Læsetid: 5 min.

Hvem bestemmer over døden i velfærdsstaten?

Ældre mennesker, der genoplives mod deres vilje, er beviser på, at døden ikke alene er et anliggende for den enkelte. I den moderne velfærdsstat er der klare regler for, hvordan og hvornår døden må indtræffe
Hvor man før i tiden tog personligt ansvar for sine ældre familiemedlemmer, er ældrepleje i dag noget, som de fleste udliciterer til det offentlige. Den udvikling, mener professor Thomas Ploug, kan være en medvirkende faktor til, at nogle ældre ser sig selv som en byrde og derfor ikke ser noget formål med deres liv.

Hvor man før i tiden tog personligt ansvar for sine ældre familiemedlemmer, er ældrepleje i dag noget, som de fleste udliciterer til det offentlige. Den udvikling, mener professor Thomas Ploug, kan være en medvirkende faktor til, at nogle ældre ser sig selv som en byrde og derfor ikke ser noget formål med deres liv.

Sille Veilmark

29. september 2016

Plejehjemsbeboere, der drømmer om at dø en pludselig og smertefri død, men alligevel genoplives, når det sker.

Plejehjemsansatte, der tvinges til at give hjertemassage, selvom de finder det uværdigt over for borgeren. Regler, som foreskriver, at kun en læge kan vurdere, hvornår genoplivning er meningsløs.

Debatten om genoplivning er grundlæggende et spørgsmål om, hvem der bestemmer over døden i velfærdsstaten.

Ældre er nødt til at gøre en aktiv indsats, hvis de ønsker at sikre sig, at de ikke bliver forsøgt genoplivet, hvis de får pludseligt hjertestop. Det er nemlig lovpligtigt for plejepersonalet at forsøge at genoplive dem, med mindre en læge har givet besked om andet. 

Det fik for nyligt Poul Jaszczak fra Det Etiske Råd til at konkludere, at »grundlaget for den måde, som vi har tilrettelagt vores sundhedsvæsen på, er, at det er forbudt at dø«.

At staten blander sig i, hvordan og hvornår dens borgere må dø, er der ifølge sociologiprofessor Michael Hviid Jacobsen ingen tvivl om.

»Selvom det næppe er ’forbudt at dø’, for det gør vi nu nok alligevel på et tidspunkt, så er det åbenlyst for de fleste, at der er ret faste rammer for, hvordan, hvornår og under hvilke omstændigheder vores død kan og må udspille sig,« siger han.

God grund til at være skeptisk over for folks dødsønske

Spørgsmålet er så, i hvilket omfang den enkelte kan bestemme over sin egen død inden for de rammer. Ifølge Thomas Ploug, der er professor i anvendt etik på Aalborg Universitet, findes der her to forskellige praksisser i lovgivningen.

»I nogle situationer har individet ret til at vælge døden til. Det er for eksempel tilladt at fravælge livsforlængende behandling, og det er også tilladt at træffe valg, som med stor sandsynlighed forkorter livet – for eksempel rygning. Men så er der andre situationer, hvor det ikke er tilladt at tilvælge døden. For eksempel kan man tvangsindlægge folk, hvis man vurderer, at der er fare for, at de vil begå selvmord,« forklarer Thomas Ploug. 

Af sundhedsloven fremgår det tydeligt, at individet har ret til selvbestemmelse. I de tilfælde, hvor man ’forbyder’ folk at dø, er det, fordi man vurderer, at de ikke er sig selv, og deres beslutninger derfor ikke er udtryk for selvbestemmelse.

Man vurderer ganske enkelt, at deres dødsønske kan kureres. Det er også den tankegang, der ligger bag reglerne for genoplivning. Hvis en person falder om med hjertestop, tre år efter at han har tilkendegivet, at han ikke ønsker genoplivning, kan man ikke vide, om vedkommende har ændret mening i mellemtiden.

»Sundhedsstyrelsen gør fuldstændig ret i at være meget, meget skeptiske over for folks ønske om at dø. For hvordan kan vi vide, under hvilke betingelser du har ytret det ønske? Hvordan ved vi, at du ikke har ændret det ønske? Man har intet grundlag for at vurdere troværdigheden af det udsagn, og der står simpelthen for meget på spil,« siger Thomas Ploug.

