Mælkelagrene er tilbage

Bag grønne gitre i en sparsomt oplyst lagerhal tårner sandfarvede sække sig op. Palle på palle på palle. Deres indhold: Mælkepulver, som ikke har kunnet afsættes på markedet, og som den tyske stat derfor har opkøbt for at holde hånden under de hårdt trængte mælkebønder.

Lageret, som Information ikke har kunnet få tilladelse til at besøge, men som den tyske myndighed Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung har fremsendt billeder af, er på mange måder en anakronisme.

De såkaldte mælkesøer – lagre hvor EU opbevarede overskudsproduktionen af mejeriprodukter – forbindes mest med de sene 1970’ere og tidlige 1980’ere. Dengang var de stærkt omdiskuterede, fordi de gav incitament til overproduktion.

Nu er de tilbage i en 2016-version. Et symptom på, at det ikke er gået helt som planlagt med den seneste liberalisering af EU’s landbrugspolitik. Og ifølge nogle, at mælkemarkedet ikke bare er inde i en akut krise, men i en kronisk en af slagsen.

Tyske lagre med mælkepulver vækker minder om tidligere tiders overproduktion af mælk i Europa. Foto: Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung

Da de såkaldte mælkekvoter, der siden 1984 har lagt et loft over, hvor meget mælk den enkelte landmand måtte producere, blev afskaffet den 1. april sidste år, håbede branchen, at det skulle blive begyndelsen på et eksporteventyr.

»Det er jo noget, vi har talt ned til, så det er jo næsten ligesom juleaften,« sagde Landbrug & Fødevarers cheføkonom Thomas Søby til DR. Han spåede en øget dansk mælkeproduktion på en milliard kilo frem mod 2020 samt 1.000 flere job om året.

I stedet har resultatet foreløbig været en kraftig forværring af krisen i branchen.

Danmark hårdest ramt

Rundtomkring i EU-landene begyndte mange mælkeproducenter at øge produktionen til et niveau markant over efterspørgslen. Som en logisk konsekvens faldt mælkeprisen.

I Danmark med hele 21 procent i løbet af 2015. Og for at kompensere for den tabte indtjening skruede landmændene endnu mere op for produktionen – med yderligere prisfald til følge.

I dag er den råvarepris, Arla tilbyder de danske bønder, nede på 1,88 kroner pr. kilo konventionel mælk. Ifølge tal fra SEGES, landbrugets videnscenter, er det næsten en krone mindre, end hvad det koster for den mest effektive fjerdedel af landmændene at producere det. Med andre ord taber landmændene penge på at gå på arbejde.

Krisen kan også aflæses i det halvårsregnskab, som Arla offentliggjorde for nogle uger siden. I årets første seks måneder var omsætningen 36,5 mia. kr. Det er 3,5 milliarder kroner mindre end i første halvår af 2014.

Sådan ser billedet mere eller mindre ud over hele Europa. Men de danske mælkebønder er blandt de hårdest ramte, forklarer Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver ved Københavns Universitet og ekspert i landbrugsøkonomi.

»Hvis man er landmand et fjernt sted i Grækenland, hvor man leverer frisk mælk til lokalområdet, så er man ikke på samme måde udsat for prissvingningerne på verdensmarkedet,« siger han.

»Men i Danmark er vores produktion anlagt på eksport, og derfor bliver vi også meget mere påvirkede.«

Samtidig er de danske landmænd Europas mest gældstyngede. Og derfor har de danske mælkeproducenter ikke den samme ’stødpude’ som landmænd andre steder, forklarer Henning Otte Hansen. Han anslår, at to tredjedele af de nuværende 3300 mælkebønder i Danmark vil forsvinde over de næste 25-30 år.

Planøkonomi

Ud fra den liberaliseringsfilosofi, der lå bag frigivelsen af mælkekvoterne, kunne man sige, at sådan må det bare være.

At der er sat gang i et naturligt udskilningsløb, hvor de landmænd, der kan producere en liter mælk bedst og billigst, vinder, mens resten falder fra.

At man må lade falde, hvad ikke kan stå. Og at markedet derefter vil stabilisere sig, så de resterende kan leve af deres bedrifter.

Men det har ikke været EU’s og medlemslandenes reaktion. I stedet har svaret været hjælpepakker, tilbud om betaling til landmænd, der reducerer deres produktion – og i nogle lande altså statsligt opkøb af overskudsproduktionen. Eller med andre ord: Man er delvis gået tilbage til de planøkonomiske værktøjer, som liberaliseringsprocessen var et opgør med.

Det skyldes, at den gængse forklaring på krisen er, at den ud over frigivelsen af mælkekvoterne skyldes udefrakommende forhold: At Rusland har indført embargo. At New Zealand og Australien har øget deres udbud af mælkepulver. Og at efterspørgslen fra Kina ikke er steget så meget som ventet.

