Læsetid: 3 min.

Lilla er det nye sort – og det er ikke bare taktik

Kristian Thulesen Dahl er langt fra den eneste toppolitiker, der ikke længere ser rød og blå blok som den naturlige opdeling i dansk politik. Iagttagere er enige i, at blokpolitikken fortoner sig til fordel for mere åbne politiske slagsmål
I går forsøgte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at aflive blå blok med sit forslag om en V-S-DF regering. Men han er langt fra den eneste toppolitiker, der er ivrig efter at fi nde nye politiske samarbejdspartnere

I går forsøgte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at aflive blå blok med sit forslag om en V-S-DF regering. Men han er langt fra den eneste toppolitiker, der er ivrig efter at fi nde nye politiske samarbejdspartnere

Peter Olesen

16. september 2016

De har travlt med at trække nye skillelinjer i dansk politik.

Torsdag forsøgte Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at aflive blå blok med sit forslag om en V-S-DF regering.

Men han er langt fra den eneste toppolitiker, der er ivrig efter at finde nye politiske samarbejdspartnere.

Under valgkampen sidste år gik SF-formand Pia Olsen Dyhr f.eks. hånd i hånd med DF-formanden i Vejle og delte valgbrochurer ud i varm dagpengeforbrødring.

Og i sidste uge bekendtgjorde Radikale Venstre, at partiet er klar til at lave en økonomisk aftale med blå blok, mens man dog stadig peger på socialdemokraten Mette Frederiksen som statsministerkandidat.

Læs også: Den politiske swinger

Formanden Morten Østergaard har tilmed efterlyst et opgør med den traditionelle forestilling om, at det enten skal være rød blok eller blå blok, der leder landet.  

Og selvom markeringerne ved første øjekast kan affærdiges som forhandlingstaktiske manøvrer på Christiansborg, er bevægelserne på et dybere plan udtryk for, at den dominerende røde og blå linje i dansk politik bliver mere og mere kunstig, vurderer politiske iagttagere.

»Allerede i 1990’erne blev den klassisk ideologiske højre-venstrefløj afløst af blokdannelsen, som handler om noget mere end ideologi. Nemlig om hvilke partier, der indgår på hvilken side i den blokdannelse, der giver flertal. Men nu er den blokdannelse også ved at fortone sig, hvilket giver plads til at diskutere mere politisk indhold,« siger professor ved CBS, Ove Kaj Pedersen.

Klassekamp

Der har længe været spekuleret i et muligt samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, fordi DF på en række områder er fundamentalt uenige med Venstre og endnu mere uenige med Lars Løkke Rasmussens øvrige parlamentariske grundlag, Liberal Alliance og Konservative.

Forfatter og debattør Lars Olsen mener, at realismen i den konstellation er blevet større, selvom han har sværere ved at se Venstre i den. Venstre har da også givet Krisitan Thulesen Dahls forslag om en V-S-DF-regering en kold skulder, mens S har været langt mere imødekommende. 

»Et S-DF-samarbejde er mere realistisk end nogensinde før. Der er sket en meget markant politisk bevægelse, hvor S er rykket tættere på DF i udlændingepolitikken, mens DF er rykket tættere på S i fordelingspolitikken. DF’s tidligere chefideolog, Søren Krarup, har tilmed været ude med, at man bør pege på Mette Frederiksen som statsminister. Han er en fritænker i DF og har altid været mere optaget af den rene udlændingepolitik end forskellige taktiske Christiansborg-manøvrer,« siger Lars Olsen.

Mens DF på flere områder har flyttet sig i rød retning, er Venstre blevet mere liberalistiske under Lars Løkke Rasmussen. Med Anders Fogh Rasmussen i front rakte partiet bredere ud og etablerede sig som folkeparti, hvilket gjorde partiet i stand til at opfange grupper af arbejderklassevælgere.

»Men med Løkke er partiet blevet mere et middelklasseparti igen. Det viser også, at hele ideen om, at politik ikke har noget med klasser og sociale grupper at gøre, er død. Politik foregår langs nogle andre baner end tidligere, men de nye strømninger må ses som partiernes svar på forskellige sociale klassers erfaringer fra hverdagen og deres måde at forholde sig til politik på,« siger Lars Olsen.

Reformvilje

Radikale Venstre er så til gengæld blevet mere blå i den økonomiske politik. Partiet har historisk lagt vægt på økonomisk ansvarlighed, men reformpolitikken er blevet mere og mere definerende for partiet, påpeger Lars Olsen.

Både Lars Olsen og Ove Kaj Pedersen peger desuden på, at viljen til at reformere velfærdsstaten er endnu en ny skillelinje i dansk politik, som fremstod tydeligst med valgresultatet sidste år.

»Der er opstået flere og flere marginale partier. De er ikke marginaliserede, men de stiller sig på kanten af politiske og økonomiske reformer. Det vil sige, at man nu må sondre mellem, hvilke partier der er regeringsduelige eller regeringsvillige, og hvilke partier der er reformkritiske. Reform og margen i dansk politik er en konsekvens af det reformpres, som globaliseringen og europæiseringen af økonomien skaber,« siger Ove Kaj Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Glimrende artikel om et evigt problem - næsten - i dansk politik. Den røde vs. den blå blok.

