Nyhed
Læsetid: 3 min.

Liberal Alliances skatteforslag forgylder mangemillionærerne med 294.000 kroner om året

Ifølge skatteminister Karsten Lauritzen skønnes en nedsættelse af topskattesatsen med fem procent for alle indkomster at spare de 1.000 rigeste 294.000 kroner årligt i gennemsnit
Tal fra skatteministeriet får ikke Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen til at ryste på hånden

Tal fra skatteministeriet får ikke Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen til at ryste på hånden

Mogens Flindt

Indland
15. september 2016

Ikke overraskende står mangemillionærerne til at blive de store vindere, hvis Liberal Alliance (LA) kommer igennem med kravet om at få sænket topskatten også for millionærer.

Men nu afslører en række svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Folketingets finansudvalg, hvor stor gevinst millionærerne kan få ud af LA's krav.

Ifølge Karsten Lauritzen skønnes en nedsættelse af topskattesatsen med fem procent for alle indkomster således at spare de 1.000 rigeste 294.000 kroner årligt i gennemsnit. Til sammenligning betaler gruppen i dag i gennemsnit 8,9 millioner kroner i personlige indkomstskatter.

Tallet får dog ikke Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen til at ryste på hånden. Liberal Alliance har truet, og gør det fortsat, med at vælte regeringen, hvis ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bøjer sig for kravet om også at få sænket topskatten for millionærerne.

Regeringen foreslår i stedet at sænke topskatten fra 15 til 10 procent for personer som tjener mellem den nuværende topskattegrænse på 543.000 kroner og én million.  

»Skattelettelser handler ikke om at give noget til nogen,« siger Joachim B. Olsen.

»De mennesker har tjent pengene, fordi andre mennesker mente, at de var deres løn værd. De er jo ikke kommet uretfærdigt til pengene. Men det handler om nogle principper og ikke de her specifikke mennesker og tilgodese dem. Det handler om det princip, at ingen mennesker skal aflevere mere end halvdelen af deres indkomst i skat. Det handler om at sætte en grænse for, en skillelinje, mellem individet og kollektivet og sige, at ingen – uanset indkomst – skal afstå over halvdelen af deres indkomst i skat. Det gælder store og små indkomster«.

DF: Rammer skævt

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, mener, at skatteministerens beregninger bestyrker støttepartiets kritik af den foreslåede sænkning af topskatten.

»Det her beviser netop, at en sænkning af topskatten rammer skævt. Man kan diskutere, hvor mange procent de forskellige grupper får ud regeringens foreslåede skattereform, men tilbage står, at dem, som tjener rigtig mange penge, selvfølgelig får rigtig meget ud af det i kroner og øre. At sænke topskatten er altså ikke den største udfordring, vi står over for: Jeg tror ikke, at der mange af dem her, som lige står og mangler 294.000 kroner for at få budgettet til at hænge sammen,« siger Dennis Flydtkjær.

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, henviser til, at de 294.000 kroner faktisk svarer til en årsløn for mange. Socialdemokraterne afviser også enhver snak om at sænke topskatten.

»Min fantasi rækker simpelthen ikke til at se, hvordan 294.000 kroner til de mest velhavende her i landet skulle være løsningen på vores samfunds udfordringer. De penge, Liberal Alliance vil bruge på velhavere, vil vi hellere bruge til bedre velfærd, bedre rammevilkår for erhvervslivet og investere i at ufaglærte får mere uddannelse. Det er meget vigtigere for vores samfund og til mere sikker gavn for vores økonomi, end at jagte en effekt af lavere topskat, som Finansministeriet selv har sået dyb tvivl om,« siger Jesper Petersen.

Læs også: Det er de privatansatte, der kommer til at tjene på topskattelettelserne

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, understreger, at den såkaldte ambition i regeringsgrundlaget om sænke topskatten, oprindelig skyldes et ønske fra Liberal Alliance.

»Vi gik faktisk slet ikke til valg på at sænke stopskatten. Når det overhovedet er kommet med, skyldes det, at vi har lyttet til ønskerne fra vores støttepartier. Men vi synes, at vi nu har fundet en god løsning med den foreslåede model, som giver gode muligheder for væksten som i sidste ende skal betale for vores velfærd,« siger Louise Schack Elholm.

