Læsetid: 7 min.

Hvorfor er vælgerne ligeglade med politikernes løgne?

Både venstre- og højrefløjen har udstedt løfter, som aldrig kunne eller skulle holde i virkeligheden. Hvad er problemet?
Donald Trump til højtidelighed for ofrene for 9/11-terrorangrebet. Den republikanske præsidentkandidat er om nogen blevet symbolet på politikeren, der lyver. Men både venstre- og højrefløjen har udstukket løfter, der aldrig vil kunne indfries.

Donald Trump til højtidelighed for ofrene for 9/11-terrorangrebet. Den republikanske præsidentkandidat er om nogen blevet symbolet på politikeren, der lyver. Men både venstre- og højrefløjen har udstukket løfter, der aldrig vil kunne indfries.

Andrew Harnik

13. september 2016

Det faktum, der oftest forbindes med Donald Trump, er, at han lyver mere end nogen anden politiker.

Hvad der til gengæld bliver ved med at være genstand for spekulationer, er, hvorfor præsidentkandidatens løgne tilsyneladende rager hans vælgere en høstblomst.

»Hvorfor er Trumps vælgere ikke bekymrede over hans løgne,« lyder spørgsmålet i Huffington Post.

»Trump-faktoren: Vælgerne er ligeglade med løgne og integritet,« hedder det i en anden overskrift.

Mens en frustreret debattør på Quara.com spørger: »Hvordan retfærdiggør hans vælgere det? Og lad være med at gemme jer bag den med, at alle politikere lyver. Trump lyver sågar om noget, han sagde dagen i forvejen.«

Spørgsmålet giver næring til forestillingen om den postfaktuelle æra og har fået kommentatorer samt ikke mindst de sociale medier til at latterliggøre Trump-støtter og fremmane billeder af dem som tegneserieagtige figurer, der reagerer uforudsigeligt, er særligt modtagelige for racistiske holdninger og kvindehad.

Og mest skræmmende overhovedet for den uddannede elite: tilsvarende uimodtagelige for fornuft.

DF’s bedrag

Lignende udfald er blevet rettet mod Dansk Folkeparti herhjemme særligt i partiets unge år, hvor f.eks. kommentator David Trads i sin bog Danskerne først! beskrev »partiets bedrag«.

Bedraget bestod ifølge Trads i, at den topstyrede ledelse iscenesatte DF som et folkeparti og postulerede, at man var »et socialt ansvarligt parti«, mens man ikke leverede til den ’lille mand’, som man hævdede at forsvare.

Men lige lidt hjalp det. Vælgerne lod sig ikke anfægte af anklager om bedrag og dobbeltmoral, og partiets appel til folkedybet blev bare med at vokse.

Men skift så lige scene. Til Trump-land i Midtvesten, staten Ohio, hvor den tidligere stålby Yongstown i fire årtier har leveret bagtæppe til forskellige præsidentkandidaters valgløfter om at vende byens økonomiske katastrofe efter tabet af områdets stålværker. I år er ingen indtagelse.

Både Hillary Clinton og Donald Trump har været forbi.

Læs også: Den konservative højrefløj har skabt et postfaktuelt monster, der truer med at æde hele det republikanske parti

Under primærvalgkampen skiftede mere end 6.000 vælgere parti her og i marts måned satte mere end 20.000 vælgere i Ohio, der aldrig havde været registreret til at kunne stemme hos hverken Demokraterne eller Republikanerne, deres kryds ved mangemillionæren Trump.

Det er de vælgere, som ifølge mange analyser udgør klangbunden for det postfaktuelle samfunds angreb på de vedtagne sandheder.

Men den køber professor John Russo ikke. Han er tidligere leder af Center for Working-Class Studies samt koordinator af The Labour Studies Program ved Youngstown State University og er om nogen en slags udkantskommentator, der har skrevet kontinuerligt om arbejderklassens psykologi, kultur og sammenhængskraft efter stålværkernes kollaps.

»Elitens kritik af det postfaktuelle samfund, er ’de vestlige oligarkers’ forsøg på at give andre ansvar for de problemer, de selv har skabt. Og det skygger for de virkelige grunde til, at den økonomiske og politiske elite har problemer, som vi har set med EU-afstemninger i Europa og med Trumps fremkomst i USA,« siger John Russo, der lige så konsekvent som andre borgere i Midtvesten kalder de toneangivende eksperter og meningsdannere fra Washington og New York »the coast’ernes«

De lovede

Ifølge John Russo handler forestillingen om det postfaktuelle samfund derfor ikke så meget om, at nettet og de sociale medier har brudt elitens vidensmonopol og skabt en ny demokratisk tilstand.

