Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kritikere: Forsvarets militærmanual viger uden om fangespørgsmålet

Efter at danske soldater har deltaget i militære operationer i mere end 15 år, har Forsvaret endelig udsendt en militærmanual. Men ifølge kritikere giver de mere end 600 sider stadig ikke klart svar på, hvornår Danmark har ansvar for krigsfanger
Indland
7. september 2016

»En samlet indgangsvinkel til at forstå de folkeretlige forpligtigelser, der har indflydelse på danske soldaters deltagelse i internationale operationer.«

Det er ifølge forsvarsminister Peter Christensens (V) forord formålet med Militærmanual om folkeret for danske væbnede styrker i internationale militære operationer, som Forsvaret netop har udsendt i en endelig udgave, efter at de 610 sider har været i høring siden januar.

På trods af det omfangsrige værk er organisationer som Amnesty International (AI) og Dignity dog langt fra tilfredse med resultatet.

I AI’s høringssvar beskrev organisationen høringsudkastet som en omfattende gennemgang af »en lang række ukontroversielle retlige normer«, som dog ikke var dem, der havde givet anledning til praktiske problemer for de danske soldater i Afghanistan eller Irak.

I stedet efterlyste AI svar på de mange praktiske udfordringer, som danske soldater stod i, når de var udsendt i skarpe situationer.

Et af de mest kontroversielle spørgsmål var f.eks. den såkaldte brite-finte, der blev brugt i Irak, hvor de danske soldater stod for afskærmning og beskyttelse, mens den praktiske tilfangetagelse blev varetaget af britiske soldater.

»Er brite-finten en konventionsholdig måde at komme uden om vanskeligheder med fangehåndtering på et fremmed territorium, hvor menneskerettighederne rutinemæssigt krænkes?« spurgte AI.

Oppusteligt fængsel?

Med den udsendte manual, dateret den 2. September, har Forsvaret givet svaret. Og det er langt fra tilfredsstillende, mener Claus Juul, juridisk rådgiver hos AI.

»Forsvarsministeriet har ikke lyttet til os. Der er ikke ændret så meget som et komma i afsnittet om fangeoverdragelse. Trods adskillige henvendelser til Forsvarsministeriet har vi stadig ikke fået svar på, hvad de danske soldater skal stille op med fanger fremover. I militærmanualen står der, at Danmark ikke må overdrage fanger til andre, hvis der er risiko for tortur. Men der står ikke et ord om, hvad det så betyder rent praktisk. Hvad skal de så gøre? Medbringe et oppusteligt fængsel hjemmefra eller hvad?« spørger Claus Juul og fortsætter:

»Manualen ligner stadig mest af alt en skriveøvelse. Der er ikke noget i den, der tyder på, at vi er blevet klogere efter 15 års aktiv krigsdeltagelse. Den er stadig påfaldende kortfattet, når det kommer til beskrivelsen af fangeoverdragelse. Det var ellers det emne, som vi troede var årsagen til at skrive den.«

Læs også: Green Desert-sag kan ramme både ministre og embedsmænd

Heller ikke Elna Søndergaard, juridisk rådgiver hos Dignity, er imponeret af den færdige manual:

»Der er fortsat ingen som helst konkrete retningslinjer for, hvordan Forsvaret skal takle eventuelle fanger. Manualen er trods sine mere end 600 sider ikke særlig anvendelig i praksis. Den svarer f.eks. ikke på, hvem der skal træffe beslutning om, hvad der skal ske med en fange. Skal man have en særlig ad hoc taskforce, som Danmark har i forbindelse med den igangværende krig mod IS?«

Elna Søndergaard bladrer også forgæves i manualen for at finde svar på, hvem der kan drages til ansvar, hvis fanger bliver behandlet i strid med menneskerettighederne.

»Manualen slår fast, at der gælder en pligt til at undersøge eventuelle sager, men det er uklart, hvem som skal gøre det, f.eks. om det skal gøres af forsvaret selv eller af en uafhængig instans, herunder domstolene,« siger hun.

Information har bedt Forsvarsministeriet svare på kritikken. Ministeriet har fremsendt følgende i en mail:

»Manualen indeholder et kapitel på 80 sider om frihedsberøvelser. Det bygger bl.a. på praktiske erfaringer fra Afghanistan og Irak, hvilket i øvrigt også er indarbejdet i kapitlets eksempler. De præcise udfordringer vil imidlertid altid afhænge af den konkrete situations faktuelle omstændigheder, og det er derfor et område, som kræver missionsspecifikke direktiver,« hedder det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Monumentalt hukommelsessvigt V2.0
Det vil givetvis vise sig, at vi ikke ’lige pludselig kommer til at høre’ om noget tavshedsbrydende nyt, den velkendte Viggo Fischer-finte: Det erindrer jeg ikke vil lægge en kvælende lydtæt dyne over krigsheltenes og politikernes umiddelbare folkeoplysende interesse i, at afsløre sandheden, deres slavenatur vil vise sig at være en til lejligheden passende udbredt negativ politisk arv fra nullerne – en nærliggende klinisk diagnose for militære veteraner på pension og politiske hønserøve med taburetkløe … ;-)