Selv om Lars Løkke Rasmussen har været afvisende over for at sænke topskatten for millionærerne, har han ikke afvist, at det kan ske.

»Har jeg så en religiøs binding til at hvis man tjener to millioner, så skal man betale 15 procent? Nej, det har jeg ikke«, lød det fra statsministeren ved præsentationen af den økonomiske 2025- eller Helhedsplan.

Ifølge Karsten Lauritzen beregninger står statsministeren selv til årligt at spare 19.600 kroner med sit eget forslag og 46.800 med Liberal Alliances (Lars Løkke Rasmussens vederlag vil næste år udgøre 1.513.589 kroner).

Læs også: Finansminister anerkender tvivl om effekten af topskattelettelser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Edelbo

Ej, gad vide om direktøren fra SAXO bank er et af de 1000 mennesker? Hvor pudsigt...

Kim Houmøller, Daniel Fruelund, Dennis Bruus, Arne Lund og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Der er nogen der mener, at for nogen, er meget, for lidt, og for andre, er lidt, for meget!

Torben Lindegaard

@Kim Kristensen

Det er ikke særlig svært at forstå, at de mennesker, der betaler højst skat i forvejen, får størst gælde af en nedsættelse af topskatten. Jeg bilder mig ind at kunne gennemskue regnestykket - selv uden en pædagogiske gennemgang fra Hans V. Bischoff.

Men jeg savner nu alligevel en sådan gennemgang.
Din artikel pirker kun til vores misundelses-gen.

Hvordan ville Hans V. Bischoff forklare os sagen??

Det skal jeg ikke driste mig til at gætte på; men jeg savner altså en relativering.

294.000 i forhold til 8.900.000 udgør 3,3% -
det kan jeg godt unde de 1000 mennesker med den højeste indkomst i Danmark.

Lise Lotte Rahbek

Torben Lindegaard
Du kan godt unde de rigeste 1000 mennesker et endnu højere beløb om året.
Hvad med de mennesker, som så IKKE får det de har brug for, fordi de rigeste skal have højere beløb i formue - kan du så også godt unde dem at undvære mad/medicin/omsorg?

Elisabeth Andersen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Tor Brandt, Kim Houmøller, Daniel Fruelund, Viggo Okholm, Anders Sørensen, Liliane Murray, Torben Bruhn Andersen, Heidi Larsen, Tue Romanow, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Hans Larsen, Ken Sass, Poul Anker Sørensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det er da lønnen på to-cifrede millionbeløb, aftrædelsesordningerne og aktieoptionerne der er vanvittige. Nets direktør kan score 350 mio. kr. på børsen. Dette er da fuldkommen urimeligt om de betaler 5 % mere eller mindre i skat forekommer derfor ligegyldigt.

Elisabeth Andersen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, olivier goulin, Arne Lund og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

"De mennesker har tjent pengene, fordi andre mennesker mente, at de var deres løn værd. De er jo ikke kommet uretfærdigt til pengene."

Det er vel sådan set korrekt, men hvorfor skal nogle "andre mennesker"s lønforhandlinger have indflydelse på dansk skattepolitik?

Det hænger vist i øvrigt heller ikke rigtigt sammen med det princip der herefter plæderes for om, at ingen skal afgive mere end 50% (nogen der har et link, hvor jeg kan læse mere om de ideologiske begrundelser for netop dette princip?).

Carsten Wienholtz og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Lise Lotte Rahbek

Jeg accepterer ikke din sammenkobling af topskat & social omsorg.

Finansministeriet har beregnet, at det vil koste staten kr. 1 mia at fjerne den 5% ekstra topskat på indkomster over kr. 1 mio - ud af et statsbudget på over kr. 1.000 mia.

JA eller NEJ til den ekstra topskat er altså et spørgsmål om ideologi -
ikke et økonomisk spørgsmål.

Lise Lotte Rahbek

Lindegaard
Helt enig. Det ER netop et ideologisk spørgsmål, hvad og hvem man vil prioritere. Hvis det at begunstige en samfundsklasse, som har bevist at de sagtens kan klare sig selv, på bekostning af negen, som påviseligt har svært ved at klare sig i det moderne samfund.

Så ja - vores uenighed har afsæt i ideologi.
Jeg ser ingen som helst samfundsgevinst i at prioritere 1000 mennesker med høje indkomster fremfor de, som vil lide under at blive frataget noget. Tværtimod. Det gør mig syg om hjertet.

