåde versus lovgivning

Det er ikke kun de praktiserende læger, som har svært ved at finde rundt i lovgivningen. Også mange af de ansatte på plejecentrene har svært ved at forstå de nuværende regler. Det fortæller Karen Stæhr, som er formand for FOA’s 100.000 social- og sundhedsansatte. Derfor mener hun, at der er behov for en lovændring.

»Vi er nødt til at gøre noget ved de uklarheder – dels for de borgere, som mod deres ønske bliver genoplivet, men også de medarbejde, som tvinges til at forsøge genoplivning.«

Karen Stæhr mener, at det er særligt problematisk, at de ansatte risikerer at stå i et dilemma mellem at gøre det, som de finder etisk rigtigt, og det, som loven byder dem at gøre.

»Faktisk har vi haft en sag i Patientombuddet, hvor en social- og sundhedsassistent ikke startede genoplivning på en ældre beboer, fordi hun vidste, at vedkommende ikke ønskede det. Det blev der en sag ud af, for det var jo ikke skrevet ned i beboerens journal af en læge.«

Løsningsmodeller efterspørges

I Dansk Selskab for Patientsikkerhed mener man, at de nuværende regler på området er gode nok. Problemet består ifølge overlæge Ove Gaardboe fra selskabet i, at de ikke bliver brugt tilstrækkeligt i praksis.

Han mener, at praktiserende læger såvel som plejehjemsansatte bør være bedre til at tage snakken om genoplivning med beboerne. En af mulighederne kunne være, at man altid tog sådan en samtale, når beboerne flyttede ind.

»Problemet er, at det ikke er alle steder, man får tager en ordentlig samtale med sine beboere om, hvad de ønsker. Så vores hovedpointe er: Sørg nu for at få taget snakken med de beboere,« udtaler Ove Gaardboe.

Som loven er nu, må et plejehjem ikke indføre en procedure, hvor man ved indflytning på et plejecenter automatisk får tilbudt en lægesamtale om ønskerne i forhold til genoplivning. Dansk Folkeparti har tidligere udtalt, at de mener, loven på det område bør ændres, sådan at det bliver lovpligtigt at tage den snak.

Af andre løsningsmodeller har Ældre Sagen foreslået, at beboerne, der ikke ønsker genoplivning, kunne gå med er særligt armbånd. Poul Jaszczak fra Etisk Råd ønsker ikke selv at lægge sig fast på en løsning, men håber, at der snart bliver fundet en.

»Juristerne og politikerne kommer til at skulle lægge hovederne i blød, for de skal finde en måde, hvorpå vi kan sikre os, at almindelige mennesker får lejlighed til at give udtryk for, hvordan de ønsker forholdende skal være, når de dør.«

Fire eksempler på uværdig genoplivning

De ansatte på plejecentret Vigerslevshus har oplevet flere situationer, hvor forsøg på genoplivning har medført kaotiske og uværdige livsafslutninger. En gruppe sygeplejersker og sosu-assistenter har nedskrevet nogle af deres oplevelser for at gøre Etisk Råd opmærksom på, hvilke konkrete dilemmaer de står i. Information har fået lov til at bringe et udpluk af dem.

Beskyldt for usømmelig omgang med lig

En sygeplejerske blev tilkaldt, fordi nattevagten på en kommunal ældreinstitution fandt en borger livløs. Borgeren var kølig med begyndende dødsstivhed.

De alarmerede 112, som blev informeret om situationen. Alarmcentralen bad plejepersonalet starte hjertemassage og benytte hjertestarteren om muligt, og der blev sendt en ambulance.

Personalet gik i gang, ambulancen ankom og lidt efter også akutlægen. Akutlægen bemærkede i fuld alvor, at situationen mest af alt måtte betegnes som »usømmelig omgang med lig«, en henvisning til straffelovens § 139.

Han kritiserede, at der heller ikke hos denne borger på forhånd var taget stilling til, om genoplivning skulle forsøges ved hjertestop. Det var tydeligvis ikke første gang, han stod i denne situation. Alle implicerede erklærede sig fuldt enige.

Mand var for rask til at fravælge genoplivning

En ældre mand var indlagt på en rehabiliteringsafdeling efter et hospitalsophold. Han var svækket og mente selv, at det gik ned ad bakke med helbredet.

Hans praktiserende læge var på besøg og talte med manden, hans datter og sygeplejersken. Det var efter sygeplejerskens mening en god samtale præget af tillid mellem parterne. Undervejs i samtalen sagde den gamle mand, at hvis han skulle falde om med hjertestop, så måtte personalet endelig ikke »gøre noget«, for så ville han have lov til at dø. Han blev bakket op af datteren.

Efter samtalen bad sygeplejersken lægen om at notere mandens ønske i journalen. Lægen sagde, at det kunne han desværre ikke, da han ikke vurderede, at den ældre mand var alvorligt syg eller uafvendeligt døende.

Personalet på genoptræningsafdelingen var derfor fortsat forpligtet til at starte genoplivning ved hjertestop, til trods for deres kendskab til mandens ønske.

Datter tiggede sygeplejerske om at lade hendes mor dø i fred

En sygeplejerske blev kaldt ind til en gammel dame på et plejehjem. Hun var blevet dårlig med besværet vejrtrækning, der forværredes i løbet af nogle timer. Hun kunne ikke selv give udtryk for, om hun ønskede at komme på hospitalet, men datteren, som var på besøg, ønskede helst ikke, at hendes mor skulle indlægges.

Sygeplejersken og datteren blev enige om at kontakte vagtlægen. Mens sygeplejersken talte i telefonen med vagtlægen, ophørte vejrtrækningen, og den gamle dame blev livløs.

