Læsetid: 4 min.

Green Desert-sag kan ramme både ministre og embedsmænd

Kan den kommende Green Desert-sag føre til, at de ansvarlige for Danmarks fangepolitik i Irak bliver stillet til ansvar? Eksperter advarer mod at skrue forventningerne til den kontroversielle mammutsag for højt op
Daværende forsvarsminister Søren Gade (th.) besøgte de danske soldater i Irak i 2004. Samme år blev 23 irakiske fanger udleveret til tortur på en irakisk politistation. Efter fem års tovtrækkeri kommer sagen nu for retten.

Daværende forsvarsminister Søren Gade (th.) besøgte de danske soldater i Irak i 2004. Samme år blev 23 irakiske fanger udleveret til tortur på en irakisk politistation. Efter fem års tovtrækkeri kommer sagen nu for retten.

Forsvarsministeriet

7. september 2016

Det skorter ikke på begejstring hos den danske advokat Christian Harlang, efter at Forsvarsministeriet sent mandag meddelte, at staten har opgivet sit forsøg på at få den såkaldte Green Desert-sag afvist på grund af forældelse:

»Et mesterligt nederlag til staten. David har slået Goliat. Intet mindre!«

Efter mere end fem års tovtrækkeri skal den kontroversielle sag om Danmarks mulige medansvar for udlevering af 23 irakiske fanger til tortur på en irakisk politistation i 2004 derfor for retten.

Men hvad kan danskerne egentlig forvente at få ud af den omfattende sag, som ventes at starte i Østre Landsret i begyndelsen af næste år og vare et sted mellem 60 og 70 retsdage?

Først og fremmest forventer en række jurister, Information har talt med, at retssagen vil kaste lys over, hvad der egentlig skete den 25. november 2004, da danske, britiske og irakiske styrker gennemførte den storstilede Operation Green Desert i Basra-provinsen. Og så håber de på, at det bliver opklaret, hvor grænserne for Danmarks fangeansvar går.

Chefjurist Claus Juul fra Amnesty International håber, at sagen kan sætte en stopper for de danske styrkers udlevering af fanger til samarbejdspartnere, der har problemer med at overholde menneskerettighederne.

»I den bedste af alle verdener får vi en principiel dom, som betyder, at Danmark aldrig mere vil overgive fanger til myndigheder, hvor de risikerer mishandling og tortur,« siger han og understreger, at han forventer, at både den nuværende og de kommende forsvarsministre vil tage rettens afgørelse til efterretning.

»Vi håber, at retten én gang for alle vil slå fast, at danske soldater, der begiver sig ind på et andet lands territorium, hvor de de facto kontrollerer et område og nogle personer, også har ansvaret for, at de mennesker, de medvirker til at tilbageholde, ikke bliver udsat for tortur.«  

Hos Dignity – Dansk Institut imod Tortur – regner juridisk rådgiver Elna Søndergaard med en lignende afklaring.

»Vi regner med, at det bliver opklaret, hvad der egentlig skete under Operation Green Desert, og at det bliver klart, hvad de danske styrkers rolle var og dermed også, hvor grænserne for Danmarks medansvar går,« siger hun.

Nye oplysninger

Begge de to menneskeretsjurister forventer, at retssagen vil kaste en mængde nye oplysninger af sig, både om den danske fangepraksis i Irak og om den beslutningsproces, der lå bag.  

»Vi kender allerede en del fakta takket være medierne. Bl.a. ved vi fra Wikileaks-afsløringerne i Information, at de danske myndigheder var klar over risikoen for tortur i de irakiske fængsler. Men der er mange andre ting, vi ikke ved,« siger Elna Søndergaard og ser især frem til de mange vidneafhøringer.

»Vi kan jo forvente, at en lang række centrale aktører, både i militæret og i Forsvarsministeriet skal afgive forklaring. Og det samme gælder de 23 irakere, som endnu ikke har været afhørt,« siger hun.

Læs også: Kritikere: Militærmanual viger uden om fangespørgsmålet

Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, vurderer også, at retssagen vil kaste nyt lys over især beslutningsprocessen.

