Kan en venstrefløjsvision fra 1980’erne redde dansk landbrug?

1980 var et travlt år i køkkenet for Anne Marie Touborg. Hendes mand, Kristen, en karismatisk landmand med Dylan-krøller og en forkærlighed for røde skjorter, var som nyvalgt byrådsmedlem for SF blevet betroet arbejdet med at være med til at udvikle partiets landbrugspolitik.

Og familiens gård i Gudum i Vestjylland var hurtigt blevet hovedkontor for den lille, sluttede kreds på otte personer, der udgjorde arbejdsgruppen.

Over Anne Marie Touborgs kogte kødretter diskuterede de den alvorlige situation, de danske landmænd befandt sig i: Efter syv fede år, hvor de danske landmænd havde nydt godt af rekordhøje råvarepriser oven på landets indtræden i EF, var udviklingen vendt, og flere landmænd var på fallittens rand. En social katastrofe lurede.

Hvad kunne man gøre?

Efter måneders arbejde i gårdens stuehus fødtes en idé, der skulle komme til at præge den danske venstrefløj i årtier fremover. En idé, som flere i dag nævner som et godt bud på en vej ud af den nedadgående spiral, dansk landbrug befinder sig i: En statslig jordbrugsfond.

»Det er så aktuelt nu som nogensinde,« siger Kristen Touborg.

Økonomisk og social ruin

Kort fortalt går forslaget ud på, at staten etablerer en fond med en grundkapital og et lån til fondens virksomhed, som går til at opkøbe landbrugsbedrifter, der for eksempel er gået konkurs eller sat på tvangsauktion, for derefter at forpagte bedriften til nye landmænd, den tidligere ejer eller hvem der ellers måtte ønske at videreføre landbruget.

Landmanden bliver altså ikke ejer, men slipper til gengæld for at rejse de mange penge og for det økonomiske ansvar, der i dag tvinger tusinder af landmænd i knæ.

Ifølge fortalerne har den model en lang række fordele: Den kan redde landmænd fra økonomisk og social ruin. Og spare samfundet for de omkostninger, den slags er forbundet med.

Den kan sikre et generationsskifte ved at gøre det muligt for unge, der i dag har svært ved at rejse pengene til at købe et landbrug, at komme ind i branchen. Og den kan være med til at fremme en grøn omstilling – for når fonden kommer med pengene, kan den også stille krav til bæredygig eller økologisk drift af gården.

Siden 1980 har forslaget været stillet i Folketinget mindst syv gange. Fem gange af SF og to-tre gange af Enhedslisten. Enkelte gange har det været tæt på: SF snakkede op gennem 80’erne godt sammen med landbrugsminister Niels Anker Kofoed, en stolt gammel Venstre-bonde fra Bornholm.

»Han sagde: Jeg tror ikke en skid på det der, men jeg synes, vi skal få det afprøvet,« husker Kristen Touborg.

»Det nåede så deværre ikke at blive til noget, før han stoppede som minister.«

Først i 2001 fik forslaget igen lidt medvind. En arbejdsgruppe nedsat af Nyrup-regeringen var nået frem til, at en statslig jordbrugsfond kunne realiseres med et indskud fra staten på 100 millioner kroner og et statslån eller en statsgaranti på 900 millioner.

Læs også: Landmandens livsdrøm ender i konkurs

På den måde kunne fonden opkøbe 15-25 ejendomme om året og gradvis blive selvfinansierende i kraft af indtægterne fra bortforpagtningen af jorden. På sigt ville staten ifølge arbejdsgruppen samlet set »opnå finansielle fordele ved etableringen af en jordbrugerfond«.

På den baggrund tegnede der sig et flertal for forslaget i Folketinget. Og landbrugets organisationer var ikke afvisende:

»Det er o.k. med sådan et eksperiment. Der er nok nogle unge, der vil vælge det. Det er svært at se forskellen på at være statsforpagter og prioritetsbestyrer,« sagde Henrik Høegh, der dengang var viceformand i De Danske Landboforeninger og senere skulle blive fødevareminister for Venstre, til Jyllands-Posten.

»Vi er grundlæggende imod kollektivt eje i Danmark. Men hvis forpagtningsordningen kan blive mere attraktiv for unge landmænd end ellers, så vil jeg ikke på forhånd være afvisende,« sagde præsidenten for Landbrugsraadet – en forløber for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer – Peter Gæmelke.

Eksperimentet blev dog ikke til noget. Kort efter skiftede magten, Anders Fogh Rasmussens VK-regering kom til, og forslaget forsvandt fra dagsordenen.