Vælgerne er blevet immune eller ligeglade med løgnen, fordi både højre- og venstrefløjen i USA og Europa har udstedt løfter, »som det aldrig har været meningen, man ville eller kunne holde«.

Det er sket i det såkaldte Rustbælte i USA, hvor ledende politikere har stået i kø med løfter om, at en ny postindustriel økonomi ville skaffe arbejderspladserne tilbage til området.

Men i en ny økonomisk æra, hvor politikere har mindre indflydelse, og globaliseringen opstiller nogle vilkår, de har haft svært ved at udfordre, bliver deres løfter også mere hule. Og det har vælgerne indset.

»De fremtruer med, at masserne er ligeglade med løgn og sandhed. At de er ligeglade med, at Trump lyver derudaf. For mig at se er det enten oligarkernes magtposition, der er ved at falde fra hinanden, eller i det mindste et forsøg på at reorientere sig,« siger John Russo, der eksemplificerer det ved at henvise til neoliberalismen.

En økonomisk model, der har vist sig ikke at kunne levere resultater, der gavnede flertallet, sådan som det ellers blev stillet befolkningerne i udsigt.

Følelsespolitik

Når Den Internationale Valutafond, IMF, selv erkender, at de neoliberale reformer, som fonden i årevis har promoveret, bidrager med masser af dårligdomme, skaber det en mistro rettet mod dem, der har påberåbt sig autoriteten til at udstede medicinen: politikere, institutioner og de såkaldte eksperter.

Hvilket igen skaber grobund for de populistiske partier i Europa og politikere som Trump.

Samtidig bliver meget moderne politik i dag ikke til på baggrund af fakta men følelser, fremhæver Russo som en anden væsentlig forklaring på fremkomsten af det postfaktuelle samfund.

Politiske partier laver vælgeranalyser og fokusgrupper. Men de beder ikke vælgerne om at vurdere deres politik. I stedet fokuserer de på at finde ud af, hvad folks følelser er i relation til forskellige emner.

»Derefter framer kandidaterne deres politiske budskab, så de rammer en følelse, der kan give dem en stemme,« siger han.

Frygt for sandhed

I Storbritannien er blandt andre Steve Richards, forfatter og politisk klummeskribent ved The Guardian samt vært på Radio 4’s Week in Westminster, nået til samme konklusion som Russo.

I en Guardian-klumme angriber han forestillingen om, at støtten til de politiske yderfløje stiger, jo mere de fremturer med åbenlyst usande påstande. I stedet opfatter han ligesom Russo begrebet den postfaktuelle æra som et forsøg på at sløre den primære årsag til, at mainstreampartierne er blevet så skrøbelige.

»I den globaliserede økonomi er mainstreampartier til venstre og højre mislykkedes med at finde måder at fortælle sandheden om, hvad de kan gøre, og hvad de burde gøre. Deres manglende evne til at argumentere på basis af sandheder giver plads til, at outsidere kan blomstre,« skriver Richards om ledende konservative- og Labourpolitikeres omgang med sandheden i forbindelse med sidste års britiske parlamentsvalg og den daværende debat om underskuddet på statens budget.

Læs også: Lever vi virkelig i det postfaktuelle samfund?

De to store partier undlod at udvise ideologiske forskelle i den debat – selv om de faktisk fandtes – og lod den politiske kampplads fremstå som udelukkende teknokratisk af frygt for vælgerne, hævder Richards.

Og ender med at betegne perioden omkring det britiske parlamentsvalg og Brexit som den »præ-postfaktuelle æra« for at understrege politikernes medansvar for den postfaktuelle æra.

Interessekamp

En af de politiske iagttagere, der i en dansk kontekst kan siges at være den første, som forudsagde oprøret fra den politiske udkant og fremkomsten af Dansk Folkeparti, er forfatter Erik Meier Carlsen.

Hans analyse flugter med Russo og Richards, men han går så langt som til at betragte det postfaktuelle samfund som tilmed et udtryk for en regulær interessekamp.

»At forestille sig, at vi kan styre en verden baseret på fakta, er en utopi og en vrangforestilling. Den benhårde interessekamp der er blevet udkæmpet historisk, ført an først af bønderne, der gennemtvang det moderne demokrati og senere arbejderklassen, som skabte grundlaget for velfærdsstaten, var jo aldrig baseret på fakta og rationel argumentation,« siger Erik Meier Carlsen.

I stedet er der tale om, at perioder med politisk konsensus bliver afløst af perioder med konflikt. Det er det, der sker med Trumps kandidatur, Brexit, fremkomsten af populistiske strømninger i Europa og den postfaktuelle æra, påpeger Meier Carlsen.