Elisabeth Andersen, Carsten Wienholtz, Daniel Fruelund, Anders Sørensen, Liliane Murray og Max Hansen anbefalede denne kommentar

Poul: "Du mener vel alger, ikke søde Fritz".
Fritz: "Jo naturligvis. Ræk mig lige champagnen, søde Poul".

Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Savner dokumentation for at nogle af de 1000 mennesker overhovedet kommer i nærheden af at betale mere end halvdelen i skat....

Flemming Berger, Carsten Wienholtz og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Måske er det ikke muligt at komme igennem til Hr. J.B.Olesen, men grunden til at de tjener så meget
er jo netop at de bliver kompenseret for det store skattetryk,og det vil han aldrig se i øjnene

Liberalismens begærs- og konkurrencemodel reaktiverer det spørgsmål, hvad der i det moderne informations- og forhandlingsverden skal blive af de uinformerede og af dem der intet har at forhandle med. Hermed kan naturligvis tænkes på alle syge og dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, men også hele samfund og stater inden for den internationale orden. Er begæret efter tryghed, goder og viden sammen med konkurrencen og en blot videnskabelig, teknologisk og økonomisk rationalisme ene om at skabe det sociale, kan omvejen let blive så stenet, at den viser sig ingen vej at være.

@ Torben Lindegaard,

Det pirker ikke til mit misundelses-gen, men det pirker til min retfærdighedssans, hvad der er ret og rimeligt, jeg ville skamme mig ved at tjene det de mennesker tjener, så længe der er så stor ulighed i samfundet.

Når JBO siger, »De mennesker har tjent pengene, fordi andre mennesker mente, at de var deres løn værd." Så er det noget sludder, de mennesker bestemmer selv hvor meget de vil have, hvor meget de synes de selv er værd, ingen er så meget værd.

Til sammenligning svarer stigningen for de tusind rigeste, til mere end det dobbelte af min personlige indkomst, men jeg klager ikke.

Hvis skatteprocenten nedsættes med fem procentpoint, af en indkomst over topskattegrænsen, så svarer de 294.000 til 5% af den indkomst de har over topskattegrænsen, hvilket er lig med 20 gange 294.000, lig med 5.880.000 kroner om året + beløbet under topskattegrænsen, 543.000 = 6.423.000 om året i løn. Det er der ingen der er værd. Tværtimod, vise beregninger, at jo mere en person tjener, jo mindre har han som oftest gjort for at gøre sig fortjent til sin løn.
Desuden er jeg sikker på, at disse mennesker allerede har hyret de allerbedste revisorer til, at finde ethvert lille smuthul i skattelovgivningen, der kan bringe deres skat ned til et absolut minimum. Noget som der bliver mindre og mindre råd til jo længere man kommer ned i indkomsthirakiet. Og på bunden, ja, der aner de færreste om de overhovedet betaler den rette skat.

Elisabeth Andersen, Tue Romanow, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Carsten Wienholtz, Daniel Fruelund og Max Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

249.000 kr -- det er vel så den dråbe, der får det til at dryppe på os andre.

Vi andre kan trøste os med, at samtlige individer i målgruppen for lettelsen har mindre chance for at komme ind i himmerigets rige end en kamel har for at komme gennem et nåleøje.

Brian Nocis Jensen

Misundelsesgen ...? Ja, for folk hvis eneste målestok i livet er kejserens mønt, kan det vel kun se sådan ud. Fattigdom er et vidt begreb ...

Elisabeth Andersen, Liliane Murray og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

@JTN,

Den dråbe eksisterer ikke, det har man vidst længe.

Den skattelettelse som de 1.000 rigeste ville få, ville immerhen kunne betale 1.432 førtidspensioner om året. Men det er jo ikke kun de 1.000 rigeste der vil få skattelettelser, men langt flere, og derfor vil det kun være et gæt, hvor meget velfærd, vi ellers kunne få for de penge, men helt sikkert, rigtigt meget.

Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Liliane Murray
Min tegnsætning har altid været mangelfuld, og her glemte jeg så et " ;-) ". Men, har du ret; jeg kunne ønske mig skattelettelser til alle på overførselsindkomst - det kunne måske øge forbruget, og sætte gang i hjulene, så de der kan arbejde, får noget at bestille.