Henning Otte Hansen betegner derfor EU og medlemslandenes redningspakker som »en slags akut panikløsning«. Som nok er kontraproduktiv i forhold til at sikre den effektivisering, der var et ønske med liberaliseringen. Men som ikke desto mindre er nødvendig.

»Det her er et helt ekstremt tilfælde. Vi har fire-fem ulykker på én gang. Skal landmændene bøde for, at man politisk har gjort sig uvenner med Rusland?«

Spørger man Jan Holm Ingemann, lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i landbrugsøkonomi, er den almindelige forklaring på krisen imidlertid forfejlet. Den overser, mener han, at mælkebøndernes krise er kronisk – og ikke et akut opstået fænomen.

»Det, man skal huske, er, at vi faktisk i mere end 50 år er gået fra krise til krise,« siger Jan Holm Ingemann.

»Når man går fra krise til krise, så er det ikke akutte kriser. Så er det, fordi der er noget fundamentalt galt. Og det er det fundamentale, vi skal have fat i. Men det har der ikke været politisk vilje til. Lige nu er det mælkekvoterne og Rusland, der får skylden. Ikke at de ikke har betydning. For selvfølgelig har de det. Men det er så at sige krusninger på overfladen. Hvis vi ikke havde fået Ruslands-problematikken eller mælkekvoteproblematikken, så havde der været noget andet, man havde peget på. For der ville stadigvæk være problemer.«

Logik for perlehøns

Den virkelige årsag til mælkebøndernes krise er ifølge Jan Holm Ingemann en helt anden.

»Siden 1960’erne har vi haft en strategi om, at landbruget skulle producere så meget som muligt så billigt som muligt,« siger han.

»Men det, der er logik for perlehøns, er, at når udbuddet forøges i takt med den teknologiske udvikling, og den menneskelige fordøjelseskapacitet er begrænset, så falder priserne, og landmændene får endnu sværere ved at få det til at løbe rundt. Og det, der så har været svaret på det lige siden 60’erne, det har været: Jamen, så må vi producere endnu mere. Og så falder priserne jo bare yderligere.«

Derfor er Jan Holm Ingemann også kritisk over for EU og medlemsstaternes ageren i den aktuelle mælkekrise.

De må bestemme sig for, om landbrugspolitikken skal være liberal eller planøkonomisk. Den nuværende zig-zag-kurs er ikke gavnlig, mener han. Og så må vi i Danmark erkende, at den hidtidige strategi har været forfejlet, og gå i gang med at omlægge produktionen.

»Uanset hvor mange landbrugspakker man laver, og uanset hvor meget vi pøser Danmark til med kunstgødning og pesticider, vil der stadig være problemer for gennemsnitslandmanden,« siger han.

»I stedet for den der industrialisering med at producere meget til en billig penge, så lad os satse på en kvalitetsstrategi. En mere håndværksagtig tilgang til fødevarer.«

Henning Otte Hansen er af en anden skole. Han mener grundlæggende, at både liberaliserings- og industrialiseringsstrategien er den rigtige vej at gå.

På et tidspunkt vil markedet stabilisere sig, mener han. Eller også vil mælkebønderne blive så effektive, at de kan producere mælken til en så lav pris, at de igen kan leve af det.

Liberaliseringskursen betyder dog også, at der er et behov for at gøre dansk landbrug mere robust over for udsvingene på verdensmarkedet, så en ellers sund bedrift ikke må lukke på grund af et midlertidigt fald i prisen på mælk, understreger Henning Otte Hansen.

Sådan er det jo

I mange andre brancher, eksempelvis inden for handel med olie, garderer man sig mod den slags ved hjælp af såkaldte futures – en langtidsaftale mellem køber og sælger om en fast pris uanset svingningerne på verdensmarkedet. Det kunne landbruget kopiere, mener Henning Otte Hansen.

»Vi skal stadig have en fri markedsøkonomi, men man kunne godt give selskaber som Arla nogle redskaber til at give landmændene en lidt mere stabil pris. Hvis prisen i en periode er lav, så må Arla i nogle måneder give landmændene en for høj pris. Omvendt, når prisen stiger på verdensmarkedet, så skal landmanden have en lidt lavere pris, end han ellers ville få,« siger han.

De seneste uger er prisen på mælkeprodukter på verdensmarkedet begyndt at stige igen. Henning Otte Hansen mener, det er et tegn på, at udviklingen er ved at være vendt. Jan Holm Ingemann tvivler:

»Det er fluktuation. Der er én trend, og det er den lige linje, der går nedad. Og så har du den bølgede linje omkring. Den bølgede linje går så lidt op igen lige nu. Men det kroniske problem har vi ikke løst. Vi kan sagtens komme i en situation, hvor det går lidt op, men så vil det bagefter gå ned igen. Det er lige før, jeg vil citere Margrethe Vestager og sige: Sådan er det jo.«