»Disse fænomener kan bedst betragtes som en regulær interessekamp fra nogle store befolkningsgrupper, der er er blevet tabere i den form for politik, der er gået under sloganet TINA (’there is no alternative’ til neoliberalisme, frihandel og globalisering formuleret af den britiske premierminister Margaret Thatcher, red.),« siger Erik Meier Carlsen.

Tal til spejlet

John Russo frygter imidlertid for demokratiets ve og vel. Mange i den amerikanske arbejderklasse har mistet troen på institutionerne, de store multinationale virksomheder, fagforeninger, regeringen og de religiøse organisationer. De eneste, de føler, de kan stole på, er naboer og mennesker tæt på dem, forklarer han.  

»Men det bliver som at tale til et spejl i mange tilfælde. Der er ikke nogen til at sætte en bremse på, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, og hvad der er forestillede fjendebilleder. Det fører til en stor grad af mistro og politikerlede,« siger han.

Leden er rettet både mod demokrater og republikanere, pointerer han og henviser til, at vælgerne ifølge meningsmålinger nærer uhørt stor mistillid til begge præsidentkandidater.

»Der er nogle, der køber ind i den gamle kommunistiske ide med, at jo mere kaos jo bedre, hvilket vi ser tegn på med den massive lammelse af det politiske system og splittelsen i de store partier. Jeg frygter desværre, at vi vil se en gentagelse af Weimarrepublikkens Tyskland, hvor der skete det modsatte. Jo værre det blev, jo værre blev det.«

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

  • Det er forestillingen om fakta, der er i krise

    8. oktober 2016
    Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
  • Berlusconi realiserede det postfaktuelle demokrati

    26. september 2016
    Ytringsfrihed er kun et gode på baggrund af respekt for faktuelle kendsgerninger. Italien kæmper stadig med følgerne af offentlige usandheder i industrielle mængder
  • Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

    19. september 2016
    I 50 år har den politiske samtale i Vesten været tøjret til folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier. De indrammede den politiske samtale. Nu sejler det hele. Sandheden flyder rundt. Og det er forfærdeligt, mener den berømte politolog, Francis Fukuyama
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Jens Wolff
  • Flemming Berger
  • Carsten Budde
Kurt Nielsen, Olaf Tehrani, Jens Wolff, Flemming Berger og Carsten Budde anbefalede denne artikel

Kommentarer

De første blade der falder for postfaktualitetens storme er universiteternes og mediehusenes professionelle sofister. De forstår simpelt hen ikke den nye kildesøgning og -bevidsthed, og de aner ikke hvor de virkelighedsfordrejninger, de har levet af et halvt liv, oprindeligt udspringer fra. John Russo er én af dem. Tydeligvis dybt rystet over at blive udstillet. Ikke af en shitstorm, men af en pludselig påtrængende virkelighed.

Disse verdensfjerne - men absolut systemtro - "eksperter", så vi også blive afsløret midt i al deres systembegejstring, da finaskrisen modsagde deres virkelighedsfortælling - og det i en grad så flere af dem efterfølgende havde gang i retteblækket. Vi lever i stormenes tid. Shitstormene ..som absolut ikke må undervurderes. Der er noget kulturrevolutionært over begivenhederne, Når alle bladene er blæst ad helvede til, står politikerne nøgne tilbage. ...kommunistiske ide med, at jo mere kaos jo bedre kalde John Russo den situationen som varsler demokratiets genfødsel.

John Russo har skrevet kontinuerligt om arbejderklassens psykologi, kultur og sammenhængskraft efter stålværkernes kollaps. Min bare. Nu kan det sgu være nok de arbejdsløse og de fattiggjorte amerikanere stemmer på Trump, uanset hans nødløgne i et mediecirkus der konstant forsøger at slagte ham for åben skærm. Trump vil genrejse USA og amerikansk industri. Kul og stål.

Vladan Cukvas, Allan Stampe Kristiansen, Herman Hansen, Per Torbensen, Claus Oreskov, Ivan Breinholt Leth og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

'Hvorfor er vælgerne ligeglade med løgne?'
Det virker ufatteligt, hvor vigtigt det tilsyneladende syntes at være, at kunne forklare noget simpelt så kompliceret, at man selv fremstår interessant.

Politikere lyver for vælgerne og politikere tror selvfølgelig ikke selv på deres løgne og det gør vælgerne klart heller ikke, men politikere fortæller løgne der overskygger sandheden, fordi de mener konkurrence om økonomisk vækst, er vigtigere end noget andet og tænk, det forstår alle vælgere, der har gæld og derfor regninger, der skal betales.

Det postfaktuelle samfund er vrøvl!

Det er ikke personligt, det er forretning.