Jens Thaarup Nyberg

Ups ! : "Men, du har ret ...", og ikke spørgsmålet.

Jens Thaarup Nyberg

Torben Lindegaard
15. september, 2016 - 10:54
Ja, een promille er ikke meget, men hvad så med de øvrige topskattelettelser ?

Torben Lindegaard

@Jens Thaarup Nyberg

"Ja, een promille er ikke meget, men hvad så med de øvrige topskattelettelser ?"

Een promille..........?????????????

De øvrige topskattelettelser - altså forslaget om 5% nedsættelse på indtægter fra ca. kr. ½ mio til kr. 1 mio - koster vist staten et provenuetab på kr. 3½ mio................frit efter hukommelsen.

Jens Thaarup Nyberg

"Finansministeriet har beregnet, at det vil koste staten kr. 1 mia at fjerne den 5% ekstra topskat på indkomster over kr. 1 mio - ud af et statsbudget på over kr. 1.000 mia."
1 mia af 1.000 mia. er een tusindedel, en promille.

Det må være 3,5 mia., resten af topskattelettelserne giver i provenutab, altså ialt 4,5 promille af statsbudgettet.

Det ser suspekt ud - ?
Men selvom det ser ud af lidt, går pengene dog fra, hvor de er nødvendige; de offentlige væsener: sundhed, transport osv.

Jeg tror ikke på finansminsteriet, eller nogen andre ministerier, og deres beregninger er i bedste fald vildledende.

Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

De 4,5 mia. (15. september, 2016 - 22:30) er immervæk en fjerdedel af den udbetalte kontanthjælp, 17 mia. iflg. Karen Elleman/J.B.Olsen, i Debatten igår.

Torben Lindegaard

Jens Thaarup Nyberg

Ja selvfølgelig - kr. 3,5 mia - beklager fejlen.

Men tag tallet med alle mulige forbehold - også for min hukommelse!!
Jeg er ikke helt sikker på, om den marginale kr. 1 mia er medregnet i de kr. 3,5 mia.

Men der må være debattører her på siden med en bedre hukommelse.

Ja, de 4,5 mia skal jo findes et sted, og det har man så gjort med det nye kontanthjælpsloft.

Torben Skov, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Jeg har meget svært ved ikke at tro at nogen de mange penge penge fra de rige ikke også ryger ned i Samuelsens lommer på den ene eller anden måde.

@ Jan Bruun,

Ja, det kan godt være at det er af omveje, men nogen af dem skal da nok ende der, om ikke andet end, at som topskattebetaler, så ville topskattelettelserne også komme ham tilgode. Nej, dumme er de altså ikke!!

Henrik Plaschke

Spørgsmålet om topskattelettelser handler bl.a. om ideologi, som Lise Lotte Rahbek præcist har påpeget det. Men det handler ikke om misundelse, selv om neo-liberale ideologer ynder at hævde det. Det handler snarere om retfærdighed og rimelighed.

Men - modsætning til hvad Torben Lindegaard åbenbart tror – handler det i højeste grad også om økonomi. TL citerer Finansministeriet for, hvor lidt topskattelettelser måtte koste på statsbudgettet. Men at spørge Finansministeriet til råds vedr. skattelettelser er stort set lige som troværdigt som at spørge om Islams kvaliteter i Mekka. De såkaldte ”dynamiske” effekter af topskattelettelser – når marginalskatten sænkes, arbejder man mere - er først og fremmest ønsketænkning.

I Danmark blev marginalskatten sænket fra og med den 1. januar, 2010, fra 63 til 56 %, og den eneste påviselige effekt af denne sænkning er ifølge Rockwoolfonden, at en række højtlønnede indkomstmodtagere ”flyttede” deres indkomst fra slutningen af 2009 (63 %) til starten af 2010 (56 %). Derimod er det intet, der tydede på et stigende arbejdsudbud af denne sænkning (http://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2016/01/Nyhedsbrev-Januar-2014.pdf). Man behøver vist ikke lide af misundelse for at finde en sådan udvikling problematisk.

En nyere udredning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har peget på, at jobeffekterne af en topskattelettelse er meget usikre (https://ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_jobeffekt-af-t...). Også Folketingets økonomer har peget på denne usikkerhed (http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/fiu/bilag/107/1648878.pdf),
og for nylig har til og med Finansministeren anerkendt usikkerheden om effekterne af topskattelettelser (https://www.information.dk/indland/2016/08/finansminister-anerkender-tvi...) uden at dette dog synes at påvirke Ministeriets tænkning i øvrigt.

Usikkerheden betyder, at Finansministeriets beregning af omkostninger ved en sænkning af topskatten formodentlig er tilsvarende usikker – og utvivlsomt baseret mere på ideologisk ønsketænkning end på saglig økonomisk analyse.

Thomas Piketty har i sin Kapitalen i det 21. århundrede (Gyldendal 2014) i øvrigt en lang række betragtninger, der er relevante for disse spørgsmål. Han viser eksempelvis, at lønningerne til toplederne i amerikansk sammenhæng har meget lidt at gøre med disses mulige bidrag til deres virksomheder, og han påpeger endvidere en sammenhæng mellem de øverste lønninger og beskatningen af disse:

”Når man ser på de udviklede lande i deres helhed, konstaterer man, at faldet i indkomstskattens højeste sats fra 1970’erne til i dag er tæt forbundet med stigningen i den rigeste percentils andel af nationalindkomsten i samme periode. Konkret er der en næsten perfekt korrelation mellem disse to fænomener: De lande, der har sænket den højeste sats mest, er også de lande, hvor de højeste indkomster – og navnlig aflønningen af de store virksomheders ledere – er steget mest. Omvendt har de lande, der ikke har sænket den højeste sats særlig meget, kunnet opleve en meget mere moderat fremgang i de høje indkomster... Ifølge de klassiske økonomiske modeller, der hviler på teorien om den marginale produktivitet og arbejdsudbuddet [og som Finansministeriet, Liberal Alliance m.fl. baserer deres forståelser på], kunne forklaringen være, at faldet i den højeste
sats har stimuleret topledernes arbejdsudbud og produktivitet i de pågældende lande, og at deres marginale produktivitet (og altså deres løn) derfor er blevet meget højere end i de andre lande. Denne forklaring er dog ikke særlig plausibel. Som nævnt … er teorien om den marginale produktivitet en model, der – ud over at være en smule naiv – har mange empiriske og begrebslige problemer med at forklare, hvordan lønningerne i toppen af lønhierarkiet fastsættes.

En mere realistisk forklaring er, at sænkelsen af den øverste skattesats, som har været særlig massiv i USA og Storbritannien, radikalt har transformeret den måde, hvorpå topledernes løn fastsættes og forhandles. For en leder er det altid svært at overbevise de forskellige parter i en virksomhed … om, at en stor lønforhøjelse … virkelig er berettiget. I perioden 1950-70 havde en amerikansk eller britisk leder ingen større interesse i at kæmpe for at få en sådan lønstigning, og de forskellige involverede parter var mindre villige til at give ham den, for 80-90 % af lønstigningen ville under alle omstændigheder gå direkte til statskassen [ja topskatten var høj dengang!]. Fra og med 1980’erne er der helt andre spilleregler, og alt tyder på, at lederne er begyndt at gøre sig betragtelige anstrengelser for at overbevise de forskellige parter om, at de skal tildeles ikke mindre betragtelige lønstigninger. Eftersom det er meget vanskeligt objektivt at måle en topleders bidrag til sin virksomhed, og eftersom der hersker megen indavl i lønudvalgenes sammensætning, har toplederne haft relativt let ved at overbevise de pågældende parter om, at de fortjente disse lønstigninger.

Denne forklaring hænger desuden også godt sammen med den kendsgerning, at der ikke findes nogen statistisk signifikant relation mellem sænkelsen af den højeste marginale sats og vækstraten i produktiviteten i de forskellige udviklede lande siden 1970’erne… BNP’ets vækstrate har været næsten nøjagtig den samme i alle de rige lande siden 1970-80’erne… at væksten siden 1970-80’erne ikke har været højere i Storbritannien og USA end i Tyskland, Frankrig, Japan, Danmark eller Sverige... Med andre ord synes sænkelsen af den højeste marginale sats og stigningen i de høje lønninger ikke at have stimuleret produktiviteten (i modsætning til, hvad udbudsteorien forudsiger), eller i hvert fald ikke tilstrækkelig til, at det er statistisk synligt på den samlede økonomis niveau...” Piketty, Kapitalen i det 21. århundrede, p. 520-22).