Vagtlægen instisterede på, at sygeplejersken skulle starte genoplivning med hjertemassage, og han sendte en ambulance. Datteren græd, skubbede sygeplejersken væk og insisterede på, at hendes mor skulle have lov at være i fred.

Sygeplejersken var i et dilemma, fordi hun juridisk set var forpligtet til at følge lægens anvisning, men samtidig forekom det hende meget forkert at gå imod datterens ønske.

Løj om smerter for at skåne ægtefælle

En ældre kvinde, som var svækket af uhelbredelig kræft, var indlagt på en hospitalsafdeling. Kvinden fik pludselig hjertestop, men det lykkedes at genoplive hende. Hun vågnede delvist op og sagde nogle lyde.

Vejrtrækningen var dog stærkt svækket, og hun blev straks overflyttet til respiratorbehandling på intensivafdeling, hvor hun afgik ved døden efter et par timer.

Vi modtog hendes grædende ægtefælle, der kom for at hente hendes ejendele. Han takkede for plejen, men var fuld af selvbebrejdelser over, at han ikke havde ’forbudt’ os at forsøge genoplivning. Det var nemlig helt imod hustruens ønske at skulle dø på den måde, og han var meget bekymret for, hvad hun måtte have oplevet i de sidste timer.

Vi forsøgte at trøste ved at sige, at vi ikke troede, hun havde oplevet så meget, da hun var meget fjern. Men vi løj. Vi tror faktisk, at hun kom til bevidsthed og derfor med al sandsynlighed oplevede lidelse i form af kvælningsfølelse, smerter og angst, indtil hun forhåbentligt blev lindret på intensivafdelingen.

Serie

Genoplivning på plejehjem

Ældre borgere risikerer at få en mere uværdig og smertefuld død end nødvendigt. Reglerne for genoplivning uden for sygehusene fungerer nemlig ikke i praksis og konsekvensen er, at man udsætter ældre borgere for genoplivning mod deres vilje.

Information sætter i denne serie fokus på reglerne for genoplivning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Meyer
  • John Fredsted
Ole Meyer og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

I andre lande, f.eks. i USA, kan der hænge et skilt eller lignende over sengen, hvor der står DNR, dvs, do not resussicitate, dvs. genopliv ikke. Og det virker :)

Det undrer mig egentlig, at det ikke er nok, at lederen af plejehjemmet har et papir med underskrift
fra den ældre person, der flytter ind på plejehjemmet om at man ikke ønsker genoplivning, hvis nu...

Endnu et eksempel på den lov og regel-syge, der har grebet os, fordi ingen længere har tiltro til menneskers konkrete dømmekraft i konkrete situationer.
Men almindelig empati burde kunne fortælle en professionel med kendskab til beboeren, om det ene eller andet er det rigtige at gøre.

Nu ejer du jo ikke dig selv længere :)
I hvert fald skal staten nok fortsætte med at holde "hånden over dig" - når du engang får lov til at gå på pension.
Tid til at tale med syge mennesker? - ikke en sport der rigtig er tid til at dyrke.
Vi skal bare holde øje med "reformerne", inden man ser en fordel i at hjælpe folk afsted...

Anett Desiree Avlastenok, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Øh.. I virkelighedens verden får dødssyge ældre faktisk en hånd med til at dø eller manglende hånd til at leve, hvis de ønsker det. Men det sker på sygehusene, hvis de klart udtrykker det ønske og bør ikke ske på plejehjemmene, hvor personalet og beboerne har et langt tættere tilknytningsforhold.

Anne Eriksen, Karsten Aaen, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Birgitte Baktoft

Jeg er enig med de kommentatorer, der skriver, at vi skal passe på, hvad det er vi beslutter om liv og død. Der kan være mange grunde til at vælge "ældre" medborgere fra, og der må aldrig herske tvivl om, at menneskeliv er ukrænkeligt.
Men når det er skrevet, så er der også et spørgsmål om værdighed og nåde. Det er ikke nådigt, at tilbringe den sidste del af livet som forvirret og angst demensramt, som ikke længere selv kan træffe en beslutning, om de vil genoplives. Eller som der skrives i artiklen: Man genopliver til et liv med smerter og dødsangst. Det er absolut ikke et dilemmafrit spørgsmål. Og løsningerne er ikke hverken entydige eller lette at lave. Lad os tænke os om, inden vi går til de lette løsninger.

Hvornår skulle grænserne for hvornår man skulle forsøge at genoplive så egentligt foregå. Jeg ved i princippet (og i praksis) ikke om de genoplivninger jeg har deltaget i er resulteret i at fremmede mennesker har fået dødsangst eller smerte efterfølgende. Det er en uklar og defus grænse at begynde at lovgive om, for ingen (absolut ingen) kan med sikkerhed sige noget om konsekvenserne af et genoplivningsforsøg. Og som det allerede er skrevet, hvis vi begynder at flytte grænsen, hvor ender det så. Er det samfundsøkonomien som til sidst skal bestemme over om et liv er værdigt eller er det op til den enkelte borger at sige, jeg vil som den eneste af min årgang, gerne være en belastning for samfundet.... Blot en tanke.

Marie Sanne Caroline Malmros

Jeg tænker at ældre bør have ret til at bestemme over eget liv og død. Armbånd kunne overvejes og bestemt at man ved indskrivning på plejehjem tog en samtale mht. om man vil genopives eller ej.

Hvis det ikke er muligt at tilpasse individuelt, så skal man ikke lave regler omkring aktiv dødshjælp.
I forvejen er samfundet skåret ud i firkanter og en dag vil vi som lemminger adlyde "staten" fordi kulturen ikke længere er til selv at tage et ansvar...