Allan Stampe Kristiansen, Alan Strandbygaard, Per Torbensen, Gustav Alexander, Claus Oreskov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det gør vi heller ikke alle sammen. Men nu er billedet fra USA hvor FOX NEWS og MSNBC har delt befolkningen i to ved at bevæge sig fra journalistik til decideret propaganda over de seneste to årtier. Og så er det meget vigtigt at huske hvor mange amerikanere der ganske enkelt ikke har fakulteter eller uddannelser til at være deres egen kilde kritikere. De fleste af dem er religiøse og har lært at acceptere ting uden dokumentation.

Journalister har siden 11.09.01 været med til at skabe dette propaganda samfund og de har gerenelt været alt for dårlige og "hurtige" til at skrive om hvad magthaverne siger men ikke pille deres løgne fra hinanden.

PS. TINA er bullshit. Prøv at mærke temperaturen udenfor. Det er hvad uhæmmet vækst i et olie og kul paradigme gør for os. Resten er distraktion. Jeg tænker at jeg snart skal tale med min advokat om civil ulydighed i den sammenhæng. Havene kan ikke tage mere af vores co2. Det er nu kurven går eksponentiel.

Don't you see? They are rolling back popuilism and they have been doing it since the 70s when the so-called "money class" really got back into Washington DC via Council on Foreign Relations, Business Council osv.

Vladan Cukvas, Erik Feenstra, Lars Jørgensen, Peter Knap, Alan Strandbygaard og Carsten Budde anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det gør vi heller ikke alle sammen. Men nu er billedet fra USA hvor FOX NEWS og MSNBC har delt befolkningen i to ved at bevæge sig fra journalistik til decideret propaganda over de seneste to årtier. Og så er det meget vigtigt at huske hvor mange amerikanere der ganske enkelt ikke har fakulteter eller uddannelser til at være deres egen kilde kritikere. De fleste af dem er religiøse og har lært at acceptere ting uden dokumentation.

Journalister har siden 11.09.01 været med til at skabe dette propaganda samfund og de har gerenelt været alt for dårlige og "hurtige" til at skrive om hvad magthaverne siger men ikke pille deres løgne fra hinanden. Løgne som neoliberalismen tvinger dem til at ytre. Reelt tror jeg ikke de ANER hvad de skal gøre men de tør ikke sige det.

PS. TINA er bullshit. Prøv at mærke temperaturen udenfor. Det er hvad uhæmmet vækst i et olie og kul paradigme gør for os. Resten er distraktion. Jeg tænker at jeg snart skal tale med min advokat om civil ulydighed i den sammenhæng. Havene kan ikke tage mere af vores co2. Det er nu kurven går eksponentiel.

Don't you see? They are rolling back popuilism and they have been doing it since the 70s when the so-called "money class" really got back into Washington DC via Council on Foreign Relations, Business Council osv.

@Bill Atkins: Jeg kan ikke tro, at vi har de samme citater af John Russo i ovenstående artikel, fx når du tillægger JR at mene "jo mere kaos, jo bedre".
Og det du skriver om "universiteternes og mediehusenes professionelle sofister" siger vist mere om dig selv end om ham/dem!

Philip B. Johnsen

Christian Lucas
Du mener "T.I.N.A. There Is No Alternative!" er bullshit?

Men de menneskeskabte klimaforandringer kan man ikke spises og de betaler ikke regningerne borgerne må forholde sig til hver måned.
Hvis ikke reglerne laves om, spille alle efter de gældende regler.

Det er ikke personligt, det er forretning.

Hvor finder man bare 'en' politiker der ikke lyver, for at opnå kortsigtede økonomiske gevinster til vælgerne og lyver om alt, for ikke at skulle forholder sig alvorligt og konstruktivt, til de menneskeskabte klimaforandringer og de i kølvandet akut handlingskrævende nødvendige problematikker.

Kan du nævne en?

Vælgerne er ikke dumme!

Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Carsten Budde, jeg mente ikke det var nødvendigt at bringe det fulde citat, men for din forståelses skyld, skal jeg gerne bringe hvad du selv kan finde længere oppe i artiklen på denne side:

»Der er nogle, der køber ind i den gamle kommunistiske ide med, at jo mere kaos jo bedre, hvilket vi ser tegn på med den massive lammelse af det politiske system og splittelsen i de store partier. Jeg frygter desværre, at vi vil se en gentagelse af Weimarrepublikkens Tyskland, hvor der skete det modsatte. Jo værre det blev, jo værre blev det.« (John Russo)

Når en tidligere leder af Center for Working-Class Studies samt koordinator af The Labour Studies Program ved Youngstown State University og er om nogen en slags udkantskommentator, der har skrevet kontinuerligt om arbejderklassens psykologi, kultur og sammenhængskraft efter stålværkernes kollaps. kommer med ovenstående citat så afslører han sig som enten overfladisk sofist eller statsansat propagandist. Du vælger selv.