Så langt er vi heldigvis endnu (?) ikke i Danmark og det øvrige Europa. Men der er vist ikke megen tvivl om, hvor forbilledet for Liberal Alliance (og Regeringen?) og deres eftersnakkere er at finde.

Men hverken hensynet til retfærdighed eller til økonomisk fornuft berettiger til dette forsvar for skatterettelser til de mest velhavende dele af befolkningen. Det er ren klassepolitik – i forklædt form.

Torben Skov, Jens Thaarup Nyberg, Lise Lotte Rahbek, Curt Sørensen, Liliane Murray og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

ad Henrik P ovenfor:

Virkelig god gennemgang !

Det flugter jo ret godt med det, som jeg har forstået al empiri på området siger: At en sænkning af topskatten ikke medfører vækst i samfundet generelt - men blot flere penge i lommerne på de rige.

Og så må jeg jo tilstå, at jeg finder ´den neoliberale ideologi meget besynderlig:
- Man skal motiveres i toppen med FLERE penge,
- Mens man skal motiveres i bunden med FÆRRE penge.

Hvis jeg stopper op og tænker lidt over det på det personlige plan, synes jeg, at det er helt indlysende, at det rent faktisk er stik modsat - altså at:
- Man skal motiveres i toppen med færre penge,
(hvis folk har masser af penge men vil ha' flere, må de nødvendigvis arbejde noget mere)
- Mens man skal motiveres i bunden med flere penge.
(hvis folk ikke har nogen penge er man nødt til at lokke dem med nogen).

Det irriterer mig grænseløst, at man altid har og stadig kan slippe afsted med at sige, at en sænkning af topskatten vil gavne samfundet, når det helt åbenlyst er forkert. (udover ovenstående se fx. Danske Bank's topdirektør som netop har udtalt dette, men dog advarer om farerne ved et samfund uden sammenhængskraft).

Torben Lindegaard

@Jens Thaarup Nyberg

Steen Bocian præsenterede i Deadline i aftes Dansk Erhvervs beregning af topskatteskattelettelserne i 2025-planen:
5% topskattelettelse hele vejen op koster kr. 4.6 mia.
5% topskattelettelse op til indkomstgrænsen 1 mio koster kr. 3,4 mia.

Så det koster altså kr. 1,2 mia af gå hele vejen med topskattelettelsen.

Alle tal er uden medregning af dynamiske effekter.

@ Torben Lindegaard,

Hvilke dynamiske effekter?

Torben Lindegaard

@Liliane Murray

Nu er det ikke "mine" dynamiske effekter.

Men check Henrik Plaschke ovenfor eller lyt til Steen Bocian her:

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-2016-09-16#!/

Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

@Torben Lindegaard
Af statsbudgettet 2016 fremgår, at 485 mia. går til social sikring, Iflg. Elleman/Olsen, jvf ovf., går 17 mia. til kontanthjælp.
3,5 promille af statsbudgettet,1013 mia, ialt 3,5 mia, er ikke meget, og med dynamiske effekter vel endnu mindre, men dog knap en femtedel eller mindre, af kontanthjælpen. Kan vi håbe på dynamiske effekter der tilgodeser denne femtedel af kontanthjælpsmodtagerne, eller skal vi vente dynamiske effekter af anden oprindelse, der frigør denne femtedel af kontanthjælpen til, som så kan bruges til at afhjælpe de skader, forarmet barndom o.lig., kontanthjælpsloftet angiveligt medfører.
Mit bud på dynamiske effekter af anden oprindelse er, sæt skatten ned for overførselsindkomst, det vil omsættes i forbrug, for de ringest stillede, og "gang i hjulene", så de der kan arbejde, får noget at bestille.

@JTN,

Jeg har nu ikke sagt at det var dine dynamiske effekter, men du henviser til dynamiske effekter i din kommentar, og jeg ville gerne vide hvilke dynamiske effekter, du ser der skulle være, hvad andre mener har jeg ikke spurgt om, jeg spurgte dig.

Come on, en seks år gammel kronik fra en højrefløjsøkonom på 180grader, tager jeg ikke som habile antagelser.

Der er kommet meget frem om økonomiske modeller og deres ubrugelighed siden da, og især den model som regeringen bruger som grundlag for at ville lave yderligere topskattelettelser, og som stammer fra firserne, har vist at alle de argumenter der bruges, ikke har hold i virkeligheden.