Væk fra dødsspiralen

Jan Holm Ingemann, lektor i landbrugsøkonomi ved Aalborg Universitet, leverede de økonomiske beregninger, der lå til grund for arbejdsgruppens rapport. Han mener, det nu er på tide at genoplive ideen om en jordbrugsfond.

»Det gode ved en fondskonstruktion er, at den kunne have en afbødende effekt på strukturudviklingen og den trædemølle, landbruget befinder sig i,« siger han med henvisning til, at der bliver færre og færre bedrifter med større og større produktion.

– Men den udvikling kan vel også ses som noget positivt, hvis færre og større bedrifter kan producere billigere og mere effektivt?

»Det kan den – i det omfang en dødsspiral kan være noget positivt. Det er klart, at der er nogle, der overlever. Men der er flere og flere, som bliver kastet af. Og det har jo voldsomt store økonomiske og menneskelige omkostninger for den enkelte og for samfundet.«

Også advokat og landmand Knud Foldschack, der var medlem af Nyrup-regeringens arbejdsgruppe, ser en statslig jordbrugsfond som en del af løsningen på landbrugets krise. Og han vurderer mulighederne for at få forslaget gennemført til at være bedre i dag end i 2001.

»I dag er det en kendsgerning, at der ikke er nogen banker eller kreditforeninger, der nyfinansierer landbrug. Og derudover er der en meget bred erkendelse af, at det kun er, hvis du vinder i lotto eller er efterkommer af en familie med en landbrugsejendom, at du kan anskaffe dig et landbrug. Så unge landmænd bliver nødt til at tænke på en ny måde og sikre sig en driftsret og ikke en ejendomsret. Og hvis vi som samfund vil have danske landmænd og folk til at drive vores gårde, så er vi nødt til at tænke i nye baner,« siger Knud Foldschack.

Læs også: Bankerne: Landbruget må tænke ud af boksen

Han forestiller sig en model, hvor staten lægger en startkapital og udsteder nogle lånegarantier, hvorefter pensionskasser eller banker skal komme med resten af pengene.

Spørgsmålet er, om det er realistisk. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) kæmper i øjeblikket for at få danske pensionskasser til at spytte penge i investeringsfonden Dansk Landbrugskapital, hvor staten foreløbig har indsat en halv milliard kroner. Foreløbig uden held.

Det er dog noget helt andet end ideen om en jordbrugsfond, forklarer Knud Foldschack. Og derfor vil en egentlig jordbrugsfond ikke have samme problemer med at tiltrække kapital, mener han.

»Det, som Troels Lund Poulsen forsøger, er at skaffe noget finansiering til den enkelte landmand. Men det fjerner jo ikke problemstillingen, med at det i dag er ekstremt risky business at eje et landbrug. I vores model er det jordbrugsfonden, der har ejerskabet. Og i og med at en fond med et relativt stort beløb i ryggen er mere robust end en individuel låntager, så kan pensionskasserne trygt investere i den,« siger Knud Foldschack.

Selvejets gejst

I landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer er man ikke desto mindre skeptiske over for modellen.

»Man kunne jo godt forestille sig det. Jeg ser bare mange problemer i det,« siger formand Martin Merrild.

»Man risikerer at forstyrre markedet. Hvis staten køber nabogården, som kunne have sikret mig udviklingsmuligheder, og de giver mere, end jeg synes er rimeligt, så er det unfair konkurrence.«

Også i Landboungdom, en forening for de unge, der ellers skulle nyde godt af forslaget om en jordbrugsfond, er man kritisk.

»Umiddelbart tror jeg ikke, det er en løsning på krisen i landbruget,« siger formand Peter Jørgen Kock.

»Jeg tror, landmænd er mere selvstændige og innovative, hvis de selv ejer jorden. Der er en anden gejst til at forbedre sig og optimere produktionen, når det er noget, man selv har ansvaret for.«

– Men det er jo et problem for unge i dag, at de ikke kan få råd til at købe et landbrug. Hvad skal man så gøre ved det problem?

»Jeg tror, at en af løsningerne er, at ejendommene skal ned i et prisniveau, hvor de er rentable. Så kan de unge også godt få lov at låne til dem. Hvis en ejendom ikke kan sælges til en ung eller en nuværende landmand, så er det jo dybest set, fordi den er for dyr.«

Alligevel er Kristen Touborg ikke i tvivl om, at den idé, der blev udklækket på hans gård for 36 år siden, nok skal blive til virkelighed.

»Det overrasker mig egentlig ikke, at de er imod. Landboungdom er meget liberalistiske – de er jo en slags aflægger af Venstres Ungdom. Og Martin Merrild er langt mere konservativ, end den tidligere formand Peter Gæmelke,« siger han.

»Men hvis vi får et rødt flertal efter næste valg, tror jeg, det kommer til at ske.«