Læsetid: 7 min.

I Herning var Anders skurken, Kristian kongen – og Mette måske slet ikke så slem

Anders Samuelsen kan bare komme an, DF æder ikke topskattelettelserne. På Dansk Folkepartis landsmøde i Herning var de klar til valg og åbne over for samarbejde med Mette Frederiksen, så længe hun ikke fører rød udlændingepolitik
’Er I klar til valg,’ spurgte DF-formand Kristian Thulesen Dahl sine medlemmer på weekendens landsmøde.

’Er I klar til valg,’ spurgte DF-formand Kristian Thulesen Dahl sine medlemmer på weekendens landsmøde.

Claus Bonnerup

19. september 2016

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, og køen til pølsevognen kan synes uendelig.

Arrangørerne af Dansk Folkepartis landsmøde i Messecenter Hernings kongrescenter har åbenlyst undervurderet gæsternes appetit.

For efter åbningsceremonien er de over 1.300 deltagere mere sultne, end pølsemanden kan håndtere.

I toppen af Dansk Folkeparti er de også sultne. Ikke kun efter pølser, men også efter valg.

Både menige partimedlemmer og topfigurer står side om side i pølsevognens kø, klar til spise og klar til at eliminere Anders Samuelsen. For én ting kommer landsmødet aldrig til at æde: Liberal Alliances topskattelettelser.

»Er i klar til valg?« råber Kristian Thulesen Dahl oppe fra scenen, og jubelbrølet i salen er ikke til at tage fejl af. Et samlet Dansk Folkeparti er klar til at tage opgøret med ’Liberal Arrogance’, som de kaldes her i Herning, og jokes om Anders Samuelsens stålsatte blik fyger gennem luften.

I partiformandens åbningstale lørdag fortæller han om den grænsekontrol, som Dansk Folkeparti sikrede Danmark.

Han taler om flygtningestrømmen, der skal stoppes, men han taler også om Socialdemokraterne.

Med en parodi på Poul Nyrup Rasmussens famøse ord om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene, spreder han latter i salen.

Han joker med, at Helle Thorning-Schmidt er flyttet ud af landet, som han forudså, og han har publikum med sig. De elsker at grine af Socialdemokraterne, det er så let, men netop som stemningen er høj, åbner han for at arbejde med Mette Frederiksen:

»Jeg vælger at tro på oprigtigheden i, at Socialdemokratiet anno 2016 kan, tør og vil indgå store aftaler med os om f.eks. udlændinge, boligområdet og energiafgifter. Store områder, hvor det er vigtigt, vi får taget fat, og hvor danskerne har krav på at vide i mange år frem, hvad de kan regne med. Hvor der skabes vished og dermed tryghed om fremtiden. Hvor vil det være forfriskende, hvis dette efterår bliver brugt til et reelt nybrud i dansk politik.«

Søndag tager Mette Frederiksen så ordet i Politiken. Hun siger, at hendes parti har mange værdier til fælles med Dansk Folkeparti. Og det er de sådan set enige i i Herning.

Et ægtepar fra Aulum har klaret sig gennem køen til pølsevognen og erhvervet sig en ristet med sennep og ketchup. De bærer stolt en guldbroche på brystet, som viser, at de har været medlemmer af partiet i over 10 år. De er trætte af de mørke, af Uffe Elbæk, Anders Samuelsen og ham kuglestøderen.

Kristian Thulesen Dahls invitation til Socialdemokraterne er umiddelbart mere spiselig, end hvad der ellers står på det politiske menukort.

»Jeg bliver så træt af at se på Anders Samuelsen, så jeg slukkede for tv’et, sidst han talte. Han er da så arrogant, og vi skal bare ikke have hans topskattelettelser. Så hellere samarbejde med Socialdemokraterne, men der er problemet jo bare, at de er lidt røde. Der er kun en eneste god troværdig statsminister, og det er Kristian Thulesen Dahl,« siger Inger Nielsen, som er på pension. Hendes mand Erik står og nikker ivrigt ved hendes side.

Danske nummerplader

Landsmødet er nået til den frie debat, hvor menigmand kan tage ordet og være mødets midtpunkt for en stund. Flygtninge skal fatte løbeskoene og traske tilbage til, hvor de kom fra, lyder det fra folketingsmedlemmet Marlene Harpsøe, og salen klapper begejstret.

Nye talere kommer og går, holdninger og forslag kastes ud i plenum. Et dyrepoliti skal etableres, pensionister skal kunne bo i deres sommerhus, når deres vanlige residens er under renovering, og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (A), skal smides på porten.

Et heftigt angreb på flygtninge sættes ind fra det københavnske partimedlem Cheanne Nielsen.

»Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber,« argumenterer hun.

Cheanne Nielsen håber på at blive godkendt til at stille op for partiet i Københavns Borgerrepræsentation til februar. Efter tre minutters taletid i spotlyset og efterfølgende klapsalver uddyber hun sit synspunkt over for Information.

»Jeg siger det, fordi det er rigtigt. Det er en del af deres natur, og man ser det jo i medierne hele tiden. Jeg bor selv på Amagerbro, og jeg tør ikke engang tage en løbetur om aftenen længere. Det er deres natur, og derfor skal de ikke være her.«

Hvis hun bliver valgt ind, vil hendes fokus være på social- og sundhedsområdet. Partitoppens tilnærmelse til Socialdemokraterne kan være god nok, men kun på én betingelse, mener hun.