Faldt tilfældigt over "Trump" af Michael Dántonio på biblioteket (394 sider)!
Kommer nok ikke til at læse alle - men Trump betragter livet som en endeløs konkurrence og bruger ofte ordet "vinder", om sig selv og andre, han kan lide (som ikke kritiserer ham).
Dem, han ikke kan lide, er tabere.
Trump har mange advokater og sikkerhedsvagter i sit brød - læs den, hvis du er til gysere...

Herhjemme såvel som i USA handler det arbejde og arbejdsrettigheder (altså den gode gamle sang om arbejdstager overfor arbejdsgiver - det nye er, at det ikke længere er en fabriksejer overfor arbejdere - næ - i dag er det alle arbejdsgivere overfor alle arbejdstagere fra bund til top (dette underbygges af den stadig større mængde ansætte i løse ansættelser - dette fra ufaglærte, faglærte, projektansatte og hele vejen til universitetet) Samme historie over det hele. Og når man ikke har sikkerhed i ansættelsen, så tager men ikke lige et 30 årigt lån til boligen.
Så denne situation i USA og Europa handler om fagforeninger uden magt (og de forstår ikke, at de er blevet kørt over og den nedadgående arbejdstager spiral er i fuld gang). Det betyder at ansattes løn stagnere og at de i eksempelvis den private sektor får stadig mindre ud af overoverskuddet = hvilket fører til polarisering mellem arbejdsgiver og tager). Når man så kobler dette med ringe boligpolitik - så mange ikke længere har råd til at bo, der hvor de gerne vil og ikke som i ovenstående har løst til at tage et 30 årigt lån, når man kun er ansat mellem 3-12 måneder.
Resultatet er, at nogle skal have skylden for denne strukturelle udvikling. Og hvem er den mest bekvemme skydeskive? Indvandrere, selvfølgelig. Trump vil bygge en mur mellem USA og Mexico og herhjemme vil DF have grænsekontrol. Budskabet er det samme over det hele - indvandrere ødelægger samfundet, men det er vrøvl. Vi har det samme underliggende strukturelle problem som i USA - og resultatet er nogenlunde det samme. Så kan alle mulige og umulige personer kalde det post-dit og dat, dele-økonomi og bla bla bla. Men det handler ikke om det - det handler om fejlslagen arbejdsmarkedspolitik, fraværende fagforeninger og elendig boligpolitik. Længere er den ikke. Alt det andet er bare røgslør og snik-snak og sange fra de varme lande.

Flemming Damskov, Vladan Cukvas, Carsten Mortensen, Flemming Berger og Herman Hansen anbefalede denne kommentar

Løgn eller ej. Folk savner at være med i et fællesskab, som de tror kæmper deres sag i en mere og mere usikker global verden, hvor det kendte og trykke forsvinder lige foran folks øjne nærmest daglig.

Om den (det påståede løgnbaserede fællesskab) så reelt gør det eller ej er tilsyneladende ligegyldig så længe angsten mod stigende magtesløshed dæmpes og man føler fællesskabet, og man føler man tager sagen i egen hånd. Bekæmper angsten.

Når det gamle ikke virker, må noget nyt gøre det. Selv om det er en løgn - En løgn som først skal realiseres til virkelighed før flertallet kan gennemskue den og ser konsekvenserne.

...Som jo så passende kan pakkes ind i en ny politisk løgn for at råde bod på den oprindelige løgn. Ha ha ha

...Men værst af alt. Løgnen undergraver demokratiet total når du stemmer på et, men får noget helt andet.

...Den seneste løgn, som er rullet ud herhjemme politisk er de store "fordele" for forbrugerne ved at privatisere forsyningsvirksomhederne og give slip på hvile-i-sig-selv princippet.

Flemming Damskov, Arne Lund og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Anett Desiree Avlastenok

Demokrati

Altså, for det første så er vi blevet opflasket med, fra generation til generation, at vi lever i et demokartisk land og at man har PLIGT til at stemme og hvis man ikke gør det har man ikke ret til at brokke sig.... Allesammen sætninger som, - hvis man går dem efter i sømmene -, sjovt nok, stammer fra politikerne selv OG medierne...

OG de samme klicheer er både blevet brugt og misbrugt til, at rette hinanden ”ind og tilbage på plads”.

Så virker det til, at en ”mindre bedrager” er bedre end en større bedrager – eller om man vil, at en mere skjult løgn/bedrag er bedre end en åbenlys løgn/bedrag ... Fx;

1. det er utilgiveligt at V (regeringen) slår folk ihjel i ressourceforløb – m e n sagen er, at INGEN af partierne har fjernet sig FYSISK fra sit job (sagt det op og forladt gerningsstedet), men at alle er blevet i og indenfor det syge arbejdsmijø = medskyldig. Fordi når noget får l o v til at skride, så følger n æ s t e skred, lige om hjørnet. Og man kan ikke være mindre pædofil eller mindre vidende herom - enten er man pædofil og/eller vidende herom...

Junkfood for sjælen og hurtige fix til krop og hjerne...

Langsomt men sikkert er forholdene vendt op og ned og på hovedet og grænserne er blevet rykket betydeligt for hvad der er rigtig og forkert, lidt efter lidt, bid for bid..... Fx ser vi udstillede sexobjekter (kvinder) på Ekstra Bladet i en lind strøm (”så meget ananlsex kan hun tåle”), vi hører radioreklamer om utroskab som om det var ligeså normalt som at indtage aftensmad kl 18. Det frie/åbne parforhold hyldes, det er et must at prøve swingerklubber og ét klik på tasteturet så kan man få tilfredsstillede sin spillemani eller udløsning og hvis man er heldig står den på facebooke eller PokeMon-jagt senere ...

Det var så bare et mindre udsnit !
Men sagen er, at folk bliver dybt afhængige af disse små, junkfood for sjælen (og et nyt hus, bil, båd eller hvis man bare løber lidt hurtigere på job i morgen, - kan vel fixe det) og hurtige fix for krop og hjerne, fordi det befrierer dem for at MÆRKE SIG SELV og kigge på alt det som gør ondt og/eller er pil råddent og rigtig meget SÅ FORKERT.

OG, MEN, - når man stemmer, så;
- ER man NOGET (jeg er SFér, jeg er DFér, jeg er ELér osv) og
- Man TILHØRER ET FÆLLESSKAB (en gruppe/parti) som skaber
- ENS SELVFORSTÅELSE (dén man er)

Jo mere svag din ”JEG-identitet” er (pga. Junkfood for sjælen, de hurtige fix og sideløbende tilpas meget hjernevask/indoktrinering af medierne), desto større behov har du for at være noget/nogen – at have et fast holde punkt - og på den måde ”gøre noget godt, gøre det rigtige”...... Vi kan jo bl.a. se hvordan eliten allerede har fået skabt GLADE SLAVER = nemlig, at være i Udnyttejob. Fordi, så er man pludselig NOGET i samfundet øjne og hvis man så samtidig er DFér (eller hvad det nu er smart eller godt eller rigtigt at være) – så er man dobbelt op GLAD fordi samfundet og medierne siger det !)

Konkurrencestatsmentalitet / afhængighed !

Modstanderen må, for gudskyld, IKKE vinde – det skal I / vi. Og dét er lige dén konkurrencestatsmentalitet som gør dig dybt afhængig og får dig til at gå til stemmeboksen, hvert 4. år – for du HÅBER på at alt bliver bedre, i morgen (og du imellem tiden ikke kommer til at mærke dig selv), at DIT (jeres !) parti VINDER og de redder dig/jer...

Men den virkelig virkelighed - BAG pseudo virkeligheden som de købte og betalte medier og politiker serverer dig -, er, - at din ENESTE MODSTANDER er eliten - nemlig den elite som styrer samtlige partier / politikere, OGSÅ dit parti !

Og det gør ONDT og er næsten ikke til at bærer, når man finder ud af, - selvom du længe mærkede at noget var galt men ingen fortalte dig hvad det var - at DE løj SÅ meget, SÅ længe og at eliten, som alle vores politikere er lakajer for, hedder Bilderberg, Rockefeller og Rochthrild....

Men du stemte hele tiden, hvert 4. år. - for du var aldrig helt sikker, du mærkede bare at noget var helt galt og det var SÅ nemt at forholde sig til og kigge på Tumpe, istedet for at forholde dig til dit eget snyde, lyve, lorte-parti/politikere/medierne...

Ps. Når NOGEN i et parforhold udsætter sin partner for utroskab, så sker der det, at de fører deres partner bag lyset, på én lang LIVSLØGN. Den Utro partner skaber pludselig partners virkelighed og forvrænger over tid, mere og mere, sin partners virkelighedsopfattelse med div løgne, snyd og bedrag og påberåber sig, i for længelse heraf, ALTID at den uvidende partner må og skal udvise TILLID, som jo er grundkernen i parforholdets fine bånd...

Jeg tænker, hvilket ansvar har medierne for, at vælgerne er (blevet) ligeglade med politikernes løgne ?

Vladan Cukvas, Lars Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Herman Hansen anbefalede denne kommentar

...Måske folketingspolitikere sidder for mageligt i det i et sammenspist familie miljø, hvor venner, bekendte og familiemedlemmer trækkes ind efter behov. Man tager vare på sine egne.