Kroppen er offentlig ejendom

Når man genopliver folk uden deres samtykke, bunder det i en forestilling om, at kroppen ikke alene tilhører individet. Det mener Lars-Henrik Schmidt, der er idéhistoriker og professor i pædagogik og filosofi ved Aarhus Universitet. Ifølge ham, står spørgsmålet om, hvem der har ejerskab til kroppen, helt centralt i vores historie.

 Tilbage i middelalderen tordnede kirken mod selvmord, fordi det var en forgribelse mod Herrens ejendom. I takt med oplysningstiden blev kroppen menneskets egen ejendom. Så længe man levede, var kroppen ens egen, og når man gik bort, overgik den til de pårørende. Tanken bag var, at det var den, som havde forsørget vedkommende, der havde ejerskabet til liget.

»Men siden da er der sket en langsom overtagelse af folks kroppe, sådan at kroppen i dag er blevet offentlig ejendom,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Den offentlige overtagelse af kroppen begyndte ifølge Lars-Henrik Schmidt i 1800-tallet i forbindelse med den spirende lægevidenskab. Lægerne manglede lig, som de kunne dissekere i forskningsøjemed. Dengang var lig en mangelvare, da staten kun rådede over ligene af dem, den selv havde henrettet.

Så hvor skulle lægevidenskaben få sine døde kroppe fra? Her gik det offentlige ind og hjalp ved at donere ligene af de mennesker, som døde rundt omkring på fattiggårde og andre offentlige forsorgsinstitutioner, som ingen gjorde krav på.

Selv om staten ikke på samme måde har ejerskab over den døde krop i dag, så mener Lars-Henrik Schmidt alligevel, at begivenhederne i 1800-tallet er afgørende for at forstå, hvorfor staten overhovedet blander sig i døden.

»Hvis man har været almenvældets ansvar, så tilhører man i sidste instans det offentlige. Sådan er vores forsorgssystem bygget op, og det er det, som er baggrund for den moderne velfærdstænkning: Hvem har forsørget dig?« siger Lars-Henrik Schmidt.

I et historisk perspektiv har velfærdsstaten skabt en ramme omkring vores liv, der er præget af betydelig mere tryghed, forudsigelighed og økonomisk overskud end nogensinde tidligere i historien, mener Michael Hviid Jacobsen. Og han synes ikke, der er noget mærkeligt i, at en del af prisen for de mange goder er statslig kontrol – også over døden.

»Op igennem anden halvdel af det 20. århundrede er der sket en stigende kontrol over mange facetter af døden. Det gælder jo både den lovgivning, der regulerer eksempelvis abort, aktiv dødshjælp, genoplivning og gældende begravelsespraksis – men det gælder sådan set også den mentalitet, som rammesætter vores opfattelse af, hvad en god og værdig død er, og hvor den skal udspille sig. Så velfærdsstaten udgør en slags bagtæppe for vores opfattelse ikke bare af livet, men også af døden,« siger Michael Hviid Jacobsen.

En af de måder, som velfærdsstaten kan spille ind i forhold til ældres fravalg af genoplivning, er ifølge Thomas Ploug, gennem den overdragelse af ansvar, som velfærdsstaten har forårsaget.

Hvor man før i tiden tog personligt ansvar for sine ældre familiemedlemmer, er ældrepleje i dag noget, som de fleste udliciterer til det offentlige. Den udvikling, mener Thomas Ploug, kan være en medvirkende faktor til, at nogle ældre ser sig selv som en byrde og derfor ikke ser noget formål med deres liv.

»I en kultur, hvor man udstøder ældre som gruppe og ikke tager ansvar for dem, kan man forestille sig, at frivilligheden omkring ældre menneskers valg af døden bliver kompromitteret. At det i virkeligheden ikke er, fordi de er mætte af dage, at de siger nej til genoplivning, men fordi der ikke er nogen, som tager sig af dem længere.«

Serie

Genoplivning på plejehjem

Ældre borgere risikerer at få en mere uværdig og smertefuld død end nødvendigt. Reglerne for genoplivning uden for sygehusene fungerer nemlig ikke i praksis og konsekvensen er, at man udsætter ældre borgere for genoplivning mod deres vilje.

Information sætter i denne serie fokus på reglerne for genoplivning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trine Schmidt Nielsen

"Hvor man før i tiden tog personligt ansvar for sine ældre familiemedlemmer, er ældrepleje i dag noget, som de fleste udliciterer til det offentlige. Den udvikling, mener Thomas Ploug, kan være en medvirkende faktor til, at nogle ældre ser sig selv som en byrde og derfor ikke ser noget formål med deres liv."
Enhver der har læst Jeppe Aakjær og hans samtidige socialt engagerede forfattere, eller har sat sig ind i de kontroverser, der kunne være omkring aftægtskontrakter, vil ikke kunne genkende det idealiserede billede Thomas Ploug tegner af, hvordan ældre og gamle blev behandlet, før det offentlige kom ind i billedet. Det var langt fra alle, der fik en god og kærlig behandling, og mange må også dengang have oplevet sig selv som en byrde. Måske ikke for samfundet, men for en familie, som de var følelsesmæssigt knyttet til og afhængige af, og det må i min optik have være langt værre.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Velfærdsstaten?
Det ringer hult efterhånden - en god og værdig død? - et godt og værdigt liv i frihed?
Er det ikke blevet kontrol fra vugge til grav - kan man i øvrigt generalisere i den grad. Nej, vi skal ikke ejes af det offentlige, selvom der bliver gjort nogle hæderlige forsøg.
Skriftlig tilladelse ønskes (for så kan man ikke bebrejde eller i værste fald, retsforfølge nogle)

Man har vel forsørget sig selv, andet kan jeg ikke se...

Hvis et mentalt stabilt menneske efter nøje overvejelse af en eller anden grund ønsker at afslutte livet, så burde der være mulighed for at få en smertefri "proces" i form af piller eller andet.

Men vi "lider" vel stadigvæk under tidligere tiders forestilling om, at livet er en enestående gave fra gud, og at det derfor er en dødssynd at begå selvmord uanset hvor elendigt det givne liv er eller udvikler sig.

Jeg er så ualmindelig træt af dette formynderi, når det kommer til spørgsmålet om retten til at melde sig ud af det spil, der går under navnet Livet. Et spil, man kastes ind i, uden at være blevet spurgt, og et spil, man ikke kan ændre de grundlæggende regler for. Hvor vover man denne indblanding? Er det religiøse reminiscenser, der fortsætter med at spøge? Hvis det er tilfældet, må jeg så ikke opfodre religiøse til følgende: Hvis du/I skulle have lyst til eventuelt at ligge og ralle i smerter i overbevisningen om, at kun Gud har retten til at tage liv, ja, så fint med mig, det skal jeg ikke blande mig i. Men ville I så ikke venligst tilstå mig samme frihed til at vælge, hvordan jeg eventuelt måtte ønske at komme herfra?

PS: Jeg kunne godt tænke mig, at der i den offentlige debat blev skelnet mellem aktiv dødshjælp og assisteret dødshjælp. Det er to ret så forskellige ting.

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Kim Strøh, Flemming Berger og Ken Sass anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Når jeg læser disse 'eksperters' verdensfjerne meninger om dette og hint,har jeg det som en kat,der bliver hevet i halen og kælet modsat hårene.
Kun jeg har ret over min krop og psyke.Ingen andre.
Ingen skal fortælle mig,hvad der er rigtigt at gøre.Det skal jeg nok selv finde ud af.
Jeg er den,der må bære følgerne af forkerte valg.
Jeg er fuldstændig enig med Fredsted ovenfor;og det på trods af at jeg er et stærkt religiøst menneske,mens det næppe kan siges om John Fredsted.

Jens Erik Starup, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"At det i virkeligheden ikke er, fordi de er mætte af dage, at de siger nej til genoplivning, men fordi der ikke er nogen, som tager sig af dem længere."

Dette er så fundamental, da dét har med 'det frie valg at gøre', hvor frit er det frie valg egentlig, hvad enten det handler om abort, genoplivining eller aktiv dødshjælp, og netop det der har været og stadig er, et af mine argumenter imod det sidste.
Efter min mening, er debatterne om disse, blot begyndelsen på en glidebane, som vi måske alle ender med at rutsje ned af.