»Der er gode muligheder for at få nye dokumenter frem under retssagen, bl.a. fordi man kan anvende de såkaldte editionsregler, som giver væsentlig bedre muligheder for at få adgang til dokumentet end de aktindsigter, medierne har mulighed for at anvende,« siger han.

Ifølge editionsreglerne kan man anmode retten om at få udleveret bestemte dokumenter, og hvis dommeren mener, at papirerne er relevante, skal f.eks. ministeriet eller Forsvaret udlevere dem.

Erindringsproblemer

Selv om juristerne er optimister med hensyn til mulighederne for at få nye oplysninger frem, advarer Claus Juul også om ikke at forvente for meget.

»Der er efterhånden gået så mange år, at der kan være store vanskeligheder forbundet med at huske, hvad der præcist skete i 2004 i Irak,« siger han. »Jo længere tid, der går, jo sværere er det at afgøre, hvad den enkelte egentlig så, og hvad der eventuelt er efterrationaliseringer.«

Af samme grund forventer han heller ikke, at der pludselig dukker en »smoking gun« op, som placerer ansvaret for et eventuelt konventionsbrud direkte hos daværende forsvarsminister Søren Gade eller statsminister Anders Fogh Rasmussen.

»Det er ikke sandsynligt, at vi lige pludselig kommer til at høre om et møde på statsministerens kontor, hvor den danske fangepolitik blev diskuteret,« siger han.

Ministeransvar

Netop ønsket om at få placeret et politisk ansvar for udleveringen af fanger til de berygtede irakiske myndigheder har i årevis stået øverst på en række oppositionspartiers ønskeliste.

Men det kommer ikke til at ske under den kommende sag, der er en civil erstatningssag, som udelukkende skal tage stilling til, om de 23 tidligere fanger er berettiget til at få udbetalt en erstatning fra den danske stat.

Læs også: En særlig sag

»Hvis der skal placeres et juridisk ansvar hos en minister, kan det kun ske ved en rigsretssag,« siger Sten Bønsing. »Og den skal rejses af et flertal i Folketinget.«

Han understreger, at rigsretssager er meget sjældne i Danmark, faktisk har der kun været fem, den seneste mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i den såkaldte Tamil-sag.

To slags ansvar

»Der skal være et rimeligt seriøst grundlag for at rejse en rigsretssag,« understreger Bønsing.

»Betingelsen for at rejse en sag er, at det kan bevises, at den pågældende minister har haft noget med sagen at gøre. Han kan f.eks. have skrevet under på en beslutning, givet en instruks, fået en orientering eller lignende,« forklarer han.

»Men ansvaret kan også bestå i, at ministeren bevidst har undladt at handle, eller hvis han f.eks. har sagt: ’De der møgsager, lad for Guds skyld være med at orientere mig om dem.’«

Det sidste kan dog være vanskeligt at bevise.

Hvis der under retssagen kommer inkriminerende oplysninger frem om andre end de relevante ministre, f.eks. embedsmænd i Forsvarsministeriet eller ansatte i Forsvaret, kan egentlige straffesager komme på tale, men så skal der ifølge juristerne anlægges seperate sager i kølvandet på en afgørelse af erstatningssagen.

En anden mulighed er ifølge Elna Søndergaard, at sagen fører til en genoprettelse af den nedlagte Irak- og Afghanistan-kommission.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Oluf Husted
Dorte Sørensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så med andre ord: Retssag eller ej, så er der ingen der står til ansvar....På den positive side: Vi får måske afdækket lidt mere om vores ageren i Irak....også selv om Vænstre konsekvent hævder, at det hele er "tilstrækkeligt belyst"....

Kan det tænkes at vi har krigsforbrydere siddende i folketinget, som har haft magt til at skjule sandheden.

Vurderes det virkeligt at sandheden, selv om den påviser at der sidder krigsforbrydere i folketinget, ikke vil føre til straf.?

Hvis advokaten er identisk med den i medierne negativt omtalte advokat af samme navn (der i flg medierne opfører sig ret ejendommligt og taber mange sager), så bliver retssagen næppe noget , der giver "sved på panden" hos modparten ?