Derudover var mit spørgsmål retorisk.

Jens Thaarup Nyberg

@Lilian Murray
Jeg tager mig ikke af kildens farve eller meninger iøvrigt, kun oplysningerne, og de ser mig rimelige nok ud.
Mit "velbekomme" var rent retorisk.

Henrik Plaschke

De såkaldte dynamiske effekter bør i forbindelse med beskatning ikke reduceres til et muligt stigende arbejdsudbud som følge af sænkede topskatter. Denne effekt er af tvivlsom karakter, og i den historiske sammenhæng, hvor marginalskatten sænkedes fra 63 til 56 % i Danmark, er det som nævnt i midt indlæg ovenfor svært at konstatere denne type af dynamiske effekter.

I citatet fra Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede, som jeg har bragt ovenfor, er det en anden type af dynamiske effekter, der analyseres – selv om dette udtryk ikke bruges.

Sænkningen af de øverste skattesatser fra konfiskatorisk høje niveauer, der gik hånd i hånd med en dynamisk vækstøkonomi, har således ført til stadig højere lønkrav fra de højstlønnede i samfundets side, hvilket igen har bidraget til en eksplosiv stigning af samfundets økonomiske ulighed. Stigende ulighed har ført til vækst i finansiel spekulation, men ikke til stigende investeringer og vækst eller til en stigende levestandard for størstedelen af befolkningen. Det kan man da kalde dynamiske effekter - om end måske ikke af den gode slags…

Når Jens Thaarup Nyberg således spørger:

”Kan vi håbe på dynamiske effekter der tilgodeser denne femtedel af kontanthjælpsmodtagerne”,

bliver svaret vist, at så kommer vi til at vente temmelig længe, hvorfor JTN da også fortsætter med:

”eller skal vi vente dynamiske effekter af anden oprindelse, der frigør denne femtedel af kontanthjælpen til, som så kan bruges til at afhjælpe de skader, forarmet barndom o. lign., kontanthjælpsloftet angiveligt medfører”.

Og svaret må blive et ja. Der er behov for andre former for dynamiske effekter, og der er ingen grund til at lade sig skræmme bort af den tekniske sprogbrug. JTN nævner skattelettelser til modtagere af overførselsindkomster, og man kunne tilføje, at selv mainstream økonomer i engelsk-amerikanske debatter (eksempelvis Financial Times’s Martin Wolf) i stigende grad taler om eksempelvis ”helikopterpenge” (direkte uddeling af købekraft mhp. at stimulere forbruget). De har forstået, at topskattelettelser kun støtter indkomsterne i et yderst begrænset segment af befolkningen – uden nogen nedsivning til økonomi og samfund i øvrigt.

Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Jens Thaarup Nyberg og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

@Henrik Plaschke,

Du bekræfter, punkt for punkt, de tanker jeg selv har om emnet, men som jeg som lægmand og ikke-økonom, måske har lidt svært ved at sætte den 'korrekte' terminologi på.

For mig handler det blot om sund fornuft og hvad der forekommer logisk, alas almindelig sund fornuft, er ikke særlig almindelig.

https://www.information.dk/debat/2015/05/paa-bunden-holdt-tro-paa-demokr...

Henrik Plaschke

Liliane Murray

Tak for din kommentar – fint at vi kan nå frem til fælles ideer og tanker på hver sin måde. Såvel den almindelige sunde fornuft som den mere eller mindre videnskabeligt baserede analyse er efter min opfattelse nyttige redskaber til forståelsen – og forandringen - af de verdner, vi befolker. Ingen af dem er tilstrækkelig, og ingen af dem kan undværes. De kompletterer hinanden – og er på ingen måde gensidigt udelukkende.

@Henrik Plaschke,

Helt enig!

Joachim B. Olsens begrundelse for topskattelettelser:
'De mennesker har tjent pengene, fordi andre mennesker mente, at de var deres løn værd. De er jo ikke kommet uretfærdigt til pengene'
Det er jo ikke et argument for noget som helst!
Forhåbentlig er de fleste skatteydere deres løn værd og er kommet 'retfærdig' til deres penge, ikke desto mindre skal de betale skat, ikke som en straf, men fordi vi i dette samfund er blevet enige, om at vi alle bidrager efter evne til dets opretholdelse.