Nille Torsen, Jens Erik Starup og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Den udvikling [udlicitering af ældrepleje fra familien til det offentlige] mener Thomas Ploug, kan være en medvirkende faktor til, at nogle ældre ser sig selv som en byrde og derfor ikke ser noget formål med deres liv."

I så fald har de da misforstået noget.

Hvis det var mine børn, der skulle holde liv i mig, når jeg engang bliver rigtig gammel, ville jeg da først føle mig som en byrde.

Den ordning vi stadig har, hvor vi indbetaler hele livet over skattebilletten, for så til gengæld at få folkepension og plejehjemsplads og hvad ved jeg, når vi bliver rigtig gamle, burde da kunne hvile i sig selv. Og hvis der ikke er råd til plejepersonale, må vi jo indbetale lidt mere - pengene går jo i sidste ende til os selv.

Måske har de købt kampfly og givet skattelettelser for de penge, jeg indbetalte til fælleskassen i forventning om, at mine børn så kunne koncentrere sig om deres børn i stedet for at trækkes med en gammel idiot som mig?

@Flemming Berger: "... mens det næppe kan siges om John Fredsted."

Det har du fuldstændigt ret i. Jeg er helt og aldeles ude af i stand til at tro på, at der skulle findes en Gud, der er specielt optaget af mennesket. Det er ganske enkelt for antropocentrisk småt skåret. Og helt galt går det selvsagt med den moderne kristne opfattelse af en almægtig og alkærlig gud, en opfattelse, der i mine øjne er i eklatant modstrid med empirien - livet, som det udfolder sig på denne planet. Gud kan ikke både være almægtig og alkærlig. Hvis han er førstnævnte, så er han i mine øjne grundlæggende en sadist; hvis han er sidstnævnte, så er han i mine øjne grundlæggende inkompetent. Hvis jeg skal tro på en Gud, så er det mere som den instans, der gør det muligt for liv at opleve, ikke mindst for højerestående væsener at være selvbevidste. Men det betyder så også, at når noget liv lider, så lider en lille del af denne 'gud' også; når noget liv er magtesløs eller fortvivlet, så er en lille del af denne 'gud' det også; osv. Væk er almægtigheden helt og aldeles - heldigvis, for så er vi frie for at hænge vore forhåbninger på en fantasiforestilling; så er kærligheden kun den, vi i fællesskab konkret skaber, og ikke noget imaginært.

Flemming Berger

Ja,ja,John Fredsted;godt skrevet og måske er min og din virkelighedsopfattelse knapt så langt fra hinanden.
Ord og begreber skiller,for tanker og ideer kommer i en sprogets spændetrøje,når vi meddeler os til hinanden.

Det såkaldte "frie valg" er en (moderne?) illusion. Intet menneske er en ø. Det frit i luftende svævende individ er ikke andet end en drøm. Alle mennesker er intimt forbundet med andre mennesker, og alle valg træffes, bevidst eller ubevidst, i en social kontekst.

Jeg forstår ikke rigtigt hvordan det, at man genopliver folk uden deres samtykke, kan tages som et udtryk for, at staten nærmest ejer ens krop. I selve situationen er det jo lidt svært, at få et samtykke eftersom personen er uden bevidsthed, så man prøver at gneoplive folk udfra den forudsætning, at de nok gerne vil leve lidt længere, hvad der jo også er nogen der gerne vil. De der ikke ønsker genoplivning kan jo også blive fri, hvis der er lavet en aftale med lægen, men den ordning kan da sikkert forbedres. Omvendt kan man jo også sige, at hvis staten gjorde det forbudt at genoplive folk, ville man i ligeså høj grad gøre sig til dommer over hvornår folk skulle dø.

Fejlen kommer vel ind der, hvor det ikke er muligt at personliggøre en hændelse. Er det blevet sådan, at "staten" alene afgør hvilken boks, du skal puttes i!
Nej vel, i det hele taget er hele denne diskussion en overdrivelse - det lyder som om at det sker hver dag. det gør det måske, men - vel ikke i omgivelser uden kendskab til individet.
Vi er ude i en "angst" for at gøre det forkerte - det er i sig selv sørgeligt og et eksempel på, at det "overstatslige" styre har overtaget vores sunde fornuft og vilje.