»Vi har mange fælles værdier, såsom at passe på de svage, men det må ikke ske, at de har en slap udlændingepolitik.«

Under den endeløse strøm af talere går Peter Kofod Poulsen ud af kongrescenteret for at ryge en cigaret. Inden han når udgangen, bliver han stoppet af et ældre ægtepar, som roser ham for hans indsats.

»Det er så godt at se, hvordan du bliver bedre og bedre. Tag rosen til dig og fortsæt det gode arbejde.«

Her på landsmødet går borger og folketingspolitiker side om side, og selv en retsordfører med kometkarriere som Peter Kofod Poulsen kan sætte pris på en opmuntrende bemærkning.

»Det er altid rart at få ros. Det skal der ikke lægges skjul på,« siger han.

Foran kongrescenteret og midt i sin cigaret bliver han tiltalt af en begejstret mand, der trækker papirer frem og præsenterer ham for sit nyeste påfund. Ivrigt fortæller han om de klistermærker af dannebrog, som han har fået produceret.

De passer perfekt i størrelsen til EU-logoet på siden af de nyere danske nummerplader, og det er skam også hensigten at klistre det danske flag over de europæiske stjerner. For det kan sgu ikke være rigtigt, at danskere skal tvinges til at promovere det europæiske projekt, når vi på ingen måde kan støtte op om krænkelsen af den danske suverænitet.

»Jeg henvendte mig til politiet og spurgte, hvilke paragraffer de vil slå mig i hovedet med, nu hvor jeg kører rundt med det danske flag i stedet for det europæiske på nummerpladen. De kunne ikke finde nogle, så jeg fortsætter,« siger Ole Blickfeldt, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Dansk Folkeparti i Lejre.

Hele Danmarks drømmefamilie

I kongressalen sidder medlemmerne ved langborde og betragter talerne på scenerne udlægge partiets budskab. På væggene er der projekteret overdimensionerede partilogoer og bannere med Kristian Thulesen Dahl, som stilfærdigt skuer ud over salen fra oven.

Blandt tilhørerne er familien Gall. De er på en måde kendte, selv om de ikke er kendte.

I foråret plastrede Dansk Folkeparti busstoppesteder og plakatsøjler til med plakater af en smilende kernefamilie og en photoshoppet hund. Med sirlig skråskrift stod der henover billedet: ’Vores Danmark. Der er så meget, vi skal passe på’.

Nu hænger de igen i bannerform side om side med partiformanden og smiler ned til salen

Familien på billedet er familien Gall. De er medlemmer af Dansk Folkeparti, og de er stolte over at være blevet gjort til partiets ansigt i gadebilledet.

Da kampagnen med billedet af familien Gall rullede landet over, opstod der godt nok en modkampagne, og flere reklameskilte blev udsat for hærværk. Men selv har familien ikke oplevet negative eller fjendtlige episoder som konsekvens af modeljobbet, og de fortryder ikke, at de sagde ja til at optræde på plakaten.

»Jeg er blevet kaldt ’Mor Danmark’ lige siden,« fortæller Christel Gall. Hun blev kontaktet af partisekretær Poul Lindholm og fik tilbuddet om, at familien skulle på partiets plakat. Han vidste, at bedsteforældrene også var partimedlemmer. Den perfekte familie.

Først skulle børnene spørges, og de var ellevilde med ideen. De taler endda stadig om den dag, de fik taget billeder, og for familiens skyld kunne hele kampagnen sagtens rulles ud igen.

»Jeg vil gøre alt for mit parti, så der var ingen tvivl hos mig,« siger Christel Gall, der også er kommunalbestyrelsesmedlem i Odense for Dansk Folkeparti. Hun har en piercingbutik i Odense.

Faren i familien, Thomas Gall, driver til dagligt en motorcykelklub i Odense og er i dagens anledning iført en T-shirt med budskabet ’Nej tak til Halal’.

»Siden kampagnen har vi kun fået positive tilbagemeldinger. Der har slet ikke været nogle hadske eller negative henvendelser. Den modkampagne, der opstod, var kun med til at sprede budskabet endnu mere, så det var bare godt,« siger han.

De er blevet ansigtet på DF, og det er de godt tilfredse med. Men selv for familien Gall kan nogle af landsmødets taler være over grænsen. Som for eksempel da Cheanne Nielsen kategoriserer flygtninge som folk, der voldtager og dræber.

»Jeg kan sagtens stå inde for alt, hvad DF mener. Men jeg synes, at det er lidt for groft at sige, at de voldtager og dræber. Det er jo generaliserende. Men det er et udtryk for frustration, og så fungerer det her som en ventil,« siger Thomas Gall.

Hans kone Christel tilføjer: »Vi danskere mangler jo en ventil. Den har flygtningene jo, for de raserer bare deres asylcenter, hvis det er.«

Familien beskriver grinende sig selv som en middelmådig arbejderfamilie, der køber sit tøj i Føtex, præcist som den københavnske elite sikkert forestiller sig dem.

De er en generation af arbejdere – og netop den slags arbejdere, som tidligere stemte på Socialdemokraterne, men som nu føler sig svigtet af det gamle parti og derfor har meldt sig ind i Dansk Folkeparti, forklarer Thomas Gall.

»Vi er jo det nye arbejderparti. Nu hvor Dansk Folkeparti nærmer sig Socialdemokraterne, så tror jeg, at det primært er i partitoppen, at de er nervøse for et samarbejde. De almene medlemmer kan sagtens genkende sig selv i Dansk Folkepartis politik, og derfor tror jeg, at et samarbejde mellem de to partier kan være ganske fornuftigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu