Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?

Sociologerne

Mennesket længes efter diagnoser. De er et bevis på, at man er syg, og den bekræftelse man mangler for ikke at miste anseelse hos andre. Sådan forklarer den svenske professor i idéhistorie Karin Johannisson inflationen i diagnoser, som ikke bare Danmark, men de fleste vestlige lande har oplevet i de senere år.

Det betyder, at tilstande, der ikke tidligere blev betragtet som sygdomme, nu kan diagnosticeres som for eksempel panikangst, udmattelsesdepression eller social forbi.

Siden WHO udgav den første diagnosemanual, der i 1952 forsøgte at opstille objektive kriterier for i alt 106 psykiatriske diagnoser, er manualen både vokset i side- og diagnoseantal. Den nyeste DSM-5, der udkom i 2013, har over 300 diagnoser.

Og nogle eksperter heriblandt professor Sven Brinkmann, der er forfatter til flere bøger om de samfundsmæssige forklaringer på inflationen i diagnoser, mener, at vi i dag har omkring 1.000 af dem at vælge imellem.

»Vi har tidoblet måderne, man kan være psykisk syg på 50 år – det er jo helt vildt,« som han sagde til Berlingske sidste år.

Flere kritikere mener, at diagnosemanualen har været med til at starte »falske epidemier«. En af dem er den amerikanske professor Allen Frances fra Duke University, der var leder af DSM-4.

Frances skabte røre, da han for få år siden bekendte, at han ved at tage diagnoser som Aspergers syndrom, ADHD og Bipolar lidelse med i DSM-4 har været med til at starte ’falske’ epidemier. For et par årtier siden var Aspergers for eksempel en sjælden diagnose, men efter den kom med i DSM-4 eksploderede antallet af børn, der blev diagnosticeret med lidelsen.

Frances anklager på linje med den danske læge Peter Gøtzsche ligeledes medicinalindustrien for at presse på for udbredelse af diagnoserne med det formål at afsætte flere af deres produkter.

Stigningen i diagnoser kan også aflæses i antallet af henvendelser til det psykiatriske sygehusvæsen overalt i de vestlige lande. I Danmark steg antallet af børn og unge, der var i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien f.eks. med 44 procent fra 21.047 i 2010 til 30.383 i 2015.

Andre sociologer peger på ændrede samfundsstrukturer og stigende krav til børn og unge, som forklaringer på stigningen i antallet af patienter med psykiske problemer, der ender med at komme i kontakt med sygehusvæsenet.

Læs også: SF: Stop medicinske eksperimenter med psykisk syge børn

Anders Petersen, der er sociolog på Aalborg Universitet og forsker i, hvordan samfundsudviklingen påvirker den enkeltes psyke, mener eksempelvis, at krav om at præstere og have succes ikke længere er noget, der er forbeholdt en lille elite.

»Det perfekte er det nye normale. Fra karakterer til kærester, men den akkumulerede virkning af de mange høje forventninger er drænende,« sagde han i Informations serie om sårbare unge for nylig:

Men symptomerne og de lidelser, som mange i dag beskriver, går faktisk igen tidligere i historien, påpeger idéhistoriker Karin Johannisson. For hundrede år siden ramte en lidelse, man kaldte hysteri, for eksempel mange kvinder i middelklassen.

»Parallellerne mellem århundredeskiftet i 1900 og år 2000 er tydelige. Dengang fremdrog både medier og læger forestillingen om individet, der levede i en truende samtid. Det skyldtes den accelererende modernisering med telefoni og buldrende sporvogne, flytning til byerne og øgede krav til præstation. Kulturen blev anset for at være sygdomsfremkaldende,« siger hun til det svenske nyhedsmagasin Fokus og peger på, at samme forklaringsmodeller bruges i dag.

Psykiaterne

Mange psykiatere mener til gengæld ikke, at stigningen i antallet af børn og unge i psykiatrien er udtryk for, at flere børn og unge er syge.

»Vi har ikke undersøgelser, der viser, at flere børn og unge er blevet psykisk syge. Men der er flere, der ønsker børne- og ungdomspsykiatriske udredninger end tidligere,« forklarede formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Anne Marie Raaberg Christensen, for nylig i Berlingske.

Samtidig er den diagnostiske indsats blevet forfinet, så man er blevet bedre til at stille diagnoser. ADHD er er ifølge Sundhedsstyrelsen den hyppigste psykiatriske diagnose blandt børn og unge. Mens cirka 1.000 børn og unge fik diagnosen i 2001, gjaldt det 8.000 i 2011. Tallet er et minimumstal, idet de børn og unge, der får diagnosen uden for sygehusvæsenet, ikke er medregnet.

Tilsvarende er andelen af børn og unge, der tager piller for deres lidelse steget markant, så det i 2012 var 18.000, der havde recept på ADHD-medicin. Det har fået kritikere til at angribe blandt andet lægerne for at være for hurtige med receptblokken.

Læs også: ’Vi mødte ingen uvenlige mennesker i børnepsykiatrien. De havde bare ikke tid til at se Emma’

Sammenligner man med andre lande, ligger Danmark imidlertid en del under, hvad angår udskrivning af medicin. Derfor har flere læger og psykiatere ment, at der herhjemme i stedet har været tale om både underdiagnosticering og underbehandling.

Til gengæld er der store regionale og sociale forskelle på uddeling af medicinen. Et stort dansk registerstudie offentliggjort sidste år viste, at børn af lavt uddannede forældre har tre gange så stor sandsynlighed for at få ADHD-medicin som børn af højtuddannede forældre. Andre grupper, som børn af enlige forældre eller unge mødre, fik også mere medicin.

Det fik Helle Wallach Kildemoes, adjunkt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der stod bag undersøgelsen, til at konkludere, at raske børn muligvis får medicin, fordi andre synes, de er besværlige.

»Det kan tyde på, at lægerne udskriver ADHD-medicin til nogle børn for manglende social tilpasning, uden børnene nødvendigvis er syge,« sagde hun til Videnskab.dk.

Ser man på de regionale forskelle, udskriver Region Nordjylland og Region Sjælland henholdsvis 20 og 17 procent mere medicin end Region Hovedstaden.

Men noget tyder på, at den stejlt stigende kurve nu er knækket, når det gælder ADHD-medicinerede børn og unge op til 19 år. I 2014 var der således 17.727 ADHD-børn med recept på Ritalin eller lignende ADHD-medicin. Det viste tal fra Statens Serum Institut, som Jyllands-Posten i januar fik trukket via databasen Medstat. Faldet er størst hos børn på 5-9 år.

»Det er rigtig, at kurven er steget voldsomt de seneste par årtier og nu er vendt. Det er dog ikke udtryk for, at vi har behandlet for meget. Det skyldes, at vi i perioden stille og roligt er blevet mere opmærksomme på, at der er børn, der har de her vanskeligheder, og at vi kan behandle mange af dem. Og nu har vi fundet et leje,« sagde Niels Bilenberg, professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Syddansk Universitet og overlæge i Psykiatrien i Region Syd, således til Jyllands-Posten.

Forældrene og lærerne

Folkeskolen har i den periode, hvor antallet af børn og unge med diagnoser er steget, oplevet en opstramning af de faglige mål for undervisningen, og man har indført løbende test af det faglige niveau.

Ifølge DPU-forsker Søren Langager har det sat et andet fokus på, »de mange elever, der – som det ofte udtrykkes – ’forstyrrer undervisningen for sig selv og andre’ med krav om mere ro, orden og disciplin«, som han skriver i bogen Diagnoser fra 2015.

Sideløbende er der sket en markant stigning i antallet af elever, der henvises til specialtilbud i folkeskolen, hvilket politikerne har forsøgt at imødegå med den stærkt omdiskuterede inklusionslov fra 2012.

Læs også: ’Vi gav en diagnose til et barn, vi aldrig havde mødt’

Mange fagfolk har imidlertid peget på, at stigningen i antallet af diagnoser også hænger sammen med, at forældre i stigende grad efterspørger dem, fordi de ikke kan få den hjælp hos kommunerne, som de mener, deres børn har behov for.

Generalsekretær Thorstein Theilgaard fra foreningen Bedre Psykiatri har f.eks. udtalt, at »der er en diagnosefiksering i kommunerne, som ligger langt ud over, hvad der giver mening«, og har efterspurgt en styrket, tidlig indsats i kommunerne, så flere børn får hjælp, før problemerne bliver så store, at børne- og ungepsykiatrien skal på banen.

Forældrenes behov for at få stillet en diagnose på deres barn kan dog ifølge Langager også hænge sammen med, at de med »et diagnosedokument kan påpege, at det ikke er dem, der er de dårlige opdragere, da der er tale om en biologisk dysfunktion hos deres barn, som kræver særlig opmærksomhed«.

Samtidig kan lærerne også få vished for, at det ikke er deres pædagogiske evner eller undervisningsform, den er gal med, men at eleven, »som ADHD’er en umulig opgave at tumle under de nuværende betingelser med så stor en klasse«.

Og endelig kan elever med diagnoser føle sig mere »accepterede«, påpeger Langager. Den bredere accept af psykiske lidelser generelt i samfundet, som patientforeninger har arbejdet for i årevis, spiller også ind. Men også her har eftertanken meldt sig. Som formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, har udtrykt det i Information:

»En diagnose kan aldrig blive en forklaringsmodel, der fritager for personligt ansvar. Mange mener, at psykiatrien skal skabe lykke. Men psykiatrien kan kun være med til at behandle sygdomme.«