På den ene side har de 3 største partier omkring 65% af vælgerne bag sig - men, de mange små partier har fået mundsmag for magten, selvom de ikke tør deltage i det ansvarsfulde regeringsarbejde - herunder ikke mindst ministermøderne i EU.

Som jeg forstår DF-formandens udtalelse for nylig i Politiken, så er han træt af blokdannelse - og holder det vand, så er der intet underligt i, at han vender sig mod Socialdemokraterne, da de tilsammen har næsten 50% af vælgerne bag sig.

Spørgsmålet er - selvfølgelig - hvad Venstre siger til dén konstellation, idet den betyder, at de må afgive statsministerposten og dermed temmelig meget kontrol over regeringsarbejdet. Jeg kan forestille mig, at de i Venstres gruppe har problemer mht. næste valg, fordi det ligner endnu et farvel til mange af deres MFere.

Omvendt har jeg endnu til gode at se DF tabe stemmer/mandater i et valg - måske fordi de aldrig har turdet tage det ansvar at deltage i en regering. Men noget tyder på, at de er ved at være klar.

Så for første gang nogen sinde lytter jeg til Thulesten Dahl og forsøger at finde de blinde vinkler, som jeg tidligere må have overset. Søren Krarups kommentar er også rammende.

Spændende tider, vi går i møde.

Poul Krogsgård

At Dansk Folkeparti skulle have bevæget sig i en mere rød retning, har da vist ikke meget at gøre med den virkelighed vi befinder os i lige nu, hvor kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen træder i kraft med DFs fulde tilslutning. Mere sort og asocial politik er det svært at forestille sig.

Karsten Aaen, Alan Strandbygaard, Torben K L Jensen, erik winberg, David Hertz-Holm, Benta Victoria Gunnlögsson, Estermarie Mandelquist, Carsten Mortensen, Bill Atkins, Bjarne Andersen, Torben Skov og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Ikke blok politik men alligevel blokpolitik hvad angår udlændig politik, det er faktisk blokpolitik. Alle lande forene jer om udlændig politikken.

Næh. DF's ultimative leder og formand for folketinget, Pia Kjærsgaard, hader socialister og den slags. Husk hendes medlemskab af WACL og mødet på Taiwan. Alle tanker om at DF skulle være lilla er spin!

Kristian Thulesen Dahl har folk til det beskidte, shan selv fremstår nogenlunde ren, talende et åh så jovialt og dog "völkish" sprog

Torben Andersen

Lilla? Jeg vil snarere sige "blåsort" el. evt. en anelse blødere "blåbrun". Betegnelsen "rød" er der desværre ikke mange der fortjener mere, medmindre man udvider lidt og siger "pink"!

Mens jeg er her har jeg brug for lidt læsehjælp: Hvad betyder det der "det nye sort" egentlig? Jeg er fra landet så det basker og dertil nærmest oldgammel. Er det så'n et Informerkjøwenhavner-udtryk, der ikke rigtigt er nået over Valby bakke endnu?

Ingefær er det nye lakrids, Torben Andersen :-)
Det nye, her 'lilla' (som er moderne på samme måde, i samme rolle i helheden, som) noget andet tidligere var, her 'sort'.

Lennart Kampmann

Dansk Folkeparti har endnu til gode at spille trumfkortet: En DF-ledet regering med S som den lille. Når det lykkes, vil mindreværdskomplekset fra Nyrops udtalelse om stuerenhed endeligt være udvasket.
Indtil da handler det om at opnå status som det foretrukne parti. DF vil ikke give efter overfor konservative eller LA, og V er ikke længere det største borgerlige parti, så dem kan man tvinge rundt som man vil.
Socialdemokratiet står med en relativt svag leder, der ikke har medier eller fagforening bag sig, og en venstrefløj, der er ødelagt af villakøbende socialister og tylskørtdansende fantaster. Helle Thorning er ude af billedet og gamle tiders dogmer kan gemmes væk...

Alt kommer derfor til at afhænge af styrkeforholdet mellem DF og S ved næste valg. Hvis DF går tilbage og S frem, bliver det en S-ledet alliance, men hvis DF får så meget som en stemme mere end S, blive KTD den næste statsminister.

Det farligste man kan gøre er at undervurdere dygtigheden hos DF's politikere. Det er nok Danmarks mest professionelle parti.

med venlig hilsen
Lennart

Dejlig vision med samarbejde hen over midten. Blokpolitik er kortsigtet og mangler ofte bred opbakning. Hvis CTD kan vælte LL af pinden, vil jeg juble.