En plads i folketinget bør være tidsbegrænset til f.eks. to valgperioder. Herefter skal man ud i livet igen og gøre plads til nye kræfter. Der er 179 folketingsmedlemmer og ca. 4.200.000 vælgere. Så der er nok kvalificerede til rådighed. Desuden kunne det styrke demokratifølelsen at indføre flere folkeafstemninger ved vigtige afgørelser og dermed føre en politik i overensstemmelse med vælgerne.

...Hvad skal vi ellers med et demokrati, hvis det bliver løbet over ende af politikernes egen interesser?

Se på billedet. Der er næsten kun hvide midaldrende mænd, bl.a. en del tyrenakker, meget få kvinder, og kun en enkelt ikke-hvid i baggrunden. Det siger jo en del om hvad det er for vælgere, der flokkes om Strumpf. Er det så nok til at vinde et valg i United Bluff? Kan et valg vindes kvindernes, de unges og stemmer fra landets mange etniske "minoritetsgrupper"?

Carsten Mortensen

Pressen? Den er jo rundet af samme holdningsløshed.
Indslag i TV-Avisen igår:
1.: Stor forargelse og bestyrtelse over medicinprisernes himmelflugt
2.: Stor glæde over Nets værdiforøgelse på mange milliarder, - med et pennestrøg!

De fatter jo tydeligvis ikke hvad de laver.

Vladan Cukvas, Niels Duus Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Det er et yderst svært spørgsmål, som jeg indtil videre ikke har stødt på nogen som kunne give et godt svar på. De fleste har blot udvidet diagnosen ved at tilføje flere psykologiske observationer omkring social og masse psykologi, uden rigtig at antyde en årsag til dette fænomen.

Det mest simple svar ville være, at folk har det stor set godt og dermed har ingen interesse for elitens brøler udover, at de skal forestille en ny episode i en slag reality show, ja en god joke der hurtig går af mode.

Den postfaktuelle verden er blot endnu en betegnelse, som kendetegnes ved et folkeligt opgør med autoriteterne på alle områder, men mest på de områder hvor vidensautoriteten har været mest skrøbelig – politikken. Big business interesser i sammenspillet med politikkerne og deres foretrukne, ofte udpegede eksperter arbejde stadigvæk under præmissen, at folk i almindelighed er dumnaive og skal ledes på det rette vej ved hjælp af forskellige tænke tanke og der styres af de rette mennesker. Noget der er blevet gjort til videnskab siden Lippmann og især Bernays.

Det virker stadigvæk i høj grad, men udvikling går sin vej, og folk er mere og mere ligeglade med hvad der bliver sagt til dem ovenfra, da de fleste mener og føler, at de har gennemskuet spillet og har afsløret den ultimative løgn – at det hele er en løgn. Men i bund og grund folk lytter til deres maver, og når sult afføder utilfredshed, så bliver samtlige ligninger og sandheds tabeller ugyldige, selv om de fortsat giver de rigtige resultater til dem der ikke sulter.
I klassekampen var den største bedrift at finde ud af hvor og hvem fjenden er, hvilket måske ubevist har ført til, at ideologiske forskelle mellem partierne (de store partier) de seneste årtier blev minimeret, da alle har bevægede sig hen mod midten i håbet om at gøre sig usynlige for de skarpe blikke fra folkemængden. Det blev de også (usynlige) ideologisk set i hvert faldt, med den triste konsekvens, at det politiske blev reduceret til en højere orden bureaukrati med deres teknokratiske idealer. Det er godt nok også liberalismens store sejre og dens største fiasko. Mennesker kan ikke afpolitiseres, selv hvis de distraheres ved at man viser champions league 6 dage om ugen, lige så lidt som Rom kunne redes ved at bygge endnu en Colosseum.

Når jeg hører begrebet postfaktuel æra, så leder det tankerne på den berømte scene fra The Life og Brian når Pilatus ærligt forsøger at give folket et valg (hvem der skal henrettes) op dermed opretholde den formale procedure, mens folkemængden opfatter ham som en klovn og kun vil underholdes ved at høre hvor svært han har det med udtale navne som indeholder bogstav ”r”. Eliten, med politikerne i spidsen er blevet til en reality show, hvor alt der underholder får lov at leve. Trump har forstået budskabet og er villig til at være en klovn-stjerne i et reality show, der udspilles på den bedste amerikanske vis.

Carsten Mortensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Torsten Jacobsen
Jeg har muligvis misforstået din pointe, men problemet her foruden, at man har reduceret markøren for ekstrem fattigdom i u-landene i kombination med det faktum, at evnen til at bevare en middelklasse i tryk fremtidig forventning om højere indkomst og et sikkert job i vores del af verden, er forsvundet, hvilket gør det vanskeligt at læse udviklingen som positiv, selvom i regnearket det ser ud til at fattigdom er aftagende.

Fakta om ulighed og fordeling af købekraft USA:
I følge Oxfam International's rapport "Working for the Few" 2014-2015, har den rigeste ene procent af befolkningen i USA, profiteret 95 procent af den samlede vækst, siden 2009, alt imens de 90 procent fra bunden alle blev fattigere.

Link: https://www.oxfam.org/sites/www.oxfam.org/files/file_attachments/bp-work...

Trickle down economics virker ikke, Piketty’s model beskriver resultatet ' inequality' r > g where r is the return on capital and g is the growth rate of the economy.

Philip B. Johnsen

Torsten Jacobsen
PS.
I dag er der ifølge FN's fødevareorganisation FAO 1,2 milliarder fattige og 795 millioner sultende mennesker, antallet igen langsomt, men støt stigende i det seneste årti.

De fleste af dem som sulter er mennesker, der bor i udviklingslande. I følge statistikker fra FAO, er der 795 millioner sultende mennesker på verdensplan og ca. 98 procent af dem bor i udviklingslande. FAO anslår, at halvdelen af dem, som sulter er fra små landbrugssamfund, som lever af jordlodder, der er mere udsatte overfor oversvømmelser og tørke.

http://da.wfp.org/sult/spørgsmål-om-sult

Torsten Jacobsen

Philip B. Johnsen

I mit stille sind refererer jeg til den figur jeg linkede til, som 'Fascismekurven'. Lad os først være enige om, hvad den viser:

Den viser, at med undtagelse af de absolut fattigste i verden, så har et bredt udsnit af den globale population oplevet en mærkbar og markant fremgang i deres realindkomst i de sidste 20 år. (1988-2012). Dog med en åbenlys undtagelse:

But the biggest losers (other than the very poorest 5%), or at least the “non-winners,” of
globalization were those between the 75th and 90th percentiles of the global income distribution whose real income gains were essentially nil. These people, who may be called a global upper-middle class, include many from former Communist countries and Latin America, as well as those citizens of rich countries whose incomes stagnated."
(samme rapport side 13).

Det er i og for sig en opmuntrende tanke, at det kræver 20 års økonomisk stagnation, førend 'lynch-mobs' med fakler og høtyve begynder at kunne anes i horisonten. Omvendt er det selvfølgelig deprimerende at observere, hvor tynd en fernis civilisationen udgør, selv her i det 21. århundrede.

Men min hovedpointe er denne:

Jeg er ved at være så helt enormt træt af at høre medlemmer af overbygningen diskutere selvopfundne begreber som 'det postfaktuelle samfund', og det til hudløshed. Som om der var tale om et uforklarligt og uforståeligt problem. "It's the Economy, Stupid!", koblet med den mildest talt ynkelige forrådnelse i 'den fjerde statsmagt', der som en føjelig køter fulgte herren i hælene, indtil den sultede ihjel. Sværere er det faktisk ikke at forstå.

Direkte hyklerisk bliver det - eller alternativt et eksempel på fuldstændig utilgivelig mangel på selvindsigt - når journalister og politikere - de sande demokrater (spit!) - hændervridende i Deadline eller på lederplads begræder demokratiets patetiske strådød (igen!), og tilsyneladende ikke evner at begribe egen altovervejende medskyld i denne farce:

Deadline - Danmark Radios flagskib udi seriøs nyhedsdækning/analyse bestyres de få gange jeg orker at tjekke ind, altid af den samme skide, nu forhenværende spindoktor, som jeg nu pludselig forventes at tage alvorlig som 'journalist'. Politikens tidligere chefredaktør var tidligere fremtrædende repræsentant for centraladministrationen, og i tilgift - og uden sammenhæng i øvrigt - kan jeg så gudhjælpemig i dag læse i endnu et dubiøst dagblad, at landets statsminister - landets statsminister!!! - har haft et lille hyggemøde med en vis skattelyssøgende, brægende nyliberal levemand ad tilsvarende dubiøs karakter! Altimens det kommer for dagens lys, at man da vistnok - men ikke med vilje - kom til at forære Goldman Sachs et ikke færdigt udregnet ej heller ubetydeligt milliardbeløb, fordi 'nogen' ikke læste et fucking memo. "UPS!", ikke sandt?

Så ja, tæl bare mig med på holdet blandt de mennesker, som går rundt med en helt irrationel og næsten lammende vrede i hoved og krop. En stadig voksende foragt for hele den skide overbygning. Når dén går op i flammer - og tro mig, det gør den - vil jeg muligvis sende en spytklat i den retning, ikke mere. Mit lille bidrag, såmænd, det skal jo ikke hedde sig...Et bidrag og et 'Tak for sidst!'

Det har ikke en skid med 'postfaktualitet' at gøre! Det er had, vi taler om her!