Problemet med farvblandingen opstår først og fremmest fordi Socialdemokratiet ikke længere kan levere den livgivende varme røde farve. Selv om DF af og til tager et lille skridt mod venstre, modvirkes det nemlig at et Socialdemokrati der befinder sig i et kontinuerligt skred mod højre.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Erik Jensen: Din analyse holder altså ikke vand. Fordelingen mellem den borgerlige blok og den røde blok er, som den altid har været - sådan ca. 50/50. Plus/minus 5%-points mellem valgene.

Socialdemokraterne har altså den røde farve, fane osv., den slipper vi aldrig af med. Det er nærmest et princip. Vi ligger solidt på midten, men med det røde hjerte til venstre, naturligvis :-)

Næh, problemet er, at vi har flere små-partier end tidligere - og det er nye partier startende med EL efter Murens fald i 1989, hvor det at være kommunist ikke var så populært. Dernæst fulgte Dansk Folkeparti, der var nødt til at finde på et nyt navn, idet Fremskridtspartiet lå i laser. Endelig har det Radikale Venstre fostret hele 2 nye partier efter årtusindeskiftet, eg. Liberal Alliance og Alternativet.

Det er noget rod - for at sige det mildt. For de nye partier har måske øjeblikkelig succes, men intet at have det i. Dog skal man respektere, at de sammen råder over 30-40% af stemmerne, hvilket er en ganske god slat.

Men igen, temmelig mange vedbliver med at påstå, at S glider til højre - i så fald bør du nok nydefinere "midten i dansk politik" !?

Torben Andersen. "Det nye sort" stammer fra modens verden. Efter et år hor alt tøj bare sulle være sort skulle de nye kollektioner være grå. Hvilket fik en modekendis til at sige, at "gråt er det nye sort" Det vakte more og gik viralt, hvis noget kunne det dengang. Pink er det nye sort. At cykle er det nye sort......

For en sikkerheds skyld. At gå viralt= sprede sig som en virusepidemi. :o)

Alan Strandbygaard

Sikke en gang hø!

Der er kun en kamp, og den foregår mellem de der har og de der ikke har. Alt andet er forskelligt farvede indpakninger.

Lad blikket køre ned gennem historien.
Hvorfor er der kampe - politiske eller med kampvogne? Det drejer sig om ressourcerne. Intet andet. Alle vil sikre sig i en verden de er smidt ind i, og de vil gerne være trygge og leve godt. Dertil skal man bruge mad og diverse fornødenheder. Dette skal sikres. Alle de andre behov, så som magtbegær og alfa-adfærd er vildfarne udløbere af denne: Måden de fordeles på, og hvem der skal afgøre dette.

Jeg kan simpelthen ikke fordrage, når hundredevis af eksperter har travlt med at finde en masse detaljer, som i realiteten bare er rygter og konesnak. Det spilder min tid. Politikerne er i virkeligheden bare retorikerne og strateger, hvis job er at lave så mange illusioner som muligt, alt imens den egentlige plan aldrig nævnes med et ord. Det drejer sig om at narre. Intet andet.

Jeg interesserer mig kun for en eneste ting: Hvordan fordeler vi ressourcerne, så vi undgår, at nogen stikker af med hele rovet?

Jeg er hamrende ligeglad med hvad de kalder det ene eller det andet. Blåt eller rødt er lige fedt.
Lige nu er der et uendeligt antal detaljer, der skal skjule hvor pengene kommer fra, eller ikke skal komme fra. Forvirring og illusion. Lag på lag på lag. Planer inden i planer. Ingen har en jordisk chance for at gennemskue hele dette indviklede gigantiske tryllenummer.

Der er dem der vil beholde alt for sig selv, og så er der dem der er villige til at dele med andre. Og det er den kamp der foregår, og altid har foregået. Længere er den ikke!

Vis mig den politiker, der vil omfordeling, uden alt det forlorrne gejl og spildtid.

charlie white, Bjarne Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Alan Strandbygaard skrev bl.a. : "Der er kun en kamp, og den foregår mellem de der har og de der ikke har".

Det mener du ikke, vel? Så ville der jo være revolution i gaderne hver eneste dag, indtil de, der ikke har, har vundet over modparten?

Jeg mener, at den kamp, der foregår, den handler om balancen. Også mellem de, der tjener pengene og så fordelingen af overskuddet til de, der ikke er med til at sanke i lade og deltage i høstfesten.

Så går du til makronerne og nedgør politikere i alm. med "Politikerne er i virkeligheden bare retorikerne og strateger, hvis job er at lave så mange illusioner som muligt".

Det er din virkelighed, og jeg deler den ikke. Mine politikere er ganske vist gode til at tale, men de har altså også mig i tankerne, når de handler - uanset om jeg er lille og skal passes i børnehaven eller når jeg skal i skole og så videre på livets vej.

Det kaldes den danske model, Alan - og den kan vi takker socialdemokraterne for. Det var dengang, hvor Stauning kunne tale så godt, at næsten halvdelen af danskerne stemte på ham.

Kom med dit ideal, din idealpolitiker, hvis du tør !! Og husk nu lige på, at du skal kunne vise resultater, ikke bare forblommede ytringer